Genforeningen i internationalt perspektiv

2020-05-13T08:52:52+00:00 onsdag, 13. maj, 2020|

Genforeningen i 1920 ses ofte i et snævert dansk perspektiv, men national identitet og grænsedragning var i spil i hele Europa efter Første Verdenskrigs afslutning. Vi bringer et uddrag af bogen “Grænsen er nået – afstemningsplakater fra grænselandet 1920” af Nils Arne Sørensen og Elsebeth Aasted Schanz.

Af Nils Arne Sørensen

Vi er vant til at se genforeningen i et snævert dansk perspektiv, men som allerede nævnt i denne bog var grænser og national identitet på spil i hele Europa efter Verdenskrigens afslutning. Selvbestemmelsesretten var igen blevet et centralt begreb i international politik.

Sådan var det ikke ved krigens udbrud; de europæiske stormagter rummede enten store mindretal som Rusland, Tyskland og ØstrigUngarn eller havde store koloniriger som Frankrig og Storbritannien, og krav om selvbestemmelse var derfor en trussel. Men selvbestemmelsesret havde været en fast del af repertoiret hos politisk progressive siden Den Franske Revolution i 1789, og sådanne stemmer fik i løbet af krigen meget mere indflydelse.

Det skyldtes først og fremmest, at USA under ledelse af den liberale præsident Woodrow Wilson i april 1917 trådte ind i krigen imod Centralmagterne, først og fremmest Tyskland og Østrig-Ungarn, og at bolsjevikkerne i november 1917 kom til magten i Rusland. Begge var fortalere for “forsoningsfred” eller “fred uden anneksioner”, og her indgik den nationale selvbestemmelsesret som noget helt centralt. I en situation, hvor krigens ofre og omkostninger blot steg og steg, uden at en militær afgørelse forekom inden for rækkevidde, vakte Wilsons og bolsjevikkernes tanker vid genklang, og selvbestemmelsesretten blev et nøglebegreb, som alle betydelige aktører måtte forholde sig til, når de talte om krigens formål, og om hvordan verden skulle indrettes efter krigen.

Frygten for, at bolsjevikkernes revolution skulle sprede sig fra Rusland, var en hovedårsag til, at magthaverne i de krigsførende lande nu diskuterede selvbestemmelsesret, men det var især Wilsons fredsprogram, fremlagt den 8. januar 1918, som satte rammerne for forventningerne til freden. Programmet – bedre kendt som De 14 Punkter – indeholdt som det vigtigste element kravet om en ny verdensorganisation, Folkeforbundet. Selvbestemmelsesretten som generelt princip blev derimod ikke nævnt. Det gjorde til gengæld konkrete eksempler: Elsass-Lothringen skulle gives tilbage til Frankrig, Polen skulle genskabes i “de landområder, som bebos af en indiskutabelt polsk befolkning”, Italiens grænser skulle reguleres “efter klare og tydelige nationalitetslinjer”, mens folkene i Østrig-Ungarn skulle “have den mest udstrakte adgang til autonom udvikling”, ligesom nationaliteter “under tyrkisk herredømme” skulle
sikres “uhindret adgang til autonom udvikling”. At selv grupper, der ikke blev nævnt, forventede at kunne påkalde sig retten til selvbestemmelse, kunne efter den liste ikke undre.

USA’s præsident Woodrow Wilson blev modtaget som en helt ved fredskonferencen i Paris i 1919. – Foto: Bridgeman Images/Ritzau Scanpix

Da Centralmagterne i efteråret 1918 en efter en erkendte, at krigen var tabt, fik Wilsons program en nøglerolle, idet taberne forventede, at programmets konkrete indhold og værdier ville danne rammerne for den følgende fredsordning. Det var også forventningen, da sejrherrerne i januar 1919 mødtes i Paris for at blive enige om deres krav til fredsaftaler med Tyskland, Østrig, Ungarn, Bulgarien og Osmannerriget.

Men selvbestemmelsesretten kom igen og igen i klemme i forhandlingerne. For det første var der traditionelle stormagtsinteresser, hvor Frankrig ville sikre sig, at Tyskland ikke blev for stærkt. For det andet havde både etablerede og nye stater med våbenmagt forsøgt at sikre sig store landområder uden hensyn til selvbestemmelsesretten. For det tredje måtte selvbestemmelsesretten ofte konkurrere med krav om “historiske grænser”, der var trukket uden nogen nationale hensyn. For det fjerde var fredsmagerne i Paris også meget optaget af, at grænser måtte drages, så Europas nye stater blev økonomisk og sikkerhedspolitisk bæredygtige. Alle disse hensyn gjorde, at selvbestemmelsesretten ofte kom langt ned på listen, når der blev taget beslutninger.

