Hvordan kan man gøre krav på sine menneskerettigheder i Danmark? Hvad er forholdet mellem de danske domstole og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol? Bliv klogere på, hvad menneskerettigheder er, hvordan de håndhæves og hvad der er så særligt ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Baggrund af Helga Molbæk-Steensig

15.12.2017 | TEMA: DANMARK, EUROPARÅDET OG MENNESKERETTIGHEDERNE | Efter Anden Verdenskrig blev FN oprettet ud fra en bred enighed om, at der var et behov for at undgå en krig af den størrelse og voldsomhed igen. Det internationale samfund måtte sikre verdensfreden og det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder.

I 1948 vedtog staterne i FN ’Verdenserklæring om Menneskerettigheder’. Der var dog en hage ved Verdenserklæringen – den var ikke juridisk bindende. Den var derimod en hensigtserklæring fra de deltagende stater. Individer kunne ikke påkalde sig rettighederne overfor staterne og staterne havde ingen juridiske forpligtelser til at inkludere den i egne love. Der var med andre ord ingen sanktionsmuligheder, hvis staterne forbrød sig imod rettighederne.

Derfor var de europæiske stater i 1950 de første, der vedtog et juridisk bindende dokument om menneskerettigheder. Det er det dokument vi i dag kender som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det særlige ved EMRKen var i første omgang, at den var en international konvention og ikke en erklæring, hvilket betød, at de deltagende stater kunne kræve af hinanden, at de overholdt rettighederne. Et design, der senere blev kopieret i 1966 af FN i de to konventioner for civile og politiske rettigheder samt økonomiske og kulturelle rettigheder.

I 1959 udviklede EMRK’en sig yderligere med etableringen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg. Almindelige mennesker kan klage direkte til EMD’en og stater kan blive dømt for overgreb på individernes menneskerettigheder. Frem til den dag i dag er EMD’en den mest aktive internationale menneskerettighedsdomstol og andre regionale domstole, såsom Den Afrikanske Unions domstol og den Interamerikanske domstol anvender EMD’ens retspraksis som inspiration, når de dømmer i menneskerettighedssager. For ingen anden domstol har så stor en praksis på menneskeretten.

Status i dansk ret
Danmark var med i Europarådet fra starten og tiltrådte EMRK i 1953. I 1992 blev EMRK også indført i dansk lov. Indførelsen i dansk lov hang i nogen grad sammen med Hauschildtsagen fra 1989 og Grønjakkesagen (se faktaboks i bunden af artiklen), der blev endeligt afgjort i 1994. Sagerne var de første gange Danmark blev dømt for en krænkelse af menneskerettighederne. Grønjakkesagen er desuden en af de mest kendte sager i Danmarks forhold til EMRK.

I dansk ret har Grundloven som udgangspunkt ubetinget forrang for al anden lovgivning også international lov. Det handler om, at Danmark er blevet medlem af Europarådet og har tiltrådt EMRK’en ved hjælp af paragraffer i Grundloven, som giver regering og folketing ret til at indgå internationale aftaler og til at afgive suverænitet. En anden måde at se hierarkiet på er dog, at EMD’en som domstol står over den danske Højesteret. Det gør den fordi en sag kan ikke bringes for EMD’en før den har været igennem alle de danske domstole, hvilket i nogle tilfælde også inkluderer Højesteret. EMD’en kan ikke omstøde danske domme, men kan tilkende individet erstatning for behandling der ikke er i overensstemmelse med konventionen.

Da EMRK indeholder grundlæggende rettigheder og i sin natur kræver statens efterlevelse, skal alle andre danske love som hovedregel være i overensstemmelse med EMRK. Det vil sige at lovgiver skal sørge for, at lovgivningen ikke strider krænker nogen rettigheder i EMRK.

Ved inkorporering af EMRK som lov i 1992 valgte staten at indføre EMRK som en almindelig lov. Det vil sige, at Grundloven er højest placeret i lovhierarkiet og EMRK ikke kan fortrænge Grundloven. I praksis betyder dette, at folketinget i princippet kan vælge at se bort fra menneskerettighederne når de lovgiver, uden at komme i konflikt med dansk ret, imens folketinget aldrig kan se bort fra rettighederne i Grundloven. Her er det dog vigtigt at slå fast, at en sådan lov stadigvæk vil være i konflikt med EMRK’en på internationalt plan og Danmark vil stadigvæk kunne dømmes ved EMD’en, hvis loven anvendes til at krænke et individs rettigheder.

Anvendelsen af menneskerettigheder i Danmark
Selvom den danske grundlov indeholder et antal grundlæggende rettigheder, er der mange menneskerettigheder, der ikke er med i Grundloven. Det drejer sig for eksempel om retten til ikke at blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling og retten til liv.

Der er også eksempler på, at Grundloven og EMRK dækker rettighederne forskelligt. For eksempel er ytringsfriheden i Grundloven beskyttet absolut mod forhindring af ytringer såsom censur, men Grundloven beskytter slet ikke mod efterfølgende straf for ytringer såsom bøder eller fængsel for krænkende udtalelser. Her giver EMRK’en ikke absolut beskyttelse mod forhindring af ytringer, men den giver til gengæld beskyttelse også mod straf efterfølgende.

En anden meget vigtig forskel på Grundlovens rettigheder og menneskerettighederne er, at Grundlovens rettigheder i nogle tilfælde kun dækker borgerne, imens menneskerettighederne i deres natur dækker alle de mennesker, der er indenfor et område staten har kontrol over. Det betyder, at områder, der ellers kunne risikere at være udenfor retsstatens beskyttelse, er dækket af menneskerettighederne. For eksempel er Storbritannien blevet dømt til at betale erstatninger til pårørende til irakiske civile, der blev skudt af britiske soldater i Irak.

Både Grundlovens rettigheder og menneskerettighederne ses ofte påberåbt af parter i retssager ved de danske domstole. I begge tilfælde er det kun staten, der kan dømmes, for både borger- og menneskerettigheder handler om at beskytte individerne imod staten. Staten kan derfor ikke anklage en borger for at have overtrådt menneskeretten.

Hvis et menneske krænker et andet menneskes personlige frihed ved for eksempel kidnapning, er der heller ikke tale om en menneskerettighedssag. Kun hvis staten ved, eller burde vide, at forbrydelsen finder sted, og ikke gør noget for at forhindre forbrydelsen eller retsforfølge gerningspersonen efterfølgende, vil der være en menneskerettighedssag. Og den sag vil blive ført imod staten ikke imod gerningspersonen. Staten har nemlig en forpligtelse til at sikre at individets rettigheder er beskyttet også mod overgreb fra andre individer.

De fleste menneskerettigheder er ikke absolutte og staten kan gøre indgreb i individets rettigheder uden at krænke dem. Det er op til domstolene at vurdere, om staten er gået for vidt i sine indgreb så rettigheden er blevet krænket. Et eksempel på et indgreb i et individs personlige frihed, der ikke er en krænkelse, er fængselsstraf. Det er klart, at et menneske ikke har sin personlige frihed når vedkommende er i fængsel, men retten til personlig frihed er ikke absolut. Staten må gerne fratage individer, der er til fare for andre eller for sig selv, deres personlige frihed, uden at staten dermed har forbrudt sig imod menneskerettighederne.

Rettighederne og deres indbyrdes forhold
Mange mennesker tænker ikke i det daglige på deres borger- og menneskerettigheder, men anvender dem alligevel. Alle rettighederne i EMRKen og tillægsprotokollerne kan læses på dansk på retsinformationen eller på ECHR.dk. De dækker så diverse ting som retten til livet, retten til familieliv og ægteskab, retten til retfærdig rettergang, den personlige frihed og forsamlingsfrihed til den private ejendomsret, retten til demokratisk deltagelse, retten til skolegang og friheden fra diskrimination.

Både Grundloven og EMRK dækker som sagt ytringsfriheden imens EMRK går videre og også beskytter informationsfriheden, som sikrer at individet ikke kun har ret til at ytre sig, men også til at modtage information. Informationsfriheden kan både bruges til at sikre sig aktindsigt i hvilke informationer det offentlige har om en selv og til at sikre pressefriheden.

Privatlivets fred er en anden grundlæggende rettighed i både Grundloven og EMRK, som udmønter sig i, at staten kun kan foretage indgreb i individets privatliv som eksempelvis overvågning, ransagning, aflytning med mere efter specifikke regler. På privatlivets område beskytter EMRK også bredere end Grundloven. Hvor Grundloven dækker brev- og telefonhemmelighed samt hjemmets ukrænkelighed, dækker EMRK også individets ret til sin egen identitet, inklusiv kønsidentitet. Hverken Grundloven eller EMRK nævner kønsidentitet i lovteksten, men menneskerettighedsdomstolens praksis har ved hjælp af den dynamiske fortolkningspraksis fastslået, at i den dag i dag dækker retten til egen identitet også retten til egen kønsidentitet.

Rettighederne kan komme i konflikt med hinanden, og så må domstolen tage stilling til, hvilken rettighed, der vejer tungest i den enkelte sag. I retspraksis er der således eksempler på sager om pressens nyhedsformidling vedrørende andres private forhold. Her må domstolene foretage en nøje afvejning af ytringsfriheden og den offentlige samfundsmæssige interesse overfor den enkeltes privatliv. Her er seriøs journalistik om politik og samfundsforhold som udgangspunkt bedre beskyttet end sladderbladsjournalistik.

Samtidigt har både FN og EMRK-konventionsteksten dog slået fast, at menneskerettighederne er udelelige. Det vil sige, at man ikke fravælge nogle rettigheder og holde fast i andre, og stadigvæk mene, at man overholder menneskerettighederne. Et samfund, der ikke overholder forbuddet imod diskrimination, eller som ikke håndhæver rettigheder, der almindeligvis kun anvendes af nogle dele af befolkning, handler i sagens natur ikke overensstemmelse med menneskeretten.

Hvis dine rettigheder er blevet krænket
Som omtalt indledningsvist er der en domstol knyttet til EMRKen, som behandler klager fra individer, der mener, at en stat har overtrådt konventionens regler. Som udgangspunkt skal alle nationale klageinstanser været udtømt før en sag kan komme for menneskerettighedsdomstolen. I praksis betyder det at man skal igennem hele det danske retssystem før man kan få en sag for EMDen.

Indenfor det danske retssystem starter de fleste sager i byretten med mulighed for anke til landsretten. For at indbringe sagen for Højesteret kræves procesbevillingsnævnets tilladelse og at sagen er principiel karakter eller at der er andre særlige grunde.

Hvis sagen ikke kan føres videre nationalt enten fordi procesbevillingsnævnet ikke giver tilladelse til at tage sagen til Højesteret, eller fordi Højesterets dom ikke giver medhold, kan man klage til EMD. I Strasbourg vurderes i første omgang om sagen overholder tidsfristen, har udtømt nationale klagemuligheder, har påvirket klager tilstrækkeligt og omhandler en rettighed under konventionen. Først herefter kommer sagen for domstolen. I praksis er det en meget langvarig proces, og der går lang tid før man kan regne med at få svar på sin klage.

Derfor er der opstået en praksis hvor de nationale domstole i højere grad anvender EMRK’ens lovtekster og EMD’ens retspraksis for at sørge for, at individerne hurtigere kan få afklaret om der har været et brud på deres menneskerettigheder. Det allerbedste ville selvfølgelig være, at de statslige myndigheder helt undlod at krænke individernes rettigheder til at starte med ved at sørge for at lovgivningen og administrationen handler i overensstemmelse med menneskerettighederne.

Helga Molbæk-Steensig underviser i menneskerettigheder, retsfilosofi og retssociologi på Københavns Universitet og er Balkanredaktør på Magasinet rØST. Hertil laver hun folkeoplysning om EU ved Demokrati i Europa Oplysningsforbundet  – DEO.

Billedet i artiklens top: /ritzau/AP/Jean-Francois Badias.

Læs hele vores tema om “Danmark, Europarådet og menneskerettighederne” her.

Fakta: Grønjakkesagen – eller: Jersild v Danmark

Grønjakkesagen handler om journalisten Jens Olaf Jersild, der i 1985 bragte et indslag i TV-avisen på DR 1, hvor han interviewede de såkaldte ’Grønjakker’ en stærkt racistisk gruppe, der blandt andet var kendt for at lave hagekorsgraffiti. Jersild blev af en seer anmeldt for overtrædelse af racismeparagraffen og dømt ved byret, landsret og højesteret. Han tog sagen videre til den europæiske menneskerettighedsdomstol og fik rettens ord for, at hans ytringsfrihed som journalist var blevet krænket. Domstolen lagde særligt vægt på at de racistiske udtalelser ikke var hans egne, og at hans indslag også rummede en saglig redegørelse for den forudgående debat. Læs en større omtale af sagen her.