Indbyggerne på Samos føler ikke længere solidaritet med flygtningene og migranterne

2018-12-28T11:21:35+00:00 torsdag, 27. december, 2018|

Selv om mange af de lokale beboere på Samos opfatter sig selv som solidariske mennesker, har de mistet lysten til at hjælpe de flygtninge og migranter, som lever under uhumske forhold i lejren tæt på øens største by, Vathý. I stedet modarbejder lokalbefolkningen situationen og vender blikket en anden vej, og nogle af dem har sågar mistet troen på, at der findes en løsning på problemerne.

Reportage af Jonathan Hammershøi

TEMA: EU OG FLYGTNINGENE | Forestil dig, at dit trygge hverdagsliv bliver ændret drastisk af en storpolitisk problemstilling, som du ikke selv kan kontrollere. Din dagligdag bliver uforudsigelig, og problemstillingen får en så permanent karakter, at du og dine medmennesker i lokalsamfundet må give afkald på jeres tryghed og solidaritet i kampen for at få jeres normale liv tilbage.

Sådan opfatter en del af de 6.000 lokale beboere i Vathý på Samos deres egen situation. Byen er den største på den lille græske ø, og i udkanten af den opholder over 4.300 flygtninge og migranter sig i en uhumsk lejr, som den græske regering driver med støtte fra EU.

Lejren er et bevis på, at flygtninge og migranter stadig søger til Europa, men den er også en del af hverdagslivet i Vathý. Da flygtningekrisen var på sit højeste, ydede lokalbefolkningen frivillig hjælp til de mange tusinde flygtninge og migranter, som ankom til øen, men sådan er det ikke længere.

De lokale føler sig nemlig utrygge i deres hverdag, og uvisheden om fremtiden betyder, at de har lagt medfølelsen for de fremmede på hylden. I Vathý samler lokalsamfundet sig om sig selv, mens flygtningekrisen i Europa stadig udspiller sig i udkanten af den lille by.

Solidaritet har begrænsninger
Det er mandag formiddag, og Yiannis Papapanagiotou (billedet i artiklens top) kan endnu engang se tilbage på en weekend med dårlig omsætning på sine to restauranter, der ligger ved siden af hinanden på Pythagoras Pladsen i Vathý.

Han mindes de 29 år, han har været i restaurationsbranchen, og han bliver både glad og frustreret ved tanken om, hvordan livet som restaurantejer var for fem år siden, dengang flygtningekrisen i Europa endnu ikke var eskaleret på Samos.

“Jeg havde 30 ansatte på mine fire restauranter, og vi omsatte for mere end en million euro om året. I dag har jeg fire ansatte på to restauranter, og vi kommer til at omsætte for omkring 100.000 euro i år,” siger han.

Han var en af de lokale, der frivilligt gav mad og tøj til de mange flygtninge og migranter, som rejste til Grækenland i 2015, men i dag er han også en af de dem, som er stærkt imod de fremmedes tilstedeværelse i byen.

“Jeg hader ikke flygtninge. Men jeg hader, at de er her på vores ø og lever under så dårlige vilkår, for det går ud over vores lokalsamfund. De passer ikke på vores by, for de laver kriminalitet og smider skrald, og det skaber utryghed for mig og min familie,” fortæller han med henvisning til de flygtninge og migranter, der bruger aftenerne på at drikke øl på bænkene ved byens havnepromenade.

Ifølge Yiannis er mange andre af de lokale i Vathý også trætte af, at lejrens tætte placering på byen gør det muligt for dens beboere at opholde sig i der. Og som så mange andre har han fået nok af, at der ikke bliver gjort noget ved leveforholdene i lejren.

“Jeg går ind for, at flygtninge og migranter skal have bedre vilkår, når de kommer til Europa. Men jeg går også ind for, at de ikke skal være her på Samos. Jeg føler, vi er blevet placeret i en situation, der bliver værre og værre, og vi kan ikke løse problemet selv,” siger han.

Borgmesteren på Samos, Michalis Angelopoulos, ser den samme tendens hos de borgere, hvis interesser han forsøger at varetage.

”I starten af krisen var de lokale yderst generøse og ydede humanitær hjælp. De smilede og bød flygtningene velkommen. Nu er situationen kritisk, frustrationerne tager til, og tolerancen blandt øens beboere er begrænset. De frygter og tvivler på fremtiden, og i denne slags miljø kan intet lokalsamfund overkomme at sammensætte en løsning for fremtiden,” siger han.

Borgmester på Samos, Michalis Angelopoulos, forsøger at få den græske regering til at nedlægge lejren i Vathý. – Foto: Jonathan Hammershøi

Han fastslår, at han som borgmester ikke har nogen beslutningskompetence i forhold til øens lejr, og derfor har han gentagne gange forsøgt at sætte fokus på situationen. Senest sendte han et brev til den græske minister for migrationspolitik, Dimitris Vitsas, som efterfølgende har udtalt til græske medier, at han vil prioritere at få aflastet Samos for flygtninge og migranter.

Midlertidig hjælp
Ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, kom mere end 850.000 flygtninge og migranter til Grækenland ad søvejen i 2015. For over 100.000 af dem blev Samos første stop i Europa på deres rejse, der ofte fortsatte efter få dages ophold på øen.

Dengang opholdt de sig på havnen i Vathý, indtil færgen til Athen tog dem med, og mens de ventede på at komme afsted, sørgede mange af de lokale for at tilbyde dem gratis mad og tøj. Det fortæller flere af de lokale og de udenlandske frivillige, som stadig er på øen.

En af dem er danske Bettina Espersen, som har boet på Samos i 23 år. Hun gik sammen med nogle af de lokale fra øen om at lave mad og uddele tøj og tæpper. Først til flygtninge og migranter på havnen, og senere til dem i lejren, da det blev mere aktuelt.

Hun fortæller, at hun ikke kunne holde ud at se de mange mennesker i nød, men hun fastslår også, at det aldrig var hendes hensigt, at hun og de lokale, som hun samarbejdede med, skulle hjælpe permanent.

Bettina Espersen har en kaffebar med sin græske mand. – Foto: Jonathan Hammershøi

“Vi havde alle sammen en fornemmelse af, at det her ville stoppe på et tidspunkt, og at politikerne ville finde en løsning. Derfor troede vi, at vores hjælp skulle være meget midlertidig. Nu ser jeg stadig folk sidde fast her, men det kan jeg ikke ændre på. Det er der nogle andre, som er nødt til at gøre noget ved,” siger hun.

Antallet er faldet
I marts 2016 indgik EU en aftale med Tyrkiet, som havde til formål at dæmme op for flygtninge og migranter, der ville til Europa. På samme tid blev lejren på Samos til et såkaldt hotspot, fordi den er et af de steder med mest pres på.

Antallet af flygtninge og migranter, som rejser til Europa i håb om en bedre tilværelse, er faldet markant siden, men aftalen har ikke løst situationen på Samos og de fire andre hotspot-øer. Særligt lejrene på Lesbos og Samos er stadig overbefolkede og uhumske at leve i for flygtningene og migranterne.

“Lejren er forfærdelig at bo i, og de, der bor i den, har ingen ting at lave der. Jeg forstår godt, at menneskene derfra går ned i byen i løbet af dagen,” fortæller Despina Anagnostou, som er en af de 19 UNHCR-folk, der arbejder i og omkring lejren på Samos.

Konkret utryghed
Despina Anagnostou kommer selv fra Vathý og fortæller, hvordan stemningen i byen har ændret sig fra dengang, hvor flygtninge og migranter ikke var til stede på samme måde som nu.

“Før i tiden lod folk deres nøgler sidde i bilen, så andre kunne flytte den, hvis den holdt i vejen. Det var et fantastisk og trygt samfund at leve i, hvor alle havde tillid til hinanden. Sådan er det ikke længere,” siger hun.

Den historie fortæller danske Bettina Espersen også, og netop den gensidige tillid bland lokale var noget af det, hun faldt for, da hun kom til øen første gang.

“For mig er lokalsamfundet her præget af nærhed og relationer. Folk hilser på hinanden, også selvom de ikke kender hinanden så godt. Men folk ved hvem hinanden er, og derfor er der også en stor fællesskabsfølelse,” siger hun og fortsætter:

“Hvis du går en tur ned ad promenaden og hører, hvad de lokale snakker om, så er det hele situationen med lejren, der fylder mest. De taler om, at alle de her mennesker bare skal væk, og at de frivillige skal stoppe med at hjælpe, fordi de, i de lokales øjne, er med til at forbedre forholdene for flygtningene og migranterne, hvilket kan lokke flere til. Det siger folk her.”

Tryghed og sammenhængskraft
Torben Bechmann Jensen er socialpsykolog ved Københavns Universitet og har forsket i, hvad tryghed betyder for mennesker og hvad der gør sig gældende for individer i små samfund, hvor uforudsete forandringer finder sted.

Han fortæller, at tryghed kan paralleliseres med noget velkendt, forudsigelighed og at der ikke sker noget uventet, nyt eller overraskende. Og ifølge ham er det en generel tendens, at små samfund har stor sammenhængskraft, og at det ofte vil komme til udtryk i en fælles modstandsform, når det ikke lykkes at løse et udefrakommende problem, som belaster tryghedsfølelsen.

“Vi mennesker bliver generelt dårligere og dårligere til at få øje på lighederne og bedre og bedre til at få øje på forskellene. Håbet og den interne overbevisning i lokalsamfundet dør ud med tiden, når en situation bliver ved med at være kritisk og belastende. Perspektivet ændres, og der skal meget lidt til for at omvende et ellers stærkt og solidarisk lokalsamfund,” siger han.

Bettina Espersen forstår ikke, hvorfor flere af de lokale fra Vathý ikke ser det gode i, at de udenlandske frivillige på øen yder en indsats for menneskene fra lejren. Men ifølge Torben Bechmann Jensen er det en naturlig tendens.

“Man kan ikke forlange af lokalbefolkningen, at de skal have forståelse og yde opbakning til de frivillige. Når de lokale er udmattede og ikke har set deres egen hjælp virke, vil de forsøge at tvinge en løsning frem ved at gøre modstand og vise situationens alvor. Og de frivillige kan i de lokales øjne opfattes som en hindring i den proces, som kan gøre det mindre påtrængende,” siger han.

Medmenneskelighed ligger dybt
47-årige Michalis Mitsos optræder jævnligt i de lokale medier som repræsentant for foreningen af restauratører på Samos. Hans synspunkter i forhold til lejren på øen harmonerer med den generelle følelse af utryghed og frustration, der er i lokalsamfundet, men alligevel forsøger han at gøre noget for flygtningene og migranterne i det skjulte.

“Som menneske ved jeg godt, at det ikke er alle fra lejren, der ikke viser vores by respekt. Derfor giver jeg jævnligt mit brugte tøj til dem i lejren, men det er ikke noget, jeg fortæller til min familie eller omgangskreds. Det er ikke så velset,” siger han.

Ifølge Torben Bechmann Jensen er det et tegn på, at solidariteten ikke er lagt helt på hylden.

”Der et konkret forsøg på at bevare en rest af medmenneskelighed i en svær situation, men det er på et meget lavt niveau. Det handler mest af alt om at kunne holde sig selv ud som menneske,” siger han.

De lokale savner liv i byen. Blandt andet på byens havnepromenade, som blev ombygget for få år siden. – Foto: Jonathan Hammershøi.

Men selvom Michalis Mitsos forsøger at hjælpe med sit aflagte tøj, er han mest af alt træt af de ændrede hverdagsrutiner, han oplever.

“Det har ændret vores liv, at lejren og dens beboere er her. Før kunne mine børn gå trygt rundt i byen, til og fra skole. Nu er jeg nødt til at køre dem til og fra alt, for de er bange,” fortæller han.

Den usikre fremtid
Tilbage på den centrale plads i Vathý sidder Yiannis Papapanagiotou på sin ene tomme restaurant og kigger på et stykke papir. Det minder ham om dengang i foråret, hvor han og nogle af de andre restaurantejere gik sammen med en række forretningsindehavere fra byen om at dele breve ud til alle borgere i Vathý.

“Vi tiggede nærmest folk om at komme ind til byen. Ikke for at bruge penge, men for at skabe liv og tryghed i bybilledet.”

Rundt i de omkringliggende gader holder de fleste butikker åbent, selvom turistsæsonen for længst er ovre for i år. Nogle af de lokale går og kigger på tøj og sko, men stemningen er præget af flygtninge og migranter, som ser ud til at kede sig i en by, de ikke længere bliver budt velkommen i.

Men Yiannis føler sig heller ikke længere taget imod i sin egen hjemby.

“Får jeg chancen, og får jeg penge nok til det, smutter jeg med det samme. Til et andet sted i Grækenland, hvor jeg vil åbne en ny café og passe mit liv og min familie i ro og mag. Jeg vil så gerne slippe for bekymringerne, og mit håb for Samos svinder ind.”

Den græske minister for migrationspolitik, Dimitris Vitsas, har ifølge græske medier planlagt at lukke den nuværende lejr i Vathý til februar 2019. I stedet skal der ifølge planerne oprettes en ny og større lejr med plads til 1.500 flygtninge og migranter et andet sted på Samos, der ligger væk fra øens byer. Indtil da er det meningen, at antallet af mennesker i lejren skal nedbringes markant.

Jonathan Hammershøi er freelancejournalist.

Billede i artiklens top: Jonathan Hammershøi.

Læs hele temaet “EU og flygtningene”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon