Jura Levaković blev udvist af Danmark i byretten i 2012. Siden har sagen kørt hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor det den 23. oktober i år blev slået fast, at menneskeretten ikke står i vejen for hans udvisning. Sagen viser, at danske politikere tager fejl, når de befrygter menneskerettens upartiskhed.

Kommentar af Helga Molbæk-Steensig

TEMA: DANMARK, EUROPARÅDET OG MENNESKERETTIGHEDERNE | Jura er Gimi Levaković’ mindre kendte nevø. Gimi satte sindene i kog da han i 2016 undgik udvisning med henvisning til menneskerettighedskonventionens artikel 8’s beskyttelse af privat- og familieliv. Gimi havde nemlig to mindreårige børn, som ikke skulle frarøves adgangen til at se deres far på trods af hans kriminelle adfærd.

Juridisk var sagen ligefrem, Gimi havde nok kroatisk statsborgerskab, men han var født i Italien og havde boet i Danmark siden han var tre år gammel. Hans børn var født i Danmark og er danske statsborgere, og ingen i familien talte kroatisk. Retten til privat og familieliv skal sikre, at familier ikke skilles ad, og da børnene ikke kunne forventes at klare sig i Kroatien uden at kunne sproget, ville en udvisning af Gimi betyde en opsplittelse af familien.

De danske politikere mente i den forbindelse, at menneskeretten favoriserede kriminelle individers rettigheder over statens legitime interesser, men sagen mod den mindre kendte nevø viser, at menneskeretten er et sammenhængende retssystem, der hverken favoriserer til en ene eller den anden side.

Artikel 8 dækker både familieliv og identitet
Med Jura Levakovic er det en anden sag. Jura er nemlig kun 31 og har ikke stiftet familie. Så på trods af, at hans forbrydelser er noget mindre alvorlige end Gimis, kan han lettere udvises. Jura forsøgte også at påkalde sig artikel 8 som begrundelse for at undgå udvisning, men her var fokus på identitet. Juras forældre har boet i Danmark i mange år imens Jura selv er født i Holland men har boet i Danmark siden han var kun 9 måneder gammel. Han mente derfor, at det ville være et indgreb i hans danske identitet at blive udvist.

Han fokuserede i sin argumentation på, at han kun har forbindelser til Danmark. Han taler ikke andre sprog end dansk og har ikke boet andre steder i sit voksne liv. Han har også sin kæreste i Danmark og har haft legale jobs i landet. Overordnet så mente han ikke, at han var dårligere integreret end mange danske kriminelle.

I modsætning til Gimi, var Jura Levakovic også tidligere blevet betinget udvist med en prøvetid på to år. Han havde altså mulighed for at vælge en anden kurs, men faldt alligevel tilbage i kriminalitet indenfor to år.

Forskel på ret og moral
Menneskerettighederne startede i oplysningstiden som principper om menneskets medfødte værdighed, men de menneskerettigheder, der i dag forvaltes ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, er retlige regler med juridisk kraft. Muligheden for, som individer, at klage til en overnational domstol over statens krænkelser, giver os i Europa en meget stærkere beskyttelse af vores grundlæggende rettigheder end nogen andre steder i verden eller historien. Men det betyder også, at domstolen udelukkende anvender den ret, den er sat til at forvalte.

I Jura Levakovic’ sag betyder det, at når menneskerettens artikel 8 ikke kan beskytte ham imod udvisning, så taber han sagen mod den danske stat. Andre hensyn end menneskeretten bliver ikke taget med i de juridiske overvejelser, og dommen til fordel for den danske stat var da også enstemmig.

Der er dog et stærkt moralsk argument imod udvisninger som Jura Levakovic’s. Ikke for at beskytte ham, men for at beskytte det samfund han bliver udvist til. I dette tilfælde udvises han ikke til et bestemt land, men den danske stat har foreslået i løbet af retssagen, at modtagerlandet sandsynligvis bliver EU-landet Kroatien, hvor Jura har statsborgerskab.

Det virker uretfærdigt, at et land, hvor Jura aldrig har sat sine ben, skal modtage en udvist kriminel, hvis handlinger, de umuligt kan være ansvarlige for. Der er ikke umiddelbart noget indenfor folke- eller menneskeretten, der kan forhindre Danmark i at sende sine problemer til Kroatien, men i en diplomatisk sammenhæng er det et slag i ansigtet. Denne moralske pointe blev adresseret af dommerne Ledi Bianku og Paul Lemmens i dommen mod Jura Levakovic. De henviste også til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dommeropinioner tidligere har haft fremført samme argument i Beldjoudi mod Frankrig og Boujlifa mod Frankrig. Dog aldrig med det resultat, at dommen er faldet ud til fordel for den udviste – for det er jo et moralsk argument, ikke et retligt.

Problemet med statsborgerskab
Når vi overhovedet er i en situation, hvor det giver mening, at ville udvise en person, der har levet hele sit liv i landet, kommer det af problemet med statsborgerskab. Med undtagelse af statsløsekonventionen, er der ingen faste internationale regler for, hvornår en person skal blive statsborger i et bestemt land. Med mindre en person ellers ville blive statsløs, er det helt op til staten selv at afgøre, hvad der skal til for at en person bliver statsborger.

Når Jura Levakovic er kroatisk statsborger på trods af, at han hverken taler sproget, er født der, eller nogensinde har været der, så er det fordi Kroatien anvender et juridisk princip til uddeling af statsborgerskab, som hedder jus sanguinis – uddeling ved blod. Jura får kroatisk statsborgerskab, fordi det er det, hans forældre har.

Et andet princip, jus soli – uddeling ved jord, gør at man automatisk får statsborgerskab i det land, hvor man er født. Det princip anvendes for eksempel i USA, hvor alle der fødes på amerikansk jord, med undtagelse af diplomater og fremmede soldaters børn, automatisk er amerikanske statsborgere uanset deres forældres statsborgerskab. I Danmark anvendes jus sanguinis – uddeling ved blod.

Historisk har uddelingen af statsborgerskab været den måde, en stat fik legitimitet på. Borgernes pligter til at betale skat og bidrage til landets forsvar var centrale for, at en stat overhovedet kunne eksistere. Derfor var udfordringen i de første internationale aftaler om statsborgerskab, at forhindre, at mere end en stat gjorde krav på en bestemt borger. Det er først i moderne tid, at statsborgerskab filosofisk og retligt bliver forstået som en ret for borgeren fremfor en ret for staten, og derfor også først i moderne tid at dobbelt statsborgerskab bliver eftertragtet.

Problemet med udvisning
Som reglerne er i dag, kan Jura Levakovic udvises, fordi han ikke er dansk statsborger, og fordi det ikke vil krænke hans menneskerettigheder at gøre det. Historisk har dansk statsborgerskab ikke forhindret udvisning. Store danske kunstnere såsom Ludvig Holberg og August Bournonville har begge måttet udstå perioder med landsforvisning. Straf i form af landsforvisning blev ophævet i Danmark i 1827 – dengang var begrundelsen, som også er den dommerne Ledi Bianku og Paul Lemmens fremførte i Levakovic’ dom, at det var upassende at besvære andre lande med ens egne lovovertrædere.

I dag er landsforvisning af egne statsborgere også ulovliggjort i den europæiske menneskerettighedskonvention. Her foreskriver protokol 4, artikel 3 at ingen kan udvises af et territorium tilhørende den stat, i hvilken han er statsborger.

Hvad er vores ansvar?
Det kan virke uretfærdigt, at vi kan sende en person som Jura Levakovic, der har boet i landet hele sit liv og som er et produkt af det danske samfund, ud af landet og besvære vores europæiske allierede med ham, imens Peter Madsen, 111-millioners Britta og alle dem, der har nogensinde været direktører i Danske Bank, dem hænger vi selv på. Sådan er loven dog, og vi kan næppe forvente andet eller mere af en domstol, end at den dømmer efter loven.

Når alt er sagt og gjort, bliver Jura sendt til Kroatien, et land han har meget dårlige forudsætninger for at tage lovligt arbejde i, på grund af sprogbarrieren og hans noget blakkede CV. Så må vi bare håbe, at Danmark husker at fortælle vores venner i Kroatien, hvad der er for et kriminelt netværk, vi er i gang med at sætte op i deres samfund. Vi er ikke engang med i Europol, så nogen i det danske politi, er nødt til at ringe og have den samtale med kollegerne i Kroatien. Ellers har vi næppe set det sidste til Levakovic’erne, udvisning eller ej.

Levakovic-dommen kan læses i sin helhed på menneskerettighedsdomstolens hjemmeside, hudoc.echr.coe.int 

Helga Molbæk-Steensig har undervist i menneskerettigheder og retsfilosofi på Københavns Universitet og arbejder til daglig som projektleder med folkeoplysning om EU i Oplysningsforbundet DEO.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Jean-Francois Badias/

Læs hele temaet “Danmark, Europarådet og menneskerettighederne.”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon