Først Brexit, så Trump – nu er det tid til at holde øje med Italien

2017-06-30T10:07:45+00:00 Af |Baggrund|

Søndagens italienske folkeafstemning om en forfatningsreform har en så principiel karakter, at resultatet kan få store konsekvenser for det politiske landskab i Italien – og også for landets opbakning til EU. Der er voksende tilslutning til den populistiske Femstjernebevægelse, som har mange lighedstræk med Trump-bevægelsen, er stærkt EU-kritisk og ønsker en decideret udskiftning af det politiske etablissement. 

30.11.2016 | ITALIEN | Det politiske landskab i Italien har siden finanskrisen lidt under både økonomiske og politiske kriser. De fleste husker tidligere premierminister Silvio Berlusconis skandalesager, der huserede i 2013. Dengang herskede der samtidig intern splid i Italiens største parti, Det Demokratiske Parti (Partito Democratico). Partiet sad indtil februar 2014 i spidsen for den daværende regerings-koalition, der udover det demokratiske parti inkluderede Berlusconis centrumhøjre-parti Folket af Frihed (Il Popolo della Libertà) og det liberale centrumparti Civilt Valg (Scelta Civica).

I starten af 2014 kulminerede den interne splittelse i Det Demokratiske Parti. Daværende statsminister Enrico Letta trak sig fra partiledelsen og Italien måtte atter se sig om efter en ny premierminister. Fanen blev overdraget til Matteo Renzi, Firenzes 39-årige populære borgmester.

Ungt reformivrigt blod
Da Renzi kom til, håbede mange italienere, at nyt ”ungt blod” kunne medføre andre boller på suppen i italiensk politik. Lastet med ideer om både økonomiske og politiske reformer indledte Renzi en kamp for at vende Italiens prekære økonomiske situation og adressere den galoperende ungdomsarbejdsløshed.

Efter flere reformer af den italienske økonomi, der blandt andet indbefattede skattelettelser og ny regulering af arbejdsmarkedet, er tiden nu kommet til andet trin i Renzis reformprogram: Effektivisering af det politiske system, hvilket skal ske gennem en forfatningsreform, som de italienske vælgere skal tage stilling til på søndag den 4. december.

Reformen indebærer frem for alt en ændring af det parlamentariske system. Hvor der i dag er to magtfulde kamre – Deputeretkammeret og Senatet – reducerer den nye forfatning kraftigt Senatets magtbeføjelser. Den nye forfatning ændrer 46 af den gamle forfatnings 138 paragraffer. Særligt er det dog Senatets, der står for skud. Blandt andet ændres Senatets kompetence til at stille mistillidsvotum, antallet af senatorer skæres fra 315 til 100 og udpegelsesproceduren (af senatorer) ændres fra direkte valg til regionale udpegelser.

Forspring til nej-siden
De foreslåede ændringer er ikke overraskende, da tokammersystemet længe har været genstand for kritik. Alligevel viser de seneste meningsmålinger et betydeligt forspring til nej-siden. Faktisk har 11 forskellige målinger foretaget siden 21. oktober peget på en sejr til nej-siden.

Den manglende opbakning til ja-siden skyldes blandt andet, at afstemningen ikke kun ses som et isoleret forfatningsspørgsmål. I stedet ser italienerne afstemningen som en principiel meningstilkendegivelse om Renzis’ reformprojekt og om den generelle tillid til det politiske etablissement. Der er nemlig i Italien, ligesom i USA, en voksende anti-establishment-følelse i befolkningen.

Hvor den i USA særligt personificeres af Donald Trump, er det i Italien den populære aktivist og tidligere komiker, Beppe Grillo, leder den såkaldte femstjerne-bevægelse, der for alvor har personificeret oprøret. Femstjernebevægelsen, der betegner sig selv som en bevægelse frem for et politisk parti, støtter kampagnen ”Jeg siger NEJ” (IodicoNO).

Et af de argumenter, nej-siden fremfører, er, at den nuværende forfatning blev skrevet efter Anden Verdenskrig. Og dengang var ideen bag et et tokammersystem at etablere en stærk kontrolmekanisme for at forhindre ”en ny Mussolini”. Ændrer man forfatningen risikerer man at smide den værdifulde kontrolmekanisme over bord.

Kritik af valglov fra Berlusconi-tiden
Dertil kommer, at de gamle partier, som formulerede forfatningen i sin tid, betragtes som mere legitime end de nutidige partier. Det er der flere grunde til. Dels forbindes de gamle partier med en tid før korruptionsskandalen i 90’erne. Dels bestod de gamle partier af politikere, som var valgt efter en gammel valglov, der betragtes som mere legitim, end den valglov, som har medvirket til at forme for det nuværende parlament.

Den nyere valglov, der blev gennemført af Berlusconi i 2005, anses for at have forskruet stemmefordelingen, fordi loven tilføjede en række særlige ”smuthuller” til fordel for Berlusconi. Udover at ændre valgsystemet fra flertalsvalg i enkeltmandskredse til forholdstalsvalg indførte loven nemlig nogle såkaldte ”flertalspriser” (premi di maggioranza) som forhøjede den vindende koalitions flertal af sæder i parlamentet. Loven blev set som Berlusconis sikre middel til sejr – en påstand som mere eller mindre blev bekræftet i 2013, da den italienske højesteret dømte loven forfatningsstridig.

Valg ind på uretfærdig vis
Derfor hævder nej-siden, at det nuværende parlament med de nuværende partier ikke er indvalgt på en retfærdig måde og derfor ikke bør have lov til at ændre den forfatning, som ”retfærdigt valgte partier” formulerede efter Anden Verdenskrig.

Desuden peger nej-siden på, at heller ikke Renzi selv er valgt af folket. Renzi blev nemlig hevet ind midt i en regeringskrise, selvom han på det tidspunkt var borgmester i Firenze. Ikke desto mindre blev han bedt om at forme en ny regering efter et internt opgør i Det Demokratiske Parti, som kulminerede i den tidligere Enrico Letta afgang.

Generelt forholder nej-siden sig ganske kritisk over for manglende direkte valg – en kritik som også er rettet mod de foreslåede justeringer af Senatet. Her vil forfatningen nemlig ændre sammensætningen af senatorer således, at de ikke længere vælges direkte af folket. I stedet vil Senatet bestå af 5 medlemmer, som udpeges af den italienske statsminister, 74 medlemmer, som udpeges af medlemmer af regionsråd i Italiens 20 regioner og 21 borgmestre.

Ja-siden argumenterer for effektivitet og stabilitet
Ser man på ja-sidens kampagne ”BastaUnSi” (bare et ja) er det frem for alt hensynet til effektivitet, stabilitet og muligheden for reelt at regere landet, som Renzi og hans tilhængere lægger vægt på. Det italienske politiske system er et fragmenteret politisk landskab. Italien har i perioden siden 1945 haft intet mindre end 63 forskellige regeringer. Ja-siden hævder, at dette blandt andet skyldes, at både Senatet og Deputeretkammeret i parlamentet har mulighed for at stille et mistillidsvotum til den siddende regering. Med den nye forfatning vil denne beføjelse kun tilfalde Deputeretkammeret, hvilket burde skabe mere stabilitet og langsigtede politiske løsninger.

Ved at reducere Senatets mulighed for at influere på lovgivningsprocessen for almindelige indenrigspolitiske lovforslag håber fortalerne for et ja samtidig på at øge lovgivningsprocedurens effektivitet. Hvor Senatet i dag er ligestillet med Deputeretkammeret, vil sidstnævnte i den nye forfatning få det sidste ord. Man fjerner med andre ord kravet om, at et lovforslag skal godkendes i sin fulde form i begge kamre.

Dette – peger ja-siden på – vil forhindre hårdknuder, hvor forslag sendes frem og tilbage i længere perioder. Ja-siden tror på, at forfatningsreformen vil modernisere Italien og løfte Italien ud af de politiske problemer, som har præget landet siden finanskrisen i 2008. Et nej kunne omvendt betyde endnu en ny regeringskrise og mere kaos.

Må Renzi trække sig?
Flere analytikere har også peget på denne mulighed. Taber ja-siden kan det indebære, at Renzi må trække sig. Det var faktisk den oprindelige udmelding fra Renzis side, at han ville gøre det, men han har dog siden trukket denne udtalelse tilbage. Ikke desto mindre kan han stadig blive presset til at gå af, hvilket for alvor kan give Fem-stjernebevægelsen luft under vingerne – måske nok til at lade bevægelsen, der i de seneste meningsmålinger er tæt på at overtage pladsen som Italiens største parti fra Renzis  parti, få regeringsmagten ved valget i 2018.

Det er imidlertid ikke uden betydning for resten af Europa, hvis Femstjernebevægelsen får regeringsmagten i 2018, eller blot får mere indflydelse i kølvandet på et nej. Bevægelsen, der blev stiftet i 2009, har nemlig visse fællestræk med Trumps anti-establishment dagsorden – og så er den meget EU-skeptisk.

Bevægelsens leder, Beppe Grillo, har kæmpet hårdnakket for en afstemning om italiensk medlemskab af euroen. Tidligere har bevægelsen også advokeret for, at Italien skulle helt ud af EU – et standpunkt, som bevægelsen dog sidenhen har modereret.

”EU skal ændres indefra” lød erklæringen fra Grillo for nylig på sin populære blog. Spørgsmålet er, hvilke ændringer bevægelsen vil presse på for. Et blik på bevægelsens mærkesager i indenrigspolitisk sammenhæng kan måske give en ide herom.

Bredside mod etablissementet
Frem for alt er bevægelsen, ligesom det var tilfældet i USA, godt træt af det politiske etablissement. Det er ikke overraskende. Efter en række større korruptionsskandaler i løbet af 90’erne, endnu en partikrise i 2008 og senest Berlusconis sex-skandaler har befolkningen god grund til at mistænke den politiske elite for ikke at varetage den brede befolknings interesse. Derfor er en af bevægelsens mærkesager transparens. Bevægelsen er også, ligesom Trump, stærkt kritisk over for politisk korrekthed og mainstream medier.

Det var med sloganet ”vafanculo” (der på dansk betyder noget i stil med ”fuck af”), at det lykkedes Grillo at samle opbakning til en årlig protestdag, som første gang fandt sted i 2007.  Ligesom Trump er Femstjernebevægelsen også stærkt kritisk over for immigration.

Men til forskel fra Trump har Femstjernebevægelsen et stærkt fokus på behovet for bæredygtighed, vandkvalitet og miljø. Desuden kæmper bevægelsen for gratis internet for alle og vækstmuligheder for små og mellemstore virksomheder. Som denne lidt særlige sammensætning af mærkesager måske også vidner om, er det svært at placere bevægelsen: Bevægelsens politik flugter hverken et typisk højre-populistisk eller venstre-populistisk dagsorden.

Trump-sejr kan give Femstjernebevægelsen vind i sejlene
Hvorvidt det vil lykkedes Femstjernebevægelsen at få mere indflydelse på den anden side af afstemningen d. 4. december, er svært at forudsige. Men der er meget der tyder på, at tilslutningen til både nej-siden og Femstjernebevægelsen fortsætter opad, og flere analytikere peger på, at Trumps sejr kan give bevægelsen yderligere vind i sejlene.

Grillo selv trækker også en parallel mellem hans eget projekt og Trumps dagsorden. Om valget af Trump skriver han: ”Det her er et vidtrækkende ’fuck-af’. Trump har lavet en fuck-af dag”. Dertil kommer, at opbakningen til Femstjernebevægelsen har været stødt stigende, alt imens Renzis popularitet er dalet. Renzis faldende popularitet skyldes dels interne politiske magtkampe i det demokratiske parti. Dels skyldes det, at Renzi er gået fra at blive betragtet som et frisk pust til at være en del af den etablerede politiske elite. Denne fornemmelse blev ikke just reduceret, da Renzi i 2014 indledte et samarbejde med Berlusconi om fornyelsen af den valglov, som ved udgangen af 2013 blev dømt forfatningsstridig.

Apokalyptisk udvikling?
Femstjernebevægelsen har haft markante successer til lokalvalgene i 2013, hvilket betød at både Rom og Torino fik en borgmester fra Femstjernebevægelsen. Ikke desto mindre er bevægelsen stadig en relativt ny spiller på den politiske scene. Skulle partiet få mere indflydelse i italiensk politik, vil bevægelsens manglende erfaring måske blive eksponeret.

Men det er også muligt, at Femstjernebevægelsen, ligesom Trump, lægger op til at foretage nogle markante forandringer af italiensk politik ved at tilbagerulle Renzis økonomiske reformer, indføre mere økonomisk nationalisme og trække tæppet væk under euro-samarbejdet. Beppe Grillo selv betegner valget af Trump som ”apokalypse for information, medier, TV, de store aviser, de intellektuelle og journalisterne”.

Hvis et nej til forfatningsafstemningen d. 4. december baner vejen for en ny regering med Femstjernebevægelsen ved roret, kan det ikke længere udelukkes, at en lignende apokalyptisk udvikling kan ske i Europa.

Christina la Cour er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun er p.t. bosat i Firenze, hvor hun skriver Ph.D. ved Det Europæiske Universitetsinstitut om populisme, anti-establishment- og postfaktuelle tendenser i Europa

Billedet i artiklens top: Andrew Medichini/AP/Polfoto