Flygtninge, migration og frygt i virussens tid

2020-03-26T06:53:12+00:00 tirsdag, 24. marts, 2020|

I takt med spredningen af COVID-19 og stigende kurver for antal smittede, syge og døde, breder forestillinger sig om, at det er migranter, flygtninge og andre fremmede, der bringer virus til vores lande. Det er ikke en ny tendens – men konsekvenserne kan være fatale.

Kommentar af Ninna Nyberg Sørensen

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Der er ikke noget nyt i at sammenkæde sygdom og smittefare med migration. Når forvrængede fakta møder en pandemi, er der desværre ikke kun tale om smittefare, men også risiko for at de informationsvægge, vi beskytter os bag, ikke alene hviler på et forkert grundlag, men også kan få fatale konsekvenser.

I Ungarn har premierminister Victor Orban givet flygtninge og migranter skylden for spredning af coronavirus. Det faktum, at langt størstedelen af de registrerede smittetilfælde i landet var statsborgere – 16. marts var 47 af 50 smittede ungarere – har ikke afholdt Orban fra at udtale, at det er hans opfattelse, at det ”hovedsageligt er udlændinge, der har bragt sygdommen til landet, og at det er blandt dem, sygdommen spredes”. Ledende politikere i Serbien, Kroatien, Cypern og Grækenland har etableret lignende forbindelser mellem migration og corona. Trods det faktum, at den alvorlige spredning af COVID-19 virus i Italien har ramt de nordlige provinser langt hårdere end resten af landet, argumenter oppositionslederen Matteo Salvini for grænselukning som middel til at stoppe ”illegal migration af afrikanske migranter fra Libyen” i kampen mod corona.

Grænselukning
Ni EU-lande, Cypern, Danmark, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Spanien, Tjekkiet og Ungarn, har allerede lukket samtlige grænser for alle ikke-statsborgere. Tyskland har lukket de fleste af landets grænser mod Danmark, Frankrig, Luxemburg, Ungarn og Østrig, og Slovenien har lukket sin grænse mod Italien. Uden for Europa har USA indført indrejseforbud fra EU, nu inklusive Storbritannien og Irland. Djibuti, Ghana, Haiti, Kenya, Libyen, Marokko, Tanzania og Tunesien og adskillige latinamerikanske lande har enten lukket deres grænser fuldstændigt eller indført indrejseforbud fra EU. Tyrkiet har lukket grænsen for indrejse fra ni EU-lande og Rusland har stoppet for indrejse fra Polen og Norge.

Hverken verdenssundhedsorganisationen WHO eller ledende europæiske sundhedseksperter peger på en sammenhæng mellem grænselukning og inddæmning af smitterisiko. WHO advarer til gengæld om, at en isolation af afrikanske lande med ringe eller skrøbelige sundhedssystemer kan få fatale konsekvenser dér. Mange aktuelle tilfælde i vores egen del af verden kan tilskrives arbejds- ogferierejser – det vil sige vores egne og ikke flygtninge og migranters mobilitet. Alligevel spredes forestillingen om migranter og flygtninge som dem, der bringer coronavirus til vores lande.

Fjendebilleder vs. facts
Måden hvorpå der tales om flygtninge, migranter og ”fremmede” i forhold til spredning af coronavirus minder om måden, der blev talt om de samme grupper i forbindelse med terrorangreb i både Europa og USA. Den minder også om måden, hvorpå mange forholdt sig til flygtningekrisen i august 2015, hvor bådflygtninge, trods fraværet af umiddelbar epidemisk smittefare, blev modtaget af grænse- og nødhjælpspersonale iklædt hvide beskyttelsesdragter og ansigtsmasker.

Der er god grund til at passe ekstra godt på os selv og hinanden i den aktuelle situation. Det skal bare helst være på et informeret grundlag, og misinformation, propaganda og konspirationsteorier i al almindelighed har det med at florere i usikre tider. Der er ikke noget nyt i at søge at finde nogen, vi kan give skylden for sygdomsudbrud. Ordet karantæne kommer, som vi har lært de sidste uger, fra det italienske quarantina eller franske quarantaine, der betyder fyrre dage, og har siden middelalderen været brugt til at isolere og observere indrejsende til en region eller et land for at hindre smitte og sygdomsspredning. Vi kan op gennem verdenshistorien finde eksempler på, hvordan etniske grupper og religiøse trossamfund, byer og senere nationalstater har søgt at opretholde gruppetilhørsforhold gennem forestillinger om egen renhed versus risiko for ’besmittelse’ og ’forurening’ fra fremmedes indtrængen.

I det klassike værk Purity and Danger – an analysis of concepts of pollution and taboo skrev den britiske antropolog Mary Douglas allerede i 1966, at mennesker og lokalsamfund styrker gruppeidentitet ved hjælp af forskellige forestillinger om renhed og urenhed. I Douglas’ definition er det ’urene’ det, et givet samfund opfatter som malplaceret, det der ikke hører til eller rettelig burde være et andet sted. Det er derfor ikke overraskende, at flygtninge, migranter og andre fremmede ofte fremstilles som de, der bringer urenhed, smitte og sygdom ind i vores samfund. Fremstilles er et vigtigt ord her, for som både Douglas og den norske antropolog Fredrik Barth har vist gennem utallige studier, handler forestillinger om renhed og urenhed mere om symbolsk grænsedragning og forskellige menneskers tilskrevne kvaliteter, end nødvendigvis om realiteter.

Corona i troperne
Spredningen af symbolpolitiske forestillinger kan få fatale konsekvenser. For få uger siden oplevede jeg ved selvsyn, hvordan sundhedsmyndighederne i den Dominikanske Republik først forsøgte at sikre landets hovedindtægtskilde fra turistindustrien ved at isolere de første italienske og tyske coronapatienter på et velekviperet hospital, mens lokalt ansatte på de hoteller, hvor turisterne havde boet, blev sendt ”på ferie” efter at have desinficeret turisternes værelser uden nævneværdige kontrolforanstaltninger. Smittetilfælde blandt egne statsborgere, herunder blandt dominikanske migranter på ferie i hjemlandet fra deres arbejde i Spanien og Italiens omsorgsindustri, fik først i anden omgang myndighedernes bevågenhed.

Mediernes fokus på Wuhan provinsen og Kina som arnested for COVID-19 fik til gengæld allerede i februar brugere af offentlige transportmidler til at smide kinesisk udseende passagerer af – en praksis der ellers historisk har været rettet mod haitianske migranter og deres efterkommere i landet. Få dage før jeg forlod Santo Domingo – i hvad der skulle vise sig at blive et af de sidste fly mod Europa – blev en efterkommer af kinesiske indvandrere i en af landets sydvestlige provinser kun med nød og næppe reddet fra lynchning. Skønt han havde boet hele sit liv i den søvnige provinsby Barahona, drevet byens kinesiske restaurant, og ikke havde været uden for bygrænsen i årevis, blev lokal usikkerhed og frygt for smitte hurtigt en farlig cocktail, der kunne have kostet ham livet.

Misinformation og diskrimination
Tilbage i Danmark – først i selvvalgt karantæne, nu som hjemmearbejdende DIIS-forsker – ser jeg med bekymring på den hast urigtig information om sammenhænge mellem flygtninge, migration og coronavirus spredes på. Skønt propaganda og misinformation altid har spredt sig i takt med udbrud af epidemier, er internettet, og vores adgang til det, en ny spiller, der spreder kontekstsløs eller fejlagtig information mindst lige så hurtigt som virus. Tilfælde af diskrimination mod, og ligefrem fysiske angreb på, asiatiske og asiatisk-amerikanske borgere er allerede steget mærkbart i USA, efter nyheden om COVID-19 nåede medierne og internettets blogs og kommentarspor. På Lesbos er lagre med livsnødvendige forsyninger til Morialejren blevet sat i brand, mens læger og andre humanitære arbejdere er blevet angrebet af mennesker, der frygter, at virus spreder sig fra lejren til lokalbefolkningen. Læger uden Grænser har allerede i ugevis advaret om en sprængfarlig situation, som grækerne ikke kan løse uden resten af EU’s hjælp og en hurtig omlægning af såvel retorik som praksis.

En søgning på ”flygtninge, migration og coronavirus” på internettet over de sidste 6 uger viser, at flygtninge og migranter, ofte uden påviselig sammenhæng, har været blandt de første til at blive kædet sammen med spredningen af COVID-19. Ikke alene af højreorienterede populister som Orban og Salvini, men også af helt almindelige mennesker, der, som de fleste af os, er bange for at blive smittede og syge.

Corona bekæmpes ikke ved at lade asylansøgere i stikken
FNs Højkommisariat for Flygtninge, UNHCR, har understreget, at den største udfordring til en effektiv bekæmpelse af spredning af coronavirus er svage eller sammenbrudte sundhedssystemer. Men en anden væsentlig udfordring er spredningen af forkert information. Blandt de omkring 100 lande, der aktuelt har observeret lokalt transmitteret coronasmitte, huser ca. en tredjedel større flygtningebefolkninger, der indtil videre tilsyneladende ikke er smittet med virus. At smittestatistik i høj grad afhænger af omfang af og adgang til testning, gør det ikke mindre væsentligt at sikre forebyggelse og vidensbaseret kommunikation om og til de mange flygtninge, der allerede sidder i overfyldte lejre med ringe adgang til anbefalede sanitære forhold. I Morialejren deles over 1.000 mennesker om en vandhane, og pladsforholdene tillader ikke, at den anbefalede sikkerhedsafstand på halvanden meter overholdes.

Det er nemt at forudse, at internering af nytilkomne flygtninge under lignende lukkede og trange lejrforhold kan få fatale konsekvenser. Men også i de omkringliggende samfund kan stigmatisering af flygtninge, migranter og andre udlændinge i værste fald få disse grupper til at skjule symptomer eller undlade at henvende sig til sundhedsmyndighederne. Det synes derfor af vital betydning for alles sundhed og vores evne til at bekæmpe coronavirus, at vi undgår at stigmatisere særlige befolkningsgrupper, sikrer flygtninge og migranter adgang til samme smittebegrænsende forhold som os andre, undgår tilbagesendelse af eventuelt smittebærende asylansøgere til lande med svage sundhedssystemer, og i det hele taget er særligt opmærksomme på såvel beskyttelsesbehov som andre konsekvenser af smitteudbrud blandt flygtninge, internt fordrevne og statsløse personer. At koncentrere smittefare i naboområderne, mens vi bekæmper den i vores egne samfund, er en alt for kortsigtet løsning.

Ninna Nyberg Sørensen er forskningskoordinator og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Ovenstående artikel blev første gang bragt hos DIIS den 20. marts 2020

Billede i artiklens top: /Elias Marcou/Reuters/Ritzau Scanpix/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: