Her bestemmer jeg

2021-01-16T11:40:16+00:00 lørdag, 16. januar, 2021|

Pandemikrisen stiller magten i et dilemma. Her skal handles – hurtigt og næsten i blinde. Magtens mulighed frister gerne over evne, så rundt om på kontinentet ser vi nye udtryk for oplyst enevælde.

Kommentar af Sara Høyrup 

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | På dansk grund bliver en habil journalist som Anne-Sofie Allarp kaldt både sur og bitter i kommentarsporet, når hun næsten ene kvinde påtager sig den traditionelle rolle som vagthund. Mange føler, at statsminister Mette Frederiksen har fået os godt igennem covidkrisen. Også selv om det kun er ved sammenligning med det vovemodige Sverige, at de danske tal tager sig godt ud. Sammenligner man med et samlet Norden, har vi mindre at prale af.

Man glemmer også gerne, at hvis tallene er anderledes grumme sydpå, skyldes det ikke nødvendigvis torskedum politik og en uansvarlig befolkning. Som det også gælder i danske ghettoområder, breder smitten sig selvsagt hurtigere, når folk bor hulter til bulter oven på hinanden. Ikke alle står alene i prangende samtalekøkkener og praktiserer den sociale afstand, som falder dansken lettere end sydens og østens folk.

Hu-hej vilde dyr
Allarps anliggende er et liberalt forsvar for demokratiet. Et demokrati, der kommer under pres i enhver krisetid. Når alt er på spil, og situationen er uprøvet, er det sin sag at træffe rette valg i magtens højborge. Der hviler et enormt ansvar på alle involverede politikere og embedsmænd.

Rundt omkring i Europa er folk jævnt væk utilfredse med, at de folkevalgte ikke har formået at holde os døden fra døren. I Spanien er Facebook fuld af gribende nekrologer over de kære, der er gået hinsides – eller flyttet til det andet kvarter, som man siger hernede. Og det må være svært at tilgive dem, der skulle have beskyttet ens gamle mor på de plejehjem, der blev til dødsfælder i pandemiens første tid .

I Danmark hersker systemtroen. Det er noget nær tabu at bjæffe vedholdende ad magten, sådan som Allarp og enkelte andre gør det. Mens regeringerne andre steder må forvente at blive skiftet ud efter denne omgang damned if you do, damned if you don’t, er det svært at få den danske opinion til at se det vigtige i at holde sig på måtten, når magtmisbruget frister.

Og hvem kan holde af minkindustrien? Har den overhovedet nogen berettigelse?

Kanhænde ikke, men demokratiske principper er til for at blive overholdt. Ikke for at blive kastet til side, hver eneste gang good cause corruption kalder på vrid og drej. Det gør den ofte i et land, hvor vi alle vil hverandre det bedste, om så det skal koste Næsten hans selvbestemmelse og børn deres forældre. I Danmark er Gud erstattet af systemet, og det tror vi fuldt og fast på.

Statens væsen
Anderlunde i Spanien. Her er staten skyldig per definition, som om selve institutionen var skyld i, at den gennem fyrre mørke år blev taget som gidsel af Generalísimo Franco. Det har været en snild sag for terrorister i Baskerlandet og separatister i Catalonien at få folk med på, at staten er ond, og oprør er godt.

Den mindst intelligente del af venstrefløjen – og den del er stor – er sprunget i med begge ben. I årtier udfordrede så godt som ingen løgnehistorien om, at lokalnationalismerne var progressive: som om nationalismer nogensinde kan være det. Ingen syntes at huske på, at en kerneværdi i socialismen er dens internationalisme.

Staten er selvsagt ikke ond i sig selv. Og Spaniens demokrati er ikke ringere end det danske – det er bare en meget større konstruktion i et land med op imod 50 millioner indbyggere og 17 regioner med noget nær delstatsstatus. Den, der anskuer resten af verden med dansk brille på, vil have svært ved at forstå andre steder end Skandinavien.

Alligevel er der noget, der skurrer. Under covidkrisen er det blevet tydeligt: Muligheden for at regere per dekret bliver misbrugt. Der er simpelthen gået inflation i en nødløsning, som sågar er blevet anvendt til at beslutte nationalorkestrets fremtid.

Regere per dekret
Ingen spansk statsminister i demokratiets tid kan sige sig fri for at have gjort brug af de kongelige lovdekreter, som er tænkt til situationer, hvor der ikke er nogen tid at spilde. Men der er sket en påfaldende stigning fra socialdemokraten Gonzalez i firserne og frem til socialdemokraten Pedro Sánchez i dag. Socialdemokraten José-Luis Zapatero var faktisk tilbageholdende med brugen: Nok var han den vel nok mindst kvikke presidente, men han gjorde sig i dialog.

Den dialog, som bør finde sted i et demokratisk parlament. Her er det, at lovene skal vedtages – ikke i regeringskabinettet. Med det kongelige lovdekret får parlamentet alene lov at sige ja eller nej til det, regeringen helt selv har hittet på.

Også de konservative statsministre José María Aznar og Mariano Rajoy kørte løs med dekreter. Der er ikke nogen ideologiske skel i magtens fristelse, ligesom der ikke er det i den korruption, som alle spanske magtpartier er blevet taget i.

Brugen af dekreterne tog eksponielt til under den spanske nedlukning i foråret. Men krisen er bare anledningen. Pedro Sánchez er en ivrig bruger af formatet. Man skal være partisoldat for at se bort fra, at det er et problem.

Fiktion til tiden
Med serien La Valla (på dansk: Muren) har streamingtjenesten Netflix på ingen tid nået at producere en serie om det evige fænomen med, at nogen tiltager sig al magt for vores alle sammens bedste. Serien er en småsløj B-produktion inspireret ikke kun af pandemien, men også af storserien A Handmaid’s Tale, statsorganiserede barnerov inkluderet. Ikke desto mindre er den et interessant bidrag til en debat, vi er nødt til at tage.

Serien har tillige mindelser om George Orwells gentagne advarsler om totalitarismens væsen i romaner som 1984 og Kammerat Napoleon. Med sundhedsslogans om at stå sammen lægger den sig tæt op ad de velmenende fraser, der er blevet produceret i virkelighedens verden. De har skullet tjene som dige mod den nedslåethed, som er skabt af smitten og restriktionerne, de økonomiske tab og de dystre fremtidsudsigter.

Men disse marketingslogans er også et misbrug af sproget. De gør det sværere at se klart, når de vil have os til at lyve med. Vel er vi da ej blevet rystet sammen af krisen! Vi er blevet bange for at komme hinanden nær. Spanien er slet ikke sig selv for tiden.

Og pressen i både Danmark og Spanien svigter, hvis den køber den udemokratiske tanke om, at målet helliger midlet. Vi bør hverken forfalde til paranoid vaccinemodstand (vaccineprogrammet er åbenlyst den eneste vej ud af pandemien) eller til ateisternes gudeerstatning. Der er et tæt bånd imellem socialstatens reduktion af borgerne til afhængige klienter og vort hjertes gudetro på, at systemet altid vil os det godt og aldrig bare bliver en selvkørende magtmaskine.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer, bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”