Den danske journalist Lasse Skytt har betrådt tre europæiske lande i løbet af coronakrisen – Ungarn, Island og Storbritannien. Det har givet ham tre vidt forskellige oplevelser af europæisk tillid anno 2020. Læs mere i dette rejsebrev fra en europæisk nedlukningstid.

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND

Klumme af Lasse Skytt

Tillid = stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget. (Den Danske Ordbog)

I en nedlukningstid, hvor de fleste mennesker og flyvemaskiner har stået stille i månedsvis, har jeg bevæget mig tværs over det europæiske kontinent og tilbage igen.

Da coronaepidemien eskalerede i marts, befandt jeg mig i mit hjem i Ungarn, og det gør jeg også i skrivende stund. Men i mellemtiden har jeg rejst fra Ungarn til Storbritannien og fra Storbritannien til Island. Og samme vej retur to måneder senere, fra Island til Storbritannien og videre fra Storbritannien til Ungarn.

Mine europæiske coronarejser var præget af pludselighed og frygt for smitte og er som sådan ikke noget at skrive hjem om. Men mine ophold i de tre lande har ikke desto mindre givet mig tre vidt forskellige oplevelser af den europæiske tillid anno 2020, som jeg gerne vil dele.

Årsagen til, at jeg overhovedet begav mig ud på dette farlige togt gennem et coronaramt Europa, er min elskede islandske kone, Nadía. Til daglig studerer hun medicin i Ungarn, hvor vi bor, men på grund af coronaepidemien blev hun kaldt hjem for at hjælpe de islandske læger med at håndtere udfordringen i Island. Jeg rejste med hende, naturligvis.

Politikontrol og et rødt skilt på døren
Denne ekspedition gennem europæisk tillid begynder og slutter dog i Ungarn. Og lad os bare tage det sidste først. For som følge af min hjemkomst til Ungarn den 28. maj er jeg i øjeblikket i færd med at afsone de obligatoriske 14 dages karantæne, og måden det foregår på, vil jeg gerne uddybe. Den siger nemlig en del om de forskelle, der findes mellem de europæiske lande og deres tilgang til kontrol.

Rundt i Europa er der tilsyneladende mange varianter af de 14 dages hjemmekarantæne, og den ungarske model lægger sig i den mere autoritære ende af spektret. Her skal det nævnes, at Ungarn er gået relativt smertefrit gennem coronakrisen og kun har halvt så mange døde per indbygger som Danmark, men dobbelt så mange som Island.

Under coronakrisen har det indtil nu kun været ungarere og EU-borgere med ungarsk adresse, der har kunnet krydse grænsen ind til Ungarn. Da jeg returnerede til Budapests lufthavn natten til den 28. maj, fik jeg i paskontrollen udleveret et rødt skilt, som jeg skulle klistre på hoveddøren til min lejlighed. Sådan er proceduren for alle indrejsende til Ungarn.

På det røde dørskilt står der: ”Adgang forbudt. En person er under epidemiologisk observation her. Personen, som er under observation, må ikke forlade lejligheden uden officiel tilladelse”.

Rødt skilt på døren og dagligt besøg af ungarsk politi. – Privatfoto

Det betyder, at jeg på nuværende tidspunkt ikke været ude af min lejlighed i 10 dage. Jeg må ikke få besøg udefra. Jeg må end ikke gå ned med skraldet.

Ydermere kommer politiet forbi hver eneste dag på et uanmeldt tidspunkt og kontrollerer, at jeg er hjemme og ikke bryder karantænereglerne.

Flinke og fleksible besøgsbetjente
Et rødt skilt på døren, daglig politikontrol og forbud mod at forlade sit hjem. Det lyder skræmmende, ikke?

Og hvis man beskriver situationen i Ungarn uden fodnoter, kan man sagtens få folk i Danmark og Vesteuropa til at sammenligne den med noget fra Anden Verdenskrigs rædsler.

Heldigvis – skal det hurtigt siges – er virkeligheden ganske langt derfra.

Eksempelvis fandt politibetjentene hurtigt ud af, at de bare kan vinke op til mig, hvis jeg står på min udendørs terrasse (en terrasse, som i øvrigt har gjort hjemmekarantæne i 28 graders varme lidt mere udholdelig). Så slipper de for turen op til fjerde sal.

Når de en gang i mellem alligevel kommer hele vejen op til døren, så gør de det med et smil og spørger, om alt er i orden, eller om jeg mangler noget. De ungarske besøgsbetjente er flinke og fleksible.

Som det ofte er tilfældet i Ungarn, er virkeligheden faktisk slet ikke så slem, som man måske skulle tro.

Skræmmebilledet af Orbáns Ungarn
Men lad os lige blive i det unuancerede skræmmebillede, for det kan nemlig være med til at forklare den til tider ret snæversynede opfattelse, der eksisterer af Viktor Orbáns Ungarn i danske og vestlige medier.

Coronaepidemien har ikke været nogen undtagelse i den forstand. Kulminationen kom den 31. marts, da Viktor Orbáns magtfulde Fidesz-parti stemte for landets nødretslov, som gav Orbán-regeringen mulighed for at styre per dekret uden at skulle spørge parlamentet. Jeg var selv med til at dække det kritisable i lovens manglende solnedgangsklausul, hvilket netop skyldtes mange ungarske borgeres og oppositionspartiernes mistillid til, hvorvidt Orbán-regeringen reelt ville trække loven tilbage igen, når pandemien er ovre, som Orbán havde bedyret.

Men nogle medier gik videre end det, og den fik ikke for lidt. Amerikanske Washington Post skrev, at ”coronavirussen dræber sit første demokrati”, mens danske Politiken skrev, at Ungarn har ”kurs mod det rene diktatur”. I en kronik på Altinget blev der skrevet om et ”coronakup”, og det blev fremhævet, at Orbáns såkaldte bemyndigelseslov delte navn med den lov, Hitler fik vedtaget i 1933.

Mistro skygger for nuancer og proportionssans
Hjemme i Ungarn var der imidlertid mere ro på. Her fyldte frygten for virussen mere end frygten for demokratiet, hvis man kan sige det sådan. Et stort flertal af ungarerne har bakket op om regeringens strategi , hvilket faktisk er værd at bemærke, fordi Ungarn ellers til daglig er det mest politisk polariserede land i EU. Et land, hvor mistilliden til modpartens meninger er enorm.

Det gælder ikke alene de progressives mistillid til Viktor Orbán, men også Orbáns egen mistillid til de progressive. Med nødretsloven gjorde Orbán det eksempelvis strafbart at sprede misinformation, hvilket blandt andet førte til anholdelse – men ikke sigtelse – af en ældre mand, som på Facebook havde kaldt Orbán for en ”vores kære diktator”.

Ældre ungarsk mand anholdes af politiet for at have omtalt Orbán som diktator. – Foto fra 444.hu

Hvis man vil have, at Ungarn skal være ligesom Skandinavien, så er der selvsagt uendeligt meget at kritisere. Hvis man vil have, at Ungarn skal være, som ungarerne selv gerne vil have det, så er situationen lidt mere nuanceret. Det er værd at huske på.

Dette skal ikke forstås som en apologi for Viktor Orbán, for der er bestemt masser at kritisere ham og regering for, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med. Min pointe er bare, at nuancer og proportionssans er væsentlige – også selvom de er mere komplicerede begreber at skulle forholde sig til end fordomsfulde skræmmebilleder.

Seneste nyt er Orbáns udmelding om at trække nødretsloven tilbage i midten af juni. Han kræver nu en undskyldning fra Vestens kritikere for deres mistro. Af hans tilhængere betragtes udmeldingen som et ”se, hvad vi sagde!”, hvorimod kritikerne vil pege på, at Orbán sikkert ikke havde trukket loven tilbage, hvis de ikke havde kritiseret den.

Hvordan man opfatter den omstridte premierministers gerninger, vil altid afhænge af øjnene, der ser. Sådan er det vist også i Trumps Amerika.

Historisk fald i briternes tillid
Den 26. marts landede min kone og jeg i London og fik straks smagt på Boris Johnsons tillidsforladte Brexitland. Vores oprindelige fly direkte fra Ungarn til Island var blevet aflyst, så nu måtte der en mellemlanding i Storbritannien til. Det krævede en overnatning på et herrens lufthavnshotel i Heathrow, som var fyldt til randen med paniske rejsende. Vi fik det sidste værelse.

I receptionen spyede en hvid englænder de værste gloser ud over en sort hotelmedarbejder, imens vi blev indlogeret, og hvis englænderen havde haft corona, så var hele lobbyen formentlig blevet smittet.

Få dage senere, da vi havde forladt Storbritannien igen, blev Boris Johnson indlagt med corona. Hvad sker der, tænkte man. En skrækkelig udvikling i et land, der udefra set har været i kaos gennem hele coronaforløbet.

På globalt plan er tilliden til regeringer ellers vokset til et rekordhøjt niveau under coronakrisen. Faktisk er den globale tillid steget ikke mindre end 11 procent siden januar, og i gennemsnit stoler hele 65 procent af verdens befolkning på deres nationale regering i disse dage. Det viser tal fra Edelman Trust Barometer.

Men særligt ét land skiller sig ud. Gæt hvilket? Storbritannien. Her er tallet kun 48 procent i en ny tillidsundersøgelse – et fald på næsten 20 procent siden april. Det vækker forbløffelse hos den danske forskningsleder Rasmus Kleis Nielsen fra Reuters Institute ved University of Oxford, som står bag undersøgelsen.

”Jeg har aldrig i mine 10 år som forsker på dette område set et fald i tillid som det, der er sket for den britiske regering i løbet af seks uger,” siger han til The Guardian.

”Don’t you dare steal my customers!”
At tilliden i Storbritannien er svær at få øje på, oplevede vi også to måneder senere, da vi den 27. maj igen mellemlandede på londonsk grund under hjemrejsen til Ungarn. Denne gang skulle vi skifte lufthavn for at nå flyet videre til Budapest. Så med alt vores habengut på en vogn begyndte vi at lede efter en taxi, der kunne køre os de 45 minutter fra Heathrow til Luton.

Londons berømte taxaer holder i kø. Arkivfoto

Uden for ankomsthallen fandt vi den passagerhungrende taxakø. Aldrig før har jeg set en så endeløs række af taxichauffører stå ved deres biler med så glubske blikke. Ingen andre mennesker i miles omkreds – kun min kone og jeg og de tre andre, vi rejste sammen med. Chaufføren fra den allerforreste taxa, en midaldrende englænder med en skaldet isse, kommer pludselig løbende ned langs køen for at sikre sig, at vi nu også vælger hans taxa, fordi den holder forrest.

Han har opdaget, at en mørklødet piratchauffør i en stor van er kørt frem for at hijacke os – uden respekt for Black Cab-taxaernes køkultur. Englænderen er rasende.

Don’t you dare steal my customers, you fucking Somali,” råber han efter piratchaufføren og tager fat i vores kufferter.

Vi har tydeligvis ikke noget andet valg end at køre med ham.

Det viser sig, at han har ventet 17 timer på at komme forrest i køen af taxaer. Turen med os bliver hans eneste i to hele dage – ligesom mange af sine kolleger har han overnattet i bilen for ikke at miste sin plads i køen. Han flytter sit minikøleskab og en elkedel for at gøre plads til en rullekuffert på passagersædet.

”Jeg stoler ikke på nogen længere, men jeg blev så glad for at se jer,” siger englænderen i en blanding af vrede og britisk høflighed, mens vi sætter kursen mod Luton Airport.

Kontrol er godt, men tillid er billigere
I Island går tingene fredeligere for sig, skal jeg hilse og sige – også her under coronakrisen.

Vi spoler lige tiden tilbage igen. Efter overnatningen på det propfyldte Heathrow-hotel ankom jeg til Island sammen med min kone den 27. marts. Vi kørte direkte i 14 dages karantæne i et hus på landet, hvorfra hun kunne arbejde som telefonlæge (og jeg som telefonjournalist). Men på intet tidspunkt var der nogen myndigheder, der holdt øje med, på hvilken adresse vi opholdte os, eller om vi mødtes med andre mennesker. Vi kunne lige så godt have booket os ind på et hotel i 101 Reykjavík, ingen ville have opdaget det.

Når jeg skal lave sammenligningen mellem tilliden i Ungarn og i Island, kommer jeg i tanke om den danske professor Gert Tinggaard Svendsen. Han er kendt for at have omskrevet Lenins frase ”Tillid er godt, men kontrol er bedre” til noget lidt andet, noget mere nordisk: ”Kontrol er godt, men tillid er billigere”.

Med andre ord har det ikke kostet mange islandske skattekroner at overvåge min kone og jeg under vores indrejsekarantæne – man har simpelthen bare stolet på, at vi gjorde, som vi skulle.

Islandsk politikerlede, men tillid til hinanden
Se, inden jeg skønmaler tilliden på den nordatlantiske vulkanø, må vi lige huske nuancerne. For ikke alt er fryd og gammen på den front.

Vi behøver bare at nævne pengemændene bag det islandske bankkrak under finanskrisen i 2008, eller premierminister Sigmundur Davíðs tåkrummende fald fra magtens tinde efter Panama Papers-afsløringerne i 2017. Islændingene har sågar gjort en landskendt komiker til borgmester i Reykjavik – den slags satirepolitik plejer at være en indikation på borgernes mistillid til de almindelige politikere. Vi kan også lige få med, at Island er det mest korrupte land i Norden.

Til gengæld er islændingenes tillid til hinanden og til de faglige eksperter ganske høj. Hvilke andre nationer ville for eksempel lægge deres gener og andre personlige data i hænderne på direktøren for en privat virksomhed?

Det har islændingene gjort af egen fri vilje.

Virksomheden hedder deCode Genetics, og med genforskerdirektøren Kári Stefánsson i spidsen har den kortlagt over halvdelen af alle islændinges arvemasse – et arbejde, der har forsynet Island og den globale genforskning med et enestående indblik i en hel befolknings arvemasse og dets slægtshistorie århundreder tilbage.

Hvad er bedre end kontrol og billigere end tillid?
Jeg mødte Kári Stefánsson på hans kontor i Reykjavík den 22. maj for at interviewe ham til Kristeligt Dagblad.

”At bevare det islandske folks tillid har været alfa omega for mit projekt,” sagde han blandt andet.

Kári Stefánsson og hans firma har endvidere været en afgørende faktor i Islands succesfulde bekæmpelse af coronavirussen. Kun 10 personer er døde i Island, og samfundet er for længst vendt tilbage til hverdagen (det er turisterne dog ikke).

Kári Stefánsson på sit kontor i Reykjavík. – Foto: Lasse Skytt

Helt fra begyndelsen af marts har deCode Genetics arbejdet tæt med landets sundhedsmyndigheder om at virusteste befolkningen og opspore alle smittede. Island var angiveligt det eneste land i verden, som begyndte at teste, før sygdommen ankom til landet. I de første måneder testede ingen andre lande i verden mere, end Island gjorde.

De islandske sundhedseksperter havde altså en plan i skuffen, da epidemien ramte, og man fulgte den hele vejen igennem – og havde tillid til, at Kári Stefánssons virksomhed kunne hjælpe. Politikerne holdt sig i baggrunden.

”I stedet for at have en massiv nedlukning som de fleste steder i Europa og USA så var den islandske nedlukning kun gældende for dem, der faktisk var smittede eller havde været i kontakt med smittede. Det betyder, at vi på under 10 uger stort set har udryddet smitten og sygdommen i Island. Faren er drevet over,” konstaterede genforskeren.

Her slutter foreløbigt denne rundrejse i et coronaramt Europa. Og fordi det ligger lige til højrebenet, vil jeg gerne slutte med at bygge videre på Lenin og Svendsens ovennævnte frase:

Kontrol er godt, tillid er billigere, men en klar teststrategi kan virkelig betale sig.

Fakta

Smittede per 1 mio. indbyggere:

Island: 5.298

Storbritannien: 4.217

Ungarn: 415

(Danmark: 2.063)

Døde per 1 mio. indbyggere:

Island: 29

Storbritannien: 597

Ungarn: 57

(Danmark: 102)

Testede per 1 mio. indbyggere:

Island: 184.097

Storbritannien: 82.241

Ungarn: 21.756

(Danmark: 121.992)

Aktive smittetilfælde:

Island: 2

Storbritannien: Ikke angivet

Ungarn: 1.183

(Danmark: 604)

Kilde: Worldometer.info (8. juni 2020)

 

Lasse Skytt er journalist, bosat i Ungarn, og forfatter til bogen ’Orbánland’.

Billede i artiklens top: /Lasse Skytt dulmer nerverne ombord på flyet/Privatfoto

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: