Folkets magt – da 70 års sovjetstyre faldt på to år

2019-03-08T06:20:37+00:00 onsdag, 6. marts, 2019|

Med næsten 70 års styre kunne Sovjetunionen synes uovervindelig, men væltede alligevel i løbet af kun to, skriver Ian Kershaw i sin seneste bog om Europa, ”Vendepunkter”. Magasinet Europa bringer her et uddrag af bogen, hvor Kershaw i kapitlet “Folkets magt” gengiver det historiske forløb op til Sovjetunionens sammenbrud:

“Ingen har endnu oplevet et samfund med statseje, planøkonomi og demokratisk flerpartistyre.”
(Adam Michnik, Breve fra fængslet og andre essays, 1985.)

I 1991 var Den Kolde Krig forbi, og Jerntæppet sendt over i historien. ”Afslutningen på en historisk periode” er en udbredt kliché. Her er udtrykket præcist. Hvad der skete fra 1989 til 1991 var intet mindre end en europæisk revolution – og forbløffende nok skete den, i modsætning til tidligere revolutioner, stort set uden blodsudgydelse. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Uden Mikhail Gorbatjov er det ikke sikkert, det havde kunnet lade sig gøre. Når vi kigger tilbage, er det muligt at se de strukturelle årsager til sammenbruddet i Sovjetunionen og dens østeuropæiske satellitstater. Men uden Gorbatjov er der ingen grund til at antage, at sammenbruddet ville være sket på dette tidspunkt, eller at det ville have fået de konsekvenser, det fik. Hans rolle var afgørende.

Der var dog også̊ en anden faktor, der var nødvendig for at gennemføre revolutionen i Østeuropa: folkets magt. Opmuntret af hvad man så, der skete i Sovjetunionen, gjorde befolkningerne i Østeuropa oprør mod de kommunistiske herskere, der havde holdt dem i trældom i over fyrre år. Der havde været et forspil i Polen i 1980, da folkelig modstand mod det kommunistiske styre havde ført til dannelsen af Solidaritets-bevægelsen og havde rystet det herskende regime i dets grundvold. Men året efter havde de herskende kræfter i Polen slået tilbage. Solidaritet blev forbudt, oppositionen undertrykt, og forandringspresset standset. Da først der begyndte at blæse nye vinde i Sovjetunionen i slutningen af 1980’erne, blev Solidaritet genoplivet. Hverken i Polen eller andre steder forventede man, at afslutningen på det kommunistiske styre var nær. Alligevel blev de siddende regimer væltet i slutningen af 1989 i et jordskred af forandringer. I hvert enkelt land ønskede folk deres frihed, og fik den. Den revolution ovenfra, som Gorbatjov havde anstiftet, var blevet til en revolution nedefra, da befolkningerne indså̊, at jorden skælvede under deres herskere. I det ene land efter det andet tog folket magten selv. Til sidst vendte forandringen tilbage til sit udgangspunkt, Sovjetunionen, og fejede hen over landet med uimodståelig kraft. Hvad forekom uovervindeligt og havde stået i næsten 70 år, væltede i løbet af kun to.

Satellitterne forlader kredsløbet
Polen gik i spidsen, som det havde gjort siden 1980. Valget, som blev afholdt den 4. juni 1989, gav en jordskredssejr til Solidaritet, som nu havde forvandlet sig fra en fagforening – der faktisk var meget svagere, end den havde været i 1980 – til i praksis at være et politisk parti. Den beskedne valgdeltagelse på kun 62 procent var formentlig udtryk for en høj grad af mistillid til valget, som mange ikke troede ville føre til forandringer. Men resultatet kunne ikke have været tydeligere. I første runde vandt Solidaritet 92 ud af 100 pladser i Senatet og 160 ud af de 161 pladser i Sejmen, parlamentets andetkammer, som bevægelsen kunne opstille kandidater til. Glæden var blandet med frygt. Om eftermiddagen på selve valgdagen havde TV vist billeder af kampvogne, som rullede ind på Tiananmen-pladsen i Beijing, hvor hundredvis af studerende, som demonstrerede for demokrati, blev mejet ned af regeringstropper. Hvordan ville den polske regering reagere på oppositionens valgsejr? Faktisk accepterede regimet folkets dom. 40 års kommunistisk herredømme var forbi – næsten.

For regeringen var stadig i hænderne på kommunisterne, og general Jaruzelski blev som planlagt valgt til den nye post som præsident. Den anden valgrunde den 18. juni bekræftede imidlertid det kommunistiske styres fuldstændige nederlag. Omkring 65 procent af de afgivne stemmer gik til Solidaritet, selv om valgdeltagelsen på kun 25 procent var virkelig sølle. Jaruzelskis tilbud til Solidaritet om at deltage i en stor koalition blev afvist. Den 7. august foreslog Solidaritets leder, Lech Wałe ̨sa, en regering ledet af Solidaritet, støttet af nogle mindre partier, der tidligere havde været marionetter for Kommunistpartiet (som nu udgjorde et mindretal i Sejmen). Den 24. august fik Polen en ny premierminister, nemlig Tadeusz Mazowiecki, et af Solidaritets ledende medlemmer, en intellektuel med en lang fortid som politisk dissident. Han blev udnævnt af den kommunistiske præsident Jaruzelski og godkendt af næsten alle de kommunistiske medlemmer af Sejmen. I de følgende måneder blev grundpillerne i den kommunistiske stat systematisk revet ned. Polen blev omdøbt til blot at være en republik, ikke længere en folkerepublik; politi og hær blev afpolitiseret, i forfatningen blev Kommunistpartiets ledende rolle slettet, og partiet opløste sig selv (og blev i januar 1990 genfødt som Det Socialdemokratiske Parti). Men da den fælles fjende var væk, forsvandt også̊ enhver enighed i oppositionen.

(…)

I økonomisk forstand var de første erfaringer med flerpartistyre og demokrati knap så heldige. Den statskontrollerede økonomi blev udsat for en ”chokbehandling”, ”Balcerowicz-planen”, som var opkaldt efter den nye finansminister, Leszek Balcerowicz, og fra begyndelsen af 1990 blev landet brat åbnet for markedskræfterne. Den omfattende deregulering og devaluering medførte hurtigt en voldsom inflation. Eksporten steg, mens den stagnerede i andre østeuropæiske lande. Da Wałe ̨sa blev valgt til præsident, var inflationen oppe på næsten 250 procent, der var intet at købe i butikkerne, produktionen var faldet dramatisk, og arbejdsløsheden steget brat. Den gennemsnitlige realindkomst faldt med en tredjedel. En eftergivelse af en stor del af udlandsgælden samt støtte fra Den Internationale Valutafond på skrappe vilkår kom gradvist til at lægge grunden under en genopretning af økonomien de følgende år. Da var privatiseringen af den polske økonomi godt i gang. Både i økonomisk og politisk henseende lærte Polen hurtigt, hvad det ville sige at være et ”vestligt” land.

Den 16. juni 1989, mindre end to uger efter valget i Polen, som havde indvarslet kommunismens endeligt i dette land, kom Ungarns øjeblik. En enorm folkemængde, omkring 200.000 mennesker, havde samlet sig på Heltepladsen i Budapest for at overvære den TV-transmitterede genbegravelse af helten fra opstanden i 1956, Imre Nagy, der var blevet hængt af det kommunistiske regime efter en farceagtig skueproces i 1956. Året forinden havde politiet med magt spredt en demonstration i anledning af årsdagen for Nagys henrettelse. Nu, et år senere, var Heltepladsen ikke længere smykket med flag med hammer og segl, men med det nationale flag. Den sidste af talerne, som hyldede Nagy, var Viktor Orbán fra De Unge Demokrater. Orbán fik stormende bifald, da han erklærede: ”Hvis vi stoler på vores sjæle og vores styrke, kan vi gøre en ende på det kommunistiske diktatur.” De næste skridt kom hurtigt, det ene efter det andet. Og ligesom i Polen forløb begivenhederne fredeligt.

(…)

Sommeren var præget af stilstand, og imens forværredes den økonomiske situation betydeligt. Ungarn havde i mange år haft en økonomi, som var mere åben for begrænsede former for privat foretagsomhed end noget andet land i Sovjetblokken, og kort tid forinden var økonomien blevet yderligere liberaliseret. Alligevel betød den fulde åbning for markedets luner en barsk introduktion til den vestlige kapitalismes virkelighed. Stor gæld til Vesten og en inflation, som var ved at komme ud af kontrol, betød ligesom i Polen, at der ikke var noget alternativ til at bede om hjælp fra Vesten, uanset hvor vanskelig forandringsprocessen måtte blive. Økonomisk hjælp fra Den Internationale Valutafond hjalp Ungarn med at komme igennem den vanskelige overgangsfase, men først efter at nye spareforanstaltninger var blevet indført i juli 1990. Samme efterår iværksatte regeringen også̊ et stort privatiseringsprogram. Ligesom andre steder i den tidligere Sovjetblok dominerede nyliberale tanker, der først og fremmest var importeret fra USA. Meningsmålinger viste, at der på dette tidspunkt var mindre tillid i befolkningen til den nyligt valgte demokratiske regering, end der havde været til den tidligere kommunistiske ledelse af landet. Samtidig begyndte sovjetiske troppestyrker, der engang havde talt 100.000 mand i Ungarn, at trække sig tilbage; de sidste forlod landet i marts 1991. Det var det synligste tegn på, at Ungarn reelt havde forladt Warszawapagten og vendt sig mod vest. Det afgørende øjeblik havde reelt været sommeren 1989.

I august samme år havde Ungarn accepteret, til gengæld for betydelig økonomisk hjælp fra Vesttyskland, at åbne sin grænse til Østrig for østtyskere. Dermed opgav Ungarn ikke alene at leve op til sin forpligtelse til at returnere enhver, som prøvede at forlade et andet socialistisk land, til vedkommendes oprindelsesland; det skabte også̊ et hul i Jerntæppet. Da grænsen blev åbnet natten mellem den 10. og 11. september, stemte tusindvis af østtyskere med fødderne og rejste gennem Ungarn til Østrig, hvor de først ankom til modtagelseslejre, og derefter tog til Forbundsrepublikken Tyskland. Ved udgangen af oktober var 50.000 rejst ud.

De søgte også̊ tilflugt på de vesttyske ambassader i Budapest, Prag og Warszawa. Den 30. september 1989 meddelte den vesttyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, på TV, at han havde indgået en aftale med Moskva og Østberlin om at overføre 60.000 DDR-borgere til Forbundsrepublikken. Tusindvis af mennesker på banegårdsperroner, og andre millioner som overværede det på TV, hilste jublende de forseglede tog, som transporterede flygtningene vestpå̊.

Selv erfarne iagttagere af DDR havde ikke forudset en så hurtig eller gennemgribende forandring. DDR’s egne ledere var absolut uforberedte. Den østtyske leder Erich Honecker havde kort forinden bemærket, at han forudså̊, at Berlinmuren ville stå̊ om 100 år. Der havde faktisk været tiltagende modstand mod regimet i løbet af sommeren, som i høj grad blev formuleret af protestantiske præster. Men i modsætning til i Polen og Ungarn havde de intellektuelle stort set været i lommen på regimet, og afvigende politiske holdninger havde indtil da ikke været nogen trussel mod magthaverne. Regimets ledere viste på deres side ingen vilje til at gøre indrømmelser. Lokalvalget i maj 1989 havde været præget af grov valgsvindel. Tilhængerne af en hård kurs i partiet havde støttet den kinesiske massakre på de studerende på Tiananmen-pladsen; den var beklagelig, men nødvendig for at beskytte socialismen, lød retfærdiggørelsen. Og Stasi – den frygtede statslige sikkerhedstjeneste – holdt fortsat samfundet i en skruestik.

Udadtil blev regimet ved med at give udtryk for selvtillid. Man var i fuldt sving med at forberede festlighederne i anledning af 40-året for DDR’s grundlæggelse den 7. oktober. Men bag facaden var der voksende panik. Gorbatjov havde fået en overstrømmende modtagelse af jublende folkemasser, da han deltog i festlighederne i Østberlin. Men de østtyske ledere, først og fremmest den helt uforsonlige Erich Honecker, kunne ikke tage fejl af den store afstand mellem dem og Gorbatjov. De ord, Gorbatjov privat havde udtalt over for de østtyske ledere, blev hurtigt kendt i offentligheden: ”Livet straffer dem hårdt, som kommer for sent i politik.”

Demonstrationerne mod regimet, som hver mandag aften opstod omkring en fredsbøn i Nikolajkirken i Leipzig, var vokset i størrelse – fra nogle få tusinde i begyndelsen af september til omkring 20.000 en måned senere, og måske 70.000 mandag den 9. oktober 1989. To dage forinden, under 40-årsfejringen, havde politiet optrådt med sædvanlig brutalitet over for demonstranterne. Man truede offentligt – Tiananmen var stadig i frisk erindring – med, at sikkerhedsstyrkerne ville bruge våben mod mandagsdemonstrationerne i Leipzig. Der gik rygter om, at regimet var parat til at knuse protesterne med magt. Man forventede et sammenstød. Kurt Masur, den internationalt kendte dirigent for Leipzigs Gewandhausorchester, var medunderskriver på en appel om at undgå̊ vold; blandt de øvrige underskrivere var tre lokale partifunktionærer. Det var usikkert, om appellen ville have nogen vægt. Honecker havde den 8. oktober beordret Stasi til at forhindre enhver uro. Det lød ildevarslende. Så greb Moskva ind: Der måtte ikke ske nogen blodsudgydelse i Leipzig. Budskabet nåede frem til partiet og politiet i byen. Alligevel kunne demonstranterne ikke være sikre. De måtte regne med den mulighed, at politiet ville bruge skarp ammunition mod dem. At demonstrere den aften krævede mod. Men demonstrationen forløb fredeligt. Folk forstod, at politiet ikke længere ville gribe ind, og at det var sikkert at demonstrere. Den 4. november deltog omkring en halv million borgere i en enorm demonstration, som blev sendt live på TV, på Alexanderplatz i centrum af Østberlin. De krævede frie valg, ytringsfrihed, regeringens afgang samt at oppositionsgrupper skulle gøres lovlige, og kommunisterne give afkald på at lede landet. ”Vi er folket,” råbte de.

(…)

Rejserestriktionerne havde været en væsentlig årsag til utilfredshed. Den 9. november havde regimet forberedt et dekret, som skulle offentliggøres den følgende dag; det ville permanent tillade rejser ad enhver rute direkte ind i Forbundsrepublikken og Vestberlin, uden nogen formaliteter. Partiets nyudpegede pressetalsmand, Günter Schabowski, havde tydeligvis ikke fordøjet indholdet af det nye dekret, som han netop havde fået overrakt, da han begyndte at læse det højt på pressekonferencen samme aften, den 9. november. Da journalister spurgte ham, om dekretet ville gælde med det samme, sagde han uden tøven: ”Straks, med det samme.” Efter yderligere spørgsmål sagde han, at det også̊ gjaldt Berlin. Tusinder af DDR-borgere, som med stigende forbløffelse havde fulgt omhyggeligt med på TV, sprang nu ind i deres Trabanter, Ladaer og Wartburger og satte kurs mod Muren. Midt på aftenen var der store menneskeskarer ved alle Berlins grænseovergange, som krævede at få lov at komme ind i Vestberlin. Grænsevagterne, som i årtier havde set så truende ud, havde ikke fået noget at vide om nogen ændringer, og de forsøgte først at forhindre folk i at rejse ud, og derefter prøvede de at stemple folks pas for at angive, at de forlod DDR for ikke at vende tilbage. Men efterhånden blev de fuldstændig overvældede og opgav at spekulere på, hvad de forventedes at gøre. Med læbestift på kinden og skævtsiddende kasketter vinkede de bare masserne igennem. ”Endelig frihed,” var der én, som råbte.

Også̊ vestberlinerne stormede i vanvittig glæde til deres side af muren. Også̊ de sang, dansede, omfavnede fremmede og dyngede deres fortumlede landsmænd fra øst til med blomster, chokolade –og bananer (der som al anden frisk frugt ikke var let at få i DDR). Den næste dag var Muren kantet med grænsevagter. De blev dog snart erstattet af tusindvis af unge, som klatrede op på toppen af det bygningsværk, som i næsten 30 år havde været et symbol på opdeling og undertrykkelse. Der blev hugget små̊ stumper af Muren – som souvenir, men også̊ for at ødelægge et forhadt monument over tyranniet. De næste dage var én lang fest i Vestberlin. Store flokke af berlinere, fra øst og vest, drev omkring i centrum af byen. En regional chef i Coca-Cola blev hurtigt belønnet med en forfremmelse for sit initiativ med at uddele dåsecolaer til østtyskere på vej ind i Vestberlin, hvilket sikrede, at hans produkt fik massiv gratis reklame på TV. Undergrundsbanen var somme tider så fuld, at togene måtte køre forbi stationerne uden at standse. Bankerne holdt ekstraordinært åbent lørdag morgen for at uddele ”velkomstpenge” på 100 D-mark. Østtyskerne havde ingen problemer med at få dem brugt. De havde været uden vestlige forbrugsvarer så længe, at man ofte kunne se dem bære rundt på nyindkøbte ghettoblastere sammen med klynger af bananer eller poser fulde af appelsiner.

Ifølge meningsmålinger lige efter Murens åbning gik 86 procent af almindelige mennesker ind for ”en vej til en bedre, reformeret socialisme”. De havde håb, der snart skulle vise sig at være en illusion, om en ”tredje vej” – noget i retning af den ”socialisme med et menneske- ligt ansigt”, der var blevet knust af de sovjetiske styrker i Prag i 1968. Men oppositionslederne opdagede hurtigt, at deres forhåbninger blev overdøvet af hastigt voksende krav fra befolkningen om præcis det, de selv ikke i første omgang havde ønsket: sammenlægning med Vesttyskland og tilfredsstillelse af deres tørst efter de for- brugsvarer, de fik korte glimt af under deres ture til Vestberlin. Hvor råbet i efteråret havde været ”vi er folket”, ændrede det sig hen mod nytår til ”vi er ét folk”. Endnu mere slående var det nye slagord, som bredte sig: ”Tyskland forenet fædreland”. Meningsmålinger viste, at næsten 80 procent af den østtyske befolkning nu ønskede tysk enhed. Det folkelige pres begyndte at vokse sideløbende med diplomatiske initiativer fra politiske ledere, som i løbet af få måneder skulle kulminere i den tyske genforening.

Åbningen af Berlinmuren var det symbolske øjeblik, der fortalte verden, at Sovjetblokken var færdig. De andre dominobrikker var allerede ved at vælte. Snart var det slut med de resterende kommunistiske regimer i Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Rumænien, selv om magthaverne i modsætning til Polens og Ungarns ledere ikke var parate til at afgive magten.

Ovenstående er et uddrag af bogen ”Vendepunkter” af Ian Kershaw. Bogen er den fjerde bog i Kershaws værk om Europa i det 20. årshundrede, og skildrer de komplekse og mangefacetterede forandringer i Europa fra oliekrisen i starten af 70’erne og frem til vore dage. Bogen udkommer i dag , 6. marts 2019.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Boris Yurchenko/ 


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon