Generationsskifte i det politiske landskab

2018-11-01T06:59:59+00:00 torsdag, 1. november, 2018|

Unge vælgere med krav om handlekraft står bag Merkels skridtvise afgang og den fundamentale omvæltning af tysk partipolitik. Tyskerne bevæger sig ikke ud på fløjene, men midten bliver forandret. Får vi mere handlekraft efter populismens tomme protest?

Analyse af Hugo Gaarden

TEMA: NABOLAND TYSKLAND | Ungdomsoprøret 2.0 kunne man kalde det generationsskifte, der sker i denne tid i det tyske politiske landskab. Vi ser en moderne, borgerlig version af oprøret fra 1968. Den ændrer det politiske landskab, så selv moderationens hovedperson, Angela Merkel, må erkende, at nye tider er på vej. Vi ser en tysk version af det franske oprør, der sidste år blæste de etablerede partier af banen uden at revolutionere Frankrig.

Det er en ny generation af 60’ernes ungdomsoprørerne, der står bag, nemlig partiet De Grønne, men også mange unge borgerlige, der har frigjort sig fra de traditionelle partiers opfattelser. Det er mennesker, der vil have løst de eksisterende problemer, såsom bilforureningen i byerne; dyre boliger; stagnerende lønninger og en voksende ulighed. De er ikke optaget af politiske ideologier.

Det er mennesker, der ikke længere vil acceptere, at en lille økonomisk elite rager alle værdier til sig, mens unge familier har svært ved at få børnene passet og få en bedre uddannelse til et digitalt samfund. Det er en reaktion mod en politisk og teknokratisk elite, der ikke lytter.

Men det er ikke et oprør, der vil ændre det nuværende samfund grundlæggende, såsom som ungdomsoprørerne ville det i 1968. De Grønne er i den seneste tid blevet kaldt et ”moderne, borgerligt parti.” Sådan opfatter langt de fleste tyskere partiet i dag. 80 pct. af tyskerne vil stadig have en politisk midterkurs. De vil bare andre til roret, når de gamle ikke kan føre skibet derhen, hvor borgerne vil sejle. Populismen og nationalismen er ikke ved at overtage Tyskland eller resten af Europa.

Det er ikke noget overraskende i, at Angela Merkel træder tilbage som partiformand, men det overraskede alle, at det skete nu og ikke på CDU’s årsmøde i december. Hun begrunder sin beslutning med, at det giver partiet en chance til at ”gøre sig klar til tiden efter mig.” Det er ikke bare en tilbagetræden, men et forsøg på at fortsætte den midterkurs, hun har stået for i sine 13 år som kansler og 18 år som partileder.

Hendes favorit er CDU’s generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer, som står for hendes linje, og som også møder sympati hos unge. Men der bliver kamp om kursen, for mange af hendes egne er ude efter hende. De vil have magten og dreje CDU væk fra hendes midterkurs og mod  højre. Det gælder hendes interne udfordrer, sundhedsminister Jens Spahn, og en af hendes gamle fjender, Friedrich Merz, som hun fik skubbet ud af politik, fordi han og andre gik efter hende i hendes første år.

Trods den seneste modvilje mod Merkels forsigtige kurs, så er det netop hendes kurs, der har givet CDU og Tyskland en enestående styrke.

Hun har formået at lede flere samlingsregeringer hen over midten. Forsøget på at dreje et borgerligt parti til højre led et forsmædeligt nederlag for søsterpartiet CSU i Bayern, mens mange CSU-vælgere gik til De Grønne på grund af dets accept af Merkels flygtningepolitik og en positiv EU-linje og partiets grønne kurs.

I det nylige delstatsvalg i Hessen tabte CDU og socialdemokraterne SPD hver især 11 procentpoint af stemmerne. De Grønne blev næsten fordoblet til 20 pct. Højrepartiet AfD klarede sig ikke så godt som forventet ved de to valg. Tyskerne går altså ikke til fløjene.

Trods sin forsigtige kurs har Merkel dog haft mod til at sige stop for atomkraft, og hun er den eneste europæer, der for alvor taler for en mere uafhængig europæisk kurs – i relation til præsident Donald Trump. Alligevel har hun også fejlet. Hun erkender, at hun skulle have håndteret flygtningekrisen i 2015 bedre. Hun forsøger i dag at engagere Tyskland i en fysisk og politisk genopbygning af Syrien. Havde hun og Europa været langt mere udfarende i Syrien og Mellemøsten længe før 2015 – politisk og økonomisk – havde flygtningekrisen måske været undgået. Havde hun ikke trukket Grækenland-krisen ud, havde EU-kritikerne i AfD måske ikke fået den stærke opbakning.

Hun har altså haft svært ved at håndtere nogle grundlæggende forandringer i samfundet. Langt over halvdelen af tyskerne har ikke forbedret indkomsten i 10 år, mens boligudgiften er steget med mindst 30 pct. Dét skaber harme. Men de store partier tør ikke tale om en ny indkomstfordeling, heller ikke SPD. Merkel har ikke turdet kræve, at bilfabrikkerne efter dieselskandalen skal betale for det udstyr, der skal til, for at bilejerne kan leve op til miljøkravene. Udgiften svarer til ét års overskud for bilfabrikkerne, så det vil ikke tvinge dem i knæ. Men det er uviljen til at løse helt konkrete problemer, der har tvunget folkepartierne i knæ.

Nu spørger mange så, om De Grønne evner at lede Tyskland og blive en stærk faktor i EU. De Grønne’s leder Robert Habeck er ikke mere uprøvet end Emmanuel Macron eller Østrigs kansler, Sebastian Kurz, var, da de tiltrådte – eller Angela Merkel. De Grønne skal under alle omstændigheder indgå i en koalitionsregering. Koalitioner bliver en nødvendighed for tyske regeringer i mange år, uanset hvordan CDU og SPD håndterer den nuværende krise. Det kræver politikere, der kan samarbejde.

Robert Habeck. – Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Arne Immanuel Baensch/

At søge samarbejde er ikke dét, politikerne i Europa – eller USA – har på dagsordenen i disse år. Det ser man mest tydeligt i Storbritannien. Men den nye generation af vælgere vil have løst problemer og ser ikke den store forskel på de politiske farver. Det er måske en helt ny politisk kultur, vi ser spire frem, og den begynder i storbyerne, hvor De Grønne er ved at blive det største parti. Det store spørgsmål er, om opbruddet på midten fører til større politisk handlekraft. Den unge generation har i hvert fald vist, at den har vilje til at ændre det partipolitiske landskab. I hele Europa? Det er måske den mest afgørende effekt, vi ser.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Markus Schreiber/

Læs hele temaet “Naboland Tyskland”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon