EU’s problembarn, Storbritannien, er på vej ud, men problemerne forsvinder næppe af den grund, medmindre medlemsstaterne tager ved lære af Brexit.

07.04.2017 | TEMA: ROM-TRAKTATEN 60 ÅR | Storbritannien har som bekendt officielt iværksat artikel 50 og har dermed påbegyndt processen med udmeldelse af EU. Premierminister Theresa May trykkede på knappen den 29. marts, blot få dage efter, at Rom-traktatens 60 års fødselsdag blev markeret under en fejring i den italienske hovedstad.

EU’s problembarn er således på vej ud, men problemerne forsvinder næppe af den grund, medmindre medlemsstaterne tager ved lære af Brexit.

Hvis vi skal forstå, hvor forholdet mellem Storbritannien og Unionen gik skævt, må vi gå tilbage til EU’s undfangelse med underskrivelsen af Rom-traktaten den 25. marts 1957. Hvorfor kom Storbritannien ikke med i klubben? Og hvilken ubalance skabte det?

Lad os starte, hvor mange gode anekdoter synes at starte: Winston Churchill.

De tre cirkler
Churchill mente, at Storbritannien skulle spille en unik rolle gennem, hvad han døbte, ”de tre cirkler”: landets særlige forbindelse til 1) USA 2) det europæiske kontinent og 3) de tidligere kolonier. Det er trods alt kun Storbritannien, der kan bryste sig af netop dén fællesmængde.

Så hvorfor kom Storbritannien ikke med i Kul- og Stålunionen i 1951 eller Rom-traktaten i 1957, når forholdet til kontinentet var en af de tre afgørende cirkler?

Det er der flere grunde til. Noget af det er selvforskyldt, andet er ikke.

Hvis vi starter med det uforskyldte, så har der altid været en udtalt kontinental skepsis over for Storbritanniens medlemskab. Storbritannien blev anset for at være de fodslæbende nej-hatte, der forhindrede og forhalede øget integration.

Den franske krigshelt og senere præsident Charles de Gaulle er det bedste eksempel på den kontinentale uvilje. To gange i årene efter Rom-traktaten nedlagde han således veto mod britisk medlemskab. Med passende storhedsvanvid og tilsvarende manglende storsind ønskede han dels, at Frankrig skulle være Europas talsmand og mente samtidig, at den britiske økonomi var uforenelig med fællesmarkedets.

Men også fra britisk side var der udtalt skepsis mod Fællesmarkedet lige fra den spæde start. Churchill kunne måske se nødvendigheden af det europæiske samarbejde, men hans efterfølger lige efter krigen, Labour-lederen Clement Atlee, frygtede, at Storbritannien ville miste sin selvstændighed og sin særlige karakter.

Atlees udenrigsminister, Bevin, anså Schuman-planen, som beskrev Kul- og Stålunionen, med så stor skepsis, at han sammenlignede den med Napoleons isolationspolitik over for Storbritannien. De kontinentale magter havde igen rottet sig sammen mod sin utilpassede nabo mod nord!

Anderledes i 1000 år
For Storbritannien er og var anderledes – og graden af forskellighed synes langt mere definerende end for andre lande. Som professor Peter Nedergaard skrev i Ræson i oktober sidste år, har Storbritannien været anderledes i forhold til sine europæiske naboer i 1000 år.

I forhold til EU-skepsissen skal man i mine øjne hæfte sig særligt ved tre af forskellighederne: den direkte form for demokrati, den økonomiske liberalisme og fortiden som imperium.

Den første forskellighed –  den direkte, rå og centraliserede form for folkestyre, hvor et parti typisk har et selvstændigt flertal og møder meget få konstitutionelle begrænsninger, betyder, at den til enhver tid siddende regering er agil og handledygtig. Denne egenskab er forstærket af det faktum, at briterne historisk set har følt sig suveræne inden for et relativt fast territorialt afgrænset område, i modsætning til eksempelvis Frankrig og Tyskland, hvor landegrænserne altid har været udfordrede.

Den anden forskellighed er landets økonomiske liberalisme. De tidlige begrænsninger på kongens magt og håndhævelsen af ejendomsretten lagde grundstenene til den industrielle revolution og skabte et stærkt borgerskab af kapitalister. De begyndte tidligt at dominere britisk politik og var liberale first movers – bedst eksemplificeret med den epokegørende afskaffelse af korntolden i 1846.

Den tredje og sidste forskellighed er imperiet. Den helt enestående frivillige afståelse af kolonier og de særlige bånd til andre engelsktalende lande betyder, at Storbritannien har et langt stærkere tilhørsforhold uden for Europas grænser, end andre tidligere kolonimagter.

Hvorfor hæfte sig ved de tre ovenstående unikke egenskaber? Fordi netop de i skiftende omfang har defineret briternes selvforståelse og altid nærværende EU-skepsis. Somme tider har deres skepsis været så nærværende, at man har fået den mistanke, at Storbritannien inderst inde aldrig ønskede at være tilfredse.

En indskrænket cirkel
Da Storbritannien så endeligt indtrådte i EF sammen med Danmark og Irland i 1972, blev den ene forskellighed – det ene ben af Churchills 3-benede taburet – med tiden kompromitteret. På en lang række områder fik man ikke lov til at bevare relationerne til eksempelvis Australien, Canada og New Zealand – økonomier, som ellers i høj grad var blevet formet af deres samhandel med Storbritannien.

Her kan man måske godt mene, at EU forsømte en chance. Men de andre europæere frygtede altid, at Storbritanniens forbindelser til Commonwealth-landene ville være en forhindring for øget integration og en oprigtig form for solidaritet blandt EU’s medlemmer.

Man anerkendte måske Storbritanniens særlige rolle, men formåede ikke at bruge den til sin egen fordel. At EU sidenhen ikke har kunnet forhandle frihandelsaftaler med hverken New Zealand eller Australien og først færdiggjorde CETA efter den britiske folkeafstemning, illustrerer det uforløste potentiale, som briterne må have følt.

Fra økonomisk til demokratisk skepsis
Margaret Thatcher – en af grundlæggerne af det indre marked – illustrerer meget godt den britiske dobbelthed, når det gælder de to andre forskelligheder.

På den ene side forstod og støttede hun det økonomiske argument for at kreere det indre marked, og hun var en afgørende kraft for at gennemføre den første større ændring af Rom-traktaten, som lagde byggestenene. Men det skal ikke læses, som at Thatcher var ubetinget EU-tilhænger (sådan som nogen i eftertiden har påstået).

Thatcher tænkte kun på én ting: Hvad er i Storbritanniens interesse? Og hun anså det indre marked som gående hånd-i-hånd med hendes indenrigspolitiske reformprojekt om deregulering og liberalisering af økonomien. Og dermed trak den økonomiske liberalisme, som det indre marked dengang repræsenterede, Storbritannien tættere på EU.

Men på samme tid begyndte en modsatrettet kraft at få tag i jernladyen. Thatcher var en arg modstander af suverænitetsafgivelse, og hun modsatte sig stædigt, når Europa-Parlamentet og Kommissionen forsøgte at en spille en større politisk rolle.

Med Maastricht-traktaten tippede vægten for alvor. Hun blev desillusioneret og mistænkelig over for alt, der blev gjort i Europas navn. Europa var – i alle sammenhænge på nær den geografiske – et kunstigt projekt. I hendes – og i mange andre briters – øjne var EU gået fra at være en emancipatorisk arena til et lastvognstog på vej i den forkerte retning.

For langt fra det forskellige?
Er det så EU’s skyld i, at unionen bevægede sig længere og længere væk fra briternes selvforståelse? Det er et svært – næsten umuligt – spørgsmål at svare på. Men det er sikkert, at EU kunne have gjort mere for at rumme Storbritanniens selvopfattelse og forskellighed.

Hvis EU således skal undgå yderligere frafald, bør man i fremtiden være meget mere opmærksom på og tage højde for andre landes forskelligheder og kun kræve fælles regler, hvor det er strengt nødvendigt, og – med EU-Kommissionens egne ord – være ”stor på de store ting og lille på de små ting”.

I en dansk og bredere skandinavisk sammenhæng kan andre landes adgang til de universelle velfærdsydelser nævnes som et godt eksempel på en forskellighed, hvor EU-institutionerne og medlemsstaterne kunne overveje at være mere imødekommende.

Ellers risikerer man, at andre lande vil have forladt fællesskabet inden Rom-traktatens næste runde fødselsdag.

Andreas Bach Mortensen er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Kirsty Wigglesworth/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Rom-traktaten fylder 60 – Europa, hvad nu?” her.