Afsløringen af et møde i Moskva om russisk finansiering på 65 millioner dollars til det italienske regeringsparti Lega har sat fokus på partiets måske lidt for tætte forbindelser til Rusland. Oppositionen kræver en undersøgelseskommission, Salvini benægter alt, regeringspartnerne tøver, mens anklagemyndigheden i Milano undersøger sagen.  

Analyse af politisk redaktør Simon Cecchin Birk

TEMA: DET USTABILE ITALIEN | ”Det er meget vigtigt at Europa i denne historiske geopolitiske periode forandrer sig. Der er europæisk valg næste maj. Vi vil forandre Europa. Et nyt Europa skal atter være tæt på Rusland, for vi vil have vores suverænitet.”

Sådan indledte italienske Gianluca Savoini, ifølge amerikanske BuzzFeedNews, et møde 18. oktober 2018 på ikoniske Hotel Metropol i Moskva 10. juli.

Formelt set en forhandling om en olieaftale. I praksis et møde om russisk finansiering til det højreradikale italienske regeringsparti, Lega – en finansiering allerede undersøgt af det italienske ugeblad L’Espresso i februar.

Moskvamødet
Mødet, som BuzzFeedNews har publiceret en fuld transskription og et mindre lydklip (link i bunden) af, varede en time og et kvarter. Tilstede ved mødet var Savoini, formand for den lombardisk-russiske forening, der længe har været tilknyttet Legas højrefløj, har skrevet for partibladet, La Padania, og siden 2013 har været talsmand for Salvini – som han lærte at kende på partibladet. Udover Savoini var de øvrige ikke identificerbare deltagere to italienere og tre russere.

Den hemmelige russiske finansiering af Lega skulle foregå ved et salg af 3 millioner ton olie til en værdi af 1.5 milliarder dollars fra et russisk selskab til det italienske multinationale gas- og olieselskab, ENI til en nedsat pris. Gennem en række mellemænd skulle der således kanaliseres op til 65 millioner dollars til Lega over en periode på et år.

Det primære formål: at støtte det fremstormende Legas valgkampagne til Europa-parlamentsvalget, der blev afholdt i maj.

På trods af de enorme beløb lader aftalen ikke til at være af økonomisk natur. Hvad der blev forhandlet på mødet var primært en politisk aftale, som understreget af en af de italienske deltagere ”det er ikke en professionel sag, men en politisk, jeg, vi, regner ikke med at tjene penge på den [handlen]”.

Mødets formål fremgår altså som en varetagelse af fælles politiske interesser.

Putinforbindelsen
Lige siden Berlusconiæraen har Italien haft et tæt økonomisk forhold til Rusland. Salvinis utvetydige støtte til, og beundring af, den russiske præsident, der i 2017 førte til en samarbejdsaftale mellem Lega og Putins parti, Det Forenede Rusland, er dog alligevel iøjnefaldende.

Lega-lederen har været kendt for at bære trøjer med print af Putin og har i flere tilfælde videreleveret russisk propaganda, eksempelvis ved Ruslands intervention i Syrien, der blev udlagt som en kamp mod islamisk stat og ikke en sikring af Assads regimes overlevelse.

Han ønsker at løfte EU-sanktionerne mod Rusland og deler blandet andet Putins autoritære disposition og det højst antagonistiske forhold til EU’s nuværende udformning.

Putin er for Salvini – såvel som for større dele af det øvrige europæiske suverænistiske højre– ikke længere kun Ruslands præsident men også et symbol på en anderledes demokratiopfattelse. Den stærke autoritære leder, flertalsvælde, den suveræne og etnisk rene stat, der varetager egne interesser og værner om en særegnet kultur. Afvisningen af liberalismen, socialismen, kosmopolitismen, europæismen og ikke mindst globaliseringen og dens acceleration af samfundsforandringer.

Et væv af værdier med dybe ideologiske rødder, der forbinder Salvini og Putin, og fremstår centrale i det suverænistiske højres vision om et decentraliseret og pro-russisk Europa.

Konsekvenserne
Med først L’Espresso og senere BuzzFeedNews afsløringer står Salvinis Lega med et forklaringsproblem. Mødets detaljerede diskussion af finansieringens omfang og eksekvering er slående og der refereres til et møde som Salvini – der på dette tidspunkt befandt sig i Moskva – skulle have holdt dagen før med to højtstående russiske politikere.  Det er svært at ignorere det offentliggjorte lydklip, hvor Savoini angiveligt høres tale. Samtidig florerer en række fotografier, der eksempelsvis dokumenterer Savoinis tilstedeværelse ved et møde mellem den italienske og russiske regering eller samtale med Salvinis rådgiver 17. oktober – dagen før mødet på Hotel Metropol.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt handlen efterfølgende har fundet sted, og hvorvidt beviserne er tilstrækkelige.

Mens anklagemyndigheden i Milano undersøger Lega for international korruption, italesætter Salvini, ikke ulig en yngre Berlusconi, anklagerne som en heksejagt. Med en vanlig uformel og jokende men alligevel kontant stil afviser Salvini at have modtaget hverken rubler eller vodka.

Salvini tager tvivlsomt afstand til Savoini og når de italienske medier fortsat udspørger deres indenrigsminister om sagen fortsætter afvisningerne, mens der tilføjes, at han agter at sagsøge dem, som har anklaget ham.

Også Savoini peger på en heksejagt mod Salvini og afviser, at Lega har modtaget russisk finansiering. Samtidig indrømmer han dog, at have været til det offentlige møde – det han er blevet fotograferet ved dagen før. Et møde afholdt af erhvervsfolk med Salvini som deltager.

Fra Partito Democratico er kritikken klar og der kræves både en forklaring fra Salvini og en undersøgelseskommission. I kontrast har regeringspartnernes reaktion været næsten overraskende afdæmpet.

Premierminister Giuseseppe Conte har udtalt, at han har tiltro til sin indenrigsminister. Mens kritiske røster høres fra prominente medlemmer af Femstjernebevægelsen, fokuserer dets leder, Lugi Di Maio, primært indadtil og fremhæver sit eget partis dydighed. Di Maio støtter en undersøgelseskommission som han dog ikke overraskende mener, bør inkludere de øvrige italienske partier.

En mulig forklaring på den indtil videre afmålte reaktion er, at hverken Conte eller Di Maio ønsker et nyvalg, hvor de vil være konkurrenter til et Lega, der i meningsmålinger fra start juli ligger til omkring 37 % af stemmerne. Tonen internt i regeringen kan dog hurtigt ændre sig.

Russisk interesse i at finansiere det suverænistiske europæiske højre, bør ikke komme som nogen større overraskelse. Allerede i 2014 lånte Marine Le Pens Assemblée Nationale 9 millioner euro fra en lille tjekkisk-russisk bank med forbindelser til Kreml.

Kort tid efter skandalen, hvor Det Østrigske Frihedspartis leder Heinz-Christian Strache blev fanget på video i at love regeringskontrakter til en kvinde, der foregav at være russisk investor, vækker afsløringen af Legas mulige millionfinansiering fra øst dog særlig opsigt.

Meget tyder på, at Lega har forsøgt at kanalisere store summer russiske oliepenge ind i partiorganisationen. Hvor de juridiske og politiske konsekvenser endnu er uklare, står det for længst klart, at både værdier og interesser forbinder Salvinis Lega og Putins Rusland.

Simon Cecchin Birk er politisk redaktør for Magasinet Europa, Ph.D.-stipendiat ved Københavns Universitet og medforfatter til den højaktuelle antologi ”Europas Mange Omveje”.

Link til den fulde transskription af mødet:
https://www.buzzfeednews.com/article/buzzfeednews/transcript-lega-russia-oil-deal-meeting

BuzzFeedNews afsløring inklusiv lydklip:
https://www.buzzfeednews.com/article/albertonardelli/salvini-russia-oil-deal-secret-recording 

Læs mere om det italienske demokratis tilstand ”Italien, Europa og det sårede demokrati”

Læs hele vores løbende Italienstema “Det ustabile Italien”

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Alessandro Garofalo/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: