Et nej ved den nyligt afholdte folkeafstemning om EU’s associeringsaftale med Ukraine har slået sprækker i opfattelsen af hollænderne som et af de mest EU-positive folkefærd i unionen. Hvor dybt stikker denne relativt nye EU-skepsis i landet?

01.06.2016 | HOLLAND | Det hele startede for et år siden som en “sjov sommerhistorie” fra den politisk-satiriske blog GeenStijl. Man ville aftvinge en folkeafstemning om EU’s  associeringsaftale med Ukraine, der har til formål at knytte unionen og det tidligere Sovjet-land tættere sammen – både økonomisk og politisk. De 300.000 krævede underskrifter var en smal sag for bloggerne, der ved hjælp af yderst politisk ukorrekt humor og digital knowhow når ud til millioner.

Bagmændene var med deres egne ord “fløjtende ligeglade med Ukraine”. De ville i stedet give folket mulighed for at vise deres vrede over at endnu en vidtgående EU-traktat skulle indgåes henover vælgernes hoveder. I en poppet og provokerende video forklarede bloggerne deres motiver: “Vi gør det ikke for at blokere for associeringsaftalen, for det vil Bruxelles alligevel aldrig tillade, men for at sende et signal til vores politikere. De skal repræsentere folket i stedet for at stoppe mere EU ned i halsen på os.”

Ingen ja-kampagne
Det var, som om at initiativet ikke blev taget helt seriøst af den hollandske koalitionsregering, der i øvrigt har EU-formandskabet i dette halvår. Hverken arbejderpartiet PvdA eller de liberale fra VVD organiserede ja-kampagner, mens bloggerne hurtigt aktiverede 2500 af deres læsere til at gå på gaden eller bruge moderne teknologi til at sprede budskabet om et nej.

På afstemningsdagen, den 6.april, viste det sig hurtigt, at EU-kritikerne havde vundet en storsejr: 61,1 procent af vælgerne havde stemt nej og dermed skabt en yderst pinlig situation for regeringen. Aftalen med Ukraine var blevet ratificeret af alle andre EU-lande, så de hollandske vælgere havde stukket en kæp i hjulet på hele hele processen. Formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, mente sågar, at resultatet kunne udløse en “kontinental krise”.

De hollandske EU-skeptikere stod nærmest i kø for at fryde sig foran mikrofonerne, da resultatet stod klart. Den højrepopulistiske Geert Wilders mente, at det handlede om meget mere end Ukraine: “Det hollandske folk sagde nej til den europæiske elite og nej til traktaten med Ukraine. Dette er begyndelsen på enden for EU,” tordnede han. Joram van Klaveren, et parlamentsmedlem fra partiet VoorNederland, tilføjede: “Denne afstemning smager af mere. Som briterne bør vi nu også stemme om vores EU-medlemskab.”

Spirende euroskepsis
De ekstremt EU-kritiske toner er relativt nye i et land, der siden unionens begyndelse har været blandt de mest positive overfor det europæiske projekt. Indtil årtusindeskiftet havde der været tradition for, at regeringen uden videre ratificerede traktater fra EU, men efter euroens indførelse i 1999 begyndte utilfredse vælgere i stigende grad at efterspørge mere direkte indflydelse på europapolitikken. Den umiddelbare årsag var simpel: Priserne steg hurtigere end inflationen efter euro-beslutningen, der iøvrigt ikke kom til folkeafstemning. I 2005 kom så det rungende og skæbnesvangre nej (61,5 procent) til EU-forfatningen. Det var den første folkeafstemning i Holland i mere end 200 år, og resultatet fik – sammen med det franske nej et par dage før – sat en øjeblikkelig stopper for ratificeringsprocessen i EU-landene. Jan Peter Balkenende, den daværende hollandske ministerpræsident fra det kristeligt-demokratiske CDA, sagde: “Idéen om ét Europa levede blandt politikerne, men ikke blandt de hollandske vælgere. Det må vi ændre på”.

Mange hollændere så dog regeringens vedtagelse af den efterfølgende udvandede EU-forfatning, Lissabon-traktaten, som et arrogant forsøg på at gennemtvinge EU-lovgivning på trods af folkets vilje. Nu, hvor ministerpræsident Mark Rutte (VVD) forhandler med Ukraine og EU om en mindre gennemgribende associeringsaftale, fremføres det argument atter i de hollandske avisspalter.

Stadig et EU-bolværk
Wilders og van Klaveren mente at det hollandske nej var en bred, folkelig afvisning af EU som politisk projekt, men som den liberale avis NRC indvendte, er nej-resultatet dog slet ikke så entydigt, som man kunne fristes til at tro: “Er årsagen at vælgerne frygter, at aftalen er et skridt mod et EU-medlemskab til Ukraine? Eller er de utilfredse med EU, med regeringen eller politik i det hele taget?”, lød det.

Statistikken afslører da også en mere nuanceret virkelighed, end EU-skeptikerne gav udtryk for. Først og fremmest må man hæfte sig ved at blot 32,2 procent af vælgerne gad at begive sig ned til et af landets cirka 10.000 stemmelokaler – den næstlaveste stemmeprocent nogensinde og blot 2,2 procentpoint over gyldighedsgrænsen.

Den ringe interesse havde tre årsager. For det første mente mange vælgere, at de ikke var rustede til at tage stilling til den 2135 sider lange og yderst komplekse aftale, og at de derfor bedre kunne overlade det til politikerne. For det andet følte vælgerne, at de blev holdt for nar af de provokerende arrangører, der reelt var ligeglade med associeringsaftalen, men alligevel tvang staten til at bruge 230 millioner skattekroner på at organisere afstemningen, så de kunne række tunge ad Bruxelles. Arrangørernes blog, GeenStijl, der betyder “ingen stil” og har undertitlen “tendentiøs, ufunderet og unødvendigt sårende”, hjalp ikke på troværdigheden. Endeligt valgte mange EU-tilhængere at blive hjemme af strategiske årsager. Meningsmålinger tydede nemlig længe på, at færre end 30 procent ville stemme, og i så fald ville det jo være mere effektivt at blive hjemme på sofaen, så afstemningen kunne erklæres ugyldig.

Ørefigen til regeringen
Afstemningsresultatet kan desuden ses som endnu en ørefigen til en historisk svag toparti-regering, hvor både socialdemokraterne (PvdA) og de liberale (VVD), har måttet løbe fra en del valgløfter for at kunne bygge bro over ideologiske kløfter og blive ved magten. De to partier havde tilsammen 50,4 procent af vælgernes støtte ved valget i 2012, men mange er siden flygtet til de politiske fløjpartier så opbakningen til regeringen nu lyder på sølle 25 procent. Afstemningen om Ukraine var for mange desillusionerede vælgere en god lejlighed til at give endnu en lussing til de to partier.

Den seneste undersøgelse fra Eurobarometer tyder nu heller ikke på, at hollænderne er blevet særligt EU-kritiske. I november 2015 mente 68 procent af landets vælgere, at man bør forblive medlem af EU, mens det tal lød på 55 procent i Storbritannien, 52 procent i Danmark og sølle 47 procent i gennemsnit for alle unionens medlemslande. Desuden eksporterer Holland varer og tjenester for 450 milliarder euro om året, mere end både Italien og Storbritannien, og vælgerne er meget bevidste om, hvor mange virksomheder, der er afhængige af EU’s handelsfordele. Som Hans de Boer fra den hollandske arbejdsgiverforening VNO-NCW sagde: “Det er på grund af udlandet, at vi hollændere får både brød – og pålæg – på bordet”.

Frygter grænseløst Holland
Der synes derfor ikke umiddelbart at være nogen fare for en Nexit-afstemning (Nederland-exit) i det grundlæggende EU-positive land – men det betyder ikke at den voksende utilfredshed med “banditterne i Bruxelles”, Wilders mantra, ikke skal tages alvorligt. 73 procent af hollænderne mener at deres eget demokrati er velfungerende, mens blot 44 procent mener det samme om EU. Desuden tilkendegiver 83 procent at de vil have mere indflydelse på, hvad der foregår i Bruxelles. Ifølge det hollandske socialforskningsinstitut er der opstået en tydelig kløft mellem lavt- og højtuddannede. Det er således primært de lavtuddannede vælgere hos socialisterne i SP og Geert Wilders’ Frihedsparti (PVV), der frygter et grænseløst og elitært Holland, hvor immigranter frit strømmer ind og penge flyder ud til “korrupte aktører”, som EU og Ukraine. De højtuddannede opfatter sig derimod i højere grad som verdensborgere og ser EU som et uundværligt redskab til at skabe fred og vækst i Europa.

Fronterne er således trukket skarpt op i det tidligere så EU-elskende Holland. Slaget om Ukraine-aftalen er da også langtfra slut og bliver med garanti genoptaget henover sommeren. Mark Ruttes ramponerede regering vil nemlig afvente resultatet af den britiske folkeafstemning den 23.juni, før man afslører om man, på trods af afstemningsresultatet den 6. april, alligevel vil forsøge at gennemføre en associeringsaftale med hollandske undtagelser.

Kasper Schlie er freelancejournalist bosiddende i Holland.

Billedet i artiklens top: flickr.com/europagebouw