“Forhåbentligt har vi lært af historien, for mønstrene virker velkendte”

2017-06-30T10:07:46+00:00 Af |Interview|

Europa må efter Donald Trumps valgsejr gennemtænke sin sikkerhedspolitik og vedstå, at vi ikke kun har værdier, men også interesser, mener den tyske USA-ekspert Josef Braml, der ser Vesten i en “meget sårbar position” i de kommende år. Ikke mindst fordi et stærkt Europa ikke ser ud til at være et fokuspunkt i Trumps optik.

16.11.2016 | EUROPA EFTER TRUMP-SEJREN | Den amerikanske præsident Barack Obama vil indtage en ydmyg rolle under sit besøg i Berlin og hos den tyske kansler Angela Merkel. Der er nemlig overvejende tale om et “nostalgimøde”, som Josef Braml, USA-ekspert ved tænketanken German Council on Foreign Relations, kalder det. Med andre ord: Den gamle verdensorden mødes for sidste gang.

“De forestående omvæltninger er formentlig overvurderet, men efter valget af Trump er der generel rådvildhed over den fremtidige amerikanske linje hos landets hidtidige partnere,” siger Josef Braml foran en mindre kreds af udenlandske journalister i Berlin.

“Efter Brexit-beslutningen er det et åbenlyst signal, at USA med Obama-besøget vælger at knytte sig tættere til netop Tyskland. Men heller ikke det skal man lægge for meget i efter valget.”

Demokrati på udsalg
Som de fleste andre kommentatorer tager Josef Braml adskillige forbehold og bruger flittigt ordet “formentlig”, når det handler om prognoser af verdens gang under præsident Trump – herunder Tysklands og Europas ny rolle.

Selvom det ved Trump er svært at skelne valg-gas fra visioner og se en konsistent udenrigspolitisk linje, så virker Josef Braml i modsætning til langt de fleste tyske kommentatorer og medier ikke videre chokeret over udfaldet af valget.

Årsagen kan man finde i hans bøger om amerikansk politik og økonomi – ikke mindst i “På bekostning af friheden – udsalget af det amerikanske demokrati og følgerne for Europa” fra april i år.

Her beskriver Josef Braml et land næsten uden vækst, hvor den amerikanske drøm om frihed, lighed og velstand er ved at blive til et mareridt, og hvor der er sket en dybt bekymrende koncentration af økonomisk og politisk magt i en række medier, i finansverdenen og i IT-, olie- og militærindustrien, som sammen med sine lobbyforbund mere eller mindre har overtaget styringen af staten. Koblet med globaliseringens følger for den producerende industri har det skabt en udbredt stemning af afmagt i verdens førende nation.

“De fleste har kaldt min bog for ekstremt dyster. Men efter valgkampen må jeg nok indse, at jeg i virkeligheden var for optimistisk”, siger Josef Braml i dag.

“Mange amerikanere har med rette følelsen af, at store koncerner styrer det politiske spil. Samtidig er en støt stigende statsgæld og en skæv handelsbalance stærke faresignaler. Men efter min mening er en ekspansiv pengepolitik og Trumps protektionisme yderst farlige svar,” siger Josef Braml.

Trods den store republikanske succes også i kongressen, går Braml mod forestillingen om, at Trump kommer til at omlægge hele den amerikanske politik – i hvert fald hvad handels- og indenrigspolitik angår.

“I udenrigspolitikken har han flere beføjelser som commander-in-chief. Men amerikansk udenrigspolitik er også indenrigspolitik, så også her er han begrænset, især af de finansielle omkostninger. Selv fra sine republikanske partifæller vil han blive stoppet i mange anliggender – ikke mindst, når det kræver skattestigninger.”

Tysk chok
Efter valget var de tyske fordømmelser til at tage og føle på. Trump-valget trak overskrifter som “Vestens endeligt” og “Oplysningens afslutning”, og tyske toppolitikere som udenrigsminister og kommende forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, der kort før valget havde kaldt Trump for “hadprædikant”, vidste dårligt nok, om de skulle sende en diplomatisk lykønskning over Atlanten.

“Europa og Tyskland er stadig stærkt afhængige af USA både forsvarsmæssigt og i forhold til efterretningstjenester,” pointerer Josef Braml.

“Lige nu chokerer omfanget nok, men kravet om større europæisk engagement i NATO er jo langt fra nyt”, siger han og henviser til, at selv Barack Obama har kaldt de europæiske lande for “blinde passagerer” i alliancen.

Desuden medførte den russisk-amerikanske Reset-aftale i 2009 ikke bare østeuropæisk skuffelse, men generel europæisk usikkerhed.

“Allerede dengang fik vi et wake up call om, at Europa må gøre langt mere for sin egen sikkerhed. Med Trumps America First-politik står det helt klart, at vi europæere må gennemtænke vores sikkerhedspolitik helt forfra.”

Sikkerhedspolitik fra nul
Med America First skal man ifølge Josef Braml ikke tro, at USA vil holde op med at bruge magt rundt i verden. Verdens mægtigste land vil derimod bruge den mere direkte i egen interesse. Det er dog stadig åbent hvordan.

Det gælder også forsvarsalliancen NATO. Under valgkampen udtalte Trump, at han vil se på det enkelte NATO-lands bidrag, før han vil tage stilling til, om USA vil deltage i forsvaret af det. I en skuldertrækkende læsning kan det ses som endnu en valgkamps-overdrivelse. I en mere realistisk læsning kan det ses som højt spil i kampen om at få alle NATO-lande til at bidrage mere og læne sig mindre op ad USA. Og i en ordret læsning kan det ses som en afsked med NATO’s musketer-ed – én for alle, alle for én – som udgør alliancens egentlig grundlag.

Josef Braml tror mest på, at det er forhandlingstaktik fra forretningsmanden Trump.

“Samtidig har Trump direkte udtalt, at ‘uberegnelighed er min styrke’, og det virker afskrækkende internationalt,” siger Josef Braml med et nervøst grin.

“Det skaber usikkerhed. Her ser jeg ikke engang det største problem for Europa, men nærmere i Asien, for eksempel hvis japanerne pludselig føler sig ladt i stikken. Sikkerheds- og udenrigspolitik handler jo ikke mindst om troværdighed, om din overbevisende udstråling,” siger Josef Braml.

“Trump fortsætter på mange måder Obamas liberal-internationalistiske linje, hvor amerikanerne gerne laver deals med totalitære stater. Her tænker Trump mere realpolitisk med Kina som den største udfordring. Real- og geopolitik vil igen blive det nye spil, om end næppe i en ny bipolaritet – og kun med amerikansk medvirken, hvis der står vitale interesser på spil. Syrien hører ikke til de interesser – ligesom allerede Obama har understreget, at Ukraine ikke gør det,” lyder det fra den tyske USA-ekspert.

Ingen europæisk NATO-konkurrence
Med det eksisterende europæiske kludetæppe af forsvarssamarbejder og med de nuværende NATO-udsigter er det i Josef Bramls øjne fornuftigt, at EU’s forsvarsministre og udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, er begyndt at tænke højt over et øget militært samarbejde i Europa, der kan sikre en mere effektiv koordinering af missioner og ressourcer.

En af bannerførerne for en sådan “pragmatisk europæisk forsvarsunion” er den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen, der flittigt har understreget, at der ikke er tale om en EU-hær. En sådan er ikke bare omstridt i en række europæiske lande, men ville også kræve en – i øjeblikket – umulig ratificeringsproces. På baggrund af et såkaldt “permanent struktureret samarbejde”, som Lissabon-traktaten muliggør mellem EU-lande, vil sådan et pragmatisk samarbejde derimod kunne stables på benene uden om kritiske EU-lande. I dette tilfælde gælder det ikke overraskende blandt andre den britiske udenrigsminister Boris Johnson, der på Brexit-falderebet nu advarer EU mod gå i konkurrence med NATO og “undergrave 70 års sikkerhedsarkitektur.”

I denne forstand kan det amerikanske valg paradoksalt nok have en EU-integrerende virkning, påpeger Josef Braml, der samtidig afviser kritikken af militærsamarbejdet.

“NATO og et militært europæisk samarbejde udelukker ikke hinanden. Det er et spørgsmål om fordeling og koordination.”

Når han vender blikket mod øst, kan han også ligefrem se fordele i Trumps udstrakte hånd mod Rusland – hvis man accepterer den “geostrategiske realisme” i forehavendet.

“Som ultrapragmatiker vil Trump få brug for ‘regionalmagten Rusland’ for at kunne inddæmme Kinas magt. Ud fra et realistisk-pragmatisk synspunkt kan man godt se fordele i et styrket russisk-amerikansk samarbejde. Men efter Krim-annekteringen er det svært ud fra en europæisk, liberal og regelstyret forestilling om den internationale orden. Det vil føre til, at USA har sin indflydelsessfære og Rusland har sin. Om der så ligger et par lande som for eksempel Ukraine imellem er ikke så afgørende – og slet ikke deres principielle selvbestemmelsesret.”

Et sårbart Europa
Under alle omstændigheder ser et stærkt Europa ikke ud til at være et fokuspunkt i Trumps pragmatiske optik. Det er næppe godt nyt, mener Josef Braml.  Generelt ser han i de kommende år Vesten i en “meget sårbar position”  i en tid, hvor autoritært-statskapitalistiske lande som Kina og Rusland bliver stadig mere aggressive og destabiliserer Vesten med alskens midler – både regionalt-militært, på propagandafronten og med økonomisk ekspansion.

“Handelspolitisk skal Europa og Tyskland her passe på, at man med sine interesser ikke havner mellem fronterne og i en ny blokdannelse,” siger Josef Braml og henviser til, at netop den tyske økonomi har USA som suverænt største eksportmarked. Her kan Trumps protektionisme blive uhyggeligt dyr: Som verdens største handelspartnerskab genererer den tysk-amerikanske handel ifølge Bundesverband der Deutschen Industrie næsten 13 millioner jobs og en omsætning på cirka tre milliarder dollars – dagligt.

Hvad den transatlantiske handelsaftale angår, ser Josef Braml pt. ingen vej til at sætte europæisk-amerikanske standarder.

“Efter valget er TTIP stendød. Men den har i mine øjne været død i flere år, fordi det ikke var gået igennem i Kongressen. Desuden har bindingen til Kina på tværs af Stillehavet kort og godt haft større betydning.”

Protektionisme og pengepresse
Et mere detaljeret bud på, hvad Trumps America First kommer til at medføre, tør Josef Braml ikke give.

“Ærligt talt, så aner vi det ikke. Jeg kan – thank God – ikke kravle ind i hovedet på Trump. Men protektionismen ser jeg først og fremmest inden for handel. Her kan en handelskrig med især Kina ramme USA selv og få konsekvenser på tværs af Atlanten.”

Mindst lige så pessimistisk ser Josef Braml på USA’s økonomi, der ligesom Europas er præget af en yderst ekspansiv pengepolitik og ekstrem lav rente.

“Vores demokratier er afhængige af vækst. Men i disse tider, hvor vi med seddelpressen blot køber os tid til den næste finanskrise, har vi ikke mulighed for at spare og sikre os. Nulrente og nulpension, det bliver et kæmpe demokratisk problem i Vesten, som kommer til at kunne nære yderligere, ekstreme demagoger,” mener Josef Braml.

“Pengepressen er et endnu farligere spil: beggar your neighbour – din nabo, som umiddelbart får regningen for din øgede konkurrenceevne, men til slut taber alle. Det var det samme spil i 1930’erne, hvor der også kom en stærk protektionisme til, som jeg frygter i USA nu. Så jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om vi overhovedet har lært noget af historien. Desperat protektionisme er ikke en farbar vej.”

Merkel som sidste bastion?
Også i Europa ser Braml demokratiet i fare.

“Vi har jo lignende problemer – og demagoger af samme kaliber”, mener han.

“Le Pen står ikke tilbage for Trump, og Østrig er også på vej, mens lande som Spanien og Italien står midt i voldsomme strukturkriser.”

I denne udvikling har flere europæiske og amerikanske medier lænet sig op ad Angela Merkel som “det liberale Vestens sidste bastion”, som avisen New York Times formulerede det.

“Jeg håber da også, at Merkel stadig kan træde i karakter og bidrage til at holde Europa sammen,” siger Josef Braml og minder i samme åndedrag om, at Merkel både i forhold til eurokrisen og flygtningekrisen virker som en rød klud på millioner af europæere i både syd og øst – ja måske ligefrem som en af vigtigste motorer for de populistiske strømninger.

“Jeg tror alligevel, at Merkel er klog nok til at knytte Frankrig til processen og dermed gøre den mere europæisk end tysk – og at tage højde for de mindre EU-lande. Ellers kan hele den europæiske butik ryge i luften.”

Alligevel giver han ikke meget for New York Times‘ fantasier om Merkels muligheder.

“Udsagnet er jo udsprunget af nød og siger mere om avisen og Amerika end om Tyskland. Det er enorm overvurdering af Tyskland, som nok kun bemærkes her i Tyskland, men det viser alligevel, at de amerikanske eliter er ved at afskrive USA som den ledende magt i den frie verden. Merkel ville heller aldrig prøve at spille denne rolle som den frie verdens forkæmper. Hun er jo alt andet end storhedsvanvittig,” siger Josef Braml og henviser til både Tysklands lidne størrelse og yderst begrænsede militære magt.

Sig det: Interesser!
“Merkel er langt hen ad vejen også pragmatiker og har arbejdet fint sammen med Bush og Obama trods tortur og dronekrige osv.. Det vil hun fortsætte med Trump – fordi vi har fælles interesser. Ak, her i Europa lader vi som om, vi kun har værdier og ikke interesser. Det er åbenlyst noget vrøvl. Vi må turde spørge os selv, hvad vores interesser er.”

Josef Braml slår hænderne sammen og sætter tempoet op.

“Problemet er, at hver gang nogen siger, at Tyskland bør tage mere ansvar, så bliver de anklaget for at opildne til krig. Denne lette løsning dur åbenlyst ikke mere.”

Kunsten bliver derfor at få indført mere europæisk realisme uden at falde i de nemme skinløsninger, der ligger lige til nationalpopulisternes højreben. Men er det muligt uden at puste til ilden hos netop disse vælgere?

På spørgsmålet om, hvor meget nutiden ligner 1930’erne, bliver Josef Braml meget stille.

“Ja, mange mønstre virker velkendte,” siger han og opremser nationalisme, protektionisme, ekspansiv pengepolitik og geopolitiske konflikter.

America First – det var en isolationistisk bevægelse op til Anden Verdenskrig. Nu oplever vi, at i landet, som var ved at producere historiens afslutning – for at citere Fukuyama – dér er demokratiet nu på vej ned ad bakke. Det er historiens ironi,” mener den tyske USA-ekspert.

“Hvis USA ikke kunne sprede demokrati som hegemon, så tror jeg heller ikke på, at Tyskland kan det. Vi kan højst prøve at konsolidere demokratiet i eget hus. Men det kræver åbenhed. Se os! Vi har de gode værdier. USA prøver at konsolidere sig indadtil, at bygge mure. Det er ikke det stærke USA, vi tidligere har kendt. Hvad vi europæere kan gøre her, er at minde amerikanerne om, at en liberal verdensorden er mere stabil end en, hvor stormagterne ud fra en realistisk doktrin bare følger deres umiddelbare interesser,” siger Josef Braml.”

“Og selvfølgelig må vi europæere pinedød overveje, hvordan vi kan bidrage til at producere og ikke bare konsumere andres stabilisering.”

img_6251

Josef Braml er USA-ekspert ved German Council on Foreign Relations siden 2006. Har studeret sociologi og politologi, tidligere medabejder ved amerikanske tænketanke, Aspen Institute, Verdensbanken mm. Forfatter til bl.a. “Den amerikanske Patient” og “På bekostning af friheden”. (Foto: Mathias Irminger Sonne)

Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist, bosat i Berlin

Billede i artiklens top: Mathias Irminger Sonne