Italiens Stalingrad efter stormen

2020-02-11T14:17:08+00:00 tirsdag, 11. februar, 2020|

For få år siden havde ingen forestillet sig, at Milano-forstaden Sesto San Giovanni kunne blive styret af andre end venstrefløjen. Området bliver ved med at vokse, men mange af dets fabrikker er for længst lukkede, og der skal nu findes nogle nye holdepunkter for beboerne.

Baggrund af Christian Weber

TEMA: EUROPAS FORSTÆDER | Otte-ni kilometer nord for Milanos domkirkeplads, La Scala og andre af den lombardiske kosmopols pejlemærker, bliver man omgivet af en anden, nyere italiensk historie. Her er en iøjnefaldende mangel på sengotik og referencer til arven efter fyrstehusene Visconti og Sforza, som formede Milano under et befæstet magtvælde, da middelalder blev til renæssance. Sesto San Giovanni er det sidste stop i nordgående retning på Milanos M1-metrolinje, og forstaden, som også blot er kendt under forkortelsen Sesto, har fået status af en selvstændig by, selvom det unægtelig er svært helt at vriste den fri af storbyens fangearme.

Sesto San Giovanni fik dog i sandhed sin egen plads i avisspalterne, da Roberto di Stefano fra Forza Italia, en anden milanesisk søns magtsymbol, blev valgt som ny borgmester i byen i forbindelse med en række italienske lokalvalg i sommeren 2017. Den nu 41-årige di Stefanos overtagelse af rådhuset var historisk. Sesto San Giovanni havde forinden gennem hele 72 år været under venstrefløjens ledelse. Området bærer fortsat præg af de fabrikker og den stålindustri, som var med til at give den omtale som en rød bastion og tilmed ’’Italiens Stalingrad’’. Di Stefano havde forstået symbolikken i sin sejr og proklamerede da også, at det nu var lykkedes centrum-højre at ’’storme’’ byen.

Lokalvalgene den sommer svingede momentum i italiensk politik mod højre og den koalition, som Forza Italias leder, Silvio Berlusconi, den senere italienske indenrigsminister, Matteo Salvini fra Lega, og Fratelli d’Italias Giorgia Meloni, havde indgået. Senere valgte Salvini, som bekendt at gå i regering med Femstjernebevægelsen.

Der var andre opsigtsvækkende resultater ved lokalvalgene. Også i Genova, Italiens sjettestørste by, overtog centrum-højre-koalitionen magten, men det var ikke på samme måde banebrydende, som valget i Sesto San Giovanni var. Di Stefano, som er uddannet i statskundskab, gik til valg på et løfte om en mere eller mindre komplet omvæltning. Han ville gå til kamp mod en udhulning af lokalområdet, mangel på arbejdspladser, dårlig vedligeholdelse af veje og grønne områder, og den generelle forsømmelse af forstæderne, som han mente var ved at ende i et urbant forfald. Desuden var folk blevet mere utrygge på grund af stigende kriminalitet.

En by bygget på kommunisme
Der er fortsat tydelige tegn på, hvorfor Sesto San Giovanni blev kendt som ’’Italiens Stalingrad’’. Veje, pladser og biblioteker er opkaldt efter Antonio Gramsci og Karl Marx, og det italienske kommunistiske parti og dets arvtagere styrede byen, som engang var hjemsted for blandt andet Falck, Ercole Marelli og Breda.

Fabrikkerne og metalarbejdet fik syditalienere i hobetal til at emigrere nordpå, og Milano trådte sammen med Torino og Genova i kraft som Italiens trekantsområde, da landet begyndte at komme på fode igen i 1950’erne efter krigen. Af mange blev årene frem mod midten af 1960’erne karakteriseret som et økonomisk mirakel, og Italiens fremdrift kunne kun Vesttyskland hamle op med på europæisk jord.

Kommunistisk-sindede byråd stod mellem 1950’erne og 1980’erne for opførslen af socialt boligbyggeri og arrangerede sommerferieture for metalarbejdernes børn. Halvdelen af Sesto San Giovannis 32.000 indbyggere var i 1950’erne medlemmer af det kommunistiske parti. Nu bor her godt 80.000 mennesker, mens identifikationen med partiet ikke helt har kunnet følge med udviklingen. I 1990’erne begyndte fabrikkerne at lukke eller nedskalere, og beboerne måtte forsøge at finde nyt arbejde i Milano og pendle frem og tilbage. Lokalområdet i Sesto San Giovanni mistede sit faste ståsted.

Kampen om byens nye sjæl
Det bemærkelsesværdige politiske skifte satte nogen i forbindelse med en helt bestemt hændelse et halvt år før. Anis Amri, en tuneser, som havde boet i Italien, inden han flyttede til Tyskland, dræbte i december 2016 tolv i et terroranslag mod et julemarked i Berlin. Ad omveje endte han med at blive skudt og dræbt af politiet i netop Sesto San Giovanni, sandsynligvis på sin vej længere sydpå. De italienske myndigheder mente ikke, at Amri havde haft nogen tilknytning til byen, men dramaet var måske alligevel med til at gøre en række lokale borgere ængstelige.

Sesto San Giovanni er hjemby for omkring 5.000 muslimer, som har været i området siden 1990’erne. Der var ved at blive indsamlet støtte til opførslen af en moské, da Amri blev opdaget i byen, og den tidligere borgmester, Monica Chittò, henviste senere i et interview med The Guardian til, at det var et mere end almindeligt nyttigt påskud for sine politiske modstandere til at dreje deres kampagne over mod immigrationsproblemer og spille på beboernes frygt.

Da han blev valgt, blokerede di Stefano for konstruktionen af moskéen, og sagen endte i retten. Di Stefano mente, at moskéen kunne risikere at tiltrække hele Milanos arabiske befolkning, og at det var et forkert signal at sende, hvis man ville have byen vækket til live igen. Den var blevet overladt til sig selv, mente han, og det skulle der andre metoder til for at modarbejde. Tiggeri, opstilling af telte på gader og i parker samt alkoholindtag i det åbne er blevet forbudt.

Måske Sesto San Giovanni i virkeligheden ville have godt af igen at forbinde sig til selve Milano. De to store af byens fodboldklubber, Inter og AC Milan, har besluttet, at deres gamle, hæderkronede hjemmestadion, San Siro, skal erstattes og måske nedrives helt. Efter sigende skal et nyt, stort stadion stå klar om allerede få år, og her er Sesto San Giovanni blevet nævnt som mulig placering. Det ville måske igen kunne rejse noget kapital til Italiens tidligere Stalingrad.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Luca Bruno/

Læs hele vores tema om Europas forstæder


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: