Hvilken Morten har misforstået dansk suverænitet i forhold til EU – Østergaard eller Messerschmidt?

Øget europæisk integration betyder svækket national suverænitet, lyder det ofte fra EU-kritikere som Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i forbindelse med folkeafstemningskampagner. Men et tættere EU-samarbejde kan også være en vej til mere national selvbestemmelse. Det afhænger i høj grad af, hvordan man forstår begrebet suverænitet.

18.11.2015 | TEMA OM RETSFORBEHOLDET | Morten Messerschmidt beskrev sidste år i en kronik, hvordan nationalstaten ifølge ham er det ”naturlige udgangspunkt for al suverænitet.”

Messerschmidt og ligesindede ser EU-samarbejdet som uforeneligt med det nationale kerneprincip og sætter per automatik lighedstegn mellem øget europæisk integration og mindre national selvbestemmelse.

Men har de ret? Ikke, hvis man spørger på den anden fløj, hvor EU opfattes som et politisk instrument til at maksimere nationalstaternes indflydelse – og dermed styrke deres suverænitet. Et argument, De Radikales Morten Østergaard ofte har været bannerfører for og som nu igen er aktuelt op til folkeafstemningen om retsforbeholdet.

Forud for EU-relaterede afstemninger er der således to suverænitetsforståelser, som typisk duellerer i de politiske debatter i Danmark. I den ene version fremstilles suverænitet som et ’nulsumspil’, mens den anden version opererer med en suverænitetsforståelse, hvor ’indflydelse’ vægter tungest.

De jure og de facto suverænitet
I den første udgave – fremhævet af Morten Messerschmidt og de øvrige EU-kritiske røster – figurerer suverænitet som et udeleligt og ufleksibelt princip, som kun giver mening i relation til nationalstaten. Af samme årsag bliver enhver overførsel af magtbeføjelser fra et nationalt til et europæisk institutionelt niveau betragtet som en udvanding af suverænitetsprincippet.

EU-kritikerne lægger dermed stor vægt på den såkaldte de jure (formel juridisk) suverænitet som en forudsætning for national selvbestemmelse, hvilket henviser til, at staten besidder den højeste eksklusive magt over et territoriums love.

Juridisk suverænitet spiller en afgørende rolle i forhold EU-afstemninger, da det netop er beslutningen om at overføre magtbeføjelser til fælleseuropæiske organer, som kan afføde en folkeafstemning, hvis forslaget ikke kan opnå femsjettedeles flertal i Folketinget.

Vender man blikket mod den pro-europæiske lejr hos blandt andre De Radikale, vil man imidlertid finde en noget anden suverænitetsforståelse. Frem for at være nationalstatens absolutte antitese, bliver EU i stedet betragtet som en forlængelse af nationalstatens magtbeføjelser og dermed et politisk ’redskab’ til at opnå større indflydelse.

Her er det altså nationalstaternes de facto suverænitet, som er i centrum, hvilket vil sige staternes faktiske evne til at praktisere uafhængighed og national selvbestemmelse. Det giver f.eks. sig selv, at der må være forskel på Danmarks og USA’s politiske handlefrihed og dermed også muligheden for at forsvare nationale interesser.

Det ofte fremførte argument om, at Danmark bør afgive suverænitet for at ”sidde med ved bordet” bygger netop på denne logik – nemlig at en mindre stat som Danmark bør alliere sig med andre lande for at kunne gøre sig gældende nationalt såvel som internationalt og derfor bør sidde med ved det ’europæiske bord’, hvor vitale beslutninger bliver truffet. Ved at afgive (juridisk) suverænitet kan man i denne optik vinde (de facto) suverænitet.

Der er ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem de to (nært forbundne) suverænitetsformer, for selv om en stat skal besidde juridisk suverænitet for at kunne handle suverænt, kan det ofte være så som så med selvbestemmelsen. Det nuværende politiske landskab byder således på adskillige eksempler, hvor mindre stater må se sig ude af stand til at forsvare deres suverænitet grundet pres fra større og mere magtfulde lande.

Suverænitetens mangfoldige ansigt
Groft sagt kæmper de to lejre med forskelligartede suverænitetsforståelser om vælgernes gunst, når krydset d. 3. december skal sættes.

Men der er også et mere følelsesbetonet aspekt ved suverænitet, som uden tvivl vejer tungt, når danskerne – og europæere generelt – skal stemme for eller imod europæisk integration. Nogle peger således på suverænitet som en forudsætning for ’national identitet’ og sætter spørgsmålstegn ved, om et nationalt ’vi’ og nationale særegenheder kan opretholdes og forsvares i EU.

I den danske debat er det først og fremmest velfærd og den særlige ’danske model’, der figurerer som centrale nationale symboler og derfor i høj grad bliver identisk med ’danskhed’. Det er altså ikke nødvendigvis en rationel kalkulation, som ligger til grund for denne type suverænitet, men nærmere en følelse af, hvorvidt nationale kerneværdier anses som enten truet eller sikret igennem det europæiske samarbejde.

Når man skal afgøre, om øget europæisk integration fører til mere eller mindre national selvbestemmelse, er det således vigtigt at huske på, at suverænitet langt fra er en entydig størrelse.

Mette Ginnerskov Hansen er ph.d.-studerende ved Europastudier på Aarhus Universitet

Dette er en let omskrevet udgave af en artikel, der blev bragt d. 25. maj 2014, hvor danskerne stemte til Europaparlamentsvalget og om Patentdomstolen  

En oversigt over temaets andre artikler opdateres løbende med links her

stoettet_af_Europa_naevnet