Det britiske parti UKIP vil tilbage til dengang, hvor immigration, arbejdsmarkedspolitik og grænsekontrol var et nationalt anliggende. De vil ud af EU og står til at få op mod en tredjedel af stemmerne i Storbritannien ved EP-valget i maj.

Baggrund af Nikita Bertram Selvig

20.04.2014 | EP-TEMA | Det kommende Europa-Parlamentsvalg vil finde sted i skyggen af gældskrisen. De seneste måneders diskussioner om velfærdsturisme og betydningen af arbejdskraftens fri bevægelighed har styrket de EU-skeptiske partier, der betragter EU som en del af problemet frem for en del af løsningen.

I Storbritannien kæmper det højreorienterede United Kingdom Independence Party (UKIP) for en hurtig afstemning om det britiske EU-medlemskab, og meningsmålingerne tyder indtil videre på, at partiet får opbakning til at gennemtrumfe en sådan afstemning før 2017, som ellers pt. er det planlagte tidspunkt. Men meget skal flaske sig før partiet kan indfri dette ønske.

UKIP taler folkets sag
Den typiske UKIP-vælger er ”male, pale and stale”, altså mand, hvid og gammel. Lige som partiets nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet er det. Vælgergruppen har få kvalifikationer og tilhører den tidligere arbejderklasse. Dem, som politik handlede om for 50-60 år siden. Dengang udgjorde de majoriteten af vælgerne, men øget uddannelsesniveau, globalisering og finanskrisen har medført en marginalisering af gruppen i forhold til det øvrige samfund.

UKIP’s typiske vælgere oplever dagligt konsekvenserne af finanskrisen og arbejdskraftens fri bevægelighed i form af immigration fra øvrige medlemslande, men de føler ikke, at den hjemlige, politiske elite lytter til deres bekymringer. Det er disse nye sociale og politiske skillelinjer i det britiske samfund, som UKIP med lederen Nigel Farage i spidsen har haft held med at italesætte.

Samtidig er UKIP blevet partiet for en stor gruppe vælgere, som ikke føler, at EU har givet dem, hvad de blev lovet, da de stemte ja til medlemskabet i 1975. EU-medlemskabet anses som en politisk glidebane, hvor man har mistet kontrol på vigtige områder og samtidig hæfter for andre landes økonomiske uansvarlighed. Derfor mener godt halvdelen af de britiske vælgere, at udmeldelse af EU er den eneste mulighed for at genvinde kontrol og beskytte nationalstaten.

UKIP’s kampagnebus på tur ved sidste EP-valg i 2009
(Foto: Flickr Creative Commons / Euro Realist Newsletter)

Ikke nødvendigvis mere indflydelse
Immigrationsudfordringerne og en stigende politikerlede i Storbritannien har bevirket, at UKIP’s medlemstal, ifølge deres egne beregninger, er mere end fordoblet, mens de traditionelle partier har mistet medlemmer. Fra 15.535 medlemmer i 2010 og til nu over 35.000.

Ifølge en meningsmåling fra midten af marts vil EP-valget afspejle denne udvikling, hvor UKIP står til at få omkring en tredjedel af stemmerne. Andre målinger er en smule lavere, men vil stadig resultere i ca. 18 pladser i Europa-Parlamentet – fem mere end i dag.

En sejr ved EP-valget den 22. maj er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med mere indflydelse for partiet. Før valget var UKIP en del af den euro-skeptiske gruppe ’Europe of Freedom and Democracy’ (EFD). Marine Le Pens ’Front Nationale’ samt Geert Wilders ’Party for Freedom’ ønsker imidlertid at danne en ny højre-radikal gruppe med deltagere fra den tidligere EFD-gruppe.

For at danne en gruppe kræves 25 parlamentarikere fra syv forskellige lande, hvilket betyder, at Nigel Farage og UKIP risikerer at stå uden for en gruppe. Farage har nemlig gjort det klart, at man ikke vil være i gruppe med disse partier, som han betegner som decideret racistiske. Og uden en gruppe bliver det mere end svært for partiet at få indflydelse.

Nogle vil imidlertid mene, at denne placering ikke vil påvirke partiets indflydelse synderligt. UKIP har nemlig som erklæret mål at bekæmpe EU-systemet indefra. Frem for at tage aktiv del i Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige arbejde, bruger UKIP-MEP’erne således deres tid på at holde taler på plenarsamlinger. Herfra har de kritiseret EU-samarbejdet og diverse politikere. Senest for et par måneder siden, da Farage kaldte Herman Van Rompuy for en klam karklud.

Farvel til EU?
Et centralt spørgsmål er, om en sejr til UKIP ved Europa-Parlamentsvalget vil gøde jorden for den ønskede udmeldelse af EU på længere sigt – populært kaldet ”Brexit”.

Ifølge EU-forsker ved London School of Economics and Political Science Maja Kluger Rasmussen er dette næppe sandsynligt. Først og fremmest, fordi det vil kræve, at David Cameron og De Konservative genvinder magten, og dels at de ikke igen ender i en koalitionsregering. Liberal demokraterne er nemlig pro-EU, og Labour er ikke interesseret i at se Storbritannien uden for EU-fællesskabet.

Skulle Cameron alligevel vinde valget, mener lektor ved Aarhus Universitet Derek Beach, at man ved et uheld kan ende med en folkeafstemning. Dette skyldes, at Cameron har fejlfortolket sine forhandlingsmuligheder. Han vurderede, at frygten for en britisk afstemning ville få Frankrig og Tyskland til at imødekomme briterne, som man gjorde det med Danmark i 1990’erne, lige som han så de nuværende diskussioner om EU’s fremtid som en mulighed for at få tilbagerullet politikken på en række af de sociale områder.

Selvom tyskerne har åbnet en smule op for reformer af samarbejdet, skal briterne dog ikke glæde sig for tidligt. Frygten fra EU er nemlig, at man får en udhuling af det indre marked, og at man på længere sigt ender med laveste fællesnævner. Det synes derfor mere end svært for Cameron at genforhandle traktaten, og dermed vanskeligt for UKIP at opnå en afstemning om EU-medlemskabet.

Det svære momentum
UKIP’s grundlæggende problem er, at de endnu ikke har formået at formulere et konkret alternativ til EU-medlemskabet. Selv har Nigel Farage anført, at han ønsker en ordning som den tyrkiske. Andre steder har den norske model været fremhævet med henvisning til betydningen for det britiske erhvervsliv.

Paradokset ved denne model er imidlertid, at den fortsatte adgang til det indre marked koster et sted mellem 30 og 50 mia. kroner, lige som man må acceptere en række sociale regler om eksempelvis arbejdstidsbestemmelser, der er grundlæggende for det indre marked. Aspekter, som har været dominerende i kritikken af medlemskabet.

Dertil kommer, at ”Brexit” er et spørgsmål, hvor meningerne skifter som vinden blæser. Og eksperter mener, at holdningerne især vil skifte i en valgkamp, hvor konsekvenserne af udmeldelsen vil blive synlige.

Det kan derfor blive en stor udfordring for UKIP at holde momentum og udnytte det sandsynligvis gode resultat ved Europa-Parlamentsvalget. Hvorvidt dette vil lykkes, afhænger ikke kun af UKIP selv, men i lige så høj grad af Labour og De Konservatives næste træk i EU-politikken.

Nikita Bertram Selvig er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Stephen West