Flygtningenes fortællinger

2017-06-30T10:08:03+00:00 Af |Analyse, tema-cph-dox|

Dette års tragiske flygtningerekord er blevet ledsaget af en ophedet debat om flygtninge- og asylpolitik i Europa. CPH:DOX giver gennem 1001 syrere, desillusionerede flygtninge i Athen og en gammel mand i Portugal et nyt perspektiv på debatten.

10.11.2014 | DOX:TEMA | Over 50 mio. mennesker er lige nu på flugt fra krige og konflikter, hvilket er det højeste antal flygtninge siden Anden Verdenskrig. Denne tragiske rekord er i Europa blevet ledsaget af en ophedet debat om, hvordan de mange flygtninge håndteres.

Flygtninge- og asylpolitik er blevet en kilde til splid mellem medlemsstaterne, ligesom det internt i de europæiske nationer giver anledning til diskussioner om ansvar, byrder og sammenhængskraft. De samme spørgsmål har herhjemme fyldt mediernes sendeflader de seneste måneder.

Men som politiske debatter synes at have tendens til – uanset om de omhandler dagpenge eller flygtninge – er debatten umiddelbart gået i tomgang i sin kredsen om tal. Misvisende tal, mørklagte tal, for høje tal og for lave tal.

Men for en stund bør du måske lægge lommeregneren fra dig, løfte blikket og få et andet perspektiv på flygtninge- og asyldebatten. I disse dage giver den årlige dokumentarfilmfestival CPH:DOX nemlig en mulighed for at få billederne og historierne bag tallene.

Kildens udspring
Årets CPH:DOX inviterer os gennem tre film helt tæt på flygtningens ofte uhåndgribelige fortælling. En fortælling der unægteligt må starte ved kilden til den såkaldte flygtningestrøm – ved det der flygtes fra. Men hvordan filmer man en humanitær katastrofe? Hvordan filmer man den myriade af hændelser og skelsættende øjeblikke, der driver millioner af mennesker på flugt?

De spørgsmål stiller Ossama Mohammed og Wiam Simav Bedirxan sig selv og seeren i deres bemærkelsesværdige og utraditionelle dokumentar Silvered Water, Syria Self-Portrait.

Det er ikke en film for sarte sjæle, men det er en pointe i sig selv. For gennem en collage af de to instruktørers og eftersigende 1001 syreres personlige optagelser, forsøger den at sætte seeren i stand til at forstå, hvordan det er at leve midt i en humanitær katastrofe.

Filmen består af tusinder af videoklip optaget af civile syrere, oprørere og Assad-støtter, som dokumenterer krigen i Syrien lige fra demonstrationer og kampråb over ildkampe og tortur, til flygtningestrømme og Homs sønderbombede, forladte bybillede.

Gennem 1001 syreres øjne
Filmen åbner med en grynet optagelse af en nyfødt baby, der bliver vasket interimistisk i en spand. Klippet bliver afløst af en optagelse af en ung mand, kun iført underbukser, der bliver sparket og får et metalrør stødt op imellem benene. De to optagelser vender flere gange tilbage i filmen, og fortæller tilsammen en historie om håb og fortvivlelse, der gennemstrømmer Silvered Water, Syria Self-Portrait og konflikten, den dokumenterer.

I filmens første halvdel udgøres både billede- og lydfladen kun af korte, grynede, rystede optagelser fra mobiltelefoner. Optagelserne er ikke filmet med henblik på at indgå i en film. De er rå og ubearbejdede, og lader det være op til seeren at finde en sammenhæng og mening i mosaikken.

Asfalt farvet rødt af blod efter en demonstration, lig der ligger efterladt i gaderne, en påskelilje blandt ruinerne, en grædende dreng ved siden af en mand klargjort til begravelse, familier der bærer deres børn væk ad støvede veje.

Flygtningen og den der blev tilbage
I filmens anden halvdel udspiller sig en dialog mellem instruktøren Ossama, som har forladt Syrien og følger krigen på afstand fra Paris, og den unge syrisk-kurdiske kvinde Simav. Simav er blevet i Homs. Hun er blevet selvom hendes hjem er i ruiner, og hendes familie er skudt. Hun kontakter instruktøren Ossama over internettet og spørger ham: ”Hvad ville du filme, hvis du var her?”

