Remain-siden har forsøgt at bruge samme strategi, som fungerede effektivt ved den skotske uafhængighedsafstemning i 2014. Men vil strategien virke denne gang?

21.06.2016 | TEMA: BREXIT? | Man er undskyldt, hvis man som britisk avislæser bliver lidt nervøs for tiden.

Komikeren Rory Bremner skrev forleden i det politiske magasin New Statesman, at afstemningen om britisk EU-medlemskab på torsdag er Storbritanniens ”Clinton vs. Trump”-øjeblik.

Samme nervøse storladenhed brugte den kendte britiske historiker Niall Ferguson, da han forleden spurgte retorisk i The Spectator, om Brexit mon ville være hans generations München eller Suez.

Analogiernes ophav kender vi alle. Briterne står ved en skillevej. Valget vil være epokegørende. Alle spillere er så at sige gået all in. Indsatserne kunne ikke være højere, og vi afventer blot, at croupieren vender sidste kort.

De samme kneb
Et politisk valg har sjældent haft så stor definerende magt over, hvilket land Storbritannien skal være. Derfor kan det selvsagt være svært at trække på historien for at forstå den nuværende kampagne. Historien er af gode grunde ikke just spækket med valg af denne kaliber.

Alligevel har mange iagttagere påpeget lighederne mellem den nuværende valgkamp og den skotske uafhængighedsafstemning for knap to år siden. Remain-siden lader til at bruge mange af de kneb, der sikrede et skotsk ”remain”. Men spørgsmålet er, om den strategi, der virkede så effektivt i Skotland, også vil virke denne gang?

Projekt frygt 2.0
I månederne op til den skotske uafhængighedsafstemning i september 2014 viste alle meningsmålinger, at det ville blive et ”nej” til skotsk uafhængighed. De store partier, der alle ønskede, at Skotland skulle forblive i Storbritannien, var selvsikre, og oddsene på skotsk uafhængighed var tårnhøje.

Men langsomt ændrede folkestemningen sig, de skotske nationalister anført af daværende premierminister Alex Salmond fik momentum, og en meningsmåling, der viste flertal for uafhængighed, sendte chokbølger gennem etablissementet i Westminster. Lyder mønsteret bekendt?

I 2014 fik det partierne til at intensivere deres kampagne, som af det britiske kommentariat fik det lidet flatterende navn ”Project Fear”.

Projektet gik ud på at indprente de mange økonomiske usikkerhedsmomenter, som et uafhængigt Skotland ville medføre, i vælgernes bevidsthed. Rationalet var, at skotterne skulle være så utrygge på pengepungen som muligt, når de stod nede i valglokalet. Den økonomiske usikkerhed skulle trumfe nationalisternes lidenskabelige idealer om selvbestemmelse og uafhængighed.

Spørgsmålet om pundet
Og særligt én pikant begivenhed indrammer kompromisløsheden i den daværende kampagne godt. Departementschefen i det britiske finansministerium offentliggjorde et brev til sin minister, hvor han frarådede, at Skotland skulle have lov til at beholde pundet, hvis de valgte selvstændigheden.

Offentliggørelsen var på mange måder skelsættende. Ikke nok med, at den i sig selv var et udtryk for en offensiv politisering af det britiske embedsværk. Manøvren bragte også den skotske uafhængighedskampagne på bagbenene. I stedet for at tale om fordelene ved øget økonomisk selvbestemmelse skulle førsteminister Alex Salmond redegøre for, om et uafhængigt Skotland mon skulle have euroen som møntfod. Ikke just en vindersag.

Læren fra Skotland
Derfor endte afstemningen også med et komfortabelt ”nej” til uafhængighed på hele 10 procentpoint, og premierminister David Cameron kunne ringe og berolige dronning Elizabeth, der spandt som en kat i tilfredshed på telefonlinjen, sådan som Cameron i et hovsa-øjeblik kom til at fortælle den tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg for rullende kameraer.

Læren fra Skotland synes at være ganske enkel. Nemlig at fokus på den økonomiske frygt virker, og den igangværende remain-kampagne med finansminister George Osborne i spidsen anvender på lange stræk samme drejebog. Også denne gang synes strategien at være at indgyde maksimal frygt for valgets konsekvenser i befolkningen.

I april offentliggjorde Osborne f.eks. et dokument fra Finansministeriet, der viste, at de britiske husholdninger ville miste 4.300 pund frem til 2030 som følge af Brexit. Og i sidste uge fik sangen endnu et vers, da Osborne kunne offentliggøre, at han ville være nødsaget til at skære 30 milliarder pund i de offentlige udgifter i tilfælde af Brexit.

Et logisk træk
Det er muligvis et rationelt træk at vende tilbage til det velkendte udgangspunkt, når man er så presset, som Cameron er. Presset stammer dog ikke fra premierministerens naturlige fjender i oppositionen. Labour er blevet kuppet af den stærkt venstreorienterede og – i de konservatives optik – lige så harmløse Jeremy Corbyn.

Nej, presset kommer fra Camerons egen side i House of Commons. Ikke nok med at mindst 130 konservative parlamentsmedlemmer støtter Brexit. Også Camerons gamle studiekammerat og rival, den tidligere London-borgmester Boris Johnson, er hoppet på det EU-skeptiske tog. Johnson, hvis personlige ambitioner de færreste tvivler på, har kickstartet et de facto formandsopgør. Opgøret kører parallelt med folkeafstemningen og afføder løbende spekulationer om, hvorvidt David Cameron kan fortsætte som partileder og premierminister efter torsdagens afstemning.

Det konservative parti har historisk excelleret i disciplinerne mytteri og interne magtkampe – særligt når det drejede sig om EU-spørgsmålet. Den nuværende valgkamp har bragt partiet tilbage til sin modus operandi. Og desto mere har det været attraktivt for Cameron at vende tilbage til de kampagneredskaber, der tidligere har bevist deres værd.

Samme svar på et andet spørgsmål
Men det er langt fra sikkert, at strategien vil virke denne gang. For eksempel spurgte YouGov tilbage i 2014 skotterne, hvordan uafhængighed ville påvirke deres privatøkonomi. Da mente 42 procent, at deres privatøkonomi ville blive dårligere.

For nogle uger siden blev briterne stillet samme spørgsmål i forhold til EU-afstemningen, og her svarede kun 21 procent tilsvarende. Samtidig mente kun 22 procent af skotterne dengang, at en udtræden ingen privatøkonomiske konsekvenser ville have, hvor tallet for briterne i denne afstemning var hele 47 procent.

Tallene indikerer, at økonomien denne gang spiller en mindre vigtig rolle. Derfor matcher den såkaldte Projekt Frygt-drejebog måske ikke den aktuelle situation.

En fejlagtig tematik
Det manglende match mellem denne folkeafstemnings tematik og Remain-strategien, skyldes måske det meget usikre grundlag, som Osbornes beregninger bygger på.

Man kan nemt tænke sig til, at det var lettere for en britisk finansminister at forholde sig troværdigt til konsekvenserne af skotsk uafhængighed. Det område han trods alt selv en vis beslutningskompetence på. Konsekvenserne af en udtræden af EU derimod er et regnestykke, der bygger på så mange ukendte variable, at finansministerens meget præcise estimater virker noget hypotetiske.

De kreative regnestykker har medført mange beskyldninger om manipulation, som i nogen grad overskygger hele formålet. Og særligt Boris Johnson har effektivt artikuleret den latente mistro til sine konservative partikolleger.

Indvandring dominerer
I stedet for økonomi fylder andre spørgsmål om suverænitet og indvandring vakuumet og har domineret valgkampens seneste uger. Og særligt spørgsmålet om indvandring volder Cameron problemer.

Da David Cameron vandt parlamentsvalget for godt et år siden, var det nemlig bl.a. på et løfte om at nedbringe nettoindvandringen til ”ti-tusinderne”. Tallet lå i 2015 på hele 336.000. Cameron bliver gang på gang konfronteret med sit løfte. Hvordan vil han opfylde det, hvis han ikke vil tage et opgør med den frie bevægelighed i EU?

På den måde har Leave-kampagnen formået at koble briternes enorme politikerlede og mistillid til etablissementet i Westminster til spørgsmålet om indvandring og udlændinge. Så selvom man som bekendt skal lære af historien, har Remain-kampagnen i dette tilfælde måske draget for stålfaste konklusioner på baggrund af en fundamentalt anderledes folkeafstemning.

BBC’s politiske redaktør, Laura Kuenssberg, kunne i sidste uge fortælle, at Remain-siden ville forsøge sig med en relancering under et mere lidenskabeligt og positivt budskab om europæisk samarbejde. Hvor stor en sovepude ”Projekt Frygts” tidligere succes har været for Remain-kampagnen, finder vi ud af på torsdag.

Andreas Bach Mortensen er journalist på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: Leon Neal/AP/Polfoto.