Ind bag ikonet

2017-06-30T10:08:05+00:00 Af |Baggrund, tema-cph-dox|

Oksana Sjasjko var et mærkeligt barn. Hun kunne sidde i timevis helt opslugt af ikonmalerier, og som tolvårig var hun parat til at gå i kloster. Seks år senere blev hun topløs aktivist i en af nutidens mest ikoniske feministiske grupper, ukrainske Femen.

8.11.2014 | DOX:TEMA | Den schweiziske dokumentar Je Suis Femen (I am Femen i CPH:DOX program) fortæller Femens historie gennem organisationens kreative hjerne, Oksana Sjasjko. Vi er med, når hun planlægger Femens happenings, når hun bliver slæbt væk af politiet efter en aktion og når hun i en stille stund maler ikoner, heriblandt en udgave af ikonen Sankt Jørgen og dragen, hvor Sankt Jørgen er en topløs kvinde, der bærer Femens symbol.

På kun seks år er Femen blevet et ikon for kampen mod kønsstereotyperne med grene i både Frankrig, Tyskland, Canada og Schweiz. Den ukrainske organisation har fået en blandet modtagelse, især har Femens brug af unge, nøgne kvindekroppe som blikfang skabt debat i de vestlige feministiske miljøer.

Den bedste fra alle verdener
Femen er ikke et produkt af halvfjerdsernes kvindebevægelse, men har rødder i det Ukrainske samfund i slut nullerne. På det tidspunkt havde Ukraine, ligesom de øvrige Sovjetstater, aldrig haft en rødstrømpebevægelse, endsige en feministisk debat.

Ifølge den kommunistiske propaganda, var Sovjetunionen den bedste af alle verdener, hvor ingen, heller ikke kvinder, havde noget at brokke sig over. Der var kvinder overalt på arbejdsmarkedet, på byggepladserne, på fabrikkerne, på uddannelsesinstitutionerne, men de forventedes samtidigt at være lydige døtre, omsorgsfulde mødre og hengivne hustruer.

Oksanas familie var et typisk billede på bruddet af den kommunistiske kernefamilie, der krakelerede da Sovjetunionen faldt fra hinanden. Da fabrikkerne lukkede på stribe og arbejdsløsheden steg, var det i mange familier mødrene og bedstemødrene, der holdt sammen på familierne, mens deres mænd i stor omfang slog sig på flasken.

Fødslen af Femen skete da Oksana startede på universitetet. Her mødte hun ligesindede, der også undrede sig over den passive rolle ukrainske kvinder var forventet at indtage.

Ikke intellektuel, ikke kun feministisk
Femens aktioner har fra starten taget livtag med stereotyperne om kvinden som seksualiseret objekt, men organisationen var, og er, langt fra en intellektuel, feministisk bevægelse. Som en anden af Femens grundlæggere, Anna Hutsol, udtaler i Je suis Femen:

”I begyndelsen forstod vi ikke, hvad det var for en krig. I begyndelsen var den en krig inden i os selv. Så blev det til en krig mod fjender i landet. Og så forstod vi, at det var en global kamp imod patriarkatet. Patriarkatet er ikke manden mod kvinden. Det er det mandlige system mod kvinder. Og ikke kun mod kvinder, men mod hele menneskeheden.”

Je suis Femen tegner et billede af en gruppe, der er blevet til i kampen mod ulighed i et af Europas fattigste og mest korrupte samfund – et samfund, hvor ulighed mellem mænd og kvinder blot er ét af mange problemer. Ifølge Oksana Sjasjko bliver frihedsidealerne misbrugt af kapitalen og Femen kæmper for at tvinge korrupte stater og internationale organisationer til at overholde disse idealer.

Flere aktioner kæder Femens aktiviteter direkte sammen med den økonomiske ulighed og manglende retssikkerhed i Ukraine. Vi er blandt andet med til aktioner mod korruption ved domstolene og mod betalte demonstrationer — demonstrationer hvor folk bliver betalt for at demonstrere. Vi er med til en af de mere harmløse protester mod dyremishandling i Kiev Zoo og til den berømte støtteaktion for aktivisterne fra Pussy Riot, hvor Inna Sjevtjenko fra Femen savede et ortodokst kors ned.

Topløs betaler sig
Til at begynde med optrådte Femens aktivister ikke topløse. Det viste sig imidlertid at give langt større opmærksomhed, da kvinderne begyndte at smide kludene. Og langt større indtægter, eftersom Femens aktioner i udlandet i udbredt grad blev finansieret af tv-stationer.

Je suis Femen går ikke ind i denne problematik, ligesom den ikke gransker organisationens teoretiske grundlag, den såkaldte sextremisme. Dermed undgår dokumentaren behændigt en række kritiske spørgsmål, heriblandt om Femen måske sidder fast i sit eget image. Men at dvæle ved dét, ville måske være at stirre sig blind på ikonet og fortsat at ignorere en gruppe unge østeuropæiske kvinder, der vil høres og har noget at kæmpe for.

Jesper Gormsen er fast skribent på Magasinet Europa

Se spilletider for filmen her