Georgien er en integreret del af Europa. Sådan lyder det blandt andet fra det georgiske udenrigsministerium. Men hvordan kan et land på den anden side af Sortehavet være europæisk? Og hvorfor vælger det lille eks-sovjetiske land at fokusere på integrationen med Europa, når nabolandene ikke gør det? (artiklen bringes i samarbejde med Magasinet rØST)

8.9.2015 | GEORGIEN | Samarbejdet med USA og Europa har længe været en topprioritet i georgisk udenrigspolitik. Det blev især understreget – og for alvor defineret – efter den georgiske ’Rosenrevolution’ i 2003 og siden da har udenrigspolitikken fulgt kursen uden slinger.

”Europæisk identitet” eller ”tilbagevenden til Europa” er blevet det kulturelle fokus bag den politiske diskurs, der styrer denne tilstræbte integration. I 2005 beskrives landet i Georgiens udenrigsministeriums sikkerhedsstrategi f.eks. som ”en integreret del af Europas politiske, økonomiske og kulturelle område, hvis fundamentale nationale værdier har rødder i europæiske værdier og traditioner.”

Europa spøger i Georgiens historietimer
Ser man på Georgien i et større historisk og kulturelt perspektiv, så vil Georgien potentielt kunne identificere sig med en lang række af regioner – deriblandt det post-sovjetiske rum, Kaukasus og endda Mellemøsten. Men det er altså de europæiske rødder, man fra udenrigspolitisk side har valgt at fokusere på.

Fortællingen om den europæiske identitet skal findes langt nede i Georgiens historiske rødder. Relationerne med Antikkens Grækenland nævnes ofte som den første store berøring med den europæiske civilisation.

Senere i historien er det kristendommen, der nævnes som den primære markør, der formede identiteten og cementerede tilhørsforholdet med Vesten. Efter det Byzantiske Riges fald, blev Georgien midlertidigt afskåret fra resten af Europa og en del af de muslimske lande. Men det stoppede ikke den georgiske stats periodiske succes med at genetablerede forbindelserne til Europa på trods af denne muslimske besættelse.

Et eksempel på dette var den georgiske konge Karli Vakhtang VI’s udsending af Prins Sulkhan-Saba Orbeliani til Frankrig i det syttende århundrede for at søge om assistance i krigen mod Persien. Forsøgene var dog forgæves.

Appellen til Rusland, som et alternativ til den europæiske hjælp mod de muslimske fjender, baseredes på en nødvendighedslogik i kampen mod muslimerne. Det afskaffede nok Georgiens politiske uafhængighed, men fungerede på samme tid også som en kanal til at få adgang til nogle, nok noget filtrerede, vestlige ideer.

Efter revolutionen i 1917 mistede Rusland sin rolle i Georgien som hovedkilde til information. I stedet kom Europa til at fremstå som en uberørt og symbolsk modsætning til kommunismen.

Europas liberale demokrati er vejen mod udvikling
Efter Georgiens uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991, forfulgte Georgien det vestlige liberale demokrati på vej mod videre udvikling. Men med en nedarvet manglende demokratisk tradition, en uerfaren udenrigspolitiske elite, knappe finansielle ressourcer og dårligt defineret civilsamfund, så var Georgien, til at begynde med, ikke i stand til at udvikle en levedygtig udenrigs- og sikkerhedspolitik over for Vesten.

Det forandrede sig efter Rosenrevolutionen, der havde en stærk pro-vestlig orientering, og på samme tid fik repræsenteret Rusland som en historisk og nuværende ”Anden”. Georgien har siden vedholdt denne kurs – også selvom det, at tage afstand til Rusland, nok gør Georgiens muligheder for indflydelse i regionen meget lille.

Hvorfor har man valgt denne kurs og hvorfor står fortællingen om den europæiske identitet så stærkt i Georgien? Det hænger uden tvivl sammen med udsigten til økonomisk velstand og sikkerhed på lang sigt (meget langt sigt!).

Men den valgte sti har betydet, at landet har mistet sin sikkerhed mod den russiske stormagtstrussel, og samtidig har Georgien mistet adgangen til det store russiske marked. Derfor må rationalet også forstås som mere end den langsigtede forventning til sikkerhed og bedre økonomi. Rationalet må findes i landets interne udvikling.

Hvorfor ikke Rusland?
Gennem interviews med centrale politikere og embedsmænd i den georgiske udenrigspolitik på begge sider af det politiske spektrum, er det blevet klart for mig, at Vesten anses som værende attraktiv pga. den sociale orden, og som det bedste bud på en politisk-økonomisk udviklingsmodel for Georgien.

Demokrati anses som associeret med stabilitet og sikkerhed. Den georgiske elite vil ikke længere identificeres som blot et tidligere Sovjet-land eller et Kaukasus-land, der kendetegnes gennem ustabilitet og fragmentering. De vil i stedet markere sig som en del af Sortehavssamfundet – og dermed affilieres med resten af Europa.

På den anden side står Rusland, der symboliseres som et sted med helt andre værdier og en helt anden social orden. Derfor anses konflikten med Georgiens nordlige naboer også som et værdibaseret sammenstød, som med tiden ville kunne lindres, hvis Ruslands indenrigspolitiske situation begynder at bære mere præg af demokrati i stedet for autokrati.

Georgiens anstrengelser for at bryde væk fra det postsovjetiske rum og den russiske indflydelsessfære, er dermed relateret til Georgiens selvopfattelse som et land, der kæmper for vestligt demokrati og som står i modsætning Ruslands utiltalende alternative model.

Et elitært projekt
Den euro-atlantiske integration må dog også forstås primært som et projekt drevet af den politiske elite i Georgien. Selvom hele 70 pct. af befolkningen, ifølge meningsmålinger fra 2015, er enige med statens integrationspolitik og vejen mod indlemmelse i alle de vestlige sikkerhedspolitiske og økonomiske institutioner, så viser dybere undersøgelser et lidt andet billede.

Den generelle offentlige viden om EU er forsvindende lille og er samtidig fyldt med misforståelser og forventninger, der ikke kan indfries. For eksempel viser en undersøgelse fra 2013 omkring EU, at en femtedel af Georgiens befolkning ikke ved om landet er medlem i EU eller ej.

70 pct. af respondenterne havde aldrig hørt om det det Europæiske Naboskabsprogram eller Georgiens Associationsaftalen med EU. I stedet lader det til, at den georgiske befolkning går mere op i dagligdags problemstillinger, såsom arbejdsløshed og fattigdom. Når man spørger dem, hvilken støtte, de regner med at få fra EU, så drejer det sig om økonomisk hjælp og løsningen af sociale problemer, efterfulgt af genoprettelsen af Georgiens territoriale integritet.

Faldende offentlig støtte
Identitet bliver dermed overskygget af disse meget specifikke ræsonnementer. Det kan derfor med rette antages at den ubetingede støtte til den euro-atlantiske integration måske ikke er så ubetinget alligevel. Hvad befolkningen i fremtiden vil mene, kommer således an på EU og NATO’s ydeevne i landet.

For eksempel faldt støtten til sidstnævnte efter, at NATO ikke greb ind i krigen i august 2008 i Abkhasien, og efter de gav Georgien afslag på deres længe ønskede såkaldte MAP (”Membership Action Plan”) i NATO. EU’s beslutning om ikke at udstede visumfrie rejser til Schengen for georgiere, men til f.eks. Moldova, blev mødt med en del skuffelse fra den georgiske befolkning.

Alt dette skal ses i den kontekst, at nogle pro-russiske grupper er begyndt at komme til orde i visse dele af det georgiske samfund og den anti-vestlige georgiske ortodokse kirke er samtidig en af de stærkeste meningsdannere blandt georgierne i dag. Ifølge meningsmålinger fra april 2015 har 31 pct. af de adspurgte endda udtrykt støtte til den Eurasiske Økonomiske Union frem for EU.

Fokusset på den europæiske identitet i det georgiske samfund viser dermed et splittet georgisk samfund. Selvom den georgiske befolkning er enig med statens politik og støtter integrationen, så viser der sig også en generel uvidenhed i samfundet, samt en manglende forventningsafstemning omkring hvad de vestlige og europæiske institutioner egentlig kan bringe af forandring til Georgien.

Rusland står samtidig som et reelt alternativ til en ny udenrigspolitisk agenda for Georgien. Der er brug for håndgribelige resultater og en troværdighed fra de vestlige sikkerhedspolitiske og økonomiske institutioner, hvis ideen om europæisk integration på sigt skal vinde indpas i den georgiske befolkning.

Salome Minesashvili er ph.d.-studerende i statskundskab ved Die Freie Universität i Berlin, Tyskland

Oversat af Annika M. Mogensen

Artiklen er tidligere bragt af Magasinet rØST