Hvor meget er en drøm værd?

2018-05-22T11:44:57+00:00 søndag, 29. april, 2018|

Paolo Genovese fik nærmest kun rosende ord for sin film “Perfetti Sconosciuti” (Perfect strangers) fra 2016. Nu er han tilbage med endnu et filmisk værk, “The Place”, denne gang baseret på Christopher Kubasiks originale serie “The booth at the end.” De komiske elementer fra Genoveses forgående film er lagt på hylden til fordel for en mere filosofisk og mørk fortælling.

Anmeldelse af Alexander Wienberg Fazio

En mand sidder på en café, eller som den hedder ”The Place”. Manden sidder der hele tiden, dag og nat. Han snakker løbende med forskellige gæster, som er der for at få deres ønsker opfyldt. Det eneste manden kræver for at anvende sine særlige evner, er, at gæsterne udfører en opgave som han stiller dem. En opgave som skal udføres, præcis som han ønsker det. Et lille ønske og du får tildelt en lille og let opgave, et større ønske og du får tildelt en større og sværere opgave.

Valget er op til den enkelte, og afstedkommer filmens store spørgsmål: er drømmen eller ønsket det værd?

Menneskesindets afkroge udforskes
Er det en pagt med djævelen eller med gud? At dømme efter de opgaver, der stilles er manden i hvert fald ondsindet. For selvom, at ønskerne i nogle af tilfældene hører til den mørke del af menneskets sind, er opgaverne direkte modbydelige. Ønskerne er alt fra at tilbringe en nat med en pornostjerne, redde en søn, få synet tilbage eller finde gud. Alt lader til at være muligt. Tyveri, terror og voldtægt er, hvad der skal betales med for, at manden er tilfreds og det presser gæsterne ud i livsændrende situationer.

The Place udforsker på denne måde menneskets mere mørke afkroge. Filmen leger med vores lyster og med, hvor langt vi vil gå for at få dem opfyldt. Endelig sætter den spørgsmålstegn ved, hvad vi ønsker kontra, hvad vi har brug for. Hvordan man opnår disse ting, og hvilket indtryk det gør på ens samvittighed?

Manuskriptet og det filmtekniske
Genovese har skrevet manuskriptet i samarbejde med manuskriptforfatter Isabella Aguilar, baseret på serien The booth at the end. Genovese og Aguilar har dog ændret på de forskellige karakterer fra serien og småjusteret handlingen for at tilpasse den det kortere medie.

Filmen er meget dialogpræget og udspiller sig kun på caféen. Der er derfor lagt et stort arbejde i det filmtekniske, for at filmen ikke kommer til at virke for tung og teatralsk. Især kameraføring, vinkler, lyssætning, og klipning bliver brugt for at skabe dynamik og suspence i de forskellige scener.

Castet er spækket med nogle Italiens mest eftertragtede skuespillere og det kan mærkes på skuespillet, som er fænomenalt. Især Valerio Mastandrea som L’uomo (Manden), skaber en karakter med tilstrækkelig mystik til at bærer det uvisse i filmens fortælling.

En eftertænksom men måske unødvendig film
The Place’s underholdningsværdi ligger i fortællingen og mystikken samt i de spørgsmål karaktererne stiller sig selv ved udførelsen af deres opgaver. Fortællerglæden og nysgerrigheden kan mærkes på det store lærred, og lysten til at eksperimentere med mediet er ikke til at tage fejl af fra folkene bag filmen.

Desværre sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvorfor denne fortælling skulle genfortælles som film? Er skiftet fra serie til filmediet meningsfuldt og nødvendigt? For undertegnede er det bestemt ikke tydeligt.

The Place giver seeren spændende stof til eftertanke. Det er en film, som kan fortolkes, analyseres og debatteres efter man har set den, såvel som dagene derpå. Den lever ikke op til Paolo Genoveses sidste film Perfetti Sconosciuti, men er dog stadig en seværdig finurlig lille film med en masse på hjertet. The Place konstaterer endnu engang, at den italienske filmverden finder nye veje for at komme tilbage til fordums styrke på den store filmscene.

The Place – Italiensk Spillefilm fra 2017 – Instr. Paolo Genovese – Spilletid: 105 min

Alexander Wienberg Fazio er italienskstuderende ved Københavns Universitet og skriver om italiensk film.