Finlands præsidentembede er blevet stækket, men er stadig vigtigt

2018-04-24T11:43:16+00:00 lørdag, 27. januar, 2018|

Finlands politiske system har traditionelt været båret af et stærkt præsidentembede, der gav præsidenten mulighed for at agere relativt uafhængigt af de øvrige politiske institutioner. Efter Den Kolde Krig blev præsidentens politiske indflydelse kraftigt stækket, mens parlamentet fik mere magt. Præsidenten spiller ikke desto mindre fortsat en vigtig politisk rolle og nyder betydelig respekt i den finske befolkning.

Baggrund af Jan Ahtola Nielsen

27.01.2018 | FINLAND | Med selvstændighedserklæringen den 6. december 1917 var grunden lagt for en finsk republik med stærkt parlamentarisk styre. De finske socialdemokraters oprør og den efterfølgende borgerkrig i 1918 førte imidlertid til et holdningsskifte hos de borgerlige midterpartier.

De ønskede nu en stærk, uafhængig regeringsmagt, der kunne sikre landet politisk stabilitet og holde uansvarlige elementer udenfor politisk indflydelse, og landede den 17. juli 1919 en republikansk regeringsform, der sikrede Finland en stærk præsident med vidtgående selvstændige beføjelser.

Foruden retten til at udnævne regeringen, opløse Rigsdagen og udskrive nyvalg efter behag, blev præsidenten bl.a. udstyret med en stærk vetoret i lovgivningsspørgsmål. Præsidenten fik desuden ansvaret for udenrigspolitikken og for de væbnede styrker.

Præsidenten arvede i realiteten mange af de beføjelser, som før var tilkommet den russiske kejser som storfyrste af Finland. En embedsperiode på seks år bidrog også til at skabe politisk kontinuitet og stabilitet i den unge republik.

Valgmåden gav fra første færd anledning til stridigheder. Socialdemokraterne foretrak at Rigsdagen valgte præsidenten, mens man på højrefløjen insisterede på anvendelsen af folkevalgte valgmænd. Løsningen blev et kompromis: præsidenten skulle vælges af 300 valgmænd, men Rigsdagen skulle vælge den første præsident.

Det var først i 1994, at man gik over til det nuværende direkte valg i to omgange, hvor de to kandidater med flest stemmer går videre til anden runde, hvis ingen af kandidaterne opnår mindst halvdelen af stemmerne i første runde.

Finlands første præsident, den liberale K.J. Ståhlberg, der var hovedmanden bag den republikanske regeringsform, fik som statsoverhoved konsolideret den ny forfatning, men var ligesom flere af sine nærmeste efterfølgere tilbageholdende med at udnytte sine præsidentielle beføjelser.

Magtkoncentration under og efter Anden Verdenskrig
Præsidentens udenrigs- og sikkerhedspolitiske lederskab blev først for alvor aktualiseret under Anden Verdenskrig.

I kampen for nationens overlevelse blev den politiske magt koncentreret hos den liberale præsident Risto Ryti (1940-44) og hans inderkreds i regeringen samt den øverstkommanderende for de væbnede styrker, marskal C.G. Mannerheim, mens rigsdagen blev tilsidesat.

Da det i sommeren 1944 blev imperativt for Finland at trække sig ud af krigen mod Sovjetunionen, indgik Ryti på egen hånd en kontroversiel aftale med den tyske udenrigsminister von Ribbentrop, der formelt bandt Finland til den tyske krigsførelse, men i realiteten sikrede Finland det råderum, der var nødvendigt for at landet kunne løsgøre sig fra krigen med selvstændigheden i behold. Ifølge den finske forfatning skulle aftalen være forelagt rigsdagen, og Ryti var da også helt bevidst om at han ved at overskride sine præsidentielle beføjelser ofrede sig selv for at nationen kunne overleve.

I de første efterkrigsår blev det vanskelige forhold til Sovjetunionen den konservative præsident J.K. Paasikivis (1946-56) prærogativ. Det betød en fortsættelse af den magtkoncentration, som havde gjort sig gældende i krigsårene, idet indenrigspolitikken under Den Kolde Krig på en helt ny måde blev vævet sammen med udenrigspolitikken.

Enevældige Kekkonen og opblødende Koivisto
Paasikivis efterfølger, agrarpolitikeren Urho Kekkonen (1956-81), sikrede sig præsidentposten med aktiv støtte fra Moskva og udnyttede sine evner til at håndtere skiftende sovjetiske ledere til at opnå en nærmest enevældig magtposition i det finske samfund.

Kekkonen tillod til gengæld sovjetisk indblanding i finsk indenrigspolitik og var med til at skabe en politisk kultur præget af servilitet og selvcensur, der var skadelig for det finske demokrati.

Selvom Kekkonen i de senere år af hans præsidentperiode blev betragtet som uundværlig af de fleste finner, vakte hans omfattende magtudøvelse betænkelighed, og da han i 1981 måtte trække sig på grund af svigtende helbred, blev han afløst af socialdemokraten Mauno Koivisto, som stod udenfor det politiske etablissement.

Koivisto påbegyndte demonteringen af det stærke præsidentembede og førte Finland ind på vejen mod et langt mere parlamentarisk styre. I hans to perioder som præsident (1982-94) blev der gennemført en lang række tilføjelser til forfatningen, der blandt andet betød at præsidenten mistede sin absolutte ret til at opløse Rigsdagen og udskrive nyvalg, samt at den samme person kun kunne vælges til to embedsperioder i træk.

I forbindelse med Finlands optagelse i EU i 1995 gjorde Koivisto sig til talsmand for, at statsministeren skulle repræsentere Finland i EU.

Udenrigspolitisk magtdeling
Spørgsmålet blev et tilbagevendende stridsemne i finsk politik, idet hverken socialdemokraten Martti Ahtisaari, der afløste Koivisto som præsident i 1994, ellers hans egen efterfølger, partifællen Tarja Halonen (2000-2012), kunne forlige sig med at blive udelukket fra topmøderne i Det Europæiske Råd.

I den nye grundlov der trådte i kraft den 1. marts 2000 mistede præsidenten sine sidste, betydelige indenrigspolitiske magtbeføjelser. Ansvaret for udenrigspolitikken blev samtidig delt mellem præsidenten og regeringen. Formuleringerne om EU-repræsentationen var imidlertid så vage, at striden først blev endeligt løst i 2012 med en tilføjelse til grundloven om, at statsministeren repræsenterer Finland i Det Europæiske Råd.

Selvom præsidentens magtbeføjelser er blevet kraftigt indskrænket i de senere år, spiller præsidenten stadigvæk en vigtig politisk rolle i Finland, ikke mindst som værdileder og som landets særlige repræsentant overfor udlandet.

Den nuværende konservative præsident Sauli Niinistö (billedet), der ifølge meningsmålingerne står til at opnå sikkert genvalg allerede i første runde af præsidentvalget den 28. januar, har i forskellige sammenhænge selv fremhævet præsidentens udenrigs- og sikkerhedspolitiske rolle.

I kraft af den store respekt der omgærder embedet i den finske befolkning, fungerer præsidenten også som en betydelig opinionsdanner, hvilket kun understreges af, at der i dag er mange finner, der gerne ser en delvis genrejsning af præsidentens magtstilling.

Jan Ahtola Nielsen er historiker, ph.d og ekstern lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Billede i artiklens top:  /Scanpix/AP/Jussi Nukari/