Hvorfor skal vi have internationale uddannelser i Danmark?

2019-05-15T08:52:58+00:00 onsdag, 15. maj, 2019|

Det er nemt for embedsmænd og politikere at sætte pris på udgifterne ved at uddanne andre EU-borgere i Danmark. Det er langt sværere at værdisætte omkostningerne ved en fordanskning af uddannelserne. For hvordan måler vi tabte samarbejdsrelationer, mindre international gennemslagskraft, færre danske medarbejdere i multinationale virksomheder og en mere begrænset forståelse af verden?

Kommentar af Hanne Tange

Den danske debat om internationale uddannelser har de seneste år handlet om penge. Helt præcist om den årlige udgift den danske stat har, fordi borgere fra andre EU lande bruger deres ret til at søge ind på danske videregående uddannelser. Den slags koster, og universiteterne blev derfor i august 2018 præsenteret for et politisk krav om at begrænse antallet af engelsksprogede studerende. Argumentet var, at internationale studerende ikke skabte tilstrækkeligt værdi for den danske stat. Statistisk kunne man dokumentere, at mange dimittender rejste ud af landet efter endt uddannelse, og den slags var spild af danske skattekroner.

Men kan værdien af uddannelse virkelig gøres op ved hjælp af et enkelt parameter? Og hvad kommer det til at betyde, hvis internationale studerende forsvinder fra danske universiteter? For at forstå den reelle værdi af internationale uddannelser er det nødvendigt at kigge nærmere på den udvikling, vi har set siden Bologna aftalen i 1999 for alvor satte gang i opbygningen af et europæisk ’marked’ for uddannelse.

Et europæisk projekt
International studenterudveksling og mobilitet har været et satsningsområde for EU siden 1990erne. Mange danske studerende oplevede dengang, at verden blev større, fordi de nu kunne tage på udveksling i lande som Storbritannien, Tyskland eller Spanien. Udveksling foregik for manges vedkommende igennem partnerskaber etableret mellem danske universiteter og institutioner i andre dele af Europa. Men EU skabte også mulighed for at tage en uddannelse i udlandet på samme vilkår som de lokale. For en MA studerende indskrevet ved Glasgow Universitet, Skotland, betød det i 1994/95 en besparelse på omkring 45.000 kr i forhold til det undervisningsgebyr, der blev opkrævet fra ansøgere fra lande uden for EU.

Det var dog først med Bologna aftalen i 1999, at der virkelig kom skred i europæisk studentermobilitet. Bologna lagde op til en standardisering af karaktergivning, uddannelsesopbygning, undervisningssprog og optagelseskrav, således at det blev nemmere for studerende at søge ind på uddannelser uden for hjemlandet. Det ændrede fokus for internationalisering fra et enkelt semester på udveksling til muligheden for at tage en hel BA eller MA uddannelse i udlandet.

Ekspansion i 00’erne
Danmark blev, sammen med Holland og Sverige, hurtigt en ’first mover’. En vigtig årsag var danske universiteters vilje til at justere på forskellige forhold, således at det blev nemmere at optage internationale studerende på videregående uddannelser i Danmark. Helt konkret valgte mange universiteter i 00’erne at øge deres udbud af kurser på engelsk, samtidigt med at der blev ændret på uddannelsernes optagelseskrav, så der blev taget hensyn til ansøgere uden en dansk studenter- eller BA-eksamen.

Danmark havde en konkurrencefordel på det europæiske uddannelsesmarked: Universiteterne kunne tilbyde videregående uddannelser gratis til borgere fra andre EU lande.  Mange af de internationale studerende, som endte i Danmark, havde nok foretrukket universiteter i Storbritannien, USA eller Australien.  Men i Danmark kunne de spare et undervisningsgebyr på 90.000 kr eller mere. International rekruttering betød, at universiteterne nu kunne tiltrække en gruppe studerende, der var topmotiverede og fagligt dygtige. Det blev for danske universiteter en måde at styrke uddannelser og forskning.

Danmarks popularitet som destination ses tydeligt i antallet af internationale studerende, som mellem 2004 og 2016 vokser fra 7.500 til 22.100 (kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet). En sådan vækst betød en forandring af studenterpopulationen. Ud over de tyske, svenske, norske og islandske studerende, som altid havde været at finde på danske universiteter, kunne man nu også møde EU borgere fra lande som Litauen, Rumænien, Polen, Letland og Bulgarien.

Den store sprogkrig
Internationalisering kædes ofte sammen med undervisning  på engelsk. Teknisk set er der ingen klar sammenhæng, for international undervisning kan lige så godt foregå på tysk, spansk, kinesisk eller dansk. Men i den danske debat er det i høj grad engelsksprogede kurser – og studerende – der har tiltrukket sig politikernes og mediernes opmærksom. Det er der flere årsager til.

Siden 2000 er der sket en markant vækst i antallet af engelsksprogede kurser. I første omgang handlede det om at give flere muligheder for udvekslingsstuderende. Mange steder kunne det klares ved, at undervisere med interesse for ’det internationale’ udbød et eller flere fag på engelsk. Der findes dog også eksempler på miljøer, hvor danske studerendes modstand imod engelsksproget undervisning var så stor, at der blev kørt parallelle danske og engelsksprogede kurser.

Efterhånden som universiteternes fokus skiftede fra udveksling til udvikling af internationale BA og MA uddannelser blev det nødvendigt at involvere flere undervisere. På nogle institutioner bestemte ledelsen simpelthen, at al undervisning inden for et bestemt område eller på kandidatniveau skulle ’internationaliseres’.  Det gav specielt i perioden 2007-2010 anledning til en national debat om betydningen af et sprogskifte for uddannelsernes kvalitet, læring og fremtiden for dansk som videnskabssprog.

’Den store sprogkrig’ understregede en række problemer relateret til sprogskiftet fra dansk til engelsk. Fagfolk og politikere udtrykte en bekymring for, hvilke konsekvenser internationalisering kunne få for det danske sprogs status på videregående uddannelser og i forskningen. Det er genskæret af en sådan debat, vi stadig kan se, når Dansk Folkeparti kræver en lovmæssigt sikring af dansk på universiteterne. Men samtidigt betød en sådan debat, at der kom fokus på kvaliteten af den engelsksprogede undervisning. Var underviserne gode nok til at kommunikere faglig viden igennem et fremmedsprog? Var danske studerende i stand til at modtage undervisning på engelsk? Var det nødvendigt med sprogtjek, og hvem skulle i givet fald tjekkes?

Værdien af engelsk
2007-2010 debatten stillede skarpt på problemer ved engelsksproget undervisning. I 2019 bør vi i stedet spørge: Hvad er fordelene? Det kommer selvfølgelig helt an på, hvilken type uddannelse vi kigger på. Meget tyder nemlig på, at tilstedeværelsen af ikke-danskkyndige kammerater påvirker studerendes sprogbrug langt mere end et fagligt fokus på engelsk grammatik eller litteratur. Det handler simpelthen om hvilket sprog, der bliver det naturlige valg, når studerende laver gruppearbejde, modtager vejledning, deler en kande kaffe eller arrangere en julefrokost.

Der er ingen tvivl om, at det styrker studerendes mundtlige engelsk at færdes i et internationalt miljø, hvor engelsk er eneste sproglige fællesnævner. Det handler både om sproglig sikkerhed og om at oparbejde en evne til at gøre sig forståelig over for medstuderende med andre modersmål end dansk. Det er vigtig kompetenceudvikling for dimittender, der søger arbejde i internationale organisationer. Men disse færdigheder udvikles ikke i samme grad på hold, hvor der kun sidder danskere, og eventuelle sprogknuder derfor kan løses ved at slå over i dansk.

Verden fra mange vinkler
Et hold studerende med forskellige sprog og kulturer giver mange perspektiver på verden. Det er hovedbudskabet, når undervisere bliver spurgt om, hvorfor de gerne vil undervise på internationale kurser (Kilde: Tange, Undervisererfaringer med internationalisering, 2010). Der er selvfølgelig ting, vi skal være opmærksomme på, når vi internationaliserer de videregående uddannelser. Er der for eksempel tale om fag som historie og jura med en stærk national tradition? Kan internationalisering betyde, at danske dimittender får mindre viden om lokale forhold, fordi danske eksempler fravælges til fordel for amerikanske? Og gives der overhovedet plads til at internationale studerende kommer på banen? Ikke desto mindre er internationalisering en mulighed for at fremme alle studerendes læring. Det er der tre årsager til.

Først og fremmest er der bare mere viden til rådighed på et internationalt hold. Det bliver tydeligt på uddannelser inden for Europastudier eller Internationale Relationer, hvor de studerende lærer at belyse et fænomen fra forskellige sproglige, kulturelle og geografiske perspektiver. På et hold med rumænske, litauiske og norske studerende er der mulighed for at spørge ind til oplevelsen af EU i henholdsvis Litauen, Rumænien og Norge, hvilket giver en langt dybere forståelse af europæisk mangfoldighed, end hvad der kan opnås igennem litteraturlæsning.

Ved at lytte til medstuderendes fortællinger får deltagerne i international undervisning udviklet deres evne til at tænke komparativt. Det får de brug for, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Det hjælper dem til at forstå, hvorfor virksomhedens medarbejdere i Spanien ser anderledes på danske lederes beslutning om, at alle nu skal bruge engelsk. Det kan også være, at de i markedsafdelingen får til opgave at undersøge muligheder for at sælge et nyt produkt i Rumænien. Og finder dimittenderne arbejde i EU, Verdensbanken eller FN, er det et grundvilkår at skulle sammenligne forhold eller politiske holdninger forskellige steder i verden.

Endelig kan international undervisning bruges til at understrege hvilke ressourcer, sproglig og kulturel mangfoldighed giver. I holddiskussionen oplever de studerende, hvordan erfaringer kan være forskellige afhængigt af hvor i verden, man kommer fra, og det understreger betydningen af at opsøge og anvende lokal viden. I gruppearbejdet kan der arbejdes på en mere direkte måde med de kompetencer, forskellige grupper studerende besidder. Hvorfor, for eksempel, alene bruge engelsksprogede kilder i et projekt om europæiske avisers fremstilling af Brexit? En gruppe med medlemmer fra Tyskland, Ungarn og Danmark har adgang til langt mere viden, fordi de studerende kan læse artikler skrevet på tysk, ungarsk og dansk.

Interkulturelle kompetencer?
Evnen til at forstå verden fra flere perspektiver og sætte sig i en anden persons sted er vigtige kompetencer for dimittender, der skal begå sig på et globalt arbejdsmarked. Og det er netop på grund af de interkulturelle kompetencer, at international undervisning bør betragtes som en meget vigtig del af danske universiteters uddannelsesportefølje.  Da man tilbage i 2005 opstillede et ’nationalt kompetenceregnskab’, klarede danskerne sig yderst ringe på det parameter, der hedder interkulturelle kompetencer. Derfor er det også vigtigt, at studerende på vores videregående uddannelser har mulighed for at arbejde med interkulturel kommunikation og læring.

Den billigste måde at udvikle interkulturelle kompetencer på er igennem en såkaldt ’internationalisering på hjemmebane’ strategi. Her arbejder universiteterne med at opbygge internationale læringsmiljøer igennem studenterudveksling og rekruttering af internationale studerende. Hvor stor andelen af internationale studerende bør være, er svært at sige, men et godt bud er imellem 25 og 30%. For er der kun et par udvekslingsstuderende på et hold med 40-50 studerende, er det svært at overbevise de danske studerende om, at kommunikation på hold og i grupper skal være ’international’ – engelsksproget og inkluderende for alle, der deltager i undervisningen.

Uddannelser med en god balance mellem danske og internationale studerende vil kunne se en tydelig udvikling i de studerendes interkulturelle kompetencer i den periode, de er indskrevet på et BA eller kandidatforløb. I et internationalt studiemiljø bliver de studerende gradvist bedre til at inkludere hinanden, for eksempel ved at snakke engelsk både i og uden for klasselokalet. Nogle studerende vil aktivt vælge at arbejde i multikulturelle grupper, fordi de her får mulighed for at udforske et tema fra flere sproglige, kulturelle og geografiske positioner.

Interkulturelle kompetencer er blandt andet en evne til at lytte, stille undersøgende spørgsmål, udfordre stereotypiske opfattelser omkring ’egen’ og ’Andres’ kultur og skabe et rum, der giver plads for ligeværdig dialog og erfaringsudveksling. Blandt forskere er der generelt enighed om at sådanne kompetencer kan udvikles igennem international undervisning. Det er en væsentlig årsag til, at nogle af verdens mest anerkendte universiteter har forpligtet sig til at sørge for dimittenders ’globale’ dannelse. Også Aalborg Universitet tilbyder et Global Graduate program til studerende fra uddannelser med en international profil. Men desværre trues sådanne initiativer også af danske politikeres indgreb over for internationale studerende.

Hvad nu, Danmark?
Internationale uddannelser har værdi, fordi de udvikler studerendes sproglige, interkulturelle og internationale kompetencer. Dansk erhvervsliv, fagforeninger og universiteter er enige om, at det er vigtige færdigheder for danske dimittender. Ikke desto mindre har danske politikere valgt at gribe ind over for internationalisering med en politik, der påtvinger universiteterne at skære i antal internationale studerende. Det har betydet en lukning af en række uddannelser og krav om ’fordanskning’ af andre. ’Fordanskning’ betyder i denne sammenhæng et optagelseskrav på Dansk A fra gymnasiet og krav om en vis mængde undervisning på dansk.

Fra september 2019 rammer ’fordanskningen’ flere uddannelser i ’Internationale Studier’.  Det er fag, der uddanner studerende til arbejde i organisationer som FN, EU og Verdensbanken, hvor ansatte har brug for stærke engelsksproglige og interkulturelle kompetencer. Udvælgelsen af disse uddannelser er sket på baggrund af et enkelt parameter: De optager flere europæiske studerende end andre uddannelser på Humaniora og Samfundsvidenskab.

Kandidater i Internationale Studier vil ofte finde arbejde uden for Danmark, og det har været politikernes væsentligste argument bag indgrebet over for de internationale uddannelser. Men Danmark har vel også brug for folk til at pleje vores interesser i multinationale virksomheder, internationale samarbejdsorganisationer og NGOer? Og de folk uddanner vi bare bedre og billigere ved at give universiteterne mulighed for at opbygge stærke internationale uddannelser.

Det er nemt for embedsmænd og politikere at sætte pris på udgifterne ved at uddanne andre EU borgere i Danmark. Det er langt sværere at værdisætte omkostningerne ved en fordanskning. For hvordan måler vi tabte samarbejdsrelationer, mindre international gennemslagskraft, færre danske medarbejdere i multinationale virksomheder og en mere begrænset forståelse af verden?

Hanne Tange er lektor i Engelsk og Globale Studier ved Institut for Kultur & Globale Studier, Aalborg Universitet. Hun forsker blandt andet i internationalisering, interkulturel kommunikation og læring.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon