Forklædt som folkelig

2018-04-24T12:39:42+00:00 torsdag, 4. januar, 2018|

Anden sæson af Netflix-serien The Crown er – ligesom første – en kraftfuld skildring af den eksistentielle ulykke, som i hvert fald nogle af de kongelige bærer på. Desværre lykkes det ikke denne gang at væve skæbnesvangre historiske begivenheder ind i de personlige fortællinger, som står for alt for alene. Men se den alligevel.

Anmeldelse af Andreas Bach Mortensen

04.01.2018 | DRAMASERIE | En lille knægt kommer ind på kostskolens aflange soveværelse. Kun den yderste seng tæt ved et utæt vindue er ikke allerede taget. Alle drengene står skoleret ved deres senge. De kigger lige ud i luften med hænderne foldet bag på ryggen.

Prins Philip træder ind i værelset med hurtige skridt.

Han kigger på drengene. En spinkel dreng med flyveører og mørkt grydehår følger efter.

Vi befinder os i det skotske højland på skolen Gordonstoun, hvor Philip selv har været elev. Nu skal sønnen Charles – mod sin moders, dronning Elizabeths, vilje – indrulleres.

”Drengen skal lære at klare sig selv”, siger Philip til provsten og kigger på andre drenge, som var de et spejl af ham selv.

Snæverhed i toppen
Med skolevalget har Philip for én gangs skyld fået sin vilje. Charles skal hærdes på den barske kostskole, sådan som han selv blev det.

Dronningen, derimod, havde foretrukket Eton. Den mest prestigefulde skole i England, som i århundreder har uddannet overklassens børn og produceret hele 19 premierministre.

Og det er her, på kostskolen Eton, at anden sæson af Netflix-serien The Crown begynder. Året er 1956, og Sir Anthony Eden har efterfulgt Winston Churchill som premierminister.

I første scene taler Eden som alumne til eleverne om det britiske samfunds udvikling.

”Snæverhed på toppen er ikke nødvendigvis dårligt. For som alle militærmænd vil sige: I kamp, når det går hedt for sig, har man brug for forenkling. Et fælles sprog og forståelse. Klarhed”.

Den gamle verden står for fald, og nye egalitære idealer skyller ind over Storbritannien i efterkrigstiden. De påvirker både regering og monark. Men hvad betyder de? Og bringer de ikke uklarhed, misforståelser og usikkerhed med sig?

Det synes hvert af de 10 afsnit af ca. en time at bekræfte. Men uklarheden og misforståelserne er ikke den brede befolknings problem, sådan som Eden synes at antage; det er politikernes, overklassens og monarkiets, som alle må tilpasse sig nye spilleregler.

Kampen mellem det gamle og det nye inficerer kongehuset. Tilpasningen er som en kontrastvæske, der langsomt siver igennem alle organer i kongehuset og udstiller anakronismerne én efter én.

Med sikkerhedshandsker på
Anden sæson af The Crown handler om roller, identitet og deres indbyrdes forhold. Rollerne, som kongefamilien spiller over for offentligheden, og identiteten som ophøjet kulturbærer. Problemerne indtræffer, når rollerne ikke matcher identiteten, og det gør den sjældent.

Særligt én scene symboliserer kongefamiliens tilpasningsproblemer.

Elizabeth og Dronningemoderen byder som en institutionel nyskabelse en række helt almindelige borgere indenfor på Buckingham Palace. Der er Hr. Smith, som er bilforhandler. Hr. Jones, som er bokser.

”På med handskerne!”, siger Dronningemoderen til Elizabeth, før hun selv trækker i lange silkehandsker. De er som sikkerhedshandsker, før de skal møde borgerne. En beskyttelse mod smitsomme bakterier.

Ingen har dog større kriser i løbet af anden sæson end dronningens lillesøster, Margaret.

I en diskussion med sin storesøster siger Margaret selv: ”Jeg ved, hvem jeg er: En kvinde til den moderne tidsalder. Fri til at leve, elske og bryde fri”.

Efter i første sæson at være blevet nægtet giftermål med den ældre krigshelt Peter Townsend, gifter hun sig i stedet med fotografen og libertineren Anthony Armstrong-Jones.

Alle andre end Margaret selv kan se faresignalerne.

Armstrong-Jones har affærer med både mænd og kvinder og venter sig et barn med en anden kvinde. I virkeligheden er han også en stakkel med dybe mommy issues, som da han på vejen til sit royale bryllup med hujende fremmødte på begge sider spørger sin moder, om hun ikke nu endelig er stolt af ham, hvortil hun køligt svarer: ”Jeg håber virkeligt ikke, at du har gjort alt det her for min skyld”.

Margaret vil så gerne bryde med konventionerne, men kan alligevel ikke opgive pompen, pragten og privilegierne, når det kommer til stykket.

Personer fylder for meget
Anden sæson er dermed – ligesom første– en kraftfuld skildring af den eksistentielle ulykke, som i hvert fald nogle af de kongelige bærer på. Men i modsætning til den ekstremt velfortalte første sæson, så dominerer skildringen af personerne.

Det er lidt ærgerligt. For så spændende er revnerne i det royale porcelæn heller ikke. Det, der i mine øjne gør The Crown til en enestående serie, er dens evne til at væve skæbnesvangre historiske begivenheder ind i en personlig fortælling. Men personerne må ikke stå alene.

Det skorter ellers ikke på historiske begivenheder i serien, men i anden sæson bliver de præsenteret på en irriterende fragmenteret måde.

Jackie Kennedy og JFK kommer på officielt besøg, hvor de håner Dronningen som en trist kvinde med ”tykke ankler”.

Dronningen tager til Ghana på en charmeoffensiv for at forsøge at bekæmpe stigende sovjetisk indflydelse.

Prince Philip tager på en jordomrejse med sine flådekammerater og åbner olympiaden i Melbourne i 1956, hvilket er samme år som Suez-krisen, hvor den egyptiske leder Nasser ydmyger premierminister Anthony Eden ved at udmanøvrere og smide briterne og franskmændene på porten.

På den måde er de historiske begivenheder som drivtømmer, der en gang i mellem tilfældigvis skyller op på den isolerede ø, som kongehusets residens i midten af London synes at være.

Se den alligevel…
Når det er sagt, er The Crown bestemt stadig værd at se. Scenografien er overdådig, og skuespillet med Claire Foy i hovedrollen som Elizabeth 2. er igen fænomenalt.

Og så bliver serien faktisk også bedre i løbet af de 10 afsnit af 2. sæson. Særligt niende afsnit om Philips familie, hans opvækst med en nazistisk søster, som dør i et flystyrt, og tilbageblikket på Gordonstoun er gribende.

Charles falder aldrig til på skolen og beskriver senere sine fem år som elev som ”et helvede” og ”en fængselsstraf” og ender med at sende sine to egne børn, William og Harry, på Eton.

Hans oplevelser indkapsler den større fortælling, om den høje pris, som selv de helt unge medlemmer af kongefamilien nogle gange må betale for at være født med denne mærkelige særstatus.

Beskyttelseshandskerne bliver i stigende grad taget fra dem, og prisen for folkeligheden dermed forhøjet.

Andreas Bach Mortensen er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Robert Viglasky.