“Folk har sluttet sig til separatismen for at bevare familiefreden”

2018-06-25T19:55:27+00:00 tirsdag, 24. april, 2018|

De nye generationer er blevet ofre for de nationale ambitioner, som de har taget med sig hjem og påtvunget deres egne familier, vurderer den 47-årige Ángel Ramírez. Han er født i Catalonien af forældre, der kom fra Andalusien. Nationalisterne i regionen regner ikke folk som ham med blandt de rigtige catalanere.

Interview af Sara Høyrup

Ángel Ramírez er født i 1971 i Catalonien og husker Franco-tidens sidste år som evigt grå. Hans forældre er fra Córdoba, og efter et langt og slidsomt arbejdsliv nordpå tilbringer de nu hver sommer i den sydlige hjemstavn. Ángel selv er udvandret til London, hvor han har bedre arbejdsmuligheder og senest har fået ansættelse som afdelingschef i en designbutik. Han har hus og kæreste i Catalonien, men kommer ikke tilbage, før han har bedre udsigter derhjemme end ude i verden.’

Han fik sit gode hoved til trods aldrig færdiggjort sine jurastudier, fordi han havde for travlt med at passe sit arbejde i den servicebranche, der betjener både det lokale udeliv og de mange turister. I Spanien er der mange som Ángel, der ikke realiserer deres fulde potentiale, men må nøjes med at skaffe til dagen og vejen i usikre stillinger, de er overkvalificerede til.

Løsningen på de sociale problemer er ikke at flå landet fra hinanden, mener Ángel. Vi har talt med Ángel om den lokalnationalisme, der ligger til grund for løsrivelsesprojektet, som ikke er opgivet trods efterårets fuser.

Hvem er catalanere, og hvem er ikke, hvis man skal tro de catalanske nationalister?
”Den catalanske nationalisme er en misforståelse. Det er en sekterisk regionalisme, som forfægtes af et mindretal af catalanere. De tilraner sig totalitært en rolle, der ikke tilkommer dem, som folkets røst og folkets vilje,” siger Ángel og fortsætter:

”Takket være sin historiske og økonomiske udvikling er Catalonien en smeltedigel af mennesker af forskellig herkomst. De forskellige kulturer er en iboende del af mange af borgernes sæder og skikke såvel i by som på land – nogle steder mere end andre. De forskellige traditioner har mere til fælles med den spanske virkelighed, end de adskiller sig fra den.”’

”Catalanere er vi vel alle – på nær nationalisterne, som hellere vil være noget andet. De ønsker at udgøre en forarmet, sekterisk og provinsiel kategori i strid modsætning til nutidens europæiske værdier.”

”Hun er god nok”
For år tilbage plejede Ángels ven Raúl at give historier til bedste om det catalanske borgerskab, der omtalte ’de andre catalanere’ sådan her: ‘Hun er en god nok, selv om hun er spansktalende’. Og sådan er der så mange detaljer, der viser den årvågne, nøjagtigt hvor den fine linje går ned igennem det catalanske samfund.

Hvad gør det ved sameksistensen, at ikke alle er lige meget catalanere?
”Den kunstige opdeling i oprindelige catalanere og udefrakommende blandes sammen med et politisk projekt af republikansk tilsnit. Det fører uundgåeligt til sammenstød i samfundet, som rammer alle sociale lag.”

”Det er en ideologi opfundet af massemedier, korrupte politikere og sammenslutninger på desperat jagt efter en mistet identitet. Det har skabt en splittelse af samfundet, der bliver svær at hele.”

Konvertitterne
Ángel mener, at mange borgere af ikke-catalansk eller kun delvist catalansk herkomst er konverteret til det, han kalder “catalanismens frit opfundne nationalfølelse.”

“De frasiger sig deres egen oprindelse og søger tilhørsforhold i en sekterisk og ekskluderende gruppe,” siger han og fortsætter:

”Der findes folk, der ikke evner at begå sig i samfundet uden at identificere sig fuldt ud med en bestemt gruppe. De formår ikke at trække på den rigdom, der ligger i at komme flere steder fra og få det bedste ud af hvert sted og hver tradition. De længes desperat efter at konvertere til en gruppe – og det er her, den forsimplede og missionerende udgave af catalanismen henter sine mest kampvillige.”

”Catalanismens angiveligt liberale og libertære ideologi afviser alt, hvad der ikke er oprindeligt hjemmehørende. Der er ikke plads til dissens, standpunkter i midten eller bare holdninger, der ligger catalanismen nær men ikke deler dens totalitarisme. Den catalanske nationalisme er fascisme i ren form.”

Hvilken rolle spiller historien i den catalanske nationalisme?
”Det gælder for Spaniens historie ligesom for ethvert andet land i det gamle Europa, at der har været tider med storhed og udvikling, andre med elendighed og undertrykkelse, tider med erobring og indlemmelse, andre med barbari og atter andre med kulturel, social og økonomisk genfødsel.”

Ángel Ramírez. – Foto: Albert Arcas Solà.

”Identitetsprocesserne blander negative og positive, voldelige og forsonende, ødelæggende og opbyggende tilskikkelser. I vores syn på historien bør vi tilstræbe at være så lidenskabsløse som muligt og fjerne os fra partiske påfund og fra had bygget på fordums gerninger. Særligt bør vi sikre, at vi så vidt muligt holder os til sandheden og tager udgangspunkt i det nuværende samfund, der er bygget på fortidens fundament.”

Hvordan påvirker nationalismen sprogbrugen i samfundsdebatten?
”Sproget i den politiske debat er forurenet af slagord, der træder i stedet for egentlig politisk tænkning og en samfundsteori til opbakning for urimelighederne. Disse slagord indgår i den nationalfascistiske sekterisme, som sætter enhver uden for murene, der ikke tager denne sprogbrug til sig.”

”Der bliver talt om nation og land, sprog og identitet, national historie og raceforskel, undertrykkelse og økonomisk udnyttelse, magtmisbrug og folkenes frihed, som i den begrebsverden står over for den undertrykkende stat.”

Hvilken rolle spiller børneinstitutioner og uddannelsessteder?
”Desværre har vi alle sammen set den anden vej i årevis, mens den catalanske nationalisme overtog alle offentlige institutioner. Nationalisterne tog magten over det politiske liv, økonomien og især over uddannelsessystemet.”

”Det er her, de uden ophold har gennemført en konstant kolonisering af børn og unges åbne og ubeskyttede sind. De nye generationer er blevet ofre for de nationale ambitioner, som de har taget med sig hjem og påtvunget deres egne familier.”

”Mange forældre har ikke formået at modstå angrebet med deres egne ideer, fordi de selv er underuddannede eller for ikke at geråde i konflikt med deres børn. Folk, der aldrig før har været catalanister, har sluttet sig til separatismen for at bevare familiefreden.”

Flok følge
Ángel fortæller om sin gamle gymnasielærer, som blev enlig mor i en høj alder og flyttede på landet med barnet. Landområderne er langt hen ad vejen nationalistisk sindede, og med tiden har denne kvinde, der ellers altid har haft sine meningers mod, lagt sig efter den linje, som omgivelserne dikterede.

Han fortæller om hans gamle studiekammerat, hvis børn reagerer med forfærdelse, når han som ven af familien mener noget andet, end de har hørt i skolen. Heller ikke studiekammeraten var catalanist, dengang hun og Ángel var unge.

Har det catalanske folk en fælles vilje?
”Der findes ikke og vil aldrig opstå nogen enhedsvilje i den catalanske befolkning. De politiske problemer i Catalonien udspringer netop af modsatrettede ønsker og forskellige vurderinger af, hvad der er brug for.”

Det er ellers ikke det indtryk, man får, når udenlandske medier udlægger det catalanske folks vilje og behov. Men det samme forlyder fra alle de catalanere, der ikke er sprunget på separatismens vilde ridt derudad.

”Nationalismens mest effektive våben er passiviteten i en del befolkningsgrupper og flertallets manglende interesse for lokalpolitik. Det bør vi modgå med beslutsomhed og samfundsengagement, demokratisk opdragelse i rettigheder og pligter samt en dybtgående reform af den spansk valglov, som for indeværende vægter stemmer afgivet på landet tungere end dem i de store byer.”

De rurale reaktionære
Denne valglov sikrer separatisterne magten i Catalonien og det konservative Partido Popular magten i hele Spanien.

”Det er mod, der skal til for at rette op på både valgloven og alt, hvad der ellers er galt i spansk politik.”

Ángel Ramírez har aldrig været apologet for den siddende spanske regering eller for det spanske etablissement i det hele taget. Men det er Catalonien, han hører hjemme i og en dag vil vende hjem til, og det er ikke centralmagten men lokalmagten i regionen, man til hverdag mærker som en ensrettende faktor med totalitaristiske tendenser.

Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent – www.sarahoyrup.com – F + I + T: @lahoyrup

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Emilio Morenatti/