Simav bevæger sig med sit kamera rundt i Homs grå, sønderbombede gader, hvor facaderne er styrtet i grus og blotter forladte hjem. Her og der mellem husene hænger hvidt vasketøj, der aldrig nåede at blive taget ned. Nu og da humper en afmagret kat forbi i jagten efter mad. Hele tiden ledsages optagelserne af den dumpe lyd af maskingeværer og raketter ude fra horisonten.

Vi ledsager Simav på hendes vandringer gennem Homs, og deler hendes glæde, når hun finder små lyspunkter iblandt forfaldet og frygten for at dø; en gammel roman, modne bær, en lille dreng med en ukuelig livsglæde, en pladeafspiller, der for en stund fylder en ellers smadret stue med gamle, franske kærlighedssange. Vi ser hende få opereret en kugle ud efter, at hun er blevet skudt. Og vi hører hendes overvejelser om hvorvidt hun skal flygte eller ej.

Videooptagelserne akkompagneres af Simavs og Ossamas udveksling af chatbeskeder med refleksioner om håb, retfærdighed og samvittighed. Når alt kommer til alt, vil man så helst blive og kæmpe for sit land og sin overbevisning med livet som indsats, eller sidde som passiv tilskuer på behørig afstand af kampene?

Som seer er man ikke efterladt med et klart svar, for Ossama er plaget af skyldfølelse. Han lider under følelsen af, at have svigtet sit land, og under frygten for at Simavs lig dukker op i de optagelser fra Syrien, som han samler på.

Europas skyggesider
Skrupler og tvivl over at være i sikkerhed i Europa genfinder vi i den dansk-palæstinensiske instruktør, Mahdi Fleifels, kortfilm Xenos. Xenos følger en gruppe unge mandlige palæstinensere, der er flygtet til Europa i håbet om at finde et bedre liv uden for Libanons flygtningelejre.

I de græske gader brister drømmene en efter en, og stoffer, tyveri og prostitution bliver nødvendigt for at overleve den meningsløse hverdag. Til billederne af de unge mænds hvileløse færden, hører vi hovedpersonen, Abu Eyad, tale i telefon med sin ven. I deres telefonsamtale gør Abu Eyad det klart, at han bare håber på, at han kan samle penge nok sammen til at flygte tilbage til Libanon. Han burde aldrig være flygtet til Europa, lyder hans tørre melding. Der er ikke noget at komme efter.

Ventura, hovedpersonen i dokumentarfilmen Horse Money, lader ligeledes til at være fanget i et land, han ikke kan finde sin plads i. Instruktøren Pedro Costa har iscenesat et dystert og hjemsøgende portræt af den aldrende immigrant, der på én gang repræsenterer sig selv og et helt folk af immigranter og flygtninge. Ventura vandrer uden mål i klaustrofobiske, mørke hospitalsgange og underjordiske korridorer, hvor han møder venner og familie fra fortiden. Både de levende og de døde.

For Horse Money søger gennem iscenesatte samtaler og portrætter at formidle Venturas dunkle melankoli. Narrativet udgøres af uklare brudstykker, der efterlades som et puslespil til seeren, når rulleteksterne forsvinder. Men Venturas oplevelse af at være fortabt i et liv og et land, han ikke kan navigere i, overleveres derimod klart igennem de fragmenterede billeder.

Virkelighed på film
Imens europæerne diskuterer hvad flygtningestrømmene betyder for Europas fremtid og hvordan de mange flygtninge skal håndteres, så flygter stadigt flere. Silvered Water, A Syrian Selfportrait og Xenos er utraditionelle og hudløst ærlige film. De viser gennem mobiltelefonernes kameraer rigtige mennesker og rigtige rædsler, som finder sted i den virkelighed, der herhjemme er blevet til en række tal.

Horse Money formidler derimod igennem sine hjemsøgende iscenesættelser den fortælling, der ikke kan ses på overfladen og aldrig kan opsummeres i en statistik. Ole Michelsen, redaktør på DR-filmmagasinet “Bogart” prædikede i årtier: “Film skal ses i biografen.” Måske skal virkeligheden også ses i biografen?

Naja Lena Grimm Löfstedt er politisk journalist på Magasinet Europa 
Andrea Lærke Rasmussen er stud. scient. pol. ved Københavns Universitet  

Se spilletider for Silvered Water, Syria Self-Portrait her
Se spilletider for Xenos her
Se spilletider for Horse Money her