”Jeg vil altid være parat til at forsvare Letland og dets folk”

2021-03-14T20:24:12+00:00 søndag, 14. marts, 2021|

I Letland udruges en ny generation politisk engagerede, der vil værne om deres fædrelands arv. Den tidligere sovjetrepublik har historisk været den undertrykte lillebror – noget, der har fostret en stærk patriotisk folkestemning. Vi har talt med en ung nationalkonservativ fra den baltiske stat.

Interview af Linus Folke Jensen

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | Unge får ofte skudt i skoene, at de er apatiske og uengagerede når det gælder politik. En sådan beskrivelse kunne ikke være mere misvisende på lettiske Edgars Kristaps Rupeiks. Han mangler hverken holdninger eller ord til at udtrykke dem, og skulle man være i tvivl, forstærker den sorte rullekrave og jakke, uret med læderrem, det stive blik og den solide ring på venstre ringfinger førstehåndsindtrykket om, at denne mand er seriøs om politik.

Den 16-årige konservative ungdomspolitiker, der er bestyrelsesmedlem i Unge for Letland! – ungdomspartiet tilknyttet det nationalkonservative parti Nationalalliancen – beskriver sin opvækst som værende afgørende for hans politiske holdninger: ”Jeg har altid været interesseret i politik og dets processer. … Jeg er vokset op i en konservativ familie, så allerede fra en ung alder har jeg været bekendt med politiske begreber som patriotisme og nationalisme, og konservatisme er det forenende element i vores familie.”

Rupeiks er født, opvokset og bor stadig i hovedstaden Riga, men – som han selv påpeger – strækker hans rødder sig til Kurland, en region i den vestlige del af Letland, situeret ud mod det Baltiske Hav, og han beskriver et stærkt emotionelt bånd til sit fædreland: ”Letland er mit hjem, hvor jeg er født, altid vil være velkommen og føle mig sikker,” og tilføjer stolt, at ”Jeg vil altid være parat til at forsvare Letland og dets folk, og – hvis nødvendigt – kæmpe for det!”

Han har tjent i Ungdomsgarden – en organisation under Forsvarsministeriet, der lærer børn og unge om forsvar og påklæder dem til en potentiel indtræden i hæren – de sidste syv år. Han opsummerer det selv meget enkelt: ”Jeg er en patriot, der altid har elsket sit land. … Det er vigtigt for mig at tage mig af mit lands arv, traditioner og folk.”

Russere på dørtærsklen
Geopolitiske spændinger har længe domineret den politiske debat i Letland, og særligt det russiske sprog spiller en betydelig rolle, da en tredjedel af landets indbyggere taler det som førstesprog – for mange et symbol på den undertrykkelse, russiske autoriteter påførte landet under dets besættelser – først  under det Russiske Kejserrige og senere som Sovjetstat: ”Det er ingen overraskelse, at det russiske sprog er så udbredt i Letland – det kan vi tilskrive årene under Ruslands besættelse og repression,” udtaler han.

”I Letland vil det nationale sprog altid være lettisk. Det er ikke til diskussion,” fastslår han, og beklager, at regeringen ikke gør nok for at sikre det lettiske sprogs position i samfundet. Den store andel af russisktalende, der ikke forstår eller taler lettisk, attribuerer han til et manglende praktisk behov: ”Mange publikationer og avisartikler udgives både på lettisk og russisk, og derfor ser mange russisktalende intet behov til at lære og bruge lettisk. Det er ikke det russiske sprog, der er problemet – for det er jo bare et sprog – problemet er privilegiet, disse personer har: De lever komfortabelt uden at se pointen i, hvorfor de burde kende det nationale sprog.”

Mens han understreger, at mange af de etniske russere – en befolkningsgruppe, der udgør over en fjerdedel af Letlands befolkning – bidrager aktivt til samfundet, lægger han vægt på dem, der ikke gør: ”Lettiske russere kan udgøre en fordel: Den eneste afgørende faktor er, om de er klar til at bidrage til samfundet eller ej. … Desværre er der en stor andel, der er aktivt negativ når det angår nationale værdier, arv og kultur, og derfor vil der intet bidrag være fra dem.”

Det meste omhandlende Rusland og russere er følsomme emner. Letterne er et stolt folk, og nationalkonservatismen lever vel i den lille baltiske republik. Ifølge Rupeiks kan dette tilskrives landets historie, der bærer præg af mange års besættelse og undertrykkelse. De landområder, landet i dag udgøres af, har ad flere omgange har været besat af ikke blot russere, men også tyskere, svenskere og polakker. ”Vores folk var slavegjort i over 700 år, oplevede begge Verdenskrige, hvor vi oplevede flere forfærdelige grusomheder fra alle sider, og så besat igen, af Sovjetunionen. … Det er derfor, mange letter ønsker at beskytte deres land og arv. Mange unge mennesker føler sig også kaldet til at tage hånd om deres lands værdier, da tiderne skifter, og nye, anderledes trusler opstår,” fortæller han og påpeger, at han er glad for, at mange unge deler samme holdning som ham: ”Der er unge, intelligente mennesker, som bekymrer sig om deres lands fremtid. Unge mennesker er vores fremtid, så det er vigtigt, at de tager aktivt del i at gøre Letland bedre.”

Værdipolitisk kamp
Hvor LGBTQ-rettigheder vinder frem i nogle europæiske lande møder de modstand i andre. I januar fremsatte Nationalalliancen et lovforslag i parlamentet, der agter at ændre den lettiske grundlov til at definere en familie som værende ”baseret på en union mellem en mand og en kvinde” – og derved svække homoseksuelle familiers rettigheder. Selvom han siger, at ”alle har ret til at elske, hvem man vil” er det ”fra et juridisk standpunkt vigtigt at gøre definitionen af ’familie’ klar og utvetydig. … Det er enormt vigtigt (…) for det lettiske folk.”

Han mener ikke, at Nationalalliancens forslag er et tilbageskridt, men snarere en tilbagevenden til traditionelle værdier, der gennem årtier er blevet udvandet gennem grundlovsændringer. ”I min optik er traditionalisme et af grundprincipperne i et velfungerende samfund. … Det er ikke acceptabelt at arbitrært ændre landets grundlov til ens egen holdning, hvilket har været en tendens i flere år,” siger han, men fastholder samtidig, at partiets forslag er en genetablering af en ubestemt normal – og ikke en grundlovsændring, der blot fremmer egne holdninger, som han ellers kritiserer modstandere for: ”Dette forslag var en nødvendig forsvarsmanøvre for at beskytte den lettiske forfatning,” siger han om lovforslaget, der i øjeblikket behandles i et parlamentarisk udvalg.

Ulig andre konservative ser Rupeiks med optimisme og taknemmelighed på EU: ”At være en del af Unionen har givet os et stort skridt væk fra vores traumatiske fortid. På 30 år at udvikle os til det land, vi er i dag, er ikke kun et resultat af vores egne, interne arbejde, men også af substantiel europæisk støtte.” Et punkt, hvor han er mere på linje med andre konservative er, at han føler sig forbigået i de større afgørelser: ”Vi deler klart mange politiske værdier på trods af, at EU nogle gange træffer politiske beslutninger, der ikke tager stilling til alle siders interesser.”

Når adspurgt, hvilke emner er vigtigst for ham, anker han venstrefløjens kultur og nævner den såkaldte cancel culture, hvor mennesker bliver udskammet – ’cancelled’, engelsk for ’annulleret’ – på baggrund af deres holdninger og handlinger – noget ”oftest benyttet af den yderste venstrefløj og de progressive,” fortæller han. ”Det er sjovt, at disse mennesker er dem, der står for lighed og ytringsfrihed, men samtidig diskriminerer enhver, der ikke støtter multikulturalisme eller andre moderne ideer. At tænke anderledes er nu en kriminel handling. Hvis du støtter traditionelle værdier, er du homofob. Din holdning betyder intet.”

”Der er behov for at ændre måden, hvorpå politiske og sociale beslutninger træffes, for der er ikke længere ytringsfrihed.” Selv tredive år efter uafhængigheden fra Sovjet føler han sig ikke fri med sine holdninger, og afrunder interviewet med at sige, at ”Friheden til at have en holdning eksisterer ikke.”

Linus Folke Jensen er freelancejournalist med fokus på Nord- og Østeuropa. Han er i øjeblikket bosat i Letland, og skriver for det paneuropæiske medie Europe Elects samt det lettiske public-service medie LSM.

Billede i artiklens top: © 2021 Edgars Kristaps Rupeiks. Publiceret med eksplicit tilladelse fra ophavsretsholderen.

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”