Greenpeace: Kærkomne statister i russisk værdipolitik

2017-06-30T10:08:13+00:00 Af |Kategorier: Analyse|Tags: , , , |

Greenpeaces aktion mod boreplatformen Prirazlomnaja i september skulle sætte fokus på de store udfordringer, der er ved det russiske olieeventyr i Arktis. I stedet blev det til en genoplivelse af den russiske klassiker ”Vesten kan ikke li’ os”, der verserede i tre måneder inden 30 aktivister lige før jul kunne løslades.

3.1.2014 | RUSLAND | ”Dét var de sgu da også selv ude om!” Sådan var der formentligt mange, der tænkte, da de hørte, at 30 Greenpeace-aktivister var blevet tiltalt for pirateri efter en aktion mod en boreplatform i russisk territorialfarvand den 18. september.

Og med god grund. Efter Pussy Riot-sagen, Magnitsky-sagen, Navalnyj-sagen og en række andre eksempler på selektiv russisk justits syntes det naivt at tro, at en udenlandsk miljøorganisation kunne borde en boreplatform i russisk farvand uden, at Kreml ville benytte chancen til at sætte NGO’er og opposition en skræk i livet.

Løsladelsen har været ventet lige siden Vladimir Putin den 28. september udtalte, at formålet med aktionen åbenlyst ikke havde været pirateri. De 30 mænd og kvinder blev dog først løsladt i forbindelse med en stor amnesti, som det russiske parlament Dumaen vedtog den 18. december – præcis tre måneder efter, at aktivisterne blev anholdt efter aktionen i Barentshavet.

Så hvorfor skulle der gå næsten 100 dage før, de 30 blev frikendt?

Greenpeace inde i varmen
Det stod faktisk ikke skrevet i stjernerne, at de russiske myndigheder ville slå så hårdt ned, som de gjorde. Den 24. august 2012 gennemførte Greenpeace nemlig også en aktion ved selvsamme boreplatform, Prirazlomnaja, uden, at det kom til arrestationer.

Seks aktivister – heriblandt organisationens øverste leder Kumi Naidoo – hængte bannere og alpintelte op på siden af platformen. I femten timer forsøgte besætningen på Prirazlomnaja med brandslanger at spule aktivisterne tilbage i havet, før disse selv valgte at afbryde aktionen.

Nogle dage forinden aktionen havde efterretningstjenesten FSB nægtet Greenpeaces skib, Arctic Sunrise, indsejling i Murmansk. Men ved at trække på kontakter i Ruslands Menneskerettighedsråd fik skibet alligevel tilladelse til at anløbe havnen.

Greenpeace havde tilsyneladende en protege i selveste Vladimir Putin. I et interview til canadiske journalister i 2001 udtrykte han beundring for de modige mænd og kvinder, som sætter livet på spil i deres små både. Han sagde også, at han efter sin politiske karriere godt kunne forestille sig selv at engagere sig i naturbeskyttelse.

Putins interesse er ikke kølnet siden da. Han har ved flere lejligheder slået fast, at der parallelt med Ruslands øgede økonomiske aktivitet skal oprettes flere naturreservater i Arktis. I april 2012 tog han Greenpeace med på råd under udarbejdelsen af en skrotafgift på importerede biler.

I september 2012 kunne tv-seere over hele verden se en naturelskende russisk præsident kravle om bord i et ultralet fly for at lokke en flok traner mod overvintringspladser i syd. Og da russiske myndigheder i de første måneder i 2013 foretog en række raids mod russiske NGO’er, gik Greenpeaces kontorer fri.

Gazproms hævn
Da seks aktivister den 18. september 2013 forsøgte at gennemføre en aktion mod boreplatformen Prirazlomnaja, faldt hammeren imidlertid. To aktivister blev anholdt og dagen efter blev skibet Arctic Sunrise opbragt og besætningens øvrige 28 medlemmer arresteret.

Da Putin i slutningen af september udtalte, at Greenpeace-aktivisterne åbenlyst ikke var pirater, mente mange, at det var et spørgsmål om tid, før aktivisterne ville blive løsladt. Alligevel var det først i slutningen af oktober, at anklagemyndigheden frafaldt pirateri-tiltalen. Og rejste ny tiltale for hooliganisme.

Den 12. november blev de tiltalte overført fra Murmansk til Sankt Petersborg. Den 18. november begyndte man mod kaution at løslade dem én efter én, men det var først efter amnestien 18. december, at aktivisterne fik lov til at forlade Rusland.

Iagttagere har spekuleret over, hvorfor løsladelsen trak ud så længe. Og hvorfor aktivisterne i det hele taget skulle arresteres i 2013, når de gik fri i 2012. Tyske Der Spiegel gisner om, at det er Gazprom, der vil statuere et eksempel.

Nærmere bestemt skulle vicedirektør i Gazprom dobytja sjelf Andrej Patrusjev have bedt sin far, tidligere chef for FSB og sekretær for Ruslands sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev, om at give organisationen en lærerstreg.

Russisk propaganda
Den voldsomme reaktion synes dog i lige så høj grad at være en logisk konsekvens af den politik, Kreml har ført over det seneste år. I kølvandet på de folkelige protester efter parlamentsvalget i december 2011 og det lunkne genvalg af Vladimir Putin i marts 2012, introducerede det russiske parlament, Dumaen, begrebet ”udenlandsk agent” i russisk retspleje.

NGO’er der på den ene eller anden måde modtager udenlandske midler og forsøger at påvirke den russiske lovgivning er per definition ”udenlandske agenter”, og skal indstille deres virksomhed på russisk territorium. Med kraftig rygdækning fra de statsejede medier har Kreml siden drevet klapjagt på ”upatriotiske” NGO’er.

Det var derfor i den grad vand på Putins propagandamølle, da aktivisterne om bord på det hollandsk indregistreret skib ”angreb” en boreplatform i russisk territorialfarvand. Det ville have virket decideret underligt, hvis Kreml skulle have vist nåde lige netop i dette tilfælde.

Greenpeaces aktivister må derfor siges at have været kærkomne statister i nyopsætning af den russiske klassiker ”Vesten kan ikke li’ os”.

Og forestillingen har været en succes. En rundspørge foretaget af det russiske meningsmålingsinstitut VTsIOM i slutningen af oktober viste, at 60 pct. af russerne havde hørt om Greenpeaces aktion. Af dem mente 42 pct., at aktionen var en provokation udtænkt af udenlandske efterretningstjenester og regeringer.

I forlængelse heraf mente hver sjette af de adspurgte russere,  at myndighederne havde reageret korrekt, da de opbragte hele besætningen på Arctic Sunrise – inklusive kokke, maskinmestre, en elektriker og en uafhængig fotograf.

Risikabel og urentabel udvinding
Greenpeaces budskab er ikke kun, at råstofudvinding i Ishavet med nutidens teknologi er risikabelt. Det er også urentabelt. Derfor er produktionen på boreplatformen blevet udskudt flere gange. Siden har Gazprom stillet afgiftsnedsættelser som forudsætning for, at man ville påbegynde produktion.

Ifølge Greenpeace er fremstillingsprisen per tønde olie på Prirazlomnaja omkring 30 dollars og kan kun hænge sammen ved en oliepris på over 100 dollars. Den russiske råoliestandard Urals koster i dag 110, men lå så sent som januar 2009 under 30. Indtjeningsmarginen er derfor for lille. Og hvis olieudvinding i russisk arktisk skal hænge sammen, skal der store skattelettelser til.

Selve platformen menes at have kostet 10-11 milliarder kroner. Inklusiv særlige issikre tankskibe, der skal fragte olie til og fra platformen, menes projektet at have kostet mindst 17 milliarder kroner.

Usikre prognoser kræver handling
Økonomien i projektet er med til at stille en række spørgsmål omkring Ruslands fremtid som olie- og gaseksportør.

Det amerikanske skifergaseventyr presser verdensmarkedspriserne på flydendegjort naturgas og har allerede tvunget Gazprom til at genforhandle sine kontrakter med flere energiselskaber i Europa. Ligesom flere nationale og internationale planer for at nedbringe CO2-udledningerne ser ud til at blive ført ud i livet trods indledende fodslæben.

Udviklingen truer med at kvæle det russiske olie- og gaseventyr i Arktis, inden det er begyndt. Og samtidig er Rusland dårligt rustet til tider med lave råvarepriser.

De lette penge fra olie- og gasimporten op gennem nullerne har næret korruptionen i Rusland og stækket nødvendige økonomiske og juridiske reforminitiativer. Efter næsten tocifrede vækstrater i nullerne nærmer væksten i den russiske økonomi sig hastigt nul.

Ruslands erhvervsliv er begyndt at føle konsekvenserne af WTO-medlemsskabet. Og i finansloven for 2014 har man for første gang siden halvfemserne svunget sparekniven over sårbare områder som uddannelse og pension.

Derfor kom ”angrebet” fra Greenpeace meget belejligt. Med den statsligt orkestrerede vrede mod Greenpeace og Vesten er det nemlig lykkedes fuldstændigt at fjerne fokus fra selve budskabet bag angrebet på boreplatformen.

Og det er nu engang billigere at føre værdipolitik. Her og nu i hvert fald.

Jesper Gormsen er cand.mag. i russisk og samfundsfag og fast skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Osvaldo Gago