De franske vælgere holder EU’s fremtid i hånden

Første runde af det franske præsidentvalg finder sted på søndag, og kun to kandidater går videre til anden runde. Set udefra er en finalerunde mellem de to EU-skeptiske kandidater Marine Le Pen og Jean-Luc Mélenchon lidt af et skrækscenarie. Men selv om franskmændene vælger sikkerheden – frem for at kaste Frankrig og Europa ud i et ukendt kaos – vil valget sætte sig varige spor i Europa. 

21.04.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Den pirrende lyst til at sige merde til 60 års politisk stabilitet under Den Femte Republik og det europæiske samarbejde kribler de franske vælgere i fingrene. Og det er ikke valgmuligheder i den retning, det skorter på ved søndagens første runde af præsidentvalget.

Af de 11 kandidater fører de fire en klar anti-europæisk kampagne, mens tre andre kræver mere national suverænitet og en fjerde ganske enkelt ignorer Europa. Og blandt de fire kandidater, som rent faktisk har en chance for at blive Frankrigs 10. præsident efter den endelige duel den 7. maj, er det kun Emmanuel Macron, den socialliberale tidligere økonomiminister, der klart præsenterer sig selv som pro-europæer.

Ingen analyseinstitutter og ingen kendere af fransk politik tør udelukke, at finalen den 7. maj kan blive udkæmpet mellem yderfløjene, Jean-Luc Mélanchon til venstre og Marine Le Pen til højre, som begge lover et opgør med EU. Og ingen i Europa tvivler på, at en Frexit-tilhænger i Elysée-palæet vil sende chokbølger gennem Europa og svække EU i de forestående forhandlinger om Storbritanniens udtræden. Hvis ellers det europæiske fællesskab overlever en Frexit efter Brexit.

Skærpet tone fra Le Pen
I de seneste dage af valgkampen er tonen blevet skærpet. Marine Le Pen, der stagnerer i meningsmålingerne, har mobiliseret frygten for indvandring og EU i et forsøg på at opildne vælgerne.

I mandags, ved sit næstsidste valgmøde, skræmte hun sine tilhørere med en påstand om, at bankerne nu – takket være Bankunionens fælles regler i tilfælde af en bankfallit – har ret til at konfiskere kundernes opsparing.  En slags alternative fakta, der er Brexit-kampagnen værdig, al den stund den såkaldte bail-in kun gælder konti med over 750.000 kr. i indestående, og kun hvis bankens aktionærer og kreditorer ikke selv kan forhindre en fallit.

Mélenchon skruer lidt ned
Men mens Marine Le Pen således har givet EU-modstanden mere kant for at holde sig i spidsen i opløbet, har Jean-Luc Mélenchon måske overraskende valgt den modsatte strategi. For at holde sin ballon i valgkampens øverste luftlag har lederen af “Det oprørske Frankrig” kastet en del af sin anti-europæiske ballast over bord.

”Tro dem ikke, når de siger, at ’han vil ud af EU og ud af euro’en’,”sagde Jean-Luc Mélenchon og hans seks hologrammer ved valgmødet i Dijon og seks andre byer tirsdag aften.

Hvorfor nu det? spørger man. Manden har lovet, som sine første tiltag, at sige farvel til stabilitetspagten og indføre forbud mod udførelse af kapital for at forhindre kapitalflugt. På det grundlag vil han foreslå de øvrige 26 EU-lande at genforhandle traktaterne.  Det er plan A, og hvis det  ikke lykkes, træder  plan B og en udtræden af EU i kraft.

Det er op til enhver at vurdere, hvor realistisk plan A er, og hvor stor sandsynligheden er for, at plan B og en Frexit bliver aktuel. Men Mélenchon ønsker ikke desto mindre at afblege udsigterne til en Frexit.

Det gør han for at skille sig ud fra Marine Le Pen og dæmme op for kritikken om, at Mélenchon og Le Pen kan være ét fedt. Og at de begge vil styrte Frankrig og Europa ud i et ukendt kaos.

Flertal ønsker at beholde euro og blive i EU
Men han drager også konsekvensen af en grundlæggende kendsgerning: flertallet af franskmændene ønsker ikke at forlade EU, og de ønsker ikke at opgive euro’en til fordel en fransk franc af uforudsigelig værdi.

Tre ud af fire franskmænd vil beholde den fælles europæiske valuta, ifølge en meningsmåling foretaget af analysinstituttet Ifop i forbindelse med Rom-traktaternes 60-års jubilæum i marts. Og 44 procent af Jean-Luc Mélenchons vælgere mener, at EU-medlemsskabet overvejende har givet positive resultater. Kun Front Nationals vælgere ønsker for to trediedeles vedkommende at få franc’en tilbage. Men også blandt Marine Le Pen’s kernevælgere er en trediedel uvillige til at tage det store spring til det ukendte land uden euro’en og formentlig uden EU.

Netop derfor træder Marine Le Pen meget varsomt i det allerførste af de 144 valgløfter, der lover at genindføre den nationale suverænitet. Frankrig skal genvinde sin valutamæssige suverænitet, står der, og medlemsskabet af EU skal afgøres ved folkeafstemning. Ikke et ord om euro’en.

EU-splittelse både til højre og venstre
Det er hele kompleksiteten i franskmændenes holdning til EU. For de er også blandt de mest euro-skeptiske.  Socialistpartiet, der traditionelt har bakket op omkring det europæiske samarbejde, er ikke færdig med at slikke sårene efter folkeafstemningen om Forfatningstraktaten, som blev stemt ned af 55 procent af vælgerne i 2005. Partiet knækkede næsten midt over mellem ja- og nejsigere, og konflikten mellem partiets højre- og venstrefløj brød ud i igen med fuld kraft med venstrefløjens kritik af François Hollande’s  økonomiske politik.

Men splittelsen kendetegner også den franske højrefløj, der altid har vaklet mellem Charles de Gaulle og Robert Schumann. Mellem de europæiske fædres vision om ”en stadig tættere union” og Charles De Gaulles ”fædrelandenes Europa”. Det var det franske parlament, der forpurrede oprettelsen af Det Europæiske Forsvarsfællesskab i 1954, og i 1966 tilkæmpede De Gaulle sig til vetoretten med ”den tomme stols politik” i 1966.

Denne historiske euroskepsis er gået i arv til senere gaullistpartier. François Fillon stemte nej til Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen i 1992 sammen med en stor del af det daværende RPR, og Frankrig var kun 1,05 procent fra at vippe til nej-siden.

Fillon er blevet omvendt
Fillon er idag omvendt til euro’en men hans europæiske ideal stadig er ”nationernes Europa”. I hvert fald i retorikken, der stryger de euroskeptiske højrevælgere med hårene. For i detaljen ligner François Fillons Europa i vid udstrækning scenarie nummer tre i EU-Kommissionens præsident Jean-Claude Junckers Hvidbog om Europas fremtid, der blev offentliggjort i marts: de der vil, skal kunne øge samarbejdet uden at lade sig bremse af fodslæberne.

Han vil udstyre euro-zonen med en slags økonomisk regering, sikre konvergens på skatteområdet og gøre euro’en til en reservevaluta på linie med dollar’en. Han ønsker også en styrket fælles grænseovervågning og en fælles asylpolitik. I praksis den vision om et ”Europa i flere hastigheder” eller i koncentriske cirker, som den tyske forbundskansler Angela Merkel så aktivt promoverede sammen med den franske præsident Hollande samt de spanske og italienske regeringsledere ved minitopmødet på Versailles Slottet forud for Rom-traktaternes 60 års jubilæum.

Merkel foretrækker Macron
Tanken om et EU i flere hastigheder har været den tyske finansminister, Wolfgang Schäubles kongstanke i årtier, og netop derfor har det virket ekstra sårende på Fillon, der er tidligere franske premierminister under tidligere præsident Nicolas Sarkozy, at Schäuble ifølge eget udsagn ville stemme på Emmanuel Macron, hvis han var fransk vælger. Og ikke på Fillons parti, der er CDU’s søsterparti i Europa-Parlamentets konservative partigruppe.

Det er Penelope-gate og madame Fillon’s tilsyneladende fyrsteligt lønnede loppetjans som parlamentsassistent for offentlige midler, der er faldet både Schäuble og Angela Merkel for brystet. Oveni har Fillon forsvaret sig ved at angribe pressen og retsvæsenet, og denne kombination af uetisk adfærd og nærmest populistisk kritik af ”systemet” har kostet Fillon anseelse i Tyskland.

Men måske Angela Merkel også kalkulerer med, at den 39-årige fremstormende centrum-venstre-politiker er den, der er bedst egnet til at spærre vejen for Marine Le Pen. Indtil for ganske få uger så anden valgrunde ud til at blive en duel mellem Le Pen og Macron, som Macron ville vinde stort.

Siden har François Fillon indhentet noget af det terræn, han mistede på skandalekontoen. Og Jean-Luc Mélenchon har væltet alle forudsigelser ved at blive fjerdemanden i et fuldstændigt uforudsigeligt opløb.

Finale mellem  patrioter og kosmopolitter
Men hvis meningsmålingerne får ret, og Emmanuel Macron møder Marine Le Pen  ”i finalen”, vil Frankrig få det sammenstød mellem det åbne og det lukkede samfund, som alle forudså. Eller mellem ”patrioter og kosmopoliter” som Marine Le Pen forsøger at italesætte konflikten. Europa vil blive en af de centrale kamppladser i den duel. Men også identitet, islam og terror. Et andet følelsesladet tema er de udstationerede østarbejdere, som også var en del af drivkraften bag Brexit-afstemningen i Storbritannien.

Marine Le Pen repræsenterer ikke halvdelen af de franske vælgere og vil ifølge meningsmålingerne tabe i anden valgrunde, uanset hvem hun møder. Men højrevælgerne skal gøre vold på sig selv for at stemme på Jean-Luc Mélenchon, mens venstrefløjens vælgere vil have svært ved at stemme på Fillon, som da de for to årtier siden stemte på Jacques Chirac, da han mødte Jean-Marie Le Pen i anden valgrunde. Bliver de hjemme, kan det åbne en boulevard for Front Nationals kandidat.

Fristet til at vælte systemet
Franskmændenes fristelse til at vælte de politiske system, både det hjemlige og det europæiske, er stor. Mistilliden til ”systemet” og til de etablerede partier er stort, og for første gang er ingen af de to store regeringspartier, gaullisterne og socialisterne, selvskrevet til anden runde. Socialistpartiet ligger allerede i ruiner, og Republikanerne vil næppe overleve, hvis Francois Fillon kasseres på søndag.

Det kan meget vel vise sig, at franskmændene i sidste øjeblik opgiver at lege med ilden og sende yderfløjene til Elysée-palæet. Men valget vil under alle omstændigheder sætte sig varige spor i den franske Europa-politik.

Det trods alt overvejende EU-venlige franske Socialistparti ligger i ruiner, efter at Benoît Hamon, der vandt socialisternes primærvalg, er sakket håbløst ned under ti procent af stemmerne. Og hvis Emmanuel Macrons bevægelse, En Marche, snubler på det sidste trin, vil venstrefløjens EU-tilhængere være hjemløse. Mens højrefløjen skal vare sig for et hævngerrigt Front National på sin højre flanke.

Et sådant scenarie lover ikke godt for Europas traditionelle fransk-tyske motor, netop som EU har brug for at konstruere en ny fase og skabe enighed om et fornyet samarbejde.

Birthe Pedersen er freelancejournalist, bosat i Frankrig.

Billede i artiklens top: David Vincent/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.