Jan Kuciaks død var blot toppen af isbjerget

2018-07-23T23:02:56+00:00 mandag, 23. juli, 2018|

I februar vågnede Slovakiet op til et chok, da den undersøgende journalist Jan Kuciak og hans forlovede blev fundet skudt i deres hjem. Sidenhen har hændelsen kostet toppolitikere deres positioner, mens sagen trækker tråde helt til den italienske mafia. Jan Kuciaks kolleger fortsætter hans arbejde, men hans død er blot et symptom på en farlig udvikling i Slovakiet.

Baggrund af Emil Staulund Larsen

”Jeg og hele det undersøgende hold på redaktionen var blevet bedt om at møde ind tidligt den morgen. Vi vidste ikke, hvad det handlede om. Vi havde blot fået at vide, at det var alvorligt. Vores redaktør stod med tårer i øjnene, da jeg mødte ham. Og så var det, at vi fik det at vide. Jan var død.”

Martin Turček leder efter ordene, mens hans øjne flakker rundt i lokalet. Hans hænder ligger foldet sammen på bordet, og blikket ender tomt foran ham.

”Der gik ikke rigtig noget igennem mit hoved. Jeg kan bare huske stilheden, og at en tåre ramte min kind.”

Det var d. 21. februar i år. Jan Kuciak og hans forlovede var få timer forinden blev fundet i deres hjem i Veľká Mača, der ligger udenfor Slovakiets hovedstad, Bratislava. Parret var blev skudt, og meget tyder på, at mordet var planlagt og ikke blot et røveri, der var gået galt, fortæller politiet.

I tiden efter gik tusindvis af slovakker på gaden og demonstrerede over mordet på den unge undersøgende journalist, der specialiserede sig i skattesnyd. Jan Kuciaks graverarbejde afslørede tråde til både slovakiske politikere og den italienske mafia. Og mens Jan Kuciaks arbejde udstillede korruption og skattesvig, udstillede hans død Slovakiets mørke skyggeside.

”I dagene efter oplevede jeg en bølge af sympati for journalister, men i endnu højere grad oplevede jeg vrede. Hele Slovakiet kunne nu se, at den korruption, vi journalister havde dækket, ikke blot var korruption, men også noget, der kunne koste liv.”

Protesterne tog til i styrke dag for dag og voksede sig til de største protester i næsten 30 år. Først måtte indenrigsministeren Robert Kalinak trække sig. Robert Kalinak var selv anklaget for at skulle have dækket over netop korruptionsanklager samt at have forbindelser til oligarken Marian Kocner. Jan Kuciak meldte netop Marian Kocner til politiet for trusler i forbindelse med hans graverarbejde. Truslerne blev aldrig efterforsket yderligere.

Demonstrationerne i Bratislava i ugerne efter drabene på Jan Kuciak and Martina Kusnirova. – Foto: Ritzau Scanpix/AP/Ronald Zak/

Senere måtte også premierminister Robert Fico tage sin afsked, da koalitionspartnerne i regeringen gav ham et ultimatum – enten trak han sig som premierminister, eller også trak partierne sig som koalitionspartnere og dermed hele regeringen. Robert Ficos afsked har dog ikke bragt forandring med sig.

”Det er kun ansigtet på premierministeren, der har ændret sig. Alt det bagved er stadig det samme,” fortæller Martin Turček.

Hvem myrdede Jan Kuciak?
Sidenhen har flere været mistænkt og anholdt i sagen. Først blev tre italienere anholdt, der alle havde forbindelser til den italienske mafia Ndrangheta. Kort efter blev yderligere fire anholdt med samme forbindelser. En af de anholdte var Antonino Vadala. I sin sidste tid havde Jan Kuciak blandt andet skrevet om Vadalas forbindelser til premierministeren Robert Ficos inderkreds. Alle syv blev dog løsladt efterfølgende – tilmed på dagen, hvor Jan Kuciak blev bisat.

”Hvis morderen ønskede at gøre Jan tavs, er det lykkedes dem at gøre præcist det modsatte. Der er ikke en eneste person, der ikke vil komme til at vide, hvad der er sket,” sagde Bratislavas ærkebiskop under bisættelsen.

”Det onde vil ikke sejre, selvom det ser sådan ud nu,” tilføjede han.

Men trods de trøstende ord, er der fortsat ikke kommet nyt i sagen næsten et halvt år efter. Inden Robert Fico trak sig som premierminister, udlovede han en dusør på en million euro – vel at mærke i kontanter, der lå i stakke ved siden af ham på pressemødet.

Poltiet mener, at Jan Kuciaks død ikke var en tilfældighed, men et overlagt mord. En gennemgang af tal fra organisationen Committe to Protect Journalists viser, at et klart flertal af de journalister, der er døde i forbindelse med deres arbejde, er blevet myrdet. Siden 2005 er 457 journalister blevet myrdet, mens 198 er blevet dræbt i krydsild og yderligere 112 er omkommet ved farlige opgaver.

En gennemgang af de mistænkte for de begåede mord siden 2005 viser desuden, at det oftere er politiske grupper eller personer med forbindelser til regeringen, der er mistænkt for at stå bag. Også i langt højere grad end kriminelle grupper, paramilitære grupperinger eller bandemedlemmer.

Udsigten til at få opklaret sagen ser desuden sort, hvis man skal holde sig til statistikken . I 86 procent af tilfældene undgik morderne straf. I 10 procent af tilfældene fik morderne deres straf, mens de, der bestilte, førte trådene og udtænkte mordet gik fri. Blot i 4 proccent af tilfældene blev bagmændene såvel som morderne straffet og retfærdigheden sket fyldest.

Så i realiteten ser det faktisk ud til, at de, der ville gøre Jan tavs, er lykkedes med deres forehavende.

Pressefriheden under pres.
Slovakiet var i år et af de fem lande i verden, hvor pressefriheden gik mest tilbage på Reporters Without Borders’ årlige liste over pressefrihed. Her faldte Slovakiet 10 pladser ned af ranglisten til en 27. plads. Og dette er ikke på grund af Jan Kuciaks død, fortæller Pauline Ades-Mevel fra Reporters Without Borders.

”Faldet skyldes mere, at situationen er blevet forværret over de seneste år. Forholdene for undersøgende journalister er hårde og ikke optimale, og det er svært at få information.”

Jan Kuciak er ikke den eneste sag, der har skabt bekymring for pressefriheden i Slovakiet. I de seneste to år er tre journalister, der arbejder med at afdække organiseret kriminalitet, blevet udsat for brandstiftelsesangreb mod deres hjem eller biler. To journalister er desuden forsvundet i løbet af blot de seneste ti år. Ingen af forsvindingerne er blevet opklaret af politiet.

”Vi er meget skuffet over, hvordan politiets undersøgelse af Jan Kuciaks død er forløbet. Vi har ikke haft mulighed for at få nye informationer. Det er meget frustrerende,” fortæller Pauline Ades-Mevel.

”Slovakiske journalisters sikkerhed er en vigtig del af retssikkerheden og demokratiet for et land. Demokratiet er ikke fuldendt, hvis journalister ikke kan udføre deres arbejde.”

I stedet for at skabe bedre forhold for journalisters sikkerhed i Slovakiet afviste regeringen et forslag om at øge straffen for at angribe journalister. Men det er ikke kun et spørgsmål om sikkerhed. 59 ansatte ved public servicestationen RTVS har skrevet et åbent brev om deres bekymring for stigende politisk indflydelse på deres journalistik. Efterfølgende er fire af disse forfattere blevet afskediget.

Derudover er politikernes retoriske kamp mod journalisterne allerede for lang tid siden kommet til Slovakiet. Ved et pressemøde i 2016 svarede Robert Fico eksempelvis på spørgsmål fra journalister vedrørende offentlige indkøb, at ”nogle af jer er beskidte anti-slovakiske prostituerede” og ”I informerer ikke, men kæmper mod regeringen”.

”Retorikken og de verbale angreb er en del af problemet. Det er ikke bare i Slovakiet. Vi kan se det samme i nabolande og i Balkan-området. Det er klart for os, at hver gang en politisk leder eller en embedsmand begynder at angribe medierne eller intimidere journalister og kalder dem for idioter, spioner eller lignende, er der konsekvenser for journalisterne. Nogle gange er det fysiske konsekvenser,” fortæller Pauline Ades-Mevel.

I Tjekkiet tog præsident Miloš Zeman retorikken til nye højder sidste år, da han medbragte et falsk Kalashkinov-gevær til et pressemøde, hvorpå der stod ”mod journalister”.

”Det er en blankocheck for folket til at angribe medierne, så længe politikerne også gør det.”

#AllForJan
På muren ved en katolsk kirke i centrum af Bratislava hænger et sort V. Under tegnet står der på en sort plade ”Kun den som kæmper for frihed fortjener den”. Et gammelt mindesmærke for dem, der kæmpede for frihed under kommunismen. Langs jorden står lanterner, lys, blomster og i midten et par billeder af Jan Kuciak og Martina Kušnírová. Et par blomster står friske ved siden af parret. Tidligere var der hundredvis af lys, men ligesom lysene, svinder demonstrationerne og håbet om retfærdighed langsomt ind.

Foto: Emil Staulund Larsen

Nogle mennesker holder dog kampen kørende utrætteligt. Martin Turček og hans kollegaer fortsætter Jan Kuciaks arbejde ved blandt andet at grave videre i hans sidste historie.

”Vi har skabt et internationalt hold under paraplyen #AllForJan. 20 journalister fra hele verden og fra store medier, der arbejder sammen. De deler tips med hinanden og fortsætter Jans arbejde. Det er et billede af solidaritet, og jeg tror, Jan ville være glad for at se, at vi fortsætter sammen om hans arbejde i stedet for at konkurrere mod hinanden. Jan var altid klar til at hjælpe andre journalister, selv fra andre medier, og han forventede aldrig noget igen,” fortæller Martin Turček.

Martin Turček. – Foto: Emil Staulund Larsen.

Martin Turček er ikke bange for sit eget liv. Et par af hans og Jan Kuciaks kollegaer modtager i dag beskyttelse af politiets folk. Martin Turček er derimod bange for, at retfærdigheden ikke vil ske fyldest.

”Jeg er ikke sikker på, at vi som journalister, kan bringe ham retfærdighed. Vi kan fortsætte hans arbejde og fortsætte med at sætte problemer under lys, men vi kan ikke sætte nogen i fængsel. Retfærdigheden må komme et andet sted fra.”

”Jeg prøver stadig at stole på politiet, selvom de har lavet mange fejl, der har ramt deres tillid. Det bliver forhåbentlig politiet og retsvæsenet, der skal skabe retfærdighed, og så må man håbe, at politikere ikke prøver at blande sig i arbejdet.”

Men udover at være journalist, var Jan Kuciak en kollega, en ven, og en almindelig ung mand, der havde drømme og håb for en fremtid med sin forlovede.

”Han var en glad person, der smilte, og som var dybt engageret i sit arbejde. Tit sludrede vi sent om aftenen på redaktionen om vores arbejde, og han hjalp mig meget. Han stoppede aldrig.”

Emil Staulund Larsen er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold.

Foto i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Ronald Zak/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon