Italiens vej tilbage til Europa

2020-10-08T15:16:44+00:00 tirsdag, 7. juli, 2020|

De seneste tre årtier har euroskeptiske politikere, kriser og manglende fælles løsninger eroderet italienernes tidligere positive syn på det europæiske samarbejde. Under Covid-19 pandemien har tilliden til EU nået et nyt lavpunkt. Italienerne er dog ikke principielt imod unionen, tværtimod, og en italiensk genopbygning med mærkbar europæisk støtte kan derfor blive vejen tilbage til Europa.

Analyse af politisk redaktør Simon Cecchin Birk

Billeder og lægers skriftlige vidnesbyrd fra overfyldte hospitaler i Lombardiet sendte for kun få måneder siden skrækbølger gennem de internationale mediestrømme. Italien er fortsat et af de europæiske lande, der er hårdest ramt af Covid-19 pandemien.

Pandemien har forværret landets i forvejen store økonomiske og sociale udfordringer. Ifølge EU-kommissionens opdaterede prognose vil Italiens BNP falde med 11,2% i løbet af 2020 mens IMF forudser, at gælden vil stige til 155% ved årets afslutning. Den har også bestyrket den stigende utilfredshed med EU i den italienske befolkning. I analyseinstituttet Demos og PI’s måling fra 24. juni stolede kun 22 % af italienerne på EU, et historisk lavpunkt. Alligevel udgør krisen også en mulighed for at reformere det italienske samfund og hele italienernes forhold til Europa.

Støtten falder
Opbakningen til unionen begyndte langsomt men sikkert at falde i starthalvfemsernes stadig eurofile Italien. Det nye var, at landet, med dets trecifrede gæld og stagnerende økonomi, skulle spare for at leve op til Maastricht-traktatens krav for indtrædelse i Eurozonen.

Mens nødvendige reformer og privatiseringer igangsattes primært af centrum-venstre-regeringer, rykkede Europa tættere på mange italieneres hverdag. Det blev herfra normalt at retfærdiggøre reformer med parolen ”ce lo chiede l’Europa” (”det beder Europa os om”).

De første kritiske udtalelser om EU var kommet allerede under den første kortlivede Berlusconi-regering, som kom til magten i 1994 midt en række juridiske undersøgelser, der kortlagde en omfattende systematisk korruption blandt den herskende politiske og økonomiske klasse.

Det var under den anden Berlusconi-regering mellem 2001-05, at kritikken af EU tiltog. Her blev euroen, der blev introduceret i 1999, en syndebuk for dårlige økonomiske resultater og en måde at angribe de politiske modstandere, som havde sikret Italiens indtræden i eurozonen.

Under den europæiske gældskrise mistede Berlusconi sin støtte i parlamentet og måtte i 2011 opløse sin fjerde regering efter betydeligt pres fra EU. Trods euroskepticismens nedtoning i anden halvdel af nullerne markerede Berlusconiæren en periode, hvor støtten til EU, ifølge Eurobarometer, faldt med omkring 20 procentpoint for at lægge på 41% i 2011. Til sammenligning støttede over 70% af italienerne i Eurobarometers målinger det europæiske samarbejde i starthalvfemserne.

Nullerne markerede også endnu en tabt mulighed for at tage hånd om nogle af Italiens grundlæggende problemer, herunder et højst ineffektivt bureaukrati, en stagnerende økonomi og en kronisk lav tillid i samfundet. Tilliden er fortsat særligt lav i den sociale og økonomisk udfordrede sydlige halvdel, hvor det er for let for unge at vælge organiseret kriminalitet frem for uddannelse. Mangel på tillid gør, at distancen mellem ”pladsen” og paladset” for mange italienere kan føles som en kløft og den kan sammenkædes med den stadig høje korruption.

Europa som problem
Mellem 2011-13 gennemførte den tidligere EU-kommissær og teknokrat Mario Monti en række svære reformer, herunder reformen af det overkomplicerede og dyre pensionssystem. Montis indledende popularitet faldt hurtigt på grund af hans sparepolitik, der var ønsket af EU, men som i stigende grad blev afvist af italienerne og deres politikere. Det gav anledning til spekulationer om et europæisk kup mod Italiens nationale suverænitet.

Monti og EU’s sparepolitik blev fikspunkt for det dengang stadig unge protestparti Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen), der ved valget i 2013 blev Italiens største parti.

Samme år overtog Matteo Salvini formandskabet i Lega Nord, der en valgperiode senere fremstod som et nationalt parti. Især efter den humanitære flygtninge- og migrationskrise begyndte i 2015 kunne Salvini udstille Europas svigt ved at have ladt Italien i stikken, ikke kun i forhold til økonomien men også den irregulære immigration.

Matteo Salvini talte ved en demonstration, organiseret af centrum-højre oppositionspartierne, i Rom i lørdags. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Remo Casilli/

Tidligere var både Movimento 5 Stelle og Lega fortalere for en afstemning af Italiens eurozone-medlemskab. Retorikken blev dog neddæmpet ved jordskredsvalget i 2018, hvor de to partier blev de helt store vindere.

Det følgende regeringssamarbejde mellem Movimento 5 Stelle og Lega med professor i privatret, Giuseppe Conte (billedet i artiklens top), som premierminister, var præget af konstante konflikter med EU, især omkring Italiens budget. Forholdet til EU blødte først op, da samarbejdet mellem de to partier brød sammen og Conte dannede en ny regering med Movimento 5 stelle og Partito Democratico. Sidstnævnte er udpræget pro-europæisk, selvom det under Matteo Renzis lederskab mellem 2014-16 også brugte Europa som syndebuk. Samtidig har Movimento 5 Stelle det meste af tiden dæmpet deres kritik af EU, som partiet altid har haft et ambivalent forhold til.

Med den mere pro-europæiske anden Conte-regering kan Italien og Europas interesser, der var forenet i efterkrigstiden, måske atter nærme sig hinanden. I hvert fald så længe, magten ikke vender tilbage til Salvinis Lega, der formåede at fordoble sin støtte ved det europæiske valg i 2019 til 34 % på bekostning af Movimento 5 Stelle, og blive leder af det radikale europæiske højre.

Covid-19
Ligesom i andre lande har Corona-pandemien styrket den italienske regering og især dens overhovedet. Ifølge det anerkendte analyseinstitut Demos og PI har 60% af italienerne en positiv vurdering af Contes anden regering. I marts lå tallet på 71% og, inden krisen i februar, på 44%.

Som kriseleder har Conte adresseret nationen som en statsmand. Han har påtaget sig rollen som den stærke og handlekraftige leder, der er mindre begrænset af langsommelig parlamentarisme, som Salvini længe havde ønsket sig.

Conte har identificeret Europa som en allieret og har kaldt på europæisk hjælp. At denne ikke er kommet hurtigt nok har tilladt Salvini at fremhæve EU’s fravær under krisen. Den afventende europæiske støtte samt de tvetydige udmeldinger fra EU-toppen, er nok ikke gået ubemærket hen hos italienernes, hvis tillid til EU, som nævnt, er nået et historisk lavpunkt under pandemien.

Italienernes har nok også lagt mærke til den højst synlige kinesiske støtte. I en måling fra analyseinstituttet SWG fra midt april anså henholdsvis 52% Kina som Italiens ven, en stigning på 42% fra 2019. Trods den mere tvivlsomme russiske støtte er andelen af italienere, der ser Rusland som en ven også forbedret fra 17% til 32% over samme periode. Begge er således mere vellidte end USA, som kun 17% ser som en ven, et fald på 12 procentpoint fra 2019. Samtidig tilkendegav 45%, at de betragtede Tyskland, der ellers også har hjulpet Italien under krisen, som en fjende.

Corona-pandemien lader også til at have forskudt magtbalancen internt i centrum-højre. Salvini og Lega er i længere tid nu faldet i meningsmålinger mens Giorgia Melonis Fratelli d’Italia stiger. Ifølge en måling fra SWG, lægger Fratelli d’Italia til 14,4% mod 6,4% ved det europæiske valg i 2019, mens Legas opbakning er faldet til 27,3%.

En del af forklaringen kan være, at Salvinis image som stærk leder svækkes af, at han er begyndt at tabe. Først til Conte i august 2019 og senere ved regionalvalget i Emilia Romagna tilbage i januar. Den øgede fokus på Legas nordlige regionale ledere og hermed partiets tidligere identitet kan også medtænkes sammen med, at mærkesagen om irregulær immigration er forsvundet fra den politiske dagsorden. Den mest oplagte forklaring er dog, at de vælgere som Lega nu taber, altid havde et mere naturligt hjem i det nationalkonservative Fratelli d’Italia, hvis profil passer bedre til mange syditalienere.

Momentet for forandring
EU-kommissionens udspil om en europæisk genopretningsplan er nok ikke langt fra, hvad Contes regering havde håbet på. Problemet er bare, at planen, hvor end den endelig ender, kun vil kunne hjælpe Italiens genopbygning på længere sigt. Italien har derfor også brug for midler her og nu.

Italiens mulighed er at optage lån via den europæiske krisefond. Disse lån er dog et følsomt emne i et land, hvor mange stadig husker den græske gældskrise, frygter tab af national suverænitet og kun vil have Corona- eller euroobligationer, der også har længere udsigter. Det er højrefløjen, og langt vigtigere Movimento 5 Stelle, som har modsat sig at benytte sig af krisefonden, da man frygter de krav, som vil følge med lånene. Udenrigsminister Luigi Di Maio har udtalt, at Movimento 5 Stelle ikke er ideologisk imod at bruge krisefonden, og partiet kan være ved at trække i land. Hvis flertallet ikke kan findes indenfor det parlamentariske grundlag, kan den mulige støtte fra Berlusconis Forza Italia ende som afgørende.

Italiens udenrigsminister Luigi Di Maio (Femstjernebevægelsen) og hans tyske kollega Heiko Maas stillede op for fotograferne foran Villa Madama i Rom, da de holdt møde den 22. juni.  – Foto: /Ritzau Scanpix/ANSA/Italian Foreign Ministry/Reuters/

Under alle omstændigheder er grundlaget for kritikken af krisefonden dog tvivlsomt. Allerede i start maj blev eurozonens finansministre enige om at lade de europæiske medlemslande optage lån hos fonden uden strenge sparekrav, som dem, der blev lagt ned over Grækenland. Den eneste umiddelbare betingelse for adgang til lånene, som er blevet nævnt er, at de direkte eller indirekte skal gå til at finansiere sundhed, pleje og forebyggelse i forbindelse med Covid-19.

Den 5. juni, præsenterede regeringen Italiens færdige genopretningsplan, der er en udvidet udgave af den reformplan, der vedlægges det årlige dokument for økonomisk planlægning, som normalt lægger færdigt i april. Den overordnede vision er, at Italien skal være mere moderne, mere grønt og mere (socialt og territorialt) inklusivt. Det involverer blandt andet mindre bureaukrat, skattereform, digitalisering af den offentlige sektor, grøn omstilling og store infrastrukturprojekter. Planens gennemførsel er, ifølge Conte, afhængig af et nyt simplificeringsdekret, der skal gøre det lettere at gennemføre offentlige investeringer.

Den euroskeptiske højrefløj står klar, hvis Contes anden regering skulle fejle og lægger stadig til at kunne vinde næste valg. Hvis pendulet svinger mod højre, vil Italiens regerings forhold til EU atter forværres. Fratelli d’Italia og Lega arbejder for en større forandring af EU indefra. Trods mange modsatrettede udtalelser er det tvivlsomt, om nogle af partierne faktisk vil trække Italien ud af unionen eller eurozonen, hvis de fik muligheden. Det er der dog andre, som vil. Den tidligere Movimento 5 Stelle senator og journalist Gianluigi Paragone har annonceret, at han agter at stifte et Italexit parti.

I en undersøgelse fra midt april i år tilkendegav 40% af italienerne, at de ønskede at udtræde af både euroen og EU. Selv om Paragones parti nok ikke vil være i nærheden af den slags opbakning, understreger det, at euroskepticismen i Italien ikke nødvendigvis er nået en kulmination endnu.

Der er dog grund til at tro, at italienernes ikke er principielt imod EU, tværtimod. Dette var konklusionen i studiet: ”Show the money first! Recent public attitudes towards the EU in Italy” fra 2015. Studiet betegnede italienernes euroskepsis som værende baseret i en pragmatisk opvejning af fordele og ulemper og fremhævede, at de mest skeptiske italienere grundlæggende set var tilhængere af idealet om Europa.

Studiet “Representation in hard times: party-voter distance on support for Social Europe in Italy*” fra 2020, peger i samme retning og konkluderer, at italienerne, trods deres stigende skepsis, ikke har mistet troen på det europæiske projekt. Derimod ønsker de et Europa, der er mere socialt integreret og kan hjælpe svagere medlemslande.

En Yougov-måling fra slut juni understøtter billedet som de to studier tegner af italienernes forhold til Europa. Trods den historisk lave tillid til EU, viste målingen, at 77% af italienernes alligevel var blevet overbevist om behovet for mere europæisk samarbejde af pandemien.

I Italien var Europa længe et alternativ som man kunne orientere sig hen imod måske netop på grund af den kronisk lave tillid til de nationale politikere. Tiernes kriser slog sprækker i det tætte forhold. Men det tyder på, at udviklingen kan vendes. Hvis krisestøtten fra unionen fortsat anerkendes af den italienske regering og er mærkbar for italienerne, så kan tilliden til EU atter begynde at stige. Møder unionen, og ikke mindst de italienske politikere, det opportune øjeblik, kan Italiens vej ud af krisen vise sig som vejen tilbage til Europa.

Simon Cecchin Birk er politisk redaktør for Magasinet Europa, Ph.D.-stipendiat ved Københavns Universitet og del af det internationale Europaeum Scholars Programme.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/