Hvorfor jeg gav roret videre til Rina

2017-06-30T10:08:10+00:00 Af |Kommentar|

Det er i bogstaveligste forstand et uheld, der sender Søren Søndergaard til Europa-Parlamentet for syv år siden. Der er dog intet tilfældigt ved hans valg om at overlade pladsen til den nye spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU kort tid inden Europa-Parlamenstvalget.

23.5.2014 | EP-TEMA | Tirsdag den 4. februar 2014 havde jeg min sidste arbejdsdag som Europa-Parlamentariker. I løbet af de sene aftentimer blev mit navneskilt foran kontoret i Strasbourg skiftet ud og navnet på min stemmemaskine i den store plenarsal ændret. Fra onsdag den 5. februar hed Folkebevægelsens medlem af Europa-Parlamentet ikke længere Søren Søndergaard, men derimod Rina Ronja Kari. EU-modstanden havde skiftet ansigt.

Hvis nogen tror, at denne ændring skete ved en pludselig indskydelse eller uden en grundig forberedelse, så kan de godt tro om igen. Faktisk kan det slet ikke lade sig gøre uden god tid. God tid til at anmode Europa-Parlamentet om lov til at udtræde. God tid til at få Folketinget til at godkende en afløser. Og rigtig, rigtig god tid til at sikre, at ændringen ikke fører til fyrede medarbejdere og et stort hul mellem at den gamle parlamentariker går af og den nye træder til.

Det bureaukratiske system i Europa-Parlamentet rider ikke ligefrem samme dag, som det sadler, hvilket jeg selv oplevede, da jeg blev parlamentariker.

Europa-Parlamentariker ved et tilfælde
Oprindeligt lå det ikke i kortene, at jeg skulle til Bruxelles. Op til Europa-Parlamentsvalget i 2004 diskuterede Enhedslisten, hvordan partiet kunne bidrage til at skaffe stemmer til de to EU-kritiske bevægelser; Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. Resultatet blev, at jeg stillede op for sidstnævnte.

Med en placering som nummer 9 på listen tegnede det dog ikke til, at jeg blev valgt – og det blev jeg da heller ikke. Folkebevægelsens mandat tilfaldt bevægelsens mangeårige MEP’er, Ole Krarup, mens jeg fik stemmer nok til posten som førstesuppleant.

I efteråret 2005 blev Ole Krarup kørt ned på sin cykel i Strasbourg og valgte derfor at stoppe med udgangen af 2006 for at komme sig helt efter ulykken. Dermed var der lagt op til, at jeg skulle overtage pladsen fra 1. januar 2007. Men dette var lettere sagt end gjort.

Da jeg en af de første dage i det nye år mødte op i Bruxelles, blev jeg modtaget med spørgsmålet: Hvem er du? Og i de første uger fik jeg kun allernådigst adgang til bygningerne ved hjælp af et gæstekort og strenge pålæg til en ansat i Europa-Parlamentet om kun at slippe mig af syne, når jeg skulle på toilettet.

Hvordan kunne det nu ske? Jo, min indtræden i Europa-Parlamentet blev godkendt af Folketinget torsdagen inden julepausen og det officielle dokument blev straks faxet til Strasbourg, hvor Europa-Parlamentet var samlet til sit månedlige møde. Hvad de pligtopfyldende medarbejdere i Folketinget imidlertid ikke vidste var, at det relevante kontor i Strasbourg lukkede tidligt om torsdagen for at rejse tilbage til Bruxelles.

Derfor måtte godkendelsen af min indtræden i Europa-Parlamentet ganske ensomt tilbringe jul og nytår i papirbakken på fax-maskinen i det tomme kontor i Strasbourg. Faxen blev først fundet, da Europa-Parlamentets rejsecirkus igen lagde turen forbi Strasbourg et godt stykke hen i januar. Først da blev jeg officielt medlem af Europa-Parlamentet.

Omhyggelig planlagt indskiftning
Jeg var altså advaret om, at det ikke er en helt uproblematisk opgave at skifte MEP’er midt i en parlamentarisk periode. Og det er det heller ikke for de ansatte. Jeg har oplevet hvordan en mangeårig sekretær i Europa-Parlamentet fra den ene dag til den anden blev forment adgang til sin arbejdsplads fordi det medlem, hun arbejdede for, var afgået ved døden. Logikken var, at når hun ikke havde nogen MEP’er, så havde hun heller ikke noget at gøre i Parlamentet.

Med den historie i baghovedet, var det vigtigt for mig, at sikre, at der ikke gik så meget som et splitsekund mellem at jeg stoppede og at Rina startede. Mine medarbejdere har derfor brugt mange timer og aflagt utallige besøg på hidtil ukendte kontorer på de lange gange i Europa-Parlamentets bygninger i Bruxelles for at sikre en glidende overgang.

Men når det nu er så besværligt, hvorfor så overhovedet gøre det? Hvorfor blev jeg ikke bare siddende frem til valget, hvilket også ville have sikret mig et par års eftervederlag. Selv ikke i Europa-Parlamentet er der penge i ”selvforskyldt ledighed”.

Det er generelt min opfattelse, at man ikke skal sidde i den samme valgte tillidspost for længe. Det gælder især i Europa-Parlamentet, hvor man meget let risikerer at få kappet sine forbindelseslinjer til virkeligheden. Det er der mange grunde til. Man bruger f.eks. rigtig meget tid på at rejse og være væk fra sine vælgere og så behandles meget af EU-lovgivningen i Europa-Parlamentet lang tid før det kommer op i offentligheden derhjemme. Andre MEP’ere, embedsmænd og lobbyister kommer til at fylde rigtig meget i ens daglige omgangskreds.

Derfor meddelte jeg Folkebevægelsens Landsledelse tilbage i januar 2013, at jeg ikke ønskede at genopstille til valget den 25. maj 2014. Dermed gav jeg bevægelsen god tid til at finde en ny spidskandidat. Men jeg skrev også til Landsledelsen, at hvis Folkebevægelsen ”blandt sine spidskandidater opstiller én, som allerede er suppleant til EU-parlamentet, så er jeg selvfølgelig klar til at trække mig før tid, således at vedkommende kan indhøste sine første erfaringer som EU-parlamentariker allerede inden valget.”

EU er learning by doing
Dette ordvalg var ikke tilfældigt. Hvis jeg bare trak mig og lod mig erstatte af min suppleant, så ville denne jo få en stor fordel i forsøget på at blive den nye spidskandidat. Derved kunne jeg risikere at kortslutte den demokratiske proces, som er helt afgørende i en frivillig bevægelse som Folkebevægelsen. I stedet valgte jeg en model, hvor Folkebevægelsen først fik mulighed for at udpege sin spidskandidat – og så ville jeg trække mig for den valgte kandidat, hvis ellers vedkommende var en af mine suppleanter.

”Et er søkort at læse, noget andet skib at føre”. Noget i den retning skrev gode gamle Holberg i Den politiske kandestøber fra 1723. Selvom han næppe tænkte på EU i den forbindelse, så er det jo rigtigt, at der er forskel på at have studeret noget og så have prøvet det selv.

Demokratiets aften i DR havde onsdag aften.. (Foto: Rasmus Leander Nielsen)

Demokratiets aften på DR havde onsdag aften besøg af spidskandidaterne, heriblandt forfatterens afløser, Rina Ronja Kari – nummer to fra højre
(Foto: Rasmus Leander Nielsen)

Valgkampe til Europa-Parlamentet er kendetegnet ved at være korte og intensive – og ekstremt personfikserede. Det sidste hænger nok sammen med at hele det danske folk skal være repræsenteret af kun 13 medlemmer. Derfor er det en stor fordel hvis en kandidat forinden har haft mulighed for at fungere i Europa-Parlamentet – også selvom det kun er i en kort periode.

Folkebevægelsen valgte Rina Ronja Kari som spidskandidat på landsmødet i oktober 2013. Hun har ikke bare været talsperson for bevægelsen i mange år, men var også opstillet til Europa-Parlamentet ved sidste valg og var dermed en af mine suppleanter. Efter aftale med hende fulgte hun mig som ”føl” i en periode inden hun overtog pladsen.

EU-modstanden har således skiftet ansigt, men ikke indhold. Det er jeg rigtig tilfreds med og ønsker Rina held og lykke – med slutspurten i valgkampen og i de forhåbentlig kommende fem år i Europa-Parlamentet.

Søren Søndergaard er forhenværende medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU 

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Folkebevægelsen mod EU