Freden kom, og nye stater opstod

2018-11-20T10:46:41+00:00 søndag, 11. november, 2018|

I 1919 blev der mange steder i Europa skabt og brugt nye flag, og der opstod adskillige nye selvstændige stater i tiden efter Første Verdenskrig. Blandt andet blev Tjekkoslovakiet og Republikken Irland en realitet, mens det ikke lykkedes for Færøerne og Rhinlandet at opnå anerkendelse. Magtpolitik førte til, at Republikken Østrig opstod, og stormagtsinteresser sørgede for en løsning på det komplicerede Balkan.

Baggrund af Anders Engberg

TEMA: 1919 – ET AFGØRENDE ÅR | Efter afslutningen på Første Verdenskrig skulle verden, og ikke mindst Europa, organiseres på ny, og i 1919 foregik fredsforhandlingerne i Paris. De sluttede med ydmygende fredsbetingelser, ikke alene for Tyskland, men også for andre slagne riger, bl.a. Østrig/Ungarn. Nationalstatstanken slog igennem og udmøntede sig i dannelsen af en række nye stater, men også dannelsen af kortvarige, og med nutidens øjne, besynderlige statsdannelser.

En af de kortvarige var Prekmurje i grænseregionen mellem Slovenien og Ungarn. Murska Sobota er hovedbyen i den slovenske region Prekmurje. Dette navn betyder ”På den anden side af Mur”, en flod, der danner vestgrænsen til det øvrige Slovenien. I Murska Sobota blev Republikken Prekmurje udråbt den 29. maj 1919. Otte dage senere ophørte republikken med at eksistere.

Udråberen af republikken var en mand ved navn Vilmos Tkalecz. Han stod på en balkon i førstesals højde da han henviste til den daværende amerikanske præsident Woodrow Wilsons tale om folkenes selvbestemmelsesret som retfærdiggørelse af den lille statsdannelse. I Prekmurje var hovedparten af befolkningen slovenere, og derfor i mindretal i en ny ungarsk stat, som området var på nippet til at blive en del af.

Republikken Prekmurje anerkendte Østrig som stat i håb om at modtage våbenstøtte derfra, men hjælpen kom ikke, og de lokale bakkede ikke op om republikken.

Den 6. juni marcherede den ungarske Røde Hær ind i Prekmurje og demonterede republikken. I marts samme år var den ungarske sovjetrepublik blevet dannet, tro mod den nye russiske bolsjevistiske stat. Den ungarske socialistiske stat blev løbet over ende den 1. august da rumænske tropper indtog hovedstaden Budapest. Kort efter invaderede serbiske tropper Prekmurje, og den vestlige del blev året efter en del af den nye stat Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, senere Jugoslavien, mens den østlige del blev en del af Ungarn.

Men i otte dage i forsommeren 1919 havde en lille flok mennesker deres egen republik i Prekmurje.

Det komplicerede Balkan
En meget kompliceret del af Europa historisk, kulturelt, etnisk og sprogligt har alle dage været Balkan. Efter Første Verdenskrig var de to store riger på halvøen, Østrig/Ungarn mod nord og Det Osmanniske Rige mod syd, brudt sammen, og nye stater skulle opstå med stormagternes opbakning. Disse var sejrherrerne USA, Storbritannien og Frankrig samt Italien, som meldte sig under fanerne da tiden var opportun, og havde mange ønsker om land ved Adriaterhavets østkyst. Italienerne endte dog med blot at få området omkring byen Trieste, den øvrige del blev territorier indenfor den nydannede stat Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere under serbisk ledelse og med den serbiske by Beograd som hovedstad. Senere blev landet som nævnt til Jugoslavien, et skrøbeligt kompromis med en turbulent og voldelig historie i det 20. århundrede.

Kroaterne var det andet dominerende folk i landet, og serberne og kroaterne har længe haft et anstrengt forhold til hinanden. Kroaterne er mestendels katolikker og tilhørte længe Østrig/Ungarn, mens serberne er ortodokse og i århundreder var underlagt osmannerne. De to sprog, kroatisk og serbisk, er tæt beslægtede, de politiske modsætninger har ført til forsøg på at gøre dem mere forskellige end de er. Forholdet mellem serbere og kroater blev i 1919 udtrykt således af en kroatisk delegeret til en fransk forfatter i forbindelse med fredskonferencen i Paris:

”De vil forhåbentlig ikke sammenligne kroaterne, slovenerne, dalmaterne, som århundreders kunstnerisk, moralsk og intellektuelt samkvem med Østrig, Italien og Ungarn har gjort rent vestlige, med disse halvciviliserede serbere, Balkanhybrider af slaver og tyrker.” (”Paris 1919” af Margaret MacMIllan s. 139)

Så var tonen lagt af denne kroat, Ante Trumbic.

Gryende færøsk nationalfølelse
Langt ude i Nordatlanten ligger de smukke og forblæste øer Færøerne. De var dengang en del af det danske rige, hvilket de fortsat er, men i 1919 gryede nationalfølelsen blandt færinger. Det vidner en begivenhed i sommeren 1919 i en lille færøsk bygd om.

I bunden af en lille bugt på vestsiden af den sydligste af Færøerne ligger bygden Famjin. Her blev det færøske flag hejst første gang på færøsk jord den 22. juni 1919 i forbindelse med et bryllup. Jens Oliver Lisberg havde medbragt det fra København, hvor han og to andre studerende havde designet flaget i foråret samme år.

Flagets hvide bund symboliserer havets hvide skum og himlen over de nordatlantiske øer, mens det røde kors omkranset af et blåt symboliserer samhørigheden med de andre nordiske lande, særligt Norge og Island, hvis flag har de samme farver og den samme opbygning af flagene.

Jens Oliver Lisberg døde af lungebetændelse året efter, og nåede således ikke at opleve at flaget blev officielt da Tyskland i 1940 besatte Danmark, og briterne besatte Færøerne, og havde brug for at kunne skelne færøske skibe fra danske.

Færøerne blev ikke en selvstændig stat i 1919, men påbegyndte rejsen op gennem det tyvende århundrede mod den status som delvist selvstyrende del af det danske rigsfælleskab, som øerne har i dag. Og det uundgåelige endemål for processen er formentlig selvstændighed. I 1919 fik øerne deres eget flag.

Mange andre steder i Europa blev der ikke alene skabt og brugt nye flag, men også nye stater i tiden efter Den Store Krig, som krigen blev kaldt inden den næste store krig gav den et nummer. Nye selvstændige stater blev anerkendt, bl.a. Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet og Irland. Nogle af dem havde eksisteret før, men med andre grænser.

Den franske stækning af Tyskland
Frankrig var en af de bestemmende stormagter ved fredskonferencen i Paris. Landets interesser i det nye Europa, som måtte genopstå af krigens ruiner, var først og sidst at stække Tyskland, så den mægtige nabo mod nordøst ikke igen kom susende indover landet. Stækningen havde længe været en hjørnesten i fransk udenrigspolitik, og er det for så vidt stadig. Fransk villighed til storhed og handling må dæmme op for den kendsgerning at Tyskland egentlig er for stor og stærk til Europa. I 1919 gjorde franskmændene flere forsøg på at beskære naboen, og nogle af dem afspejler sig i nutidens Europa.

Den franske premierminister Georges Clemenceau argumenterede for dannelsen af en selvstændig neutral stat i den del af Tyskland, der lå vest for floden Rhinen. Den store flod er den naturlige grænse mellem Gallien og Germanien, mente han. Det var naturligvis også et spørgsmål om sikkerhed. En neutral venligsindet stat mellem Frankrig og Tyskland kunne danne en buffer mellem de to store lande, ligesom Belgien i øvrigt. Samtidig berøvedes Tyskland vigtige områder for den tyske økonomi, som derved ikke blev alt for stærk. Den franske krigshelt og general Ferdinand Foch støttede idéen. Et selvstændigt Rhinland kunne danne et forsvarsforbund med Luxembourg, Belgien og Frankrig vendt mod Tyskland.

Man henviste til den store fortid, hvor Karl den Stores hovedstad lå i Rhinlandet, Aachen, og at det i virkeligheden var Frankrig, der havde civiliseret området. Rhinlænderne var glade for vin og gode katolikker, ligesom franskmændene, og Rhinen havde altid udgjort grænsen mellem den vestlige civilisation og noget mørkere og mere primitivt øst for floden, blev der yderligere argumenteret. Desforuden var Rhinlandet rigelig dispensation for Frankrigs store tab under krigen, hvis man besatte det permanent fra fransk side.

Den amerikanske præsident Woodrow Wilson plæderede i disse år for folkenes selvbestemmelsesret, et agtværdigt princip, men vanskeligt at gennemføre i praksis. Henvisningen til dette princip var en af grundene til amerikanernes modstand mod franskmændenes ønsker i Rhinlandet. Rhinlænderne var tysktalende og kun ganske få ønskede andet end at være en del af Tyskland. Briterne var også imod en sådan reel opdeling af Tyskland. Frankrigs sikkerhed måtte løses på anden vis, ikke mindst gennem Folkeforbundet, Wilsons kæphest, som senere blev dannet, men altid viste sig svag.

Der kom ingen selvstændig Rhinstat og området blev heller ikke en del af Frankrig. Men franskmændene besatte i en årrække Rhinlandet, hvilket svækkede Tyskland økonomisk og bar ved til bålet, der opflammede den tyske vrede og nationalisme, der sluttede så grusomt i nazismens tolvårige regimente.

Kampen om det “tyske” Østrig
Østrig/Ungarns sammenbrud og opløsning var en begivenhed, der afgørende ændrede Europa. En række mindre stater opstod, bl.a. Tjekkoslovakiet, og Ungarn krympede gevaldigt, hvilket ungarerne fortsat har det svært med, ikke krympningen i sig selv, men dens omfang.

Men hvad skulle der ske med de tysktalende dele af Østrig? Dagen efter krigens ophør, den 12. november 1918, vedtog den nye provisoriske forsamling i Wien en resolution for Anschluss, altså østrigsk forening med Tyskland, og forhandlinger blev indledt. Mange østrigere var for foreningen, Østrig var præget af dyb armod og en forening med Tyskland kunne skabe væsentligt bedre økonomiske betingelser. De østrigske socialister så med glæde frem til en forening af den østrigske arbejderklasse med den revolterende tyske arbejderklasse. Andre var imod, det katolske Østrig skulle ikke regeres fra det protestantiske Berlin. Og verdensstaden Wien skulle ikke blive en provinsby, langt fra hovedstaden mod nord.

I februar 1919 var der valg til den parlamentariske forsamling, som den 12. marts erklærede ”det tyske Østrig” som værende en del af Republikken Tyskland. Men det gik stormagterne ikke med til. Franskmændene havde en kort tid leget med tanken om at opdele det tyske område i et katolsk Bayern-Østrig og et protestantisk Nordtyskland, men Storbritannien og USA var imod opdelingen af Tyskland, og da Frankrig erkendte dette, handlede det om at forhindre en østrigsk tilslutning til Tyskland, som var rigeligt stort i forvejen.

Således opstod det lille tysktalende land Østrig, der stadig eksisterer, og som ikke mindst skylder Frankrig sin eksistens. Magtpolitik og stormagtsinteresser er trods alt vigtigere end folkenes selvbestemmelsesret.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/

Læs hele temaet “1919 – et afgørende år”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon