Folkeafstemningen i Catalonien har forpestet forholdet til Madrid

2018-04-25T22:40:34+00:00 onsdag, 4. oktober, 2017|

Hvis separatisterne bruger resultatet af afstemningen til at erklære Catalonien for et selvstændigt land, vil centralregeringen i Madrid svare igen med alle de midler, forfatningen tillader, deriblandt at sætte selvstyret ud af kraft

Analyse af Jens Ulrich Pedersen

04.10.2017 | SPANIEN | Billeder af politibetjente, der tæsker løs på  civile under søndagens folkeafstemning i Catalonien, har fremstillet Spanien som et land, hvor regeringen bruger hårdhændede metoder. De mange betjente havde af en overretsdommer i Barcelona fået ordre til at forhindre den ulovlige afstemning. Men de næsten 900 sårede (ifølge separatistregeringens optælling) vidner om en alt for hård fremfærd fra myndighedernes side. En fremfærd som blandt andet Amnesty International har påtalt, og som separatisterne har udnyttet til at få endnu mere omtale og medfølelse fra udlandet ved at anlægge et hav af retssager mod staten, arrangere generalstrejke og protestdemonstrationer  i Catalonien og bede EU om at mægle i striden.

Men den separatistiske regionalregering Barcelona skal ikke regne med sympati og forståelse fra EU’s side. Tværtimod har en kommissionstalsmand i Bruxelles endnu en gang slået fast, at et uafhængigt Catalonien ikke kan være medlem af EU. Afstemningen var i kommissionens øjne ulovlig, fordi den stred mod den spanske forfatning. Men talsmanden løftede pegefingeren overfor den spanske regering og nævnte, at ”vold aldrig må bruges som et politisk redskab”.

Regionalparlament vil tage stilling
Hvis forholdet mellem den spanske regering og den catalanske regionalregering var elendigt, har folkeafstemningen kun gjort det værre. Og det vil blive helt forpestet, hvis den separatistiske regionalregeringschef Carles Puigdemont bruger resultatet af afstemningen til at erklære Catalonien for en uafhængig republik, således som han har truet med.

I følge separatistregeringens egne optælling deltog lidt over 2,2 millioner af de 5,3 millioner stemmeberettigede catalanere (cirka 42 procent) i afstemningen. 90 procent af dem, der stemte, sagde ja til selvstændighed, og det blev af regionalpræsidenten udlagt som en triumf.

”Vi har vundet retten til en uafhængig stat i form af en republik. Vi har ret til at bestemme over vores egen fremtid og til at leve udenfor en stat, der kun tilbyder undertrykkelse og politivold,” sagde Puigdemont og bebudede, at det bliver regionalparlamentet, hvor separatisterne har et spinkelt flertal, der skal tage endelig stilling til spørgsmålet om skilsmisse.

På randen af en statskrise
Men selv om folkeafstemningen var en parodi på, hvordan en afstemning bør foregå i et parlamentarisk demokrati, blandt andet fordi der hverken var valglister eller hemmelig afstemning, og fordi ingen førte kontrol med, om folk stemte flere gange på forskellige valgsteder, tyder meget på, at de catalanske separatisters ensidige brud med Spanien kan komme meget snart. Og så vil Spanien havne i sin værste statskrise i nyere tid.

Puigdemont lader ganske vist en dør stå åben for en forhandling med Madrid. Men han er bundet af den lov om brud med Spanien, som han selv fik regionalparlamentet til at vedtage i starten af september, og som siger, at et ja ved folkeafstemningen skal føre til en uafhængighedserklæring senest 48 timer efter.

Den konservative chef for centralregeringen i Madrid, Mariano Rajoy, vil i tilfælde af et unilateralt catalansk brud næppe have anden mulighed end at gøre brug af forfatningens paragraf 155. Den siger, at ”hvis en region ikke overholder forfatningen eller optræder på en måde, der er til alvorlig skade for Spaniens almene interesser, kan centralregeringen tage de nødvendige skridt til at tvinge den selvstyrende region til at makke ret”. Det betyder de facto, at hvis regeringen får opbakning fra et flertal i senatet, (og det har den allerede sikret sig), kan den sætte selvstyret ud af kraft og overtage alle de offentlige funktioner og pligter i Catalonien og udskrive nyvalg til regionalparlamentet så hurtigt som muligt.

