Fodbold og europæiske identiteter

2017-06-30T10:08:26+00:00 Af |Kommentar|

I aften spilles finalen i Champions League mellem Bayern München og Chelsea – en begivenhed, der viser, at europæisk identitet er en mangefacetteret størrelse. 

19.05.2012 | FODBOLD | At fodbold er vigtigere end spørgsmålet om liv og død, og at fodbold er et spil med 22 spillere, hvor tyskerne vinder til sidst, er velkendte klichéer. Men kan aftenens finale også bruges til en glidende tackling på argumentet om, at der ikke findes fælleseuropæisk identiteter?

Fra national til fælleseuropæisk identitet
I 1770’erne forfattede filosoffen Jean-Jacques Rousseau et skrift, der angav anvisninger til stater – her Polen – der søgte at opbygge en national identitet. Et af Rousseaus argumenter var, at sport kunne spille en væsentlig rolle. Ikke i en elitær form, men som en nedenfra-og-op proces, hvor sport kunne skabe sammenhængskraft, nationalfølelse og herigennem overlevelse for staten som enhed. Tyrefægtning i Spanien var et af de eksempler han selv brugte. Betydningen af cricket i Pakistan er et senere eksempel på det samme.

Anbefalingerne til Polen var møntet på nationalstaten, men Rousseau bruges – og misbruges – ofte, når det demokratiske underskud diskuteres i EU og især i forbindelse med tiltag om mere direkte demokrati.

På grund af den popularitet fodbold har, er det ikke overraskende, at EU flere gange har forsøgt at opdyrke social kapital herigennem. Europaparlamentet har ved flere lejligheder lavet betænkninger om spillet og sport generelt, hvor dette ud fra Rousseaus forskrifter skal medvirke til dannelsen af paneuropæisk identitet. Senest er det bl.a. blevet foreslået, at europæiske landshold skal bære et EU-emblem på trøjerne.

EU og fodbold
Generelle udviklinger i EU har desuden medvirket til at forme sporten. Det mest berømte eksempel er ”Bosman-dommen” fra 1995, som gjorde op med slavelignende kontraktforhold ud fra grundprincippet i det indre marked med arbejdskraftens fri bevægelighed. I en betænkning fra 2007 påpegede Europaparlamentet, at dette havde haft en positiv indvirkning på spillerkontrakter og spillernes mobilitet.

Europaparlamentet beklagede dog samtidigt, at det havde medført, at det er de rigeste klubber, der i større udstrækning kan sikre sig de bedste spillere, og at spillerlønningerne er steget kraftigt, som følge heraf. Noget som i høj grad kan aflæses i den turnering, der afgøres i aften.

Når et engelsk og et tysk hold som i aften tørner sammen, plejer der at blive fremført mere eller mindre kuriøse analogier tilbage til anden verdenskrig og deslige. Fodbold har ligeledes været ved at starte nye konflikter. I marts var der f.eks. ved at opstå en diplomatisk krise mellem Tyskland og Spanien, hvor førstnævnte mente, at gældssanering af spanske storklubber var lige lovlig innovativt, da det kunne betyde at tyske skatteborgere indirekte skulle finansiere stjerner som Messi og Ronaldo igennem EU’s hjælpepakker til den spanske stat.

Hvor fodbold altså kan ses igennem en økonomisk eller en storpolitisk prisme, er forehavendet her dog noget mere lavpraktisk. Argumentet er, at aftenens kamp viser, at europæisk identitet er en mangefacetteret størrelse. Og hvad der er endnu vigtigere: Det er ikke kunstigt skabt og har i mine øjne langt større betydning end de idéer om nedenfra-og-op dynamikker, der for tiden bliver fremført af nogle af Europas mest kendte tænkere (se også her).

CL som indikator for fælleseuropæisk identitet
Personligt har jeg ikke fuldt med i superligaen i årevis. Jeg håber da stadig et af de danske hold vinder, når de spiller i Europa, så længe det altså ikke er mod ’mit’ engelske hold, som det faktisk skete for godt 1½ år siden. I min omgangskreds er der stadig et par stykker, hvor dansk ligafodbold er et vigtigt parameter for deres mandagshumør, men langt de fleste støtter et engelsk, spansk eller italiensk hold. På diverse debatfora anvender unge fodbold-entusiaster ofte ”vi” om sit hold, selv om vedkommende sidder i Ballerup og ikke i Barcelona.

Dette ’vi’ gælder også for undertegnede. Jeg håber således, at den tidligere engelske landsholdspiller Gary Linekers anekdote, nævnt i indledningen til denne kommentar, om at tyskerne vinder til sidst, ikke holder i aften. Ligesom jeg heller ikke håber, at Tyskland vinder d. 17. juni, når de møder det danske landshold under EM. Pointen er netop ikke, at den europæiske identitet overtager den nationale, men at de er parallelle.

Kan man så trække konklusionerne videre og påpege, at vi bare skal have de mest lysende argentinske og ivorianske politiske stjerner i Europaparlamentet for at styrke interessen? Næppe. Men interessen for Europas fineste klubturnering viser, at tværnational samhørighedsforhold kan skabes naturligt og uden forcering. Som Morten Løkkegaard, medlem af Europaparlamentet for Venstre, beskrev det i Kristelig Dagblad for et par måneder siden: “Champions League giver mere fælleseuropæisk identitet end nogen EU-krisepakke nogensinde har gjort.”

Forsidefoto: Andrea 93