At det under ingen omstændigheder kunne lade sig gøre at skabe stater uden nationale mindretal (medmindre man greb til folkeflytninger), var anerkendt, og derfor blev en række stater pålagt at underskrive traktater om beskyttelse af mindretal som en del af fredsaftalesystemet. Men fredsaftalerne efterlod endog meget store nationale mindretal fra taberstaterne Tyskland, Ungarn og Østrig under et i national forstand fremmedherredømme. Derfor er det heller ikke overraskende, at disse stater igen og igen krævede folkeafstemninger i de omstridte områder – hvis man tager forestillingen om den nationale selvbestemmelsesret på ordet, forekommer en folkeafstemning nemlig umiddelbart at være den mest rimelige og demokratiske måde at afgøre, hvilken stat et område skal tilhøre.

Folkeafstemningernes baggrund og forløb
Folkeafstemninger indgik i fredsmagernes værktøjskasse, men det var ikke et instrument, man var meget for at bruge. I de udkast til fredstraktater, som Tyskland og Østrig blev præsenteret for i maj og juni 1919, blev der kun opereret med folkeafstemning i forbindelse med grænsedragningen tre steder. Det gjaldt en mindre del af østrigske Kärnten (Klagenfurtbækkenet), distrikterne Allenstein og Marienwerder i det østlige daværende Preussen samt Slesvig. Folkeafstemning blev dog også inddraget i forbindelse med Saarområdet, som formelt skulle forblive tysk, men underlagt det nyskabte Folkeforbund frem til 1935, hvorefter områdets fremtid skulle afgøres gennem en folkeafstemning. I området Eupen-Malmedy, som Tyskland måtte afstå til Belgien, skulle befolkningen have ret til at give deres holdning til kende, men ikke i form af en bindende afstemning.

At Slesvigs fremtid skulle afgøres med en folkeafstemning, var helt uproblematisk; det støttede alle sejrende stormagter, og det havde de nye tyske magthavere også reelt accepteret i slutningen af 1918. Afstemningen i det østlige Preussen skyldtes et kompromis mellem sejrherrerne. Frankrig støttede Polens krav om at få de tyske provinser Vest- og Østpreussen i deres helhed, men den britiske premierminister Lloyd George argumenterede for, at man på den måde blot ville skabe grobund for tysk revanchisme. På den baggrund endte det med, at det meste af Østpreussen forblev tysk, men fremtiden for den sydlige del af provinsen, hvor der var en stor polsktalende befolkning, skulle afgøres med folkeafstemning. Modsat fik Polen tildelt Vestpreussen bortset fra den østligste del. Her skulle der også være afstemning. I Kärnten gjorde den nye sydslaviske stat, det senere Jugoslavien, krav på områdets sydøstlige del, hvor befolkningsflertallet talte slovensk. Umiddelbart efter våbenhvilen i november 1918 rykkede slovenske styrker ind her, men da de i december forsøgte at besætte Klagenfurt, gjorde lokale modstand, og de følgende uger kom det til blodige kampe. Da Jugoslavien i Paris fastholdt sit krav på området, besluttede sejrherrerne, at sagen skulle afgøres ved folkeafstemning. Bortset fra det kulrige Saar var der alle de nævnte steder tale om områder uden væsentlige naturressourcer.

Helt anderledes forholdt det sig med det tyske Oberschlesien. Her findes nogle af Europas rigeste kullejer, og området var et af Tysklands vigtigste mine- og industriområder. Polen havde gjort krav på området under henvisning til, at flertallet af befolkningen var polsktalende, og i første omgang accepterede sejrherrerne dette. Men efter tyske protester blev der i den endelige Versaillestraktat indskrevet, at der også skulle afholdes folkeafstemning her. Der var tale om den væsentligste indrømmelse, som sejrherrerne gav Tyskland i forhold til traktatudkastet. Man frygtede, at Tyskland ellers ville forkaste traktaten trods det massive pres, som landet var udsat for. Til den beskedne række af folkeafstemninger kom også området omkring Sopron (Ödenburg) i det, der var kendt som Vestungarn. Men afstemningen her indgik til forskel fra de andre ikke i fredstraktaterne. Vestungarn havde været en del af det ungarske kongerige siden 1000-tallet, men et stort flertal var tysktalende, og økonomisk var området tættere knyttet til Østrig end til Ungarn. Det er hovedforklaringen på, at de allierede tildelte Østrig området. Afgørelsen var en beskeden kompensation for, at det tysktalende Sudeterområde blev tildelt Tjekkoslovakiet, og at Østrig ifølge fredsaftalen ikke måtte tilslutte sig Tyskland, hvilket et stort flertal ellers ønskede.

For Ungarn blev afståelsen af Vestungarn derimod set som en af de mest urimelige bestemmelser i en fredstraktat, der var ualmindelig hård: Med Trianontraktaten mistede kongeriget Ungarn to tredjedele af sit territorium, og en tredjedel af den ungarsktalende befolkning kom til at bo uden for landets grænser. Efter heftige ungarske protester, hvor ungarske “oprørere” hindrede, at østrigske myndigheder overtog kontrollen med Vestungarn, som østrigerne omdøbte til det historisk klingende Burgenland, blev det besluttet, at Sopronområdets fremtid skulle afgøres ved folkeafstemning (mens resten af Burgenland blev østrigsk).

Bortset fra i Saarområdet blev folkeafstemningerne alle afholdt i 1920-21. Det gjorde også konsultationen af befolkningen i Eupen-Malmedy. Belgiske tropper rykkede ind her i sommeren 1919, og da Versaillestraktaten trådte i kraft den 10. januar 1920, blev området officielt indlemmet i Belgien. Efterfølgende foregik “den offentlige meningstilkendegivelse” (som det var formuleret i fredstraktaten) ved, at der på rådhusene i Malmedy og Eupen blev fremlagt lister, hvor borgerne med angivelse af navn og adresse kunne anføre, om de ønskede, at deres hjemstavn skulle forblive tysk. Området, der ligger mellem Rhinen og Meusefloden og havde ca. 64.000 indbyggere, var blevet preussisk i 1815. I Eupen var stort set hele befolkningen tysktalende; i Malmedy var situationen mere indviklet: Her var skolesproget fransk, indtil det i 1876 blev erstattet af tysk, og ifølge folketællingen fra 1910 talte en fjerdedel af befolkningen vallonsk, et fåtal fransk og de fleste tysk (men de vallonsktalende udgjorde et flertal i betydelige dele af området). Alligevel var der, da ’sindelagslisterne’ efter seks måneder blev lukket, kun 271 indbyggere ud af 30.000 valgberettigede, der havde meldt sig som tilhængere af at forblive tyske. At tyskerne protesterede over både proceduren (der var helt under belgisk kontrol) og resultatet, kan ikke undre, og det er en rimelig antagelse, at det var et resultat af belgisk intimidering og frygt for, hvad det kunne få af konsekvenser, hvis man registrerede sig som tyskorienteret på de fremlagte lister. Alligevel tog Folkeforbundet resultatet ad notam, og i efteråret 1920 blev det internationalt anerkendt, at Eupen-Malmedy var under belgisk suverænitet.

Det er værd at bemærke, at den model, som blev udviklet i forbindelse med afstemningen i Slesvig, blev en vigtig inspirationskilde for de andre folkeafstemninger. Mens de overordnede rammer for afstemningerne, ikke mindst afstemningsområderne og eventuelle zoneinddelinger, var fastlagt i fredstraktaten, skulle allierede kommissioner, der blev nedsat til de konkrete afstemninger, udforme de præcise regelsæt efter konsultation med repræsentanter for de forskellige nationale grupper. Det var også disse kommissioners opgave at tolke afstemningsresultaterne og på baggrund heraf anbefale konkrete grænsedragninger, som sejrherrerne derpå tog stilling til. I en periode op til afstemningen blev kontrollen med området overtaget af kommissionen, normalt støttet af allierede tropper. Det skulle hindre, at lokale myndigheder skævvred afstemningen. Typisk blev den daglige administration overladt til eksisterende myndigheder, dog under opsyn, og der blev indført klagemuligheder over for magtmisbrug.

Helt centralt stod naturligvis valgretsregler. Grundlæggende var der almindelig valgret for personer af begge køn, der var fyldt 20 år. Men hertil kom, at man skulle være født i området eller have været bosiddende her siden en bestemt dato for at være valgberettiget. Hvor længe man skulle have været bosiddende, blev ofte et stridspunkt – det ville typisk gavne den folkegruppe, som området havde været underlagt, hvis man fik valgret efter et relativt kort ophold, og derfor foreslog man fra tysk, østrigsk og ungarsk side, at man blot skulle have boet kort tid i området, typisk i et år, for at kunne stemme. Til gengæld søgte danske, polske og sydslaviske myndigheder at gøre opholdspligten så lang som muligt. I Slesvig blev det danske forslag om, at man skulle have boet i området siden 1900, accepteret; det ville polske nationalister kopiere, men måtte tage til takke med en skæringsdato i 1904 i Oberschlesien, 1905 i Allenstein og 1914 i Marienwerder. Bestemmelsen om, at valgret også gjaldt indfødte, men frarejste, ville typisk gavne den tyske side, hævdede man fra dansk og polsk side, og det holdt efter alt at dømme stik, selv om det ikke fik afgørende  betydning for resultaterne. I modsat retning trak til gengæld bestemmelser om, at folk, der var blevet udvist fra Slesvig og Oberschlesien af tyske myndigheder, havde valgret. Der blev også lavet klare regler for både udformning af stemmesedler, selve valgproceduren og opgørelsen af resultaterne. Teknisk set var der således ualmindeligt godt styr på afstemningerne, men det forhindrede ikke, at processer og resultater blev omstridte.

Det klareste resultat gav afstemningen i de to preussiske områder Marienwerder og Allenstein. Marienwerderområdet (164.000 indbyggere) udgjorde den østligste del af Vestpreussen, og her opgav 14 % polsk som modersmål i 1910, mens afstemningsområdet Allenstein (558.000 indbyggere) i det sydligste Østpreussen på samme tidspunkt havde 44 % med polsk som modermål. Begge områder grænsede op til den gendannede polske stat, men de polsktalende folkegrupper i begge områder var protestanter. Forud for folkeafstemningen den 11. juli 1920 kom området under kontrol af en fællesallieret kommission, der kunne støtte sig til britiske, franske, italienske og japanske tropper. Den daglige administration var dog stadig på tyske hænder, og perioden op til afstemningen var præget af en massiv tysk mobilisering. Det gjaldt både i form af propaganda og mobilisering af befolkningen i sammenslutninger og foreninger, der talte over 200.000 medlemmer alene i Allenstein. Hertil kom støtte fra Tyskland, der skulle sikre, at fraflyttere lod sig registrere som vælgere, og organiserede transporter til afstemningsområderne. Ialt rejste næsten 160.000 fraflyttere tilbage for at deltage i afstemningen. Sammenlignet hermed var den polske indsats bleg. Der var ingen tradition for polsk foreningsliv i området, og den polske stats kræfter var i sommeren 1920 først og fremmest fokuseret på krigen mod Sovjetrusland, hvor den polske hær var under voldsomt pres. Det var et af de temaer, som den tyske propaganda kunne udnytte: Polen betød krig (og
værnepligt), fik vælgerne at vide, og der spilledes også på, at områderne havde en lang preussisk/tysk historie. Det dominerende polske tema var, at afstemningen var chancen for at løsrive sig fra det tyske “tvangsherredømme”, men det vandt ikke meget gehør. I Marienwerderområdet stemte 92 % for Tyskland; i Allenstein hele 98 %. Langs grænsen var der dog en håndfuld små kommuner med polsk flertal. Dem besluttede de allierede at overdrage til Polen.

I det større perspektiv var afstemningen i Oberschlesien den vigtigste. Ikke bare var der en større befolkning, nemlig 2,3 mio.; de store kulforekomster og det vigtige mine- og industriområde mellem byerne Gleiwitz, Myslowitz (Myslowice) og Beuthen klos op ad den tysk-polske grænse gav området meget stor økonomisk og strategisk betydning. Befolkningen var især koncentreret i industriområdet, og 47 % af indbyggerne boede således her på kun 5 % af det samlede areal. Oberschlesiens over- og middelklasse af godsejere, mineejere, fabriksejere, embedsmænd og højtuddannede, men også faglærte arbejdere og teknikere var typisk tysksprogede. Til gengæld talte flertallet af minearbejdere, ufaglærte, småbønder og landarbejdere polsk. Området havde været en del af Preussen/Tyskland siden 1742 og ikke været tilknyttet polske fyrster siden 1300-tallet. Befolkningsflertallet var imidlertid polsktalende: Ifølge den tyske folketælling fra 1910 havde 57 % polsk som modersmål, men det reelle tal var noget højere, mente samtidens neutrale iagttagere. I modsætning til afstemningsområderne i det østlige Preussen var der her en betydelig polsk-national bevægelse, der var vokset frem siden 1870’erne og kom til udtryk i form af et foreningsliv og en polsksproget presse og senere et polsk parti, der i begyndelsen af 1900-tallet kunne mønstre ca. 30 % af stemmerne.

Polsk plakat fra 1920 med budskab om, at Schlesien hører til Polen. Farvelitografi. – Foto: DHM/Bridgeman Images.

Disse tal læste de polske forhandlere i Paris som et udtryk for den stærke polske bevidsthed i området, men man kunne med lige så god ret påpege, at halvdelen af de polsktalende vælgere støttede tyske partier – nemlig især det katolske Centrumparti, men også socialdemokraterne. Stort set hele befolkningen var nemlig katolsk, og arbejderbevægelsen, der kæmpede for industri- og minearbejdernes interesser, var tysk. Derfor kunne man fra tysk side problematisere, om folkesprog faktisk afspejlede nationalt sindelag.

Ifølge Versaillestraktatens bestemmelser skulle afstemningen afholdes mellem seks og 18 måneder efter traktatens ikrafttræden (den 10. januar 1920), og området, der var præget af store spændinger, skulle i perioden underlægges en allieret kontrolkommission med støtte fra allierede tropper. For de polske nationalister var det en stor skuffelse, at der overhovedet skulle afholdes afstemning. I august 1919 havde polske paramilitære styrker forsøgt at afgøre sagen med våbenmagt, men de  blev slået ned af den tyske ordensmagt. For at hindre gentagelser dekreterede kontrolkommissionen, at våben og ammunition skulle indleveres, men det blev ikke altid håndhævet, hvilket fik tyskerne til bl.a. at klage over, at franskmændene, som både dominerede i kommissionen og blandt de allierede soldater, var tydeligt polskvenlige. I sommeren 1920 kom det til nye omfattende uroligheder, udløst af tyske ballademagere, men især domineret af bevæbnede polske grupper.

De heftige politiske kampagner blev fra begge sider dog primært ført med fredeligere midler. En vigtig del var den visuelle propaganda, som denne bog koncentrerer sig om. Men hertil kom møder, demonstrationer og strejker og især en massiv strøm af skriftlig propaganda i dagspressen og forskellige tryksager. Fra polsk side spillede man naturligvis på det nationale og slog på, at polakkerne endelig kunne blive fri af den tyske undertrykkelse. Men man lovede også jordreformer, billig mad, lave skatter og øget velstand – og pegede på, at Tysklands fremtid efter nederlaget så alt andet end lys ud. Det argument vendte man fra tysk side på hovedet: Fremtide for Polen, der fortsat kæmpede for sine østgrænser, var jo også usikker. Tyskerne slog desuden på, at man som polsk statsborger ville miste de goder, som tysk sociallovgivning og arbejderbeskyttelse sikrede, og under polsk herredømme ville industri og miner miste både markeder og den nødvendige ekspertise. Et valg for Polen ville føre til økonomisk kollaps, var påstanden. Parallelt med de hidsige polske og tyske kampagner voksede også en stærkere schlesisk selvstændighedsbevægelse frem: På den måde kunne en ødelæggende (og uønsket) deling undgås. Det var så stærkt et argument, at man fra både polsk og tysk side lovede udstrakt autonomi til området efter afstemningen.

Trods vold, uro og den ofte hidsige valgkamp forløb selve afstemningen den 20. marts 1921 ifølge kontrolkommissionen eksemplarisk. I området som helhed var der et solidt tysk flertal på 60 %. Den tyske stemmeandel var blevet styrket af tilrejsende vælgere, men selv uden dem havde et flertal stemt tysk. Der var tysk flertal i alle områdets byer. I landområderne var der generelt tysk flertal mod vest og polsk mod øst. Men  afstemningsresultatet var slet ikke let at bruge til at tegne grænsestreger efter – f.eks. var byerne i industriområdet tyskdominerede, men der var klart polsk flertal i deres opland.

Den interallierede kommission kunne da heller ikke blive enige om, hvor grænsen skulle trækkes. Den franske formand foreslog en deling, hvor hele industriområdet tilfaldt Polen, mens medlemmerne fra Italien og Storbritannien mente, at det skulle tilfalde Tyskland pga. det samlede tyske flertal. Rygterne om indholdet af det britisk-italienske forslag udløste en ny polsk opstand i maj, denne gang efter alt at dømme med støtte fra Polen for med våbenmagt i videst muligt omfang at sikre polske interesser. Det reagerede Italien og Storbritannien skarpt
på, og briterne åbnede endda for, at man kunne give tysk militær lov til at nedkæmpe opstanden.

Så vidt kom det ikke. De allierede tropper genvandt i løbet af sommeren 1921 kontrollen over området, samtidig med at diplomater og eksperter forsøgte at udvikle et nyt delingsforslag. Sagen endte hos Folkeforbundet, der foreslog en deling, hvor 75 % af afstemningsområdet (og 57 % af befolkningen) blev tildelt Tyskland, men hvor Polen blev tildelt størstedelen af det altafgørende industriområde. Det forslag tilsluttede sejrherrerne sig, og de meddelte efterfølgende Tyskland og Polen, at sådan blev det. Begge bøjede sig, men utilfredsheden var stor – ikke mindst på tysk side.

Mens de allierede i Paris diskuterede det sydlige Kärntens fremtid, besatte jugoslaviske tropper atter området i juni 1919. Alligevel besluttede sejrherrerne, at spørgsmålet skulle afgøres ved en folkeafstemning. Området blev delt i to zoner: en sydlig zone 1, som Jugoslavien gjorde krav på (og hvor 69 % af befolkningen på ca. 73.000 var slovensktalende ifølge folketællingen fra 1910), mens Klagenfurt og omegn, hvor kun 8 % var slovensktalende, udgjorde zone 2. Der skulle først holdes afstemning i zone 1; kun hvis resultatet her faldt ud til jugoslavisk fordel, skulle der også stemmes i zone 2, der ellers ville gå til Østrig uden afstemning. Det blev også besluttet, at jugoslaverne skulle kontrollere zone 1 og østrigerne zone 2 i tiden op til afstemningen. I valgpropagandaen slog man fra jugoslavisk side på, at østrigerne havde undertrykt den slovenske folkegruppe, lovede jordreformer til fordel for de fattige bønder og betonede, hvordan Østrig var blevet økonomisk ruineret af krigen.

Heroverfor slog østrigerne på Kärntens historiske enhed, fordelene ved den østrigske social- og uddannelsespolitik, mens Jugoslavien blev fremstillet som krigerisk over for det fredelige Østrig (der ligesom Tyskland heller ikke havde
værnepligt efter krigen). I modsætning til afstemningerne i Tyskland skulle man ikke blot være født i området, men også have været bosat der den 1. januar 1919, og der blev ikke sendt allierede tropper til området. Fra østrigsk side klagede man over, at valgmøder blev truet af bevæbnede bander, og krævede allierede soldater som beskyttelse. Det fik de ikke, men der kom dog allierede officerer til Sydkärnten for at overvåge selve afstemningen. Den foregik i god ro og orden – og med en tårnhøj valgdeltagelse på 96 %. Valgresultatet faldt klart ud til østrigsk fordel: Kun 41 % stemte for, at området skulle indlemmes i Jugoslavien. Der blev derfor ikke nogen afstemning i zone 2, og hele området forblev østrigsk.

Folkeafstemningen i Sopronområdet blev vedtaget efter forhandlinger mellem Østrig og Ungarn med Italien som mægler i efteråret 1921. Sejrherrerne havde før forhandlingerne foreslået et kompromis, hvor det meste af Burgenland blev østrigsk, mens Sopronområdet, hvor den ungarsktalende befolkningsdel var markant større end i resten af Burgenland, blev overladt til Ungarn. Østrig var afvisende (folketællingen i 1910 viste et tysktalende flertal på 55 % over for 36 % ungarere), men accepterede, at Soprons fremtid skulle afgøres ved en folkeafstemning.
Efter ratificeringen af aftalen i november overtog Østrig kontrollen med det meste af Burgenland, mens afstemningen blev forberedt i Sopronområdet, som Ungarn kontrollerede.

Afstemningen fandt sted den 14.-16. december 1921. Valgretsbestemmelserne var identiske med dem, der var blevet brugt i Kärnten året før. En kommission af generaler fra sejrmagterne, der overvågede afstemningen, forbød propaganda for at dæmpe gemytterne, men det hjalp ikke. I propagandaen brugte begge sider nationale argumenter, men andre fyldte nok så meget. Fra ungarsk side advarede man mod det røde Østrig; østrigerne svarede igen ved at minde om det bolsjevikiske styre i Ungarn i 1919, men også ved at hævde, at en ungarsk fremtid ville blive præget af krige i forsøg på at ændre Trianontraktaten. Modsat i Østrig, hvor fremtiden tegnede lys med “arbejde, fred og frihed”, som det hed. Afstemningen faldt klart ud til Ungarns fordel. Af 24.000 afgivne stemmer faldt 65 % til Ungarn. Østrig protesterede og henviste til ungarsk intimidering eller ligefrem terror over for østrigsksindede, men sejrherrerne godkendte resultatet, og den 1. januar 1922 blev Sopronområdet, der er en smule større end Mors, atter ungarsk.

I Saarområdet foregik afstemningen, der var indskrevet i fredsaftalerne, den 13. januar 1935. Historisk havde området ført en omtumlet tilværelse i grænselandet mellem franske og tyske rigsdannelser, men på Wienerkongressen i 1815 blev det indlemmet i tyske stater og indgik derfor fra 1871 i Det Tyske Kejserrige. Ser man på befolkningens talesprog, gav det god mening: Det var nemlig for stort set alle de ca. 800.000 beboere tysk. Området har rige kulforekomster og udviklede sig derfor til et af Tysklands vigtigste mine- og industriområder, hvilket også var forklaringen på de franske krav på området under fredsforhandlingerne.

Det var imidlertid i indlysende strid med selvbestemmelsesretten, og Storbritannien og USA afviste pure det franske krav. Til gengæld anerkendte de, at Frankrig efter krigens store ødelæggelser havde behov for råstoffer, og derfor blev resultatet et kompromis. I princippet blev Tysklands suverænitet over Saar fastholdt, men i en femtenårig periode skulle området styres af Folkeforbundet, og i denne periode skulle råstoffer fra Saar gå til Frankrig som en del af de tyske krigsskadeserstatninger. Her nyttede tyske protester intet, selv om sejrherrerne åbent anerkendte, at konstruktionen var “exceptionel”. I begyndelsen af 1920 overtog en regeringskommission, nedsat af Folkeforbundet, kontrollen med området. Med eget flag og postvæsen understregede det nye styre distriktets selvstændige status, samtidig med at løfter fra sejrherrerne om politiske rettigheder og ret til tysk som skole- og administrationssprog blev efterlevet. Den effektive administration ændrede dog ikke befolkningens tyskorientering, som alle politiske partier sluttede op omkring.

I overensstemmelse med Versaillestraktatens bestemmelser indledte Folkeforbundet i 1934 forberedelserne til en folkeafstemning. Traktaten havde fastlagt valgretten til at omfatte personer, der var fyldt 20 år på valgdagen, og som havde boet i området, da traktaten blev underskrevet. Det gav valgret til fraflyttere, og de udgjorde ca. 10 % af dem, der afgav deres stemme. Vælgerne fik tre muligheder: fastholdelse af det eksisterende styre, tilslutning til Frankrig eller tilslutning til Tyskland. Afstemningen blev grundigt forberedt og foregik ifølge samtidige iagttagere i god ro og orden – “Det er jo Saarbrücken og ikke Chicago”, som en amerikansk iagttager formulerede det. Kampagnen op til afstemningen var imidlertid helt anderledes end ved de tidligere afstemninger. Det skyldtes den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933. Efterfølgende var flere tusinde antinazister gået i eksil i Saarområdet, hvor lokale nazismemodstandere med Socialdemokratiet i spidsen ændrede politisk linje. Nu ønskede man ikke at blive tysk, før Tyskland igen var frit. Derfor agiterede de for status quo. Den tyske side af kampagnen kunne nyde godt af støtte fra det nazistiske styre, som ville undgå, at der blev tale om en afstemning om demokrati mod diktatur. Derfor gentog de igen og igen variationer af sloganet om, at Saar altid havde været og altid ville forblive tysk (“Deutsch die Saar – immerdar”).

Over for dette nationale tema (som jo havde været politisk fælles gods indtil to år tidligere) kom antinazisterne til kort. På afstemningsdagen valgte 90 % tysk, mens 9 % ønskede status quo, og kun 0,4 % ønskede at komme under fransk styre. I Tyskland tolkede magthaverne det som en kæmpesejr, ikke bare for tyskheden, men også for nazismen. Med afgørelsen i Saar mente nazisterne at have taget det første skridt for at omgøre Versaillestraktaten. I de følgende år henviste den nazistiske propaganda igen og igen til, hvordan Hitler rev den forhadte traktat itu “stykke for stykke”.

Mønstre
Langt størstedelen af de ca. 20.000 km nye grænser, der blev draget efter krigen, blev tegnet uden aktiv inddragelse af de berørte befolkninger gennem afstemninger. Sejrherrerne ville ikke underlægge sig dette instrument (tættest på kom Belgien i Eupen-Malmedy). Nye stater med tæt tilknytning til sejrherrerne som f.eks. Jugoslavien, Polen og Tjekkoslovakiet var også helst fri og accepterede kun folkeafstemninger under pres fra stormagterne. Selv om selvbestemmelsesretten var et nøglebegreb i forestillingerne om freden, og selv om den blev fremdraget igen og igen i fredsforhandlingerne, blev folkeafstemninger slet ikke den almindelige løsning.

Det er let at tolke uviljen mod folkeafstemninger som udtryk for traditionel magttænkning over for de demokratiske idealer og ideen om selvbestemmelsesretten. Men selv en af selvbestemmelsesrettens varmeste fortalere, præsident Wilson, var meget lidt begejstret for folkeafstemninger.

Indvendingerne gik på, at det var kostbart og vanskeligt at gennemføre afstemninger. Tiden umiddelbart efter krigens afslutning var i store dele af Øst- og Centraleuropa – de områder, hvor der for alvor skulle trækkes nye grænser – mange steder præget af både nød, vold og kaos, og det var ikke den bedste ramme for at bede mennesker om at afgøre, hvor de syntes de hørte hjemme i national forstand. Op til afstemningen i Sopron udsendte de allierede generaler, der overvågede forløbet, en erklæring, hvor de betonede: “Ved denne afstemning skal hjertet og ikke forstanden tale”. Men hvad der var hjerte, og hvad der var forstand, kunne være vanskeligt at adskille i 1920-21.

Noget af det første, der falder i øjnene, når man sammenligner de folkeafstemninger, der faktisk blev afholdt, er, at det generelt var op ad bakke for krigens tabere. Ved siden af selvbestemmelsesretten var et af de temaer, som Wilson lagde stor vægt på, at freden måtte være retfærdig for at sikre, at taberne kunne leve med den, ja, helst ligefrem
grundlæggende støtte op om den. At det løfte ikke blev overholdt, er der mange eksempler på; en række af dem finder man i forbindelse med folkeafstemningerne. Det er indlysende, at bestemmelserne om, hvor længe man skulle have boet i området for at kunne stemme, helt systematisk gik imod tyske ønsker. Det samme gjaldt den praktiske tolkning af afstemningsresultaterne i forhold til grænsedragning. Her er det tydeligt, at sejrherrerne havde større sympati for Danmark og Polen end for Tyskland. Det er også tydeligt, at den franske dominans i den allierede kommission og de allierede tropper i Schlesien resulterede i, at den polske side blev favoriseret i tiden op til afstemningen. At de allierede lod jugoslaverne dominere afstemningsområdet i Kärnten og undlod at sende tropper hertil, er et eksempel på det samme. Det er også påfaldende, hvordan alle tyske og østrigske klager efter afstemningerne nok blev registreret, men ikke behandlet. Imod dette overordnede billede taler reglerne om, at fraflyttere kunne stemme ved afstemningerne i Tyskland; det gavnede alle steder den tyske sag.

Selvbestemmelsesret handler ikke kun om nationalitet, men også om demokratisk indflydelse. Hvad det sidste angår, førte 1. Verdenskrig til en udbredelse af demokratiske rettigheder, både i form af nye forfatninger og øget adgang til valgret. Almindelig valgret, oftest også for kvinder, blev normen, og valgretsalderen blev også sænket markant: I både Tyskland og Østrig blev den sat ned til 20 år. Denne demokratiseringstendens satte sig igennem ved folkeafstemningerne med det resultat, at hvis man som kvinde i Kärnten stemte for Jugoslavien, så stemte man også for at fratage sig selv stemmeretten, eftersom den ikke gjaldt kvinder i den nydannede sydslaviske stat.

For alle afstemninger gjaldt det, at de valgberettigede vidste at udnytte deres nye demokratiske rettigheder. Valgdeltagelsen var alle steder meget høj – fra 84 % i Marienwerder til 98 % i Oberschlesien. Det var typisk højere end stemmeprocenten ved nationale valg og kan derfor let tolkes som et udtryk for en meget høj grad af national bevidsthed i afstemningsområderne.

Men det skal man være forsigtig med. I samtiden var det oftest sproget, der blev brugt, når man placerede mennesker i nationale kasser, men næsten alle afstemninger viste, at det var mere indviklet end som så. I både det østlige Preussen og Oberschlesien kan resultaterne kun forklares ved, at mange polsktalende stemte for at forblive tyske statsborgere; i Kärnten stemte mange slovensktalende for Østrig frem for den nye sydslaviske stat, og i Sopron må en stor del af de tysktalende have stemt for Ungarn. Når man ser forløbet op til afstemningerne, er det også tydeligt, at de nationale bevægelser, der arbejdede for at mobilisere for deres sag, ikke mente, at der var simpel lighed mellem modersmål og sindelag: Det er sigende, at alle også lavede propagandamateriale på modstandernes sprog. Men endnu mere påfaldende er det, hvor stor en del af agitationen op til afstemningerne der handlede om andet end det nationale: tryghed, arbejde, velfærd, krigsangst og kommunistfrygt. Her var det mere forstanden end hjertet, der blev appelleret til.

I Schlesien tyder meget på, at befolkningens religiøse tilhørsforhold ofte var vigtigere for nationaliteten. Religionen bandt befolkningen sammen på tværs af sprog og kan måske forklare, hvorfor mange polsktalende valgte at stemme for at forblive tyske. Tilsvarende kan man i det østlige Preussen pege på, at de polsktalende var protestanter og med en tysk stemme også valgte et religiøst fællesskab, mens det måske også spillede en rolle for de slovensktalende i Kärnten, at den nye sydslaviske stat var domineret religiøst af den ortodokse serbiske kirke. Det er også interessant, at henvisninger til det lokale eller regionale spillede en stor rolle. Fra tysk og østrigsk side blev der argumenteret mod Slesvigs og Kärntens deling, og i Schlesien så man fremvæksten af den stærke bevægelse, der krævede en uafhængig schlesisk stat.

Ser man bort fra afstemningen i det østlige Preussen, efterlod alle afstemninger betydelige mindretal. I Slesvig måtte de 20 % af vælgerne i 2. zone, der havde stemt dansk, indstille sig på fortsat at være tyske statsborgere, mens de 25 %, der i zone 1 havde stemt tysk, måtte indstille sig på at have tabt både krig og fædreland. I Klagenfurtbækkenet måtte godt 40 % opgive drømmen om, at deres hjemegn blev en del af den nye sydslaviske stat, mens de 35 % af vælgerne i Sopron, der havde stemt østrigsk, kunne se frem til fortsat at være under ungarsk herredømme. Numerisk var mindretallene størst i afstemningsområdet i Schlesien. Ifølge polske kilder bestod den tyske folkegruppe i den del af området, der var tilfaldet Polen, af ca. 230.000 mennesker (mens tyskerne mente, at tallet snarere var 300.000). På den tyske side af grænsen opgav 155.000 ved folketællingen i 1925, at deres modersmål var polsk (og hele 387.000 anførte, at de var tosprogede).

Folkeafstemningerne havde altså gjort mindretalsproblemet mindre, men ikke løst det. Men havde de i det mindste sikret, at disse områder ikke længere udgjorde stridspunkter i forholdene mellem staterne, og at grænserne trods alle problemer blev accepteret som fastlagte? Det var langtfra tilfældet. I 1945 besatte Titos partisaner det sydlige Kärnten i et forsøg på med våben at få det område, som havde stemt østrigsk i 1920, indlemmet i Jugoslavien. Det lykkedes ikke. Samme år måtte befolkningen i Saarområdet igen under fremmedherredømme; denne gang under fransk kontrol, og de fik først lov til at blive en del af Vesttyskland i 1957. Værst gik det for de tyske flertal i det østlige Preussen og Oberschlesien. I slutningen af 2. Verdenskrig flygtede mange fra deres hjemegn af angst for Den Røde Hær. De, der blev tilbage, blev sidenhen fordrevet fra hjemstavnen, der nu blev polsk. Også i Danmark arbejdede mange lige efter besættelsen for, at man udnyttede det nye tyske sammenbrud til at rykke grænsen mod syd. Det skete heldigvis ikke. I stedet valgte de danske og vesttyske regeringer i 1955 samarbejdets og
forsoningens vej.

Nils Arne Sørensen (f.1956) er lic.phil. og professor i moderne historie ved Institut for Historie, Syddansk Universitet. Han er forfatter til bl.a. “Den store krig – europæernes første verdenskrig” (3. rev. udgave, 2014) og “Evighedernes by Rom” (2019.

Ovenstående tekst er et uddrag af bogen “Grænsen er nået – afstemningsplakater fra grænselandet 1920″  af Elsebeth Aasted Schanz og Nils Arne Sørensen. Bogen udkom på Gads Forlag den 10. Februar 2020.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Süddeutsche Zeitung Photo/Scherl/

Læs også temaet “1919 – et afgørende år”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: