Fra Chişinău til Tiraspol – tilbage til Sovjet?

2020-03-03T13:09:00+00:00 tirsdag, 3. marts, 2020|

Moldova er et lille, glemt land uden nogen mulig fremtid. Og rejser man fra hovedstaden Chişinău til Tiraspol i Transdnjestr, er det som at at være tilbage i Sovjetunionen – og så alligevel ikke helt som i gamle dage. Vi bringer kapitlet “Back in the USSR?” fra Thomas Ubbesens bog “Vi var folket”, hvor han undersøger, hvordan østeuropæerne har det tredive år efter Berlinmurens fald.

Uddrag af bog af Thomas Ubbesen

Back in the USSR?

Det er sibirisk koldt, da vi klokken kvart over ni næste morgen snor os rundt om hullerne på Stefan Cel Mare-Boulevard i Daniels SUV, og den betongrå, forknytte hovedstad er glaseret under et tykt ispanser. Gamle kvinder står på hvert andet gadehjørne og ved nedgangen til undergrundspassagerne, tykt pakket ind i overfrakker, mange lag tøj, strikkehuer og halstørklæder og rækker tiggende luffehænder frem mod de forbihastende, præcis som da vi med fulde maver forlod boulevarden i aftes.

– Sådan er det bare. Intet ændrer sig i Moldova, konstaterer Daniel flegmatisk.

Han er tydeligt træt af at skulle til fucking Transdnjestr for 117. gang. Stedet er en slags turistattraktion langt ude i hampen, og han har lidt for mange gange været guide for kaglende grupper af nysgerrige fra hele verden, som betaler godt for at blive busset rundt i et land, der ikke rigtig findes, for at blive fotograferet foran Leninstatuer og hammer-og-segl-heraldik, og for at studere de triste eksistenser, der må leve under det kommunistiske åg tre årtier efter Murens fald. Men vi er i Chişinău lidt endnu, hovedstaden i et rigtigt land, et land med en præsident – og han har fået hængt store reklamer op med billede af sig selv overalt i byen og ved udfaldsveje i alle retninger. En tekst på både rumænsk og russisk lyder: Vores tid er kommet og sammen skaber vi en bedre fremtid.

Den grå, jakkesætsklædte person på plakaterne sidder med foldede hænder bag et skrivebord, hvorfra han udtryksløst glor ud på trafikken og den ramponerede by. Ansigtet er kuglerundt og påfaldende blottet for karaktertræk. Huden er voksagtig gråhvid. Igor Dodon hedder han. Han må vel være … i slutningen af tresserne, tænker jeg.

– Han er 43, oplyser Daniel. – 43, men fuldstændig ansigtsløs, som du kan se. Og farveløs. Han var i kommunistpartiet frem til 2011. Nu er han i socialistpartiet. Han besøger Putin flere gange om året og siger, at han arbejder for en føderalisering af Moldova. Er I med? Han vil endegyldigt have delt det her elendige lille land op i to ligeværdige enheder – Moldova og Transdnjestr – og så kan Putin til evig tid bruge Transdnjestr til, hvad han vil.

– Foto: Thomas Ubbesen

En af Dodons politiske kongstanker er desuden, at Moldova må have et nyt flag. Det nuværende er praktisk taget magen til Rumæniens blå-gul-røde trikolore og minder på den måde om, at næsten hele befolkningen her taler rumænsk, er et produkt af rumænsk historie og kultur, og at kun historiske tilfældigheder og internationale overgreb har ført til, at Moldova i dag eksisterer som et land snarere end som en provins i Rumænien. Men den anonyme person deroppe på plakaterne ønsker – præcis som Vladimir Putin – at landet skal forblive selvstændigt med tæt tilknytning til Putin og til russisk kultur, sprog og magt – og at det derfor er afgørende at få et nyt flag. Præsidentens partier – både kommunister og socialister foreslår et rødt-blåt flag med billede af et kohoved i midten til afløsning af trikoloren. Dodon er Putins mand i Moldova: Under valgkampen i 2016 dokumenterede han sin loyalitet ved at lægge sig fladt ned og udtale, at Krim – Putins rov – rettelig er og skal vedblive at være en del af Den Russiske Føderation.

Gennem de seneste par år har Moldovas forfatningsdomstol to gange fastslået, at Dodon skal suspenderes fra præsidentembedet – men han sidder stadig i præsidentpaladset.

– Der er snart præsidentvalg igen, fortæller Daniel. – Så nu er han gået i gang med at udskifte dommerne i forfatningsdomstolen.

– Hvorfor? Han er jo åbenbart ligeglad med deres kendelser, siger Anne.

– Det er indlysende. Forfatningsdomstolen skal godkende resultatet af et valg. Når han har sine egne kumpaner på plads i domstolen, er udfaldet af valghandlingerne sådan set ligegyldigt for ham. Hvis det falder ud til hans fordel, vil de anerkende det; hvis han taber, vil de kende det ugyldigt og sige, at det var et resultat af valgsvindel og korruption, og så kan det hele gå om, indtil man opnår det ønskede resultat.

– Men så vil EU eller det internationale samfund vel protestere, indvender jeg. – Det vil jo være åbenlys manipulation med et valgresultat?

– ”Det Internationale Samfund” – Ha, det her er Moldova. Ingen har hørt om det her land, og ingen derude bekymrer sig en skid om et valgresultat på Lars Tyndskids mark. Og hvis de alligevel gør, så lyder det da ganske overbevisende, ikke? At valget ikke er gået retfærdigt til, og at der er tegn på valgsvindel.

Jo. Det vil lyde helt overbevisende, må man medgive.

Moldova er jo et lille, glemt land uden nogen mulig fremtid: Tre en halv million ludfattige mennesker. Europas fattigste nation; delt i to af en krig i 1992, endnu en fastfrossen konflikt som det fjerne Rusland skruer op og ned for efter forgodtbefindende. Et land, der producerer god vin, bundløs fattigdom og titusinder af udvandrere til Vesteuropas lavtlønssektorer.

– Foto: Thomas Ubbesen.

I nattens løb har der nådigt lagt sig et fint lag sne over det bølgende, ensartede landskab, som er dækket af en ubrudt monokultur af vinmarker helt ud til horisonten. Vejen mod Dnestr er hullet og kørt i smadder, kantet med skrald og ruiner af sværindustri fra Sovjettiden. Døde fabrikkers rød- og hvidmalede skorstene strækker sig træt mod en blygrå himmel. Der vil aldrig mere komme røg fra den kant. Midt i ingenting, mellem frosne marker, tårner en ubeboelig skyskraber sig 20 etager op med tomme vindueshuller, vendt mod ingenting i alle retninger.

– Jeg ved ikke, hvorfor den er der, svarer Daniel, da jeg spørger. – Ved ikke hvorfor de byggede et tårn på en pløjemark. Det var kommunisterne. Det har stået der og gloet, siden jeg var ung i 1980’erne, siger han.

På et tidspunkt, 60-70 kilometer uden for Chişinău, passerer man en usynlig linje og er med et, for alvor – ser det ud til –  back in the USSR, men den første installation i Transdnjestr er ikke en Leninstatue, men en skinnende, rød-hvid LUKoil-tankstation tilhørende Ruslands største olieselskab.

– Det skal I ikke lade jer snyde af, siger Daniel gådefuldt. – Det er ikke LUK, der driver denne her butik.

Efter tankstationen følger en militærpost med tunge panservogne, hvor russiske soldater overvåger situationen bag dynger af sandsække. De er efterkommere af den ”fredsbevarende styrke” som Rusland sendte til Transdnjestr i 1992 for at skabe fred. Siden har styrken sikret, at området har kunnet holde sig adskilt fra det forsvarsløse moderland, Moldova, og leve videre som en sovjetrepubliklignende zombienation. Et overlevende stykke Sovjetunionen, som den tog sig ud på højdepunktet af den kolde krig.

Inde i noget, der til forveksling ligner en officiel, hvidmalet grænsestation, sidder tre yngre mænd i sovjetlignende uniformer, med latterligt store kasketter og stenhårde blikke bag en skudsikker glasrude og ligner til forveksling grænsebetjente. Daniel kender deres slags og sikrer hurtigsnakkende og rutineret, at de nøjes med at kaste et uinteresseret blik på vores rødbedefarvede pas, og at de, som det er deres funktion, leverer os hver et officiøst stempel på et separat stykke papir. Vi har hermed opnået ”visum” med ret til 12 timers ophold i deres land.

Så sætter vi kurs mod floden.

– Hvis ikke LUK driver butikken, hvem gør så, spørger jeg Daniel?

– Dem der, siger han og peger på en endnu større, smartere og mere neonlysende tankstation med tilknyttet indkøbscenter. – Sheriff! De ejer, alt hvad der er værd at eje i denne her stump real estate. Firmaet ejes af et par typer fra efterretningstjenesten. Og det er også dem, der ejer, hvad der er af politik her på stedet. De har også et fodboldhold, som borgerne forventes at heppe på og købe merchandise fra: FC Sheriff Tiraspol.

– Foto: Thomas Ubbesen.

Selvom det endnu er formiddag, er himlen mørkegrå, og tunge regndråber begynder at dryppe, mens vi bumper afsted gennem et udslukt postindustrielt landskab af fabrikker med knuste ruder og væltede pigtrådshegn og talløse, femetagers Khrusjtjovblokke i endnu dårligere forfatning end dem i Dodons del af Moldova. Enkelte formummede skikkelser haster ad mudrede og hullede fortove for at komme i ly for vejret. Regndråber prikker sorte mønstre på en Leninstatues skallede isse; den store bronzemand peger manende mod fremtiden midt i dette ikke-land, der – når man ser bort fra Sheriffs tankstation og luksussupermarkeder – eksisterer solidt fastfrosset i fortiden. Vejskiltningen er mangelfuld, og det tager Daniel, som dog har været her utallige gange, en del omveje at finde ned til broen, der fører over til Tiraspol, hovedstad i landet ”Pridnestrovskaia Moldavskaia Respublika” – et land, der end ikke anerkendes formelt som nation af dets marionetfører, Vladimir Putin.

– Velkommen til Sovjetunionen, det sidste kommunistiske paradis på jorden, griner Daniel ganske uden overbevisning, mens han grimasserer overdrevent. Det her har han sagt lidt for mange gange til lidt for mange turistgrupper, fornemmer man.

– Hovedattraktionen er den sovjetiske ikonografi, som man holder fast i her: Lenin, røde stjerne, hammer og segl og alt det. Men I skal vide, at det her er alt andet end kommunistisk – det er nærmest fuldendt kapitalisme ført til den yderste, absurde konsekvens. De sovjetiske symboler eksisterer alene for at markere en forskel mellem selve Moldova og så Transdnjestr – som jo er et og samme land. Det skal se ud som om, der er en forskel. Alt er løgn med løgn på. Selve staten er fake her.

Han tager os på en rundtur gennem byens næsten mennesketomme centrum, ad brede boulevarder praktisk taget uden anden trafik end trolleybusser fra 1960’erne, en del tætpakkede, gamle Ladaer og en hel del splinternye Mercedeser, Audier, BMW’er, Porscher og enorme, nyimporterede, amerikanske køremaskiner; de fleste med tonede ruder. Ved et stoppested står en snes veldisciplinerede unger med røde tørklæder og kinder under kommando af et par strenge, midaldrende damer. Børnene er ungpionérer på vej hjem fra besøg i Den Øverste Sovjets knusende magtfulde palæ og fra buketnedlæggelse ved monumentet for Den Røde Hærs befrielse af Tiraspol. Daniel sætter os af på den enorme centrale plads og kører alene ud for at ordne noget ”business”, som han kalder det. Imens kan vi lige kigge på seværdighederne, foreslår han. Men I må under ingen omstændigheder indlade jer på politiske diskussioner med de lokale, advarer han indtrængende. Så forlader han os.

– Foto: Thomas Ubbesen.

Her er først og fremmest tomt. Pionererne har taget bussen, og der er praktisk taget ingen andre mennesker at se. Over et monumentalt museum for Den Store Fædrelandskrig rykker den stride, iskolde blæst hårdt i et blodrødt hammer-og-segl-banner. Midt på boulevarden står en gallauniformeret færdselsbetjent og er klar til at styre trafikken, hvis den skulle indfinde sig. For ikke at risikere en konfrontation med hans og dermed statens magt er vi nødt til at vandre et par hundrede meter til en fodgængerovergang og til at stå og vente 120 sekunder for at krydse den sekssporede 25. oktober-boulevard, som i samme periode er blevet benyttet af to cyklister og et enkelt motorkøretøj.

Vi skulle se på seværdigheder. Det er lige her, de er, sagde Daniel … og her er så f.eks. krigsmonumentet: En nymalet T-34-kampvogn fra 1944 på en granitopsats, som angiveligt er fyldt op med jord fra blandt andet Sovjetkommunismens hellige by Stalingrad. Men det er alt for koldt til tanks og evige flammer. Vi stamper og slår kuskeslag – hvad nu? Længere nede ad boulevarden ligger parlamentet, en enorm blok med endnu en Leninstatue foran. Over de grå betonsøjler ved indgangen er statsseglet monteret: Hammer-og-segl, naturligvis, med en strålende sol som baggrund, rød stjerne i toppen, indrammet med et overflødighedshorn af gyldne kornneg, solmodne majskolber og saftige vindruer. Men hvad skal vi nu? Daniel er intet steds at se – vi har set alt, hvad der er at se i denne umådeligt triste by, og vi fryser i de tomme gader.

– Her er ikke mere at komme efter, konkluderer Anne tænderklaprende. – Vi må finde et sted at vente, så dukker han vel op?

Der ligger ikke noget, der ligner Starbucks eller andre varmestuer på gadehjørnerne i denne by. Vi iler rundt på må og få, hen ad Strada Karl Marx, til højre ad Bulevardul Gagarin, et stykke ad Strada Rosa Luxembourg, før vi finder os selv på Strada Lenin igen. Der er en del Sheriff-supermarkeder og en enkelt ”Mafia Café”, men først da jeg får øje på det kommunist-modernistiske Hotel Rossiya på Strada Karl Liebknecht, bliver vi enige om, at det nok kan gå an, så vi smutter op ad den røde løber og kommer ind i det varme, orange lys i en kæmpemæssig lobby klædt i skinnende, gyldent marmor – Byens hotel, intet mindre!

Her er præcis, som der skal være, på den slags halvofficielle steder, hvor pris ikke spiller nogen rolle: Der er uniformerede unge receptionister travlt beskæftiget med ingenting, intenst fokuseret på deres skærme. Og et kronraget muskelbundt i en stram og vistnok meget dyr habit ses snusende søgende omkring, og der sidder tre-fire magre piger med farverige drinks i et sofahjørne i alt for lidt og alt for afslørende tøj med ansigter og kroppe fulde af indsprøjtede kunststoffer, adspredt kiggende på mobilskærme og ind imellem hvinende i kor, mens et par nogenlunde anonyme, midaldrende herrer i billige jakkesæt bare hænger – kæderygende, kaffesippende, telefonstjekkende. Det er, hvis jeg ikke taget meget fejl, eftermiddagsholdet fra den lokale efterretningstjeneste og/eller den organiserede kriminalitet. Desuden er der tre tjenere i kjole og hvidt, der har travlt med at se den anden vej, når man ønsker deres opmærksomhed, og så et par ældre japanske damer – og os. Vi tager plads i en sofagruppe over for en yngre, dyrt klædt gentleman, der ligesom alle andre energisk tapper løs på sin telefon uden at værdige os et blik.

– Typisk, siger jeg til Anne. – De der dvaske efterretningsfolk – tro mig, de lader som ingenting, men de holder øje med os. Det er præcis som alle de dyre hoteller i Mellemøsten og på Balkan. Og i Tyrkiet. Og i Afrika. De får deres hyre for at sidde og ryge og glo og skrive rapporter, der bringer folk i ulykke. Sikke en tilværelse.

– Og det er det samme i Rusland og Hviderusland og Ukraine, tilføjer Anne, mens hun sender sms-besked til Daniel om, hvor vi er. – Man er aldrig i tvivl om, at man er i et halv- eller hel-diktatur, når man går ind i lobbyen på deres store hoteller. Sådan var det også i Sovjettiden – i ekstrem grad.

Vi får en kop kaffe og venter. Den yngre mand har lyttet til vores snak og for et øjeblik taber han interessen for sin skærm.

– Dutch? German? Scandinavian? spørger han, og vi oplyser et par småting om os selv og vores hjemland.

Jeg nævner, at vi har været lidt rundt i den slående tomme by og kigget på Leninstatuer, og ungpionérer foran en T-34-kampvogn på hellig jord fra Stalingrad osv. Anne nævner, uden direkte at problematisere noget, at det jo er lidt underligt at lande midt i alt sådan noget her næsten 30 år efter Sovjetunionens undergang. Vi konkluderer godmodigt-naivistisk, at det jo må være folks egen sag, hvis de ønsker at leve sådan i det 21. århundrede – som de sidste dages hellige i den marxistiske tro.

– Foto: Thomas Ubbesen.

– Marxisme? Kommunisme? Der er ikke en skid kommunisme her. – Tror I virkelig på det? udbryder manden og skærer en opgivende grimasse.

– Jamen, Lenin og alle de røde stjerner? Og det røde nationalflag og Den Øverste Sovjet og alt det. For os er det her som en tidsrejse direkte tilbage til Bresnjev-tiden. Stagnationstiden også kaldet.

– Alt det der er det rene vås, kære skandinaviske venner. Det er en kulisse, en Potemkin-kulisse, om I vil. Det her land har intet som helst med kommunisme at gøre, absolut intet. Grunden til at de opretholder alle de der latterlige symboler er alene, at de vil markere og fastholde en påstået forbindelse til Rusland, og for at det skal se ud som om, denne her strimmel flodbred har en helt særlig identitet, vidt forskellig fra den rumænske. Transdnjestr er en røver-kapitalistisk mafiakonstruktion, rå og brutal og hjerteløs. Det, der foregår her, er det diametralt modsatte af alt, hvad kommunismen burde stå for, og lederne af denne her pseudostat gør sig ingen bekymringer om borgernes ve og vel. De har taget alle de her mennesker til fange, gjort dem til gidsler i deres eget hjemmelavede legeland, og de har tænkt sig at malke området for alt af værdi, så længe Godfather giver dem lov.

– Godfather?

– Putin selvfølgelig!

– Så hvem er de egentlig, dem der kører denne her butik?

– Det er Sheriff, det må I da kunne se! Sheriff-konsortiet er konge af Transdnjestr, det har sgu aldrig været Lenin eller Den Øverste Sovjet eller noget af det der nonsens.

Vores nye ven – eller hvad han er – er efter eget udsagn ”businessman”, hvilket kan betyde hvad som helst: En ung løve med ambitioner om at skabe sig en niche og en hurtig formue på IT-markedet. Og det er vist præcis det, der udløser hans snakkesalige kynisme og desillusion i denne stærkt overvågede lobby. For han har ikke lod og del i Sheriff og dermed intet adgangskort til de seriøse penges verden. Og så er det op ad bakke for en nok så ivrig og kompetent igangsætter i denne afkrog af det tidligere Sovjet.

Sheriff sidder på alt, hvad der giver penge her. Det kan han bekræfte: Mobilnettet. Supermarkederne. Byggeriet. Internettet. Tv. Brændstof. Salg af luksusbiler. Fodboldholdet. Alt! Sheriff støtter og er med i ledelsen af parlamentets største parti, ”Fornyelsespartiet”, og er på den måde et forretningsforetagende med noget så sjældent som en politisk holdning – nemlig at Transdnjestr skal forblive konsortiets ejendom, uafhængig af Moldova, helt i overensstemmelse med det politiske syn på den sag i Kreml.

Pludselig stormer Daniel forpustet ind på scenen. Undskylder forsinkelsen. ”Pludseligt opståede problemer”. ”Uforudsete vanskeligheder”. ”Kom, vi må videre!” Vi tager afsked med vores lobbyven, der ved synet af Daniel hastigt trækker sig tilbage til mobiltelefonens univers. Lidt efter er vi ude i silende eftermiddagsregn og ruller snart ud af Tiraspols centrum til nedslidte forstæder, hvor fattige og slagne mennesker trasker afsted med indkøb eller bundter af kvas og grene. Midt i trøstesløsheden troner en splinterny, hvidmalet ortodoks kirke i overdådig rigdom med gyldne kupler og sikkert plads til flere tusinde mennesker.

–”Katedralen for Jesu fødsel”, oplyser Daniel tørt. – Betalt af Sheriff. Lige hvad de mangler her i byen.

– Man har jo ellers hørt, at kommunisterne ser religion som opium for folket, siger Anne.

Længere ude i forstæderne må vi med piskende vinduesviskere famle os frem mellem vandfyldte huller i ødelagte sideveje, og Daniel mister ganske orienteringen og farer til sidst håbløst vild. Vi ender i et forladt og ødelagt industriområde, befolket med subsistensløse mænd, håbløse omvandrende pensionister og våde, vilde hunde. Daniel får vendt køretøjet og forsøger at finde tilbage mod centrum, for derfra at søge mod det, han med bitter ironi kalder ”civilisationen” og ”den frie verden”.

– Foto: Thomas Ubbesen.

– Se derovre, siger han og peger mod en strålende bilbutik. – Mercedes Benz-outlet i Tiraspol. Property of Sheriff.

I nu styrtende regn og tiltagende mørke finder han efter mange forsøg vejen tilbage mod floden.

– Se engang! Han peger mod en topmoderne, splinterny sportsarena i rustfrit stål, glas og beton, der blinker og lyser som et gigantisk, nyankommet rumskib på en oversvømmet muddermark. – Stadionul Sheriff, hjemmebane for FC Sheriff Tiraspol. De spiller i Moldova-ligaen, og de vinder altid. Transdnjestrs stolthed. Sheriffs egne drenge.

– Og det derovre er Sheriff Storcenter.

Snart passerer vi Dnestr, der ligger som en dvask, brun slange pisket af regnen, og kommer ind blandt flere dunkle boligblokke, et stålværk og en cementfabrik. Og et stort veloplyst supermarked.

– Det er så endnu en filial af Sheriffs supermarked, lyder det automatisk fra førerpladsen.

– Du må godt holde op, Daniel, hvisker Anne træt. – Vi har forstået det nu.

Det er natmørkt, da vi når de fredsbevarende russiske soldater, som stopper os, lyser ind i bilen og uinteresseret vinker os videre.

Goodbye socialist paradise, welcome to capitalist hell, mumler Daniel med ekstra ironi og sætter kurs tilbage mod Chişinău.

Der er ingen forskel på de to verdener. Det er Europas fattigste land på begge sider af floden, uanset om det styres af dødningen Igor Dodon eller de usynlige mænd bag Sheriff. Det næstfattigste land på kontinentet – Albanien – har dobbelt så mange penge pr. indbygger. Boligblokkene derude i regnen ser lige så kolde, mørke og trøstesløse ud på begge sider af den kunstige grænselinje, vi lige har passeret, og vejen – hovedvejen – er lige så elendig her som der. Og derfra, hvor vi lige har været – Transdnjestr, læner Sheriffs ledere og alle, der vil have del i magten og rovet, sig tungt op ad Putin og Rusland, mens herfra – fra det såkaldt frie og uafhængige Moldova – rejser præsidenten, den granitgrå eminence Dodon i pendulfart til Moskva for som Putins fattige fætter fra Udkantseuropa at nære sig ved magtens centrum.

– Han har lige været i Rusland igen, fortæller Daniel, da han ikke kan tie længere. – For at forsikre Putin om, at Moldova fastholder sin loyalitet, og at han ikke har tænkt sig at gå i seng med EU. For se bare hvad der skete, da ukrainerne prøvede det.

– Hvad får han til gengæld? spørger jeg.

– Han får lov at fortsætte som præsident. Og Putin har lovet, at Rusland også vil overveje at reparere denne her vej – vejen mellem Tiraspol og Chişinău. Og måske igen at tillade import af moldovisk vin til det russiske marked.

– Men her er jo næsten ingen trafik?

– Næ.

Klokken er over otte, og der er mørkt og næsten tomt i Chişinăus frosne gader, da vi når tilbage. En del tiggere, gamle mennesker, går ingen steder, og på fliserne foran supermarkedet er de unge drankere igen i gang med deres brune, toliters ølflasker og vodkakyllinger. Men ellers har stort set alle søgt hjem – der er skummelt og frygtindgydende i denne underverden, og kulden skærer gennem marv og ben. Daniel har sat os af nær hotellet og uden nogen overbevisning ønsket os god jul, for det er jo juleaften. Vi kanter os forbi spritterne ind til det oplyste og varme supermarked og køber lidt brød, humus og chokolade foruden den dyreste moldovisk champagne, vi kan få. Bagefter vover vi os under gaden gennem den uoplyste fodgængertunnel med dens stank, huller og knækkede fliser, tilbage mod trygheden på byens hotel.

I den tomme, lysegrønne lobby sidder de tre ubevægelige skikkelser – præcis som da vi forlod dem i morges – som stenstøtter, så fjernt fra hinanden, som de kan komme i det store, kolde rum. Den ubevægelige mand i det grå jakkesæt skynder sig, da vi træder ind, at lade som om, at vi ikke eksisterer. Den udslidte, kittelklædte dame i den livløse bar forbliver siddende som forstenet på sin skammel og ser tilsyneladende heller ingenting. Til gengæld hilser den unge pige, receptionisten, smilende og ønsker os genert ”merry Christmas”.

På værelset er der stadig omkring 30 graders uudholdelig varme, og ingen har redt vores seng. Vi sender sms’er ud med julehilsner til dem derhjemme og spiser maden, mens vi lytter til Bob Dylans ejendommelige julealbum. Så tager vi et spil 500 med vores slidte spillekort fra Ukraine og deler champagnen. De laver virkelig god champagne her i landet, det må man lade dem. Vi skulle have købt to flasker, er vi enige om, men nu er supermarkedet vel lukket. Ingen af os har det mindste lyst til at gå tilbage gennem tunnelen.

Ovenstående tekst er et uddrag af Thomas Ubbesens bog “Vi var folket”, hvor han undersøger, hvordan østeuropæerne har det tredive år efter Berlinmurens fald.

Bogen udkom den 13.09.2019 på forlaget Gyldendal. Læs mere her.

Billede i artiklens top: Thomas Ubbesen


Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.