Oppositionspartierne i det catalanske regionalparlament – partier, der forsvarer Spaniens enhed, og som udgør næsten halvdelen af mandaterne i regionalparlamentet – har længe krævet et nyvalg. De føler sig ikke repræsenteret af regionalregeringen, men mener, at den kun har gravet grøfterne dybere mellem det separatistiske mindretal og det Spaniensvenlige flertal . Ifølge den seneste meningsmåling fra regionalregeringen selv, er 41 procent af catalanerne tilhængere af skilsmisse fra Spanien, mens 49 procent er for status quo. Resultatet af folkeafstemningen i søndags ligger på linje med denne måling.

Rajoy er presset af baglandet
Men Mariano Rajoy har ikke kun Spaniens enhed at tænke på. Han kan også få problemer i sit eget partis bagland, hvis han optræder for blødsødent overfor de catalanske separatister. Der er mange strammere i Partido Popular, og det kan ikke udelukkes, at de vil oprette et nyt politisk parti, hvis Rajoy går i dialog med separatisterne om en forfatningsændring, der vil kunne bane vejen for en lovlig folkeafstemning.

En anden bekymring for den konservative Rajoy er utvivlsomt, at en skilsmisse fra Spanien ikke kun vil være en økonomisk bet for Catalonien men for hele landet. Nogle eksperter skønner, at hver catalaner kan miste op til 20 procent af sin købekraft, fordi investorer og udenlandske selskaber flygter, og fordi et selvstændigt Catalonien må forlade EU og euroen og derfor ikke får adgang til at finansiere offentlige investeringer og service i den europæiske centralbank. For Spanien vil tabet blive mindre, fordi mange virksomheder vil flytte fra Catalonien til Spanien, men den forventede økonomiske vækst i år og til næste år på 2-2,5 procent kan komme i fare, netop som landet er på vej ud af næsten ti års krise.

Dialog og forfatningsændring?
Socialistpartiet har længe forsvaret en dialog som eneste udvej. En dialog der skal ende med, at Spanien omdannes til en føderalstat efter tysk forbillede, hvor ikke kun Catalonien men også den anden oprørske region Baskerlandet får lov til at kalde sig en nation indenfor staten Spaniens grænser. Det anses af nogle iagttagere som den eneste måde at forhindre, at landet går op i sømmene som et kludetæppe.

En aktualisering af forfatningen fra 1978, som et stort flertal af catalanerne i øvrigt stemte for, betragtes af mange som en indlysende mulighed. Selv Mariano Rajoy har accepteret, at hans parti deltager i et kongresudvalg, der skal drøfte muligheden. Men forfatningen skal ændres, så den åbner mulighed for en legal afstemning, for at både Catalonien og Baskerlandet vil gå med til det. Ifølge en måling i Spaniens største avis, El País, ser hele 82 procent af den catalanske befolkning en lovlig og aftalt folkeafstemning som den bedste måde at løse problemet på.

Kommer uafhængighedserklæringen?
Men spørgsmålet er, om løbet allerede er kørt, og om separatisterne vil nøjes med mindre end deres eget land. Carles Puigdemont ønsker givetvis at gå over i historien som regionalpræsidenten, der proklamerede Cataloniens uafhængighed. Og det vil han måske gøre indenfor de næste dage eller uger. De catalanske nationalister og separatister elsker at bruge deres flag, hymne og historiske mærkedage. Og for netop 83 år siden gjorde Puigdemonts forgænger Lluis Companys det samme. Dengang i 1934 varede Cataloniens uafhængighed fra Spanien dog mindre end et døgn, fordi det daværende republikanske styre i Spanien greb ind og fik Companys og hele hans regering fængslet for ulydighed og satte selvstyret ud af kraft.

Carles Puigdemont og hans separatistregering vil sandsynligvis lide samme skæbne, hvis han erklærer Catalonien for en selvstændig republik.

Jens Ulrich Pedersen er journalist og korrespondent i Spanien.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Francisco Seco/