Frankrig har behov for en sekulær model 2.0

2018-04-24T21:48:53+00:00 torsdag, 4. maj, 2017|

Frankrigs princip om at opdele stat og kirke blev fastslået i 1905. Siden er diskussionen om religionsdyrkelse i en neutral offentlighed ofte blusset op i forbindelse med indvandringsbølger, ikke mindst fra tidligere kolonier i Nordafrika. Nu er sekulariseringstanken imidlertid ved at blive en religion i sig selv og et våben i den politiske debat, og derfor må den sekulære model  finde tilbage til rødderne, siger Mette Zølner, Frankrig-ekspert og lektor på CBS med baggrund i sociologi.

Interview af Nynne Giannini

04.05.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Frankrigs sekulære model med en klar opdeling af staten og den katolske kirke blev indført med princippet om laïcité eller verdslighed i 1905. Det betød blandt andet, at kirken ikke længere havde indflydelse på statslige institutioner, såsom offentlige institutioner og skoler.

En sekulær model går ud på at skabe en neutral stat. Formålet er at sikre individernes frie ret til at tro og samtidig forhindre diskrimination af forskellige trosretninger. Borgerne har ret til at dyrke deres religiøse overbevisning i fred, så længe at det ikke forstyrrer den offentlige orden. Den sekulære models mål var at skabe sameksistens mellem troende og ikke troende borgere i Frankrig.

Selvom statslige institutioner officielt blev adskilt fra den katolske kirke, fortsatte værdikampene mellem de to parter efterfølgende. 1930’erne blev et vendepunkt, da kirken folk ikke længere ønskede at kæmpe om indflydelse i de statslige institutioner. Konflikterne førte til en endelig konsensus om Frankrigs sekulære identitet, og efter 2. verdenskrig blev det stadfæstet i grundloven (for den 4. og 5. franske republik).

Migration politiserer sekularisering
Frankrig har gennem historien været et immigrationsland og religion har været en diskussion i flere omgange, påpeger Mette Zølner, lektor på CBS med baggrund i sociologi (Cand.mag, MA., Ph.D.).

”I 1980’erne var det første gang efter kompromiset mellem staten og kirken, at religion for alvor debatteredes igen, og her i forhold til muslimske symboler i det offentlige rum, og særligt tørklæder i skolen,” forklarer Mette Zølner.

Hun uddyber, at diskussionerne handler om, hvordan de nye borgere – også fra andre katolske lande – passer ind i det franske samfund og den franske måde at omgås religion på.

Muslimsk indvandring er den sidste migrationsbølge, og islam er en nyere trosretning i Frankrig. Efterfølgende er der opstået diskussioner om, hvor stramt princippet om verdslighed i staten skal fortolkes, og hvor neutrale borgerne skal være, fortæller Mette Zølner.

Hun betegner debatten om sekularisering i forbindelse med muslimske symboler i Frankrig som en smule paradoksal.

”Tidligere blev der enighed om verdslighed i skolerne samtidig med, at man accepterede at jødiske elever bar en kalot og katolikkerne havde et kors om halsen,” fremhæver hun.

Oprindeligt blev princippet om verdslighed i den franske stat indført på baggrund af ønsket om at finde en model for sameksistens mellem borgere med forskellige trosretninger. Diskussionerne efter 1905 kredsede om at finde kompromiser, som både staten og den katolske kirke kunne acceptere.

Mette Zølner påpeger, at det i dag handler mindre om at søge kompromiser og have en pragmatisk diskussion om, hvorledes sekularisering bør praktiseres.

”Det handler om principper. Diskussionen er blevet en debat om islam som trosretning, og hvordan praktiseringen passer ind i det franske samfund. I den debat er den franske sekulære model blevet et politisk redskab mod Islam,” uddyber Zølner.

Som et eksempel fremhæver hun Front National og den nuværende partileder og præsidentkandidat, Marine Le Pen.

”Le Pen modstiller sekularisering, der er et centralt værdigrundlag i Frankrig, med hele trosretningen islam,” fortæller Mette Zølner, og uddyber, at det sekulære princip politiseres og bruges til at udelukke borgere af muslimsk oprindelse.

”Ligesom det er tilfældet blandt de jødiske grupper i Frankrig, er nogle med muslimsk oprindelse praktiserende, mens andre er ikke-praktiserende. Ligeledes vægter enkelte personer deres religiøse identitet og er imod sekulariseringsprincippet, hvorimod andre er tilhængere af en sekulær stat med frihed til at dyrke deres tro individuelt,” forklarer hun.

Når der er kommet nye mindretal til Frankrig, diskuteres trosretningernes konkrete indflydelse i samfundet, herunder traditioner og religiøse symboler i skoler og på arbejdspladser, fortæller Mette Zølner.

Hun tilføjer, at diskussioner om trosretningernes manifestation i samfundet også ses i forbindelse med Islam som en relativ ny religion i Frankrig – et nyere eksempel er diskussionen om burkinien (ordet er en sammentrækning af burka og bikini og er målrettet kvinder, der vil tildække sig).

Kvinde i burkini på stranden ved Marseille – Foto: AP/Polfoto.

Frankrigs sekularisering, et spørgsmål om identitet
Frankrigs sekulære model er blevet et spørgsmål om identitet, mener Mette Zølner. De seneste års terrorangreb har intensiveret identitetsdebatten i Frankrig, fordi angrebene skaber angst og medvirker til en dynamik, hvor franske borgere af muslimsk oprindelse må forsvare deres tilknytning til Frankrig.

Frankrig er, ligesom andre europæiske lande, nødt til at tage højde for, at dyrkelsen af en religiøs identitet er blevet aktuelt på den internationale scene, påpeger Mette Zølner.

”En religiøs identitet kan tiltrække personer, der i forvejen ikke identificerer sig med princippet om en religiøs neutral offentlighed,” siger hun.

Mette Zølner mener, at en naturlig konsekvens af sekulariseringen – hvor staten ikke blander sig i religiøse områder af samfundet – har været en mangel på kontrol over de religiøse institutioner. Staten støtter ikke trossamfund økonomisk og kontrollerer ikke, hvem der prædiker i en kirke eller i en moské.

Netop temaet om de religiøse trosretningers uafhængighed af de franske myndigheder er dukket op i forbindelse med det nuværende fokus på radikalisering, påpeger hun.

Sekularisering handler også om socioøkonomiske problemer og integration
Frankrig er et land med sociale forskelle, målt ud fra flere parametre – for eksempel uddannelses- og arbejdsmæssigt. Frankrig tynges af arbejdsløshed og præges af deindustrialisering og automatisering, der ændrer dynamikken på arbejdsmarkedet og får social betydning.

”Udviklingen har betydet, at de motorer, der tidligere har været drivkraften for integration af indvandrere i Frankrig er i stykker, eksempelvis skolerne, uddannelsesstederne og fagforeningerne,” forklarer Mette Zølner og uddyber, at Frankrigs erfaring med migration har været kendetegnet ved, at skoler og fagforeninger aktivt har bidraget til at inddrage nye borgere i det franske samfund.

Den dynamik blev afbrudt af en økonomisk nedadgående udvikling og relaterede sociale problemer.

En anden forklaring på landets sociale problemer er, ifølge Mette Zølner, at integrationsproblemer beskrives som religiøse eller kulturelle problemer i stedet for at blive håndteret som sociale problemer. Det fører til, at indsatsen mod en mangelfuld integration afspores.

Angående det aktuelle præsidentvalg, pointerer CBS-forskeren, at de to favoritkandidater til præsidentposten Emmanuelle Macron fra Marche og Marine Le Pen fra Front National har forskellige visioner for at løse Frankrigs socioøkonomiske problemer.

”Macron fokuserer på at skabe vækst og arbejdspladser og vil sætte ind inden for uddannelse og opkvalificering.  Hvorimod Le Pen vægter at stoppe indvandring til Frankrig og sikre, at franskmænd står først i køen til de sociale kontorer”, siger Mette Zølner.  

Kan sekularisering skabe fredelig sameksistens?
”Frankrigs sekulære model trues både af radikale republikanere og radikale religiøse. Det er vigtigt, at sekularisering ikke bliver en religiøs dyrkelse i sig selv,” påpeger Mette Zølner, og uddyber, at det er grundlæggende, at staten og de religiøse mindretal bliver enige om at indgå i et pragmatisk samarbejde.

”Den sekulære model i Frankrig må bevæge sig tilbage til rødderne, hvilket kræver, at det verdslige princip i den franske forfatning genformuleres ud fra det oprindelige formål om at skabe sameksistens mellem religiøse communautés (fællesskaber) i Frankrig,” mener hun.

Samtidig advarer Mette Zølner mod, at de politiske ledere bruger sekularisering som et politisk redskab, eksempelvis som Le Pen i hendes værdikamp mod islam.

Mette Zølner tilføjer, at de to præsidentkandidater er optaget af temaet om Frankrigs sekulære identitet og peger på, at Macron har en pragmatisk tilgang til forfatningens princip om laïcité. Det betyder en vision om at finde frem til kompromiser med de religiøse grupper i Frankrig samtidig med, at fortolkningen ikke skal være strammere end den er i dag. For Macron er det vigtigt at sikre, at franske statsborgere ikke fremmedgøres og diskrimineres. Desuden balancerer Macron mellem at tilgodese både muslimske og katolske vælgere, hvormed han ikke søger en polemisk debat om religion.

I forhold til de sociale spørgsmål, nævner Mette Zølner, at den socialliberale præsidentkandidat appellerer til de mest optimistiske franskmænd. Det vil sige vælgere med gode uddannelser, der generelt går ind for europæisering og globalisering.

Marine Le Pen bejler derimod i høj grad til vælgergrupper med et mere pessimistisk syn på Frankrigs fremtid. Hendes mærkesager og selvfremstilling som anti-elitær og ”folkets repræsentant” afspejler, at hun taler til fransmænd, hvor den økonomiske krise har sat sig dybe spor.

I forhold til hendes anti-islam diskurs skal hun passe på ikke at støde den katolske højrefløj, hvor etik spiller en vigtig rolle, understreger Mette Zølner og fremhæver Front Nationals partiprogram, der fokuserer på at bevare fransk identitet, kultur og selvbestemmelse.

Nynne Giannini er skribent på Magasinet Europa.

Foto i artiklens top: Laurent Rebours/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.