Især blandt de mere venstresnoede vælgere hersker der stor tvivl om, hvem man skal stemme på ved præsidentvalget i Frankrig. For mange er det et valg mellem pest og kolera.

Reportage af Anna Damgaard Nissen

22.04.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | ”Det er til grin”, lyder det fra en ung fodgænger i Paris-bydelen Le Marais, da han passerer en mur med plakater af de opstillede kandidater ved søndagens præsidentvalg.

Valget er et konstant, men også flygtigt, samtaleemne. Ingen ved helt, hvad de skal svare, og ingen ved 100 procent, hvem de vil stemme på blandt et helt utraditionelt kandidatfelt på 11, hvoraf fire kandidater spås en chance for at blive blandt de to sidste i den afgørende runde om to uger. Fire kandidater, som hver især truer med at trække Frankrig i hver sin retning.

Den højre-nationale kandidat Marine Le Pen fra Front National har med sit fjendske indvandrersyn og EU-skeptiske holdninger trukket de størst overskrifter og fået massiv mediebevågenhed fra de europæiske medier. Emmanuel Macron har ene mand startet bevægelsen En Marche. François Fillon har trods massive korruptionsskandaler formået at fastholde sin vælgerskare, og Jean-Luc Melenchon (billedet), som på den yderste venstrefløj forholder sig skeptisk overfor EU og NATO af helt andre grunde, får ikke bare Frankrig, men hele Europa til at holde vejret i spænding.

”Der er ingen reelle kandidater ved dette præsidentvalg. Fransk politik er efterhånden en joke,” lyder det fra 62-årige Stefan.

Han er pensionist, men har tidligere arbejdet i en centrum-højre politisk tænketank. Da jeg spørger, hvad han vil stemme, trækker han på smilebåndet og siger, at det har han ikke besluttet endnu. Det finder han nok først ud af i stemmeboksen.

Mange har ikke taget endelig stilling
Stefan er ikke alene om, at være forvirret. Omkring 40 procent har endnu ikke besluttet sig endeligt for, hvad de vil stemme, og det er ikke fordi, de ikke interesserer sig for politik. For mange handler det om, at alle kandidater har mistet deres troværdighed, og at det næsten føles som et valg mellem pest eller kolera, og det er en følelse, der især er udbredt blandt de mere venstresnoede i vælgerskaren.

Stefans søn blander sig i samtalen, og jeg spørger, hvad de syntes om Emmanuel Macron, en kandidat som i resten af Europa betragtes som oplagt for den midtsøgende venstrefløj.

”Macron er en ulv i fåreklæder,” svarer sønnen.

”Jeg kan godt lide Macrons progressive holdninger og globale udsyn. Men jeg stoler ikke på ham. Han påstår at lede et socialt velfærdsprogram. Samle venstrefløjen. Men i virkeligheden er han ultra liberalist. Som økonomiminister (under Francois Hollande) gjorde han intet for Frankrig. Han liberaliserede transportsektoren og hans eneste svar mod en forældet og dyr togdrift var at skære yderligere og indfører busser i stedet. En uholdbar løsning, som totalt modsiger hans ønske om at lede en bæredygtig udvikling.”

Macron er en liberalismens forkæmper, progressiv europæer, ung og dygtig på talerstolen. Men han er også tidligere børsspekulant i det forhadte amerikanske Rothschild & Co., som for mange er indbegrebet af kapitalistisk amerikansk imperialisme. Han stiller op uden at have et etableret parti bag sig, og selvom han kan virke som en stærk kandidat mod Marine Le Pens nationalistiske højrefløj, er mange også bekymrede for hans vage ideologiske ståsted. Uden et etableret parti bliver det svært at sammensætte en regering.

En splittet venstrefløj
Uden for Paris flyver mange af de samme tanker rundt i luften. I havnebyen Brest på den yderste spids af Bretagnes vestkyst sidder Vince på en bænk med sin kone og lille søn.

Jeg spørger, om han er bange for, hvad der vil ske, hvis Front National går hen og vinder.

”Det tror jeg ikke vil ske. De vinder i hvert fald ikke her i Bretagne. Det har altid været en socialistisk højborg, og det tror jeg, det bliver ved med at være. Her har altid været folk fra alle dele af verden. Man haft et stærkt socialt sammenhold, og i Brest er det svært at få øje på valgplakater med Front National,” siger Vince.

Han ved godt, hvem han vil stemme på.

”Mélenchon. Eller måske skulle jeg stemme på Phillippe Poutou bare for sjov – han er en rigtig arbejder og så er han den eneste kandidat der tør at sige sandheden”.

Poutou er en lille aktør ved valget, men han har klaret sig overraskende godt ved de seneste tv-dueller og vundet indflydelse og støtte gennem sin åbenlyse og humoristiske kritik af de resterende kandidater.

Tilbage i Paris fortsætter diskussionen.

”Jeg græder indeni, hver gang jeg tænker på, hvad jeg skal stemme. Men jeg ender nok med at stemme på Macron. Han er den mindst dårlig kandidat der er. Og så kan han som den eneste skabe en samlet front mod Le Pen. Det er det Frankrig har brug for,” siger 32-årige Patrick.  

Macron vil få tvivlerne
Noget tyder på at Macron i sidste ende vil samle en stor tvivlerskare både fra højre og venstrefløjen. Ikke fordi de nødvendigvis tror på hans politiske program, men fordi han er den eneste kandidat, der kan skabe en samlet front mod Le Pen, og så sent som i torsdags gav tidligere præmier minister Dominique de Villepin sin støtte til Macron.

Men hvor Le Pen og Fillon har en trofast vælgerskare, betragtes Macrons vælgerskare som de mest tvivlende i Frankrig. Derfor er det også totalt uforudsigeligt at spå, hvor krydset blive sat i morgen.

Efter torsdagens terrorattentat i Paris har alle kandidater af sikkerhedsmæssige grunde aflyst deres sidste valgmøder. Nu er der bare tilbage at vente og se.

Anna Damgaard Nissen er skribent på Magasinet Europa og Frankrig-kender. Hun er normalt bosat i London.

Foto i artiklens top: Thibault Camus/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.