Jordskælvsvalget i Italien: krise eller oprør?

2018-04-24T11:25:11+00:00 fredag, 9. marts, 2018|

De italienske vælgerne har straffet de etablerede partier og i stedet kåret to valgvindere i form af  Femstjernebevægelsen, der især i Syditalien har vundet stort, og Lega, der som det største centrum-højre parti står stærkere end nogensinde i Norditalien. I et splittet land tolkes valgresultatet som en diffus protest fra de utilfredse vælgeres side, men på flere måder er det også historien om en bebudet protest. 

Analyse af Susi Meret

09.03.2018 | TEMA: DET USTABILE ITALIEN | At det italienske valg den 4. marts var et protestvalg understreges af, at Movimento 5 stelle (Femstjernebevægelsen) og Lega (tidligere kaldet Lega Nord) tilsammen opnåede næsten 50 procent af de afgivne stemmer. Regeringspartiet Partito Democratico (PD) fik under 19 procent af stemmerne, hvilket historisk set er det værste centrum-venstre resultat ved et italiensk parlamentsvalg.

Udfaldet ser endnu mere katastrofalt ud for partiet, hvis man sammenligner med valget til Europa-Parlamentet i 2014, hvor PD fik 41 procents tilslutning. Dengang lignede den på det tidspunkt nykårede formand, Matteo Renzi, en rigtig vindertype, og han fremstod som den bedste til at videreføre PD i fremtiden. Efter de beskedne 24 procent som den samlede centrum-venstre koalition fik ved dette valg, har det dog ændret sig, og som valgets taber trak Renzi sig hurtigt tilbage fra posten som partileder.

Movimento 5 stelle (M5S) har været magnet for mange tidligere og skuffede PD-vælgere, især i Syditalien (M5S fik 50 procent på Sicilien og Sardinien og cirka 40 procent i Campania). Alligevel har partiet ikke fået det nødvendige flertal for alene at kunne danne regering. Et kompromis med PD ser endvidere meget usandsynligt ud, da M5S har valgt at stå alene. Renzi har under valgkampen flere gange advaret vælgerne imod muligheden for en ekstremistisk og upålidelig regeringsdannelse, hvis PD ikke kunne blive det største parti. De politiske programmer for M5S og PD afviger dertil markant fra hinanden, hvad angår forholdet til EU, afviklingen af Renzis arbejdsmarkedsreform, samt skatte- og finanspolitik. M5S har desuden bevidst altid holdt afstand fra de etablerede partier, både til venstre og højre, som bevægelsen anklager for at have del i det korrupte politiske system. Dette har været M5S eksistensbetingede mærkesag.

Magtforskydning inden for centrum-højre
Resultatet har også været ret tilfredsstillende for centrum-højre koalitionen, der fik cirka 37 procent af de afgivne stemmer. Valgresultaterne viser dog, at der er sket en substantiel og hidtil uset ændring i forhold til partiernes magtfordeling. For første gang har Matteo Salvinis (billedet i artiklens top) højrepopulistiske parti, Lega, der modtog cirka 17,5 procent af stemmerne, overhalet Silvio Berlusconis Forza Italia (FI), og dét med over tre procentpoint. Efter at Lega nu har overtaget nogle af FI’s traditionelle valgkredse i Nord- og Centralitalien, er det således fremadrettet ikke Berlusconi, men Salvini, der står stærkest i centrum-højre.  Salvini selv har om valget udtalt, at en fremtidsorienteret valgkampagne har vundet over de valgkampagner, der baserer sig på fortidens spøgelser og gamle ideologiske mærkesager.

Dagen efter valget vågnede vi med andre ord op til et mere splittet, politisk opdelt og kaotisk Italