Hvad indebærer Camerons store plan?

2017-06-30T10:08:00+00:00 Af |Baggrund|

Efter valgsejren den 7. maj 2015, hvor David Cameron formåede at få et overraskende Konservativt flertal i det britiske parlament, vil det nu vise sig, om han som lovet vil lægge en folkeafstemning ud om det britiske EU-medlemskab efter en genforhandling af Storbritanniens vilkår i EU-samarbejdet.

12.6.2015 | STORBRITANNIEN | I Bloomberg-talen fra januar 2013 lovede Cameron, efter pres fra det Konservative bagland og det EU-skeptiske parti UKIP, at en genvalgt Konservativ regering ville genforhandle britiske vilkår i EU. Genforhandlingen skal danne baggrund for en folkeafstemning, hvor det britiske folk skal tage stilling til Storbritanniens fremtidige medlemskab af EU.

I talen fremsatte Cameron syv krav, som krævede både traktatændringer og ændringer i national- og sekundær EU-lovgivning. Camerons krav indebar blandt andet tilbageførelse af magt fra EU-niveau til nationalniveau, samt en fratagelse af Storbritannien fra et stadig snævrere EU-samarbejde.

Sådanne ændringer kræver traktatændringer. Andre krav omhandlede begrænsninger af EU-migranters adgang til velfærdsydelser – krav, som lettere kan løses gennem nationallovgivning og EU-retsakter.

I november 2014 holdt Cameron en anden tale om Storbritanniens nationale interesser omkring immigration. Her fremførte han fem krav, hvis en britisk genforhandling på et senere tidspunkt skulle finde sted. Det, der springer i øjnene ved disse fem krav, er, at det ikke nødvendigvis kræver traktatændringer, men kan løses gennem EU retsakter, nationallovgivning og fremtidige udvidelsestraktater.

Kravene omfattede: 1) udvisning af EU-jobsøgere, hvis ikke man finder et job indenfor seks måneder, 2) en optjeningspligt på fire år inden man kan få adgang til sociale ydelser, som skattefradrag og boligstøtte, 3) ingen adgang til børnepenge, hvis ens børn bor i et andet EU-land, 4) restriktioner på den fri bevægelighed for nye medlemslande, 5) en lempelse af krav for udvisning af kriminelle, svindlere, tiggere og forhindre at personerne kan vende tilbage til landet.

Europæiske statsledere har efterspurgt hvad Cameron ønsker at genforhandle. Men Cameron har endnu ikke fremlagt en klokkeklar plan for, hvad han vil have af ændringer. Det skyldes måske, at han ikke vil sætte folks forventninger til den kommende aftale for højt, da han ikke kan være sikker på, hvad han kan få ”med hjem” til Storbritannien og måske senere blive klandret for løftebrud.

Camerons krav fra 2014 lægger dog op til, at han vil gå efter den ”lette løsning”, som ikke kræver traktatændringer, da dette vil kræve en ratificering af de 27 andre medlemslande i Det Europæiske Råd. 

Charmeoffensiv
På nuværende tidspunkt er Cameron på charmeoffensiv i Europa, hvor han skal diskutere Storbritanniens fremtidige medlemskab af EU med de øvrige EU-lande. I slutningen af maj besøgte han Angela Merkel og François Hollande, hvor han prøver at mobilisere opbakning til synspunktet om, at der er behov for reformer på området omkring EU-migranters adgang til velfærdsydelser.

Indtil videre ser franskmændene ud til at være skeptiske overfor dette, hvorimod tyskerne fremstår som mere positive og villige til at finde en løsning.

Debatten om velfærdsydelser er populær og blussede især op under Europa-Parlamentetsvalget i maj 2014 i lande som Danmark, Tyskland og Holland. I Danmark blev det helst store fokus sat på EU-migranters adgang til den danske børnecheck, hvor pengene efterfølgende blev sendt ud af den danske økonomi og hjem til det land, hvor børnene bor.

På charmeoffensiven vil Cameron nok forsøge at få bakket op om hans synspunkter og endnu en gang få pustet liv i debatten om nødvendigheden af reformer på velfærdsområdet. Camerons ønskescenarie kan være, at en britisk genforhandling vil bane vejen for nye standarder på EU-niveau om velfærdsydelser.

Dette kan fjerne fokus fra, at Storbritannien endnu en gang fremstår som EU’s vanskelige partner, som gang på gang ønsker særordninger til at sætte øget fokus på behovet for EU-retsakter på det socialpolitiske område.

Brexit
Selvom det på nuværende tidspunkt er svært at spå om fremtiden for genforhandlingerne og derved resultatet af en folkeafstemning i Storbritannien, er det sikkert, at et Brexit både vil ramme EU og Storbritannien. Cameron har endnu ikke meldt ud, hvilken form for aftale han ønsker at lave med EU, hvis et Brexit bliver en kommende realitet. Sikkert er det dog, at et britisk nej til EU vil få konsekvenser for begge parter.

For Storbritannien vil et Brexit betyde, at indflydelsen på lovgivningen i EU-regi forsvinder og derved forsvinder Storbritanniens politiske indflydelse i Europa også. Det ironiske er, at den politiske indflydelse i Europa var et af hovedargumenterne for britisk optagelse i det europæiske samarbejde i 1973.

På trods af en udmeldelse ønsker Storbritannien måske at forblive en del af EU’s Indre Marked, men det vil så stadig kræve, at store dele af EU’s lovgivning forbliver implementeret i den nationale lovgivning. Storbritannien vil blot miste muligheden for at præge lovgivningen.

I realiteten betyder det, at Storbritannien mister national suverænitet, da man ikke har indflydelse på lovgivning, som alligevel skal implementeres. Afgivelse af national suverænitet er et aspekt, der oftest bruges af de Konservative som modargument i EU-debatten.

Brexit vil også få større økonomiske konsekvenser for Storbritannien, i hvilken grad vil klart afhænge af, hvilken model Storbritannien forhandler sig frem til efterfølgende.

Et Brexit vil også have konsekvenser for EU. Det vil blandt andet betyde at EU’s befolkningstal bliver 12,5 pct. mindre, men det vil også kunne mærkes på EU’s budget, da Storbritannien bidrager med ca. 15 pct. til det samlede budget. Derved vil andre EU-lande skulle poste flere penge i EU for at få hjulene til at dreje rundt.

Herudover, vil et Brexit også ændre på stemmevægtene og magtbalancen i Ministerrådet. Her vil mere handelsorienterede lande, som blandt andet Danmark, kunne mærke et manglende Storbritannien, da protektionistiske lande, som f.eks. Frankrig, vil have lettere ved at mønstre et blokerende mindretal, hvis et tungt handelsorienteret land som Storbritannien ikke er der.

Medlemslandene må altså overveje, i hvor høj grad et britisk EU exit vil komme til at ramme dem, og hvilke konsekvenser det kan skabe.

I sidste ende må EU finde ud af, om de kan forene sig med britiske interesser, ligesom det britiske folk må gøre op med sig selv, om de kan acceptere EU’s udvikling. En fremtidig afstemning vil formentlig blive afgjort af de godt ca. 20 pct. af befolkningen, der er i tvivl om opbakningen til det britiske EU-medlemskab.

Julie Jensen-Bendtsen er stud. ling. merc. i Europæiske Studier på CBS

Flickr Creative Commons / Number 10

Læs også Magasinet Europas tema om Brexit