Francos knogler og ben

2018-08-27T09:21:43+00:00 mandag, 27. august, 2018|

El generalísimo skal flyttes – ingen ved endnu hvorhen. Den nye socialdemokratiske regering i Spanien har besluttet, at landets fordums diktator, Francisco Franco, ikke længere skal have lov at ligge i De faldnes Dal og optræde i en posthum helterolle i den borgerkrig, han ikke faldt i. Det historiske opgør er kommet sent i gang og kører på halv gas, men nu sker der noget.

Analyse af Sara Høyrup

Francisco Franco skiftede ideologi, alt efter hvordan verdensvindene blæste. Fascismen havde mangen en tilhænger i Europa i tyverne og trediverne, men ikke helt så mange venner efter at aksemagterne begyndte at blive trængt tilbage halvvejs gennem Anden Verdenskrig.

Samtidig med at Danmark opgav sin eftergivenhedspolitik over for den tyske besættelsesmagt, begyndte den spanske diktator således at fortrænge den fascistiske Falange fra magtens rum og indgik i stedet en tæt og betændt alliance med den katolske kirke. Fra da af, og indtil diktatoren døde i sin seng i 1975, var styret traditionalistisk i en ideologisk lightversion, som De Allierede kunne leve med og lod være i fred, da de amerikanske, britiske og russiske tropper gik sejrende gennem Europa for at slå fascismen for fode. Men det var lige godt et diktatur.

Republikken
Den spanske Republik fra 1931 til 1936 var et vildt demokratieksperiment: På ingen tid gik man fra kongevælde og autokratisk styre til alt, hvad demokratiet har et byde på. Skolelærerne spillede en vigtig rolle, for nu skulle alt folket oplyses.

Stridighederne var mange. Der var kommunister, anarkister og socialister i spil, og gode venner var de ikke; og en højrefløj, som tog over de sidste par år. Der var en region som Catalonien, som mente, at nu måtte tiden være inde til at løsrive sig og lave sin egen republik; den varede kun en stakket stund.

Borgerkrigen
Hæren ville ikke høre tale om alt det demokrati og indledte et statskup, som republikkens forsvarere kæmpede imod med næb og kløer og støtte fra Sovjetunionen med alt, hvad det indebar af indblanding østfra. Kvinder var involveret i kampene, men ofte mere til pynt end til brug: Ligestillingen var mest mundsvejr.

Hitlers Tredje Rige brugte Spanien som øvebane og gav massiv støtte til kupmagerne, mens resten af Europa besluttede ikke at røre en finger for at forsvare demokratiet i Spanien. Danske Spaniensfrivillige rejste på cykel derned og deltog i krigen; mange af dem var kommunister og stærke i troen.

Pablo Picassos tragiske maleri Guérnica afbilder borgerkrigens helvede under tysk bombardement af Baskerlandet. Franco tog han hurtigt føringen i militærkuppet, der gjorde en ende på demokratiforsøget Den spanske Republik.

Efterkrigstiden
Opportunisten Franco fik lov at blive ved magten, lige til han segnede. Republikanerne gik i eksil på flugt fra summariske henrettelser og den sociale udfrysning, der ellers blev dem til del, miserable leveforhold inklusive. Mange af dem havnede i den lukkede flygtningelejr i Sydfrankrigs Argelès-sur-Mer, som selv besindige mennesker omtaler som en KZ-lejr.

Kvinderne kom tilbage til kødgryderne, kirken dominerede samfundet, og nonner tog børn fra enlige mødre og bildte de unge kvinder ind, at barnet var død under fødslen; der var ingen ende på den katolske selvgodhed.

Stikkersamfundet sikrede den rette tro, og spanierne bøjede nakken. Alle samarbejdede; også det catalanske borgerskab, hvor alskens antispanske følelser siden er groet frem. Værnemageri betaler sig for driftige folk.

Den sidste fase
Ángel Ramirez er født i 1970 og kan stadig huske, hvor grå verden var, da han var et lille barn i Barcelona. Det var en verden uden farver.

Allerede i tresserne lindede diktaturet på tøjlerne, lod teknokrater tage over og gjorde censuren til et spørgsmål om selvcensur: så meget desto sværere at navigere i. Den længst afsatte konges søn Juan Carlos blev kørt i stilling til at tage over efter Franco.

Modstandsgrupper voksede frem, nogle mere åbenlyse end andre. Der var ”arbejderudvalg”, som siden blev til den store fagforening Comisiones Obreros; der var det forbudte kommunistparti; og der var catalanske poesiaftner til dække over en lokalpatriotisme, som Franco ikke så med milde øjne på.

Overgangen
Optakten til diktaturets endeligt kom, da den baskiske terrorgruppe ETA sprang Carrero Blanco i luften på vej til højmesse. Han var ellers udpeget til at overtage den reelle magt efter Francos tilstundende død af alderdom, mens den nyindsatte kongerække alene skulle sidde til pynt.

I november 1975 døde Franco, og overgangen til demokrati begyndte – først langsomt og siden i en svimlende hast. La Transición varede frem til 1981, hvor et teatralsk kupforsøg i parlamentet blev slået ned.

Det var hæren, der igen var på spil, og den var man grumme bange for at provokere. Kommunistpartiet blev alle bange anelser til trods tilladt igen, men var slet ikke så populært, som den sidste tid under jorden havde givet indtryk af. Noget retsopgør fandt aldrig sted.

I stedet lod man fortid være fortid, indførte demokratiet, søgte optagelse i EU og NATO og gik på med krum hals ind i lysere, rigere tider.

Låget ryger af
Skolelærer Elisenda Cardona er født midt i tresserne og levede for fuld udblæsning den vilde tid, der fulgte, ”da låget røg af”, som man siger om den pludselig frihed, som fulgte diktatørens død. En hel generation røg på heroin, den frie kærlighed blomstrede, og pludselig måtte man alting. Elisenda var kameramand dengang.

Filmmageren Pedro Almodovar er rundet af den tid. Hans første værker er en hyldest til la movida: Madrids sprælske miljø af oprørske unge og uhildede eksperimenter udi køn og seksualitet. Hos Almodovar er selv nonnerne på stoffer.

Skuffelsen
Derpå kom el desencanto: skuffelsen over, at demokratiet i sig selv ikke løser alting. ”Det var bedre under Franco”, kunne man høre nogle mumle; og sandt nok havde landsfaderen på patriarkalsk vis eksempelvis sikret fast arbejde og billige og permanente lejekontrakter; helt anderlunde end de dyre, treårige lejekontrakter og underbetalte, halvårige arbejdskontrakter, som et prekariat af unge og knap så unge nu om dage forsøger at få hverdagen til at hænge sammen i.

I Catalonien blev det nationalkatolske diktatur afløst af en smækkorrupt landsfader, som i sine 23 år ved magten (1981-2004) gødede jorden for den aktuelle separatistballade. Under lokalnationalisten Jordi Pujol startede det sære styre, som ingen midler skyr udi indoktrinering, og som er sig fuldt bevidst, hvor vigtigt det er at have hånd i hanke med civilsamfundet, inklusive kirke, medier og skoler.

Opgøret
Det historiske opgør, som ingen turde tage, da den lille firskårne mand med fistelstemmen døde i sin seng, blev sat i gang af José Luis Zapatero under den forrige socialdemokratiske regering. Det har hele tiden kørt på halv gas og er stødt på masser af modstand. Men nu er tiden inde til et symbolsk syvmileskridt:

PSOE’s nye regeringschef, Pedro Sánchez, lovede før sommerferien, at Franco skulle ud af De faldnes Dal; og i sommerferiens løb har hans hold fundet en løsning på, hvordan de kan sikre sig mod sagsanlæg fra den døde diktators efterkommere:

Med et lovdekret ændrer man i den allerede eksisterende lov om La memoria histórica, der mindes diktaturets ofre. Man skriver ind i den, at Franco skal væk – om ikke andet så fordi mindestedet i princippet er for de faldne under krigen, som han ikke faldt i, men var med til at starte.

”Hvorfor dog det?”
Diktatorens efterkommere har stillet sig helt uforstående: ”Hvorfor dog rode op i det? Det bekymrer da ingen. Og det er gravskænding!” lyder det fra Francos barnebarn, der bærer hans navn.

Familien har dog i 11. time indvilgiet i at tage imod Francos knogler og ben, men det konkrete begravelsessted er stadig uafklaret. De ukendtes grav er en mulighed, men regnes for en provokation, man ikke vil risikere.

Men også almindelige mennesker af progressivt tilsnit er bekymrede, heriblandt butikschef Ángel Ramirez og skoleleder Álbert Arcas: ”Det er det sidste, vi har brug for, i så anspændt en situation som den nuværende,” siger de to catalanere, som har holdt sig langt uden for den lokale ballade. ”Der er ingen grund til at rippe op i gamle sår.”

Pilar Riesco fra demokratiforeningen Europeans in Catalonia er heller ikke tryg ved tiltaget: ”Jeg synes, det er en god idé at fjerne ham, men det havde været bedre, om regeringen havde opnået en bred konsensus om det i parlamentet. Spanien har brug for storsindethed i disse tider; ikke for at hver især rider deres egne kæpheste.”

Opgør med hukommelsestabet
Men det er helt nødvendigt og på høje tid, mener mange andre. En af dem er forfatteren Jordi Amat, der sidste år blev kendt for sin veldokumenterede bog om den catalanske separatisme: ”Det er nødvendigt for at opbygge en demokratisk hukommelse; noget, som staten har forsømt at gøre siden sin etablering i 1978.”

Fra lokalnationalistisk hold fejrer man også tiltaget. Den andalusiske nationalistformand Pedro Altamiran siger: ”Man skulle have gjort det allerede for mange år siden. Intet demokratisk land tillader en morderisk diktator at ligge i et offentligt mausolæum, som er en fornærmelse mod alle ofrene for den spanske fascisme.”

Til gengæld får Falangens grundlægger Primo de Rivera foreløbigt lov til at stadig at ligge i De faldnes Dal, og planerne om at gøre det til et fælles mindested over borgerkrigen er sat på hold.

Poco a poco, som man siger i Spanien: lidt ad gangen. Eller xino xano, som catalanerne siger: langsomt, men sikkert.

Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent · www.sarahoyrup.com · F+I+T: @lahoyrup

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Andrea Comas/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon