Franco-diktaturet vaccinerede Spanien mod højrepopulisme

2017-06-30T10:07:38+00:00 Af |Baggrund|

Stor opbakning om EU, ingen aversion mod immigranter og meget mindre nationalpatriotisme end i andre lande er nogle af grundene til, at Spanien sammen med Portugal i modsætning til størstedelen af Europa ikke har et højreekstremistisk parti.

04.04.2017 | SPANIEN | “Spain is different!” Det slogan, som Francos turistminister Manuel Fraga fandt på for over et halvt århundrede siden, er mere aktuelt end nogensinde. For Spanien skiller sig ud som det eneste store land i EU, der ikke har et højreekstremistisk og populistisk parti.

Mens nogle meningsmålinger giver Front National stor opbakning til det kommende præsidentvalg i Frankrig, og højreradikalismen ser ud til at have gode kår i stort set hele Europa fra Polen og Ungarn i øst over Østrig og Grækenland til Italien, Holland, Storbritannien, ja selv Tyskland, så er Spanien  anderledes.

Populismen har ellers de allerbedste forhold til at kunne vokse i et land som Spanien. En økonomisk krise, der først nu efter otte-ni år er ved at lette for middelklassen, og som har skabt så stor ulighed, at en tredjedel af de godt 46 millioner indbyggere stadig lever i relativ fattigdom. En arbejdsløshed på i øjeblikket 18,5 procent, men som da den var på sit højeste i 2011 nåede 26 procent. En immigration, som er vokset fra kun tre procent af befolkningen i 1998 til over 14 procent i øjeblikket, og som på trods af den økonomiske nedtur ikke er faldet mærkbart i de senere år. En generation af unge, som ikke kan få kvalicerede jobs i Spanien, men som bliver nødt til at emigrere ligesom deres bedsteforældre gjorde i 1950’erne og 1960’erne. Dertil kommer en generel politikerlede, som er udløst af et væld af korruptionsskandaler, og som spanierne i opinionsundersøgelser betegner som det næstmest alvorlige problem efter arbejdsløshed.

Kort sagt, Spanien var og er stadig en oplagt kandidat til at få et parti til højre for det konservative regeringsparti Partido Popular. Men landet  har ikke mærket den populistiske lavine, som for kun nogle måneder siden også ramte USA med valget af Donald Trump til præsident.

Ifølge professor i statsvidenskab, Carmen González Enríquez, er den væsentligste årsag, at ”arven fra fire årtier med fascistisk diktatur har vaccineret spanierne mod yderliggående tendenser”.

 Ingen national patriotisme
”Franco-tiden er stadig present i det spanske samfund, fordi over halvdelen af befolkningen levede under diktaturet. Den overdrevne brug, Francostyret gjorde af nationale symboler som flag, hymne og patriotisme, har skabt en modvilje i nutidens spaniere mod nationale symboler. For eksempel er der mange, der stadig forbinder det spanske rød-gule flag med Franco-tiden. Den historiske hukommelse har betydet, at der ikke er basis for at skabe et parti, der slår på den spanske identitet og nationalfølelse,” forklarer Carmen González Enríquez og fortsætter:

”Opdelingen af landet i 17 selvstyrende regioner og især catalanernes og baskernes selvstændighedstrang har forstærket antipatien overfor den spanske identitet. Folk er mere regionalpatrioter end nationalpatrioter. Det er meget sjældent at se et spansk flag i de to oprørske regioner. Kun da det spanske fodboldlandshold vandt EM-slutrunderne i 2008 og 2012 og også blev verdensmestre i 2010, var det første gang i demokratisk tid, vi så noget, der lignede national spansk stolthed.”

Carmen González Enríquez, der også er senioranalytiker i Spaniens vel nok mest anerkendte tænketank Real Instituto Elcano, har for nylig udgivet en rapport, som analyserer årsagerne. Hun mener, at forskellen på Spanien og Portugal og andre lande, som også havde diktatoriske regimer som Italien og Tyskland, er, at i Spanien og Portugal varede de fire årtier og sluttede først midt i 1970’erne. (I Portugal sad Antonio de Oliviera Salazar ved magten fra 1932 til 1968, men diktatorregimet sluttede først med Nellikerevolutionen i 1974.)

Historisk hukommelse
Men er der en risiko for, at højrenationalismen vinder frem, når den ældre del af spanierne er døde?

”Der er en risiko, men ikke på kort eller mellemlangt sigt. Hukommelsen lever ikke kun i personerne, der har oplevet tiden, men også hos deres børn. De er påvirket af, hvad deres forældre har fortalt, og af de værdier de har lært i skolen. Så jeg tror, at den antinationale arv, flovheden over nationale symboler, vil overleve i lang tid efter, at de sidste spaniere, der kan huske Francostyret, er væk,” siger hun.

Briterne har som bekendt stemt deres land ud af EU, og skepsis’en overfor det fælles europæiske projekt ser ud til at vokse selv i de lande, der i sin tid stiftede Fællesmarkedet. Men også på det punkt er Spanien anderledes.

Europa har styrket selvfølelsen
”Spanierne følte under diktaturet, at deres land var isoleret og tilbagestående både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt i forhold til resten af Europa. Det at komme ind i den europæiske varme igen betød meget for den spanske selvfølelse og stolthed. Begejstringen for Europa er stadig meget stor, og i dag er det få, der skyder skylden for krisen på EU,” siger Carmen González Enríquez.

Foruden anti-europæisme og anti-globalisering er anti-immigration og især anti-islamisme nogle af populisternes bedste salgsargumenter overfor vælgerne. Også på det område skiller Spanien sig ud, omend bekymringen er vokset over det store antal immigranter, især fra Marokko og Rumænien. Ifølge professoren er immigration imidlertid ikke blandt spaniernes største bekymringer.

”Generelt skyder spanierne ikke skylden for krise og arbejdsløshed på immigranterne,” siger hun.

Falangen, der var det eneste tilladte parti under Franco, stiller stadig op til valg i Spanien. Og flere små partier og grupperinger på den yderste højrefløj er kommet til. Men tilsammen opnår de højreradikale partier af nationalistisk og populistisk tilsnit mindre end én procent af stemmerne og altså ingen nævneværdig repræsentation.

Venstrepopulisme
Til gengæld har det nye venstrefløjsparti, Podemos, som nogle betegner som populistisk, fået så stor vælgersucces, at det i meningsmålingerne er blevet det næststørste parti i Spanien efter det konservative regeringsparti Partido Popular.

”Populismen manifesterer sig til venstre ikke kun i Spanien men i hele Sydeuropa, hvor kommunistpartierne var meget stærkt repræsenteret i årene efter Anden Verdenskrig, fordi de var diktatorregimernes modstykke,” siger Javier Redondo, der er professor i sociologi ved Madrids Carlos III-universitet til dagbladet El Mundo.

Podemos’ stifter og leder Pablo Iglesias har selv udtalt, at ”der ikke er noget højreekstremistisk parti i Spanien, fordi Podemos eksisterer”.

”Det er rigtigt, at Podemos er populistisk i den forstand, at det harcelerer mod etablissementet, de etablerede partier og systemet. Men Podemos har ellers intet til fælles med de højrenationale partier ude i Europa. Det er hverken fremmedfjendsk eller modstander af EU og globaliseringen, i hvert fald er det ikke protektionistisk,” forklarer Carmen González Enríquez og tilføjer:

”At indignationen over krise og ulighed har manifesteret sig til venstre i Spanien hænger nok sammen med, at størstedelen af vælgerne befinder sig omkring midten eller til venstre for den.”

Podemos henter primært sin støtte hos de unge spaniere, som er den del af befolkningen, der er hårdest ramt af den økonomiske krise, og som derfor er mest indigneret over den politiske og sociale situation.

Jens Ulrich Pedersen er journalist og korrespondent i Madrid.

Billede i artiklens top: Alvaro Barrientos/AP/Polfoto.