Ingen er uerstattelig

2018-04-24T20:59:08+00:00 torsdag, 14. december, 2017|

Filmkomedien ”Stalins død” sætter diktaturets ansvarsforflygtigelse, grusomhed og dobbeltmoral på spidsen.

Anmeldelse af Jesper Gormsen

14.12.2017 | FILMANMELDELSE | Forestil dig et overdådigt indrettet arbejdsværelse anno 1953. På gulvet ligger den britiske skuespiller Adrian McLoughlin og foregiver at være den døende Josif Stalin. På sofaen sidder Simon Russel Beale og foregiver at være en rystet Laurentij Berija, indenrigsminister og chef for det hemmelige politi, NKVD. Ind kommer den amerikanske skuespiller Jeffrey Tambor som Sovjetunionens nummer to, Georgij Malenkov.

“Åh gud, han var jo uerstattelig,” hulker Malenkov teatralsk ved synet af den livløse diktator. Han gør han mine til at knæle ved Stalins side, men får så øje på den urinplet, diktatoren har efterladt sig på gulvet og rejser sig akavet igen.

Er det sjovt? Da jeg så scenen, omkring et kvarter inde i pressevisningen af Armando Iannuccis komedie Stalins død, var jeg i tvivl. Og omgivet som jeg var af Københavns samlede anmelderkorps, der måske nok noterede sig satiren, men ikke lo, var jeg ikke helt sikker på, hvad det skyldtes. Var det bare de professionelle biografgængeres andægtige tavshed, der fik det til at virke upassende at le? Eller var filmen bare ikke sjov? Eller havde jeg bare besluttet mig for, at det måtte den ikke være?

Mission impossible
At omsætte Stalins død til komedie synes umiddelbart at være noget nær en umulig opgave. Kan man overhovedet — selv med nok så mange aldrende britiske og amerikanske stjerneskuespillere i hovedrollerne — lave en komedie om det rænkespillet, der udspillede sig i dagene og ugerne efter despoten død? Kan man joke med udrensninger, henrettelser og bortførelser? Med diktatur og despoti?

Armando Iannucci er langt fra den første, der gør forsøget. Et mere stilfærdigt eksempel er den tyske instruktør Christian Schwochows komedie Bornholmer Straße fra 2014, der en skildrer den tiltagende panik på grænseovergangen af samme navn midt i Berlin i timerne op til murens fald den 9. november 1989. Den forstoppelsesramte kommandør Harald Schäfer forsøger på sin uskønne berlinske dialekt at aftvinge sine overordnede et klart svar på, om han må lukke de flere tusinde fremmødte østtyskere ind i Vestberlin eller om han skal åbne ild.

Tilsyneladende gør Bornholmer Straße tykt grin med Harald Schäfer og de øvrige virkelige personer i filmen. Under komikken mærker man imidlertid en respekt overfor den situation, systemet har bragt hovedpersonerne i. Under kommandørens hyppige toiletbesøg taler han til sig selv i spejlet. Først til sin indre socialist, men efterhånden mere og mere til sin indre samvittighed og til sidst til sin indre helt, der i trods træffer den beslutningen, ingen andre vil tage.

Angelsaksisk komik versus sovjetisk tragik
Men en ting er stilfærdig humor i en tysk tv-produktion— kan en blockbuster gøre grin med et regime, hvis ofre ikke skal tælles i tusinder, men i millioner?

Svaret kom for mit vedkommende snigende omkring halvvejs inde i Stalins død, da Jason Isaacs gør sin entre som brysk og vildt overspillet krigshelt marskal Georgij Sjukov (billedet i artiklens top). Det var i hvert fald dér, at mine forsvarsværker begyndte at falde, og jeg begyndte at smile. Og i dagene efter pressevisningen har jeg siddet og klukket, når jeg har genfortalt scenerne for venner og familie.

Filmen er i den forløbne uge vokset på mig. Jeg synes, at det ér sjovt, at se britisk og amerikansk films grand old men vælte rundt i en slapstick komedie, klædt ud som sovjetiske generaler, generalsekretærer og ministre. Alle tekster i filmen er skrevet på engelsk, og Michael Palin, Steve Buscemi, Jeffrey Tambor og Simon Russell Beale taler engelsk med deres respektive accenter og dialekter, og det fungerer upåklageligt. Det er med til at holde filmen i to lag — den angelsaksiske komik og den underliggende tragik.

Kradsbørstigt komisk koncentrat
Stalins død kan det, som gode satiriske film kan. Den verbale og visuelle komik sætter diktaturets ansvarsforflygtigelse, grusomhed og dobbeltmoral på spidsen. Bornholmer Straße beskriver, hvordan soldater, der det ene øjeblik vil skyde ind i folkemængden i folkerepublikkens navn, få timer senere, da grænsebommene bliver hævet, giver den som folkets fredselskende tjenere på vesttysk tv. Stalins død viser, hvordan dyb uenighed i centralkomiteen gang på gang bliver til ”enstemmige afgørelser” og hvordan medlemmer, der få dage forinden har støttet Stalins udrensninger, pludselig vender på en tallerken.

På trods af komikken er der i Stalins død en respekt for historien, og de gidsler den tog. Dialogerne mellem de flade, karikerede karakterer åbner på virtuos vis op for mere fundamentale overvejelser om personkultens paradoks: når ét menneske betyder alt, betyder alle andre og alt andet intet. Totalitarisme afføder total ansvarsforflygtigelse og overlader historien — og despoternes skæbne —- til tilfældighederne.

Skæbnens ironi
Så ja, slapstickscenen omkring Stalins livløse legeme er på flere groteske planer sjov. Stalin havde i sine 30 år ved magten efterladt et spor af død, der i sidste endte fremskyndede hans egent endeligt. Hans omgivelser var simpelt hen rædselsslagne for at skulle forstyrre ham, og hans livløse legeme blev derfor fundet for sent. Dertil kom at ingen i det første døgn efter hans hjerneblødning turde tilkalde en læge. Stalin havde i en sidste skizofren konspiratologisk krampetrækning ladet en række af USSRs bedste læger arrestere; anklaget for at være del af en jødisk-amerikansk sammensværgelse.

Sidst men ikke mindst får Malenkovs kiksede kniks en til at bide mærke i det inderligt usande han lige har sagt. Stalin var alt andet end uerstattelig. Despoten havde konstrueret et monstrøst maskineri, hvor alle med hans egne ord blot var møtrikker, der lod sig skifte ud. Og Stalin blev skiftet ud, Malenkov blev udmanøvreret og erstattet af Nikita Krusjtjev, der igen blev erstattet af Leonid Bresjnev. Ingen er uerstattelig.

»Stalins død« (2017 »The Death of Stalin«, 106 min) er instrueret af Armando Iannucci, og får dansk premiere den 14. december 2017.

Jesper Gormsen er fast skribent for Magasinet Europa, blogger om russiske forhold på www.jespergormsen.dk og er medvært på podcasten Intet nyt fra vestfronten 

Billedet i artiklens top: CAMERA FILM / GRAND TEATRET.

Læs hele vores tema “Rusland og revolutionen” her.