Grænsearkitektur

Serbien har siden sidste sommer været et af de mest benyttede og berørte transitlande for flygtninge på vej mod EU. Beograds Mikser Festival er derfor i år gået under huden på Europas nationale landegrænser. Installationen “Body&Border” undersøger den bevogtede grænses struktur og (u)menneskelige natur.

12.08.2016 | UDSTILLING | Støvet hvirvler rundt i lyskeglerne, der kastes fra de høje vinduer og ned på det ujævne cementgulv. Udenfor er der bagende hedt, men her er der køligt. Stemmer og musik trænger ind fra den afspærrede gade ved indgangen, men her under de høje lofter er der ganske stille.

Adressen er Karadordeva 61. Udstillingen Body&Border er netop åbnet og det samme er Mikser Festival 2016.

Festivalen er den ottende af sin slags, og på femte år fast indslag i Beograds bohème-kvarter Savamala. På Mikser16’s første dag, har de fleste besøgende prioriteret det gode vejr. Andre har tilbragt tre en halv time med Mikser Talks – oplæg og paneldebat om flygtningesituationen i Europa, der langt fra blot er et EU-anliggende men i høj grad også har gjort sit indtog i Serbien.

Der er derfor også lys og luft mellem de meterhøje bannere med påmalet pigtråd og grænseovervågningstårne, der udgør Body&Borders hovedinstallation. Kontrasten slår, så den kan mærkes i fingerspidserne mellem de luftigt aftegnede pigtrådsskitser på transparent materiale og det, som tegningerne portrætterer: den uigennemtrængelige og bevogtede landegrænse. En grænse, der for de fleste menneskers vedkommende er lig med langvarig venten i kø, eller pinefulde udflugter gennem svært tilgængeligt terræn.

I transit
Serbien har siden sidste sommer været et af de mest benyttede og berørte transitlande for flygtninge på vej mod EU. Dermed stod landet også med ét i centrum af den ”flygtningekrise”, der som flugten og begivenhederne tog fart røg til tops på EU’s og andre vesteuropæiske landes politiske dagsorden.

Mens hovedparten af Beograd som andre hovedstæder fortsat synes uberørt, har andre dele af den serbiske hovedstad på samme tid gennemgået en forvandling fra mainstream Balkan-hovedstad til absolut trafikalt knudepunkt på midten af det, der indtil for ganske nylig udgjorde hovedfærdselsåren på ”Balkan-ruten” – flugtvejen fra Tyrkiet over Sydøsteuropa til Ungarn og resten af EU i Vest.

Tusindvis af flygtninge fra Afghanistan, Irak og – især – Syrien har krydset den serbiske grænse de seneste 12 måneder. Beograds parker og gader har set et væld af camperende mennesker, der har lydt arabisk, urdu og pashtun i gaderne, og busselskabet Lasta henvender sig nu også til arabisktalende for at imødekomme (og drage økonomisk fordel af), den store gruppe af flygtninge i hovedstaden, der venter på at drage videre mod nordvest.

Grænsefysik
Men de mange menneskers vej mod særligt Ungarn betyder også, at Serbiens grænse til EU har fået en ny betydning, eller i hvert fald en ny plads i serbernes bevidsthed. Fra at stå på sidelinjen af det ”europæiske” flygtningeproblem, er Serbien nu blevet en del af det fælleseuropæiske problem og mulige løsning. Hvor det før var visumliberaliseringer for Serbiens egne borgere og EU’s skepsis overfor sydøsteuropæisk massemigration til Vesteuropa er det nu de andres vej over grænsen, der er på spil.

Body&Border er blot ét eksempel ud af mange beogradske initiativer, der tager netop Serbiens grænse – og dermed plads i Europa – op til revision. Udstillingen er et samarbejde mellem Codesign Research Studio (CoRS) og organisationen bag Mikser Festival, Mikser House Belgrade. Ifølge udstillerne er hensigten med installationen ”at sætte spørgsmål ved såvel formål som konsekvenser af de nye europæiske grænser” – ikke mindst deres fysiske konsekvenser for de mennesker, der gennem flugt forsøger at krydse dem.

Medicinske rapporter til skue
Præsentationen er således bygget op så interesserede også kan få indblik i medicinske rapporter udarbejdet af de mange frivillige læger, der møder flygtningene efter ofte utallige grænseflugtforsøg. Rapporterne indeholder urovækkende beskrivelser af den skade som grænsebevogtningen er med til at forvolde på såvel krop som psyke på de personer, der forsøger at krydse dem.

Men samtidig henvender installationen sig til sit publikum på en måde, så enhver besøgende modtages og indenfor blot få kvadratmeter kan bevæge sig rundt ”fra grænse til grænse”. Med sine realistiske mål og klart skårne pigtrådsmasser gør denne vej igennem grænseland det muligt, ikke bare at læse om, men også at sanse grænsens proportioner og – som det fremgår – skadelige arkitektur.

Sommer 2015
Mens flygtningesituationen pludselig eksploderede engang i juli 2015, befandt jeg mig på et hostel i midten af Beograd. Hostelet lå tæt på den park, hvor de fleste europæiske nyhedsmedier hurtigt fandt ud af, at der opholdt sig hundredevis af flygtninge – familier, enlige, unge og gamle, mænd og kvinder, børn.

Mit feriedomicil, der udefra set så ud til at være et helt almindeligt backpacker-hostel af den virkeligt billige slags (i hovedreglen henvendt til unge fra Vesteuropa, Australien og USA), var for en tid omdannet til et midlertidigt opholdssted for mennesker på vej mod EU – til fods. En slags midlertidig lejr for mennesker på flugt.

Jeg var den eneste ikke-flygtende i den lejr. Men vi var alle sammen hostelgæster – jeg og mine medhostlere, der på det tidspunkt mest var fra Aleppo, Damaskus, Latakia og Hasakah. Jeg var lige landet i Nikola Tesla Lufthavn efter en kort flyvetur fra København, de var lige ankommet til fods over Makedoniens bjerge. Jeg ladede op til studier. De ventede i hektisk spænding efter uger uden søvn.

Den hektisk-afslappede atmosfære blev kun afbrudt af mobilernes konstante opdateringer fra familie of venner i Syriens brændpunkter, af lavmælte eller højlydte diskussioner med menneskesmuglere eller hektiske diskussioner med medrejsende om hvornår, hvordan og om muligt det næste skridt på rejsen mod Tyskland, Holland eller Østrig skulle tilbagelægges.

Sommer 2016
Tilbage i Beograd. ”Balkan-ruten” er lukket, men det betyder ikke, at der ikke er hundredevis af mænd, kvinder og børn, der benytter ruten på deres vej til Europa. Ligesom sidste år er folk kommet gående til fods efter at have taget turen fra Tyrkiet til Grækenland. Mange af dem, der kommer fra Syrien har siddet i præsident Bashar Assads fængsler – som regel på grund af manglende lyst/vilje/overbevisning til at deltage i ”det store æsels” militære udskejelser – og som sådan er de bulgarske, makedonske og serbiske fængsler ikke ukendt land for dem.

Der er mange problemer i Syrien, men Assad er det største. Der er også Daesh. Mest af alt, er der kaos. Alle dræber alle nu. På flugten til Europa fortsætter volden. I flygtningelejrene, i fængslerne, i hænderne på især den makedonske og bulgarske mafia.

Volden følger med helt til grænsen. Den fortsætter til og med grænsen. Den er grænsen. Magtudøvelsen er indbygget i grænsens arkitektur. Der er mure, der er pigtråd, der overvågning. Som Body&Border på sanselig vis demonstrerer, er der ingen grænser for grænsetypologiernes udformning, men alle har de det tilfælles at hver enkelt grænse sætter både synlige og usynlige mærker på menneskekroppen.

Det er det Body&Border forsøger at vise. Udstillingen ville have været smuk, måske, hvis ikke det var fordi man, i mødet med de blafrende bannere og den malede pigtråd, uvægerligt bliver mindet om årsagen til Ahmeds brækkede arm, Asads forrevne hænder og Abduls fængslede bror.

Artiklen er skrevet som led i projektet ”Footprints, Fingerprints”, hvor Annemarie Majlund blandt andet undersøger flygtninge og frivilliges erfaringer med Serbiens håndtering af flygtningekrisen i Beograd.  

Body and Border: http://festival.mikser.rs/en/project/exhibition-body-border/

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Annemarie Majlund Jensen.