Ikke i fængsel, men heller ikke fri

2018-05-12T23:38:35+00:00 mandag, 19. marts, 2018|

”EuroTrump” er den første dokumentarfilm, der kommer ind bag facaden på den hollandske politiker Geert Wilders, der har levet under beskyttelse 24 timer i døgnet de seneste 12 år. Den viser helt sikkert nye, interessante sider af højrepopulisten og giver et balanceret billede af den såkaldte værdikamp og det opbrud, der hævdes at folde sig ud i Europa i disse år. For en europæisk beskuer er det dog tydeligt, at filmen har haft et nordamerikansk publikum som primær målgruppe.

Anmeldelse af Henrik Brun

TEMA: CPH:DOX 2018 | Det er stærkt gået af de to dokumentarfilm-instruktører, Stephen Robert Morse og Nick Hampson, at det er lykkedes dem at komme ind bag ringen af sikkerhedsvagter, der i døgndrift holder øje med, om nogen vil angribe den hollandske politiker. Det er nemlig ikke sket før på denne måde, og det gør den amerikansk-britiske instruktørduo da også en dyd ud af i begyndelsen af den DOX-aktuelle EuroTrump, hvor dramatiske lydeffekter desuden slår tonen an til, at vi er på vej ud i en farlig affære.

Filmen er optaget under den hollandske valgkamp i marts sidste år, hvor Geert Wilders og hans parti Partij Voor de Vrijheid (Frihedspartiet) i meningsmålingerne stod til at blive parlamentets største. Det til trods for, at Wilders parti ingen menige medlemmer har (og partiet dermed ikke får partistøtte), at partiprogrammet består af én sides tekst og at de opstillede på stemmesedlen alle tilhører en inderkreds på 20-30 mennesker omkring Wilders. Men valgkampen fandt sted i kølvandet på både Brexit-afstemningen i Storbritannien og Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i USA (deraf filmens titel). Derfor stod man nu – ifølge Wilders selv – over for et ”patriotisk forår” i Europa, hvor ”befolkningerne ville tage deres lande tilbage”. Holland ville være den første dominobrik, der skulle få de ”politiske eliter” til senere på året at falde i Frankrig og Tyskland.

Kattekillinger og besøget hos tandlægen
Valgkampen – nedtællingen til valgdagen – fungerer som en glimrende motor i filmen, og det er interessant at være sammen med Wilders på bagsædet, når han bliver fragtet til og fra forskellige møder i Haag og omegn eller til valgmøder ude i landet. Der bliver lukket op for en afslappet Wilders, der taler om almindelige ting som vejret og om det seneste besøg hos tandlægen, og som viser sig at have en ikke ueffen humor i visse situationer. Vi kommer ikke hjem i privaten (naturligt nok på grund af sikkerhedssituationen), men dog på en gåtur med Wilders i en skov i selskab med fem sikkerhedsfolk.

For at kompensere for disse logistiske forhindringer har instruktørerne i løbet af den håndfuld interviews, de har lavet med Wilders, blandt andet bedt ham vise barndoms- og ungdomsbilleder fra gemmerne. Disse bruges som udgangspunkt for, at Wilders kan fortælle om sin opvækst og sit liv, sin mor, sin kone og sine kattekillinger. Det fungerer rigtig godt, da han her lader paraderne falde og får et glimt i øjet. Wilders forholder sig også til det faktum, at han har været beskyttet af vagter i 12 år. Han kan dårligt huske, hvordan dagligdagen var før det. Som situationen er i dag, føler han ikke, at han er i fængsel, for han kan jo godt komme rundt. Men han føler sig ”ufri”.

Balanceres af klip og interviews
Mere kontrolleret prøver Wilders at være, når intervieweren stikker ham en række ord – Brexit, Islam, religion, EU osv. –  som han hver især kun må reagere på med ét ord (se selv filmen for at se, hvad han svarer). Her er vi nemlig ovre på den politiske banehalvdel, og vi får ikke rigtigt noget nyt at vide gennem den øvelse. I de øvrige interviews kredses der først og fremmest om Wilders’ syn på Islam, og her får den naturligvis ikke for lidt. Der krydres med dokumentariske klip fra hans tidligere udtalelser, klip fra hans besøg hos meningsfæller i USA og masser af klip fra nyhedsudsendelser i både Holland og udlandet. Der er dramatiske billeder af islamister, der kræver Wilders’ hoved på et fad, og af Wilders tilhængere, der med taktfaste råb kræver ”færre” marokkanere i Holland i en sektagtig manifestation. Desuden interviewes kommentatorer og analytikere, tilhængere og modstandere af Wilders, og tilsammen giver disse et balanceret billede af den såkaldte værdikamp og det opbrud, der hævdes at folde sig ud i Europa i disse år.

Filmen er først og fremmest stilet til et nordamerikansk publikum, og hvis man som nogenlunde velorienteret europæer har fulgt med, bringer filmen ikke – på det politiske plan – det vilde nye frem. Men de personlige fragmenter, som af de førnævnte praktiske grunde dog ikke er så omfangsrige, at de kan fylde hverken det halve af eller hele filmen, skaber alligevel nye billeder på nethinden. Man får også genopfrisket de dramatiske begivenheder i nullerne, der har banet vejen for Wilders fremkomst og optur: Mordet på Pim Fortuyn, mordet på Theo van Gogh, dødstruslerne mod Ayaan Hirsi Ali og mod Geert Wilders selv.

Don’t tell it, show it
Helt generelt må man sige, at Wilders har været taktisk dygtig ved at fremstille sig selv som en enmands-hær, der kæmper mod systemet og de politisk korrekte, der ikke tør sige sandheden om Islam. Det er også det indtryk, filmen efterlader. Nogle vil sige, at man kunne have konfronteret Wilders noget mere med hans generaliseringer og menneskesyn, og dét, at han fører politik på twitter og er selektiv med, hvilke debatter han deltager i på fjernsynet. For blot at nævne et par enkelte af de utroligt mange flere kritiske spørgsmål, man kunne stille manden. Men så ville filmen netop blive debatprogramagtig, og slutresultatet ville slet ikke være så spændende som EuroTrump rent faktisk er blevet. Filmen holder sig til det gamle mantra Don’t tell it, show it – og det er godt.

Da valgdagen oprandt, endte det som bekendt med, at statsminister Mark Ruttes borgerligt-liberale VVD blev det største i Tweede Kamer, mens Wilders’ PVV kun blev nummer to. Dog med en fremgang på fem sæder fra 15 til 20. Den dramatiske konfrontation mellem Holland og Tyrkiet, hvor Rutte nægtede tyrkiske politikere at føre kampagne i Holland op til den tyrkiske folkeafstemning om forfatningsændringer, førte nemlig til en statsministereffekt, som styrkede VVD. Også disse dokumentariske billeder giver filmen drama og styrke rent dramaturgisk.

Det patriotiske forår blev altså aflyst, før det for alvor kom i gang, eftersom hollænderne ikke ville være dem, der væltede den første dominobrik. På den måde har filmen en åben slutning, hvor det fremadpegende spørgsmål, som ingen kan svare på endnu, er, om Wilders også er aflyst, eller om han får en større rolle i fremtiden?

Henrik Brun er chefredaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Stillbillede fra filmen/CPH:DOX.

Se hele vores tema “CPH:DOX 2018” her.