Gorbatjov – en reformator fylder rundt

2021-02-15T19:22:11+00:00 mandag, 15. februar, 2021|

En af det 20. århundredes mest betydningsfulde statsmænd, Mikhail Sergejevitjs Gorbatjov, runder 90 år den 2. marts. Som Sovjetunionens leder stod han i spidsen for begivenheder, der ændrede verden for altid.

Portræt af Allan Have Larsen

Når Mikhail Sergejevitjs Gorbatjov fylder 90 år den 2. marts i år, er det en af det 20. århundredes mest betydningsfulde statsmænd, der runder dette anseelige hjørne. Der er derfor alt mulig grund til at ønske Gorbatjov tillykke med de 90 år, og samtidig se tilbage på de år, hvor han stod i spidsen for begivenheder, der ændrede verden for altid.

Gorbatjov trådte ind på verdensscenen, da han blev valgt til formand for Sovjetunionens kommunistiske partis politbureau 11. marts 1985. Verden havde dog lige fået et glimt af ham i 1984, da han besøgte Storbritannien og mødtes med Margaret Thatcher den 16. december. Det var efter dette besøg, at Thatcher udtalte om Gorbatjov, at han var en mand, man kunne gøre forretninger med. Thatcher kom sidenhen til at blive endnu et eksempel på, at Gorbatjov mente det alvorligt med mere åbenhed i Sovjetunionen. I marts 1987 besøgte Thatcher Sovjetunionen og blev interviewet i sovjetisk tv. I samtidens Sovjetunionen vakte interviewet stor opmærksomhed, da det var første gang et længere interview med en vestlig leder blev sendt direkte på sovjetisk tv.

Længe ventet generationsskifte
Med valget af Gorbatjov var et uundgåeligt generationsskifte nu på vej i Sovjetunionens absolutte top. Leonid Bresjnev var død i 1982 og blev efterfulgt af Jurij Andropov, der tydeligvis havde kendt bedre dage. For eksempel deltog han ikke i revolutionsparaden 7. november 1983. Officielt skyldtes hans fravær forkølelse, men reelt var årsagen en nyrelidelse. Andropov døde da også kort tid efter – nemlig 9. februar 1984. Herefter fulgte så Konstantin Tjernenko, der forblev på posten frem til sin død den 10. marts 1985.  Den tragikomiske hast hvormed de sovjetiske ledere afløste hinanden, viste også med al ønskelig tydelighed et dybere strukturelt problem i det sovjetiske samfund, nemlig at landet manglede en mekanisme til at udskifte folk i toppen.

Valget af Gorbatjov var et udtryk for, at en ny generation nu var ved at komme til magten i Sovjetunionen, og det var en generation, der var meget anderledes end den foregående. Gorbatjov havde været for ung til at deltage i både Anden Verdenskrig og Stalin-tidens fortrædeligheder. Til gengæld var denne generation i langt højere grad påvirket af Khrustjovs tøbrud og delvise opgør med stalinismen i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne. Vi ved nu, at det var et generationsskifte, hvis betydning kom til at række ud over det sædvanlige. Alligevel havde ingen i samtiden fantasi til at forstille sig, at Sovjetunionen blot 7 år senere ville ophøre med at eksistere.

Gorbatjov kom til verden i den lille landsby Privolnoje i det frugtbare Stavropol-område nord for Kaukasus. Tid og sted for Gorbatjovs fødsel må på alle måder siges at være blandt de mere uheldige i det 20 århundrede. Kollektiviseringen af det sovjetiske landbrug var lige startet og på grund af bøndernes store modstand mod at afgive deres jord til kollektivbrugene, var der i praksis borgerkrig i mange sovjetiske landområder og millioner af bønder omkom af sult i Sovjetunionen i starten af 1930’erne. Derefter fulgte så udrensningerne i slutningen af årtiet, hvor også nogle af Gorbatjovs nærmeste slægtninge bliver arresteret men dog overlever. Gorbatjov læste jura i Moskva i perioden 1950-1955 og en af hans studiekammerater der, var tjekken Zdenek Mlynar, der senere blev en af hovedkræfterne bag det kortvarige forår i Prag i 1968.

Efter at have færdiggjort sine studier vendte Gorbatjov tilbage til sin hjemegn og steg i graderne der. Det har givetvis været hans held, at mange kursteder for partieliten lå i Nordkaukasus. Det gav nemlig Gorbatjov anledning til at få kontakter i de inderste cirkler i Kreml, når Kremls efterhånden aldrende mænd skulle ned og pleje deres i stigende grad vaklende helbred. Ikke mindst viste det sig nyttigt for Gorbatjov, at han fik et fortroligt for hold til Jurij Andropov, der var chef for KGB.

Reformatorens dilemma
Gorbatjovs dilemma var det enhver reformator står overfor. Hvor meget kan man reformere før tingene løber ud af kontrol? Her var det også et stort problem, at Gorbatjov troede for meget på den kommunistiske ideologi, og ikke mindst de leninistiske dogmer om, at partiet var avantgarden, der skulle være bannerfører for forandringer i samfundet. Det kunne fungere, hvis partiet ønskede gennemgribende forandringer, sådan som det var tilfældet i Sovjetunionens første år. Nu var kommunistpartiet imidlertid blevet den konservative faktor i samfundet. Langt senere oplyste Gorbatjov i et interview med The Guardian, at han skulle have forladt kommunistpartiet i april 1991 og dannet sit eget parti.

At Gorbatjov ønskede at reformere et system, der ikke kunne reformeres kom også til udtryk ved hans evige slingrekurs mellem strammere og slappere. Der gik da også en rum tid før Vesten for alvor begyndte at tro på, at noget nyt for alvor var på vej i Sovjetunionen. Landets håndtering af ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i april 1986 bekræftede ikke ligefrem, at noget nyt var i gære. Til gengæld sluttede 1986 med et tydeligt tegn på, at fundamentale forandringer var under opsejling.

I 1980 var den kendte sovjetiske atomfysiker og menneskerettighedsaktivist, Andrej Sakharov, blevet forvist til byen Gorkij cirka 400 km øst for Moskva på grund af sin kritik af Sovjetunionens invasion af Afghanistan. I december 1986 blev der installeret en telefon i Sakharovs lejlighed og samme dag ringede Gorbatjov til ham og meddelte, at han sammen med sin kone, Jelena Bonner, kunne vende tilbage til Moskva. I takt med at det blev mere og mere tydeligt, at et nybrud var i gang i Sovjetunionen, blev Gorbatjov mere og mere upopulær på hjemmefronten, samtidig med at hans popularitet voksede i Vesten. Ikke mindst problemerne med unionens mange forskellige folkeslag bidrog voldsomt til Gorbatjovs voksende problemer på hjemmefronten.

Nationalitetsproblemer
Første gang dette kom til udtryk var i Kazakhstans hovedstad Alma Aty i december 1986. Her havde Gorbatjov netop fyret førstesekretæren for Kazakhstans kommunistparti, Dinmukhamed Kunaev, som var etnisk kazakh. Han blev erstattet af Gennadij Kolbin, der var etnisk russer og ikke havde noget tilhørsforhold til Kazakhstan.  Denne udskiftning førte til voldsomme uroligheder i Alma Aty, og lod ane, at der var masser af uløste nationalitets- problemer i Sovjetunionen. I Bresjnev-tiden udviklede der sig nemlig den tradition i Sovjetunionen, at lederen af hver af landets 15 unionsrepublikker skulle tilhøre den givne republiks titularnation og nummer 2 skulle være russer. Det var dette system Gorbatjov anfægtede ved at fyre lederen af Kazakhstans kommunistparti og erstatte ham med en russer.

I 1988 var det blevet tydeligt for alle, at forandringerne i Sovjetunionen var af en mere permanent karakter, men også at reformprocessen skabte uløselige dilemmaer som Gorbatjov ikke formåede at løse. Også her indtog nationalitetsspørgsmålet en fremtrædende rolle.

Gorbatjov havde lige fejret en af sine store udenrigspolitiske triumfer i forbindelse med en tale på FNs generalforsamling 7. december, hvori han lovede ensidig sovjetisk nedskæring af både soldater og konventionelle våben. Gorbatjov fik dog ikke lov til at hvile længe på laurbærrene, for han vendte hjem til en i bogstavelig forstand rystende katastrofe. I december fandt et stort jordskælv nemlig sted i Armenien med centrum i byen Spitak. Et sted mellem 25.000 og 50.000 mennesker omkom i dette jordskælv. Blandt meget andet viste jordskælvet i hvilken elendig forfatning Sovjetunionens evne til at udføre hjælpearbejde var. Gorbatjov tillod derfor for første gang siden 1920’erne udenlandske hjælpearbejdere at komme til Sovjetunionen for at bistå ofrene for jordskælvet.

Mens hjælpearbejdet stod på, blev den nydannede Karabakh-komite arresteret og ført til Moskva. Komiteen var blevet dannet i februar 1988 og havde som mål, at den hovedsagelig armenskbefolkede enklave Nagorno Karabakh i Aserbajdsjan skulle tilsluttes Armenien. Som bekendt er denne konflikt ikke løst endnu og den førte til nye krigshandlinger i slutningen af 2020.

Gorbatjovs handlinger i december 1988 er et meget godt billede på hans tid som sovjetisk leder. På den ene side var der store succeser i udenrigspolitikken, men den stigende liberalisering medførte også krav fra den sovjetiske befolkning. Nu er det naturligvis urimelig at forvente, at Gorbatjov kunne have løst konflikten om Nagorno Karabakh, men ved at arrestere Karabakh-komiteen, fjernede han sig i høj grad fra en række betydningsfulde liberale, der kunne have støttet reformprocessen. På den måde kom Gorbatjov til at stå i et centrum, der blev mindre og mindre.

Slutspil i august
Som modtræk mod opløsningstendenserne i Sovjetunionen forsøgte Gorbatjov at forhandle en ny form for union med de ni republikker, der var villige til det. De tre baltiske republikker samt Moldova, Georgien og Armenien ville ikke være med. For at forhindre opløsningen af den hidtidige union forsøgte en gruppe gammelkommunister at kuppe Gorbatjov i august 1991. Det var nemlig på dette tidspunkt, at Gorbatjov skulle have underskrevet den nye unionstraktat. Som bekendt mislykkedes kuppet og satte blot yderligere skub i opløsningen af Sovjetunionen. Det var en meget forandret virkelighed Gorbatjov kom tilbage til, da han vendte tilbage til Moskva fra sin ferie på Krim, hvor han havde været i husarrest, mens kupforsøget fandt sted. Jeltsin var nu i stand til at overtage initiativet ikke mindst på grund af hans aktive modstand mod kupmagerne. Det er og forbliver Jeltsins stolteste time, da han på en kampvogn ved det russiske parlament opfordrede til modstand mod kupmagerne.

Modsat Gorbatjov havde Jeltsin ingen illusioner om Sovjetunionens fremtidige eksistensmuligheder.  I december 1991 gennemførte Jeltsin det, der nogle gange betegnes som endnu et kupforsøg. Under et møde med lederne fra Ukraine og Hviderusland i Belovesjskja Pusjtja i Hviderusland aftalte de 3 ledere dannelsen af det, der kom til at hedde SNG (Russisk akronym for Sammenslutningen af Uafhængige Stater.) 21. december blev processen gentaget i Kazakhstans hovedstad Alma Aty, hvor andre tidligere Sovjetrepublikker, bortset fra de tre baltiske og Georgien, underskrev den nye aftale. Hermed indså Gorbatjov, at hans projekt med at skabe en eller anden form for ny union ikke havde nogen gang på jord og 25. december erklærede en tydelig rystet Gorbatjov på tv Sovjetunionen for opløst.

Efter Sovjetunionen
Gorbatjov kom aldrig til at spille en rolle i russisk politik efter Sovjetunionens sammenbrud. Ved præsidentvalget i 1996 forsøgte han et come back, men fik kun 0,5 % af stemmerne. Trods hans manglende forståelse for Sovjetunionens manglende reformeringspotentiale, bør verden være ham taknemmelig for, at han ikke modsatte sig kommunismens sammenbrud i Østeuropa og at han aldrig for alvor forsøgte at skrue reformprocessen tilbage – selv ikke da den lagde Sovjetunionen i graven.

Allan Have Larsen er cand. mag i russisk, religionsvidenskab og engelsk. Fra 2004 til 2007 arbejdede han som dansk lektor i Sankt Petersborg. I dag er han tilkaldetolk hos politiet og rejseleder.

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons