Intet er glemt i Beograd

2019-01-17T09:23:21+00:00 torsdag, 17. januar, 2019|

I den serbiske hovedstad forefindes en ironisk distance til Ruslands præsident Putin, men fascinationen af og sympatien for russeren er lige så gennemtrængende.

Reportage af Kasper Buch Tanderup

Med en grå kasket på skrå, et par brugte matte øjne, og til trods for en dirrende hånd flytter Slavko hurtigt hesten til d5. Han slår hårdt slår stopuret. ”Tvoj potez [Dit træk]”, siger én af de ældre mænd placeret i en cirkel omkring os.

I Kalemegdan Park på toppen af Beograd har Slavko vinket mig over til de ældre mænds skakborde. Velvidende om, at et besøg hos byens ’skak hustlers’ oftest resulterer i tomme lommer, sætter jeg mig ned. Cigaretterne ryges i en lind strøm helst uden unødvendig snak.

De er på mange måder indbegrebet af Beograd og samtidig repræsentanter fra en svunden tid. Velmagtsdagene er forbi, og ligesom Jugoslavien fremstår Slavko med sine kammerater som noget, der hører fortiden til. Noget vi refererer tilbage til. Her tales der om hvad der var eller kunnet have været. Glemte i egen tid. Utroligt hvordan en så definerende epoke nu blot er en parentes i historien.

Et stykke herfra på en rusten bænk sidder tre unge mænd i en sky af røg fra deres glødende cigaretter. ’Putin Keeps it Real’ står der med blå skrift på én af deres T-shirts med et billede af en guldkæde- og solbrillebærende russisk præsident.

I den seneste tid har det været særdeles svært at skelne. Hvad er ironi og reelle politiske holdninger? Ikke kun her i Serbien. Er de involverede stadig bevidste om hvad der motiverer dem, og om de forbliver ironiske eller ej? Og er det overhovedet muligt at være ironisk distanceret og samtidig proklamere et reelt og troværdigt politisk udtryk?

Den ironiske distance til de absurde Putin ’memes’ ses tydeligt, men fascinationen af og sympatien for russeren er lige så gennemtrængende. Sidste års Gallup undersøgelse om verdens mest populære ledere berettede b.la. at 81 procent af den serbiske befolkning har rangeret den russiske præsident på en førsteplads. Ikke overraskende når man befinder sig i det serbiske, hvor taxachauffører, tjenere og studerende ikke er blege for at sende en solid stikpille til USA og NATO for bombardementet i 1999. Intet er glemt i Beograd.

Tito og Putin
Sortimentet hos de få souvenirboder i Kalemegdan Park, hvor Slavko ’hustler’ byens turister, er blevet udskiftet på kort tid. For få år siden var det den kommunistiske ”treenighed”, Tito, Lenin og Stalin, der prydede alt fra T-shirts til kopper. Nu ses Putin til hest fremfor for Lenins og Stalins knugede næver.

Tito er dog stadig at finde. Afbilledet som en præsentabel statsmand med hænderne ydmygt på ryggen. Autoriteten udtrykkes i det berømte citat, trykt på bodernes varer: ”Jeg er en leder af et land med to alfabeter, tre sprog, fire religioner, fem nationaliteter, seks republikker, omringet af syv naboer, et land hvor vi bor otte etniske minoriteter.

Som en universel reference på tværs af generationer som den hæderlige og ordentlige statsmand står Tito stærkt i mindet. En mulig årsag til, at Alexander Vucic, den nuværende og altdominerende præsident, tit og ofte trækker paralleller til den tidligere jugoslaviske fanebærer.

Det er denne paradoksale situation som forekommer så bemærkelsesværdig. De gamle koryfæer, der danner fundament for den stolte og eftertragtede leder svinder langsomt ud i glemslen, men ophøjes på én og samme tid til noget nærmest guddommeligt. En mytisk fortælling. En fortrøstende illusion. Og er dette ikke det mest elementære ved ideologis funktion? At der søges tilflugt i en fortælling snarere end at fortællingen trækkes ned over den enkelte. At vi på mange måder nyder vi vores ideologi. Det er vel derfor, at det er så smertefuldt når illusionen sprækker.

Nu ser vi figurer som Putin og Vucic. Karismatiske politikere, som afbilledes fyldt med ironiske portrætteringer. Vucic udtrykker, at han ikke har intentioner om at være hverken ”sympatisk eller elsket”, mens svar så som ”det er 99 procent lort”, når den kritiske presse sammenligninger ham med Orban, elskes af vælgerne. Og vælgerne er mange.

Hvad vil Putin og Vucic?
Hvordan forholder man sig til denne forvirrende virkelighed, hvor der længes efter ordentligheden og myten repræsenteret i Tito og samtidig sætter krydset ved Vucic. Tito formår fortsat at figurere som Serbiens faderfigur, ren af hjertet, tro mod sin mission. Men hvad er Vucics og Putins mission? Er det blot at skabe stabilitet? Og i så fald stabilitet for hvad og for hvem?

Hvor Slavkos generation lod sig forføre af Titos fremtid, kan man undres over nutidens generation og om de er fanget i tilstandens ekstreme ligegyldighed hvor parodi og holdning er så løst forbundne, at man ikke længere kan skelne, og hvor det hele virker lige meget.

Men Slavko sidder fortsat på sin plads ved skakbordet som sin tids sidste soldat. Tiden er dog løbet fra ham. Det interessante er, hvad der vil definere den kommende tid, og hvor længe den flyvske mentalitet forklædt i ironi og distance til det politiske system symboliseret i de på bænken, kan fortsætte? Som Vucic selv siger, er han ikke det sidste, men i hvert fald det bedste håb. Og det er måske denne følelse vi sidder tilbage med. Følelsen af at må nøjes, mens vi venter på den, der kan bringe os en fremtid. Tito er død. Jugoslavien er død. Slavko er død. Hvem og hvad ventes der egentlig på?

Kasper Buch Tanderup er Stud.cand.soc i Globale Studier på Roskilde Universitets-Center med fokus på globaliseringens processer ifm. Østeuropa og Balkan.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Andrej Isakovic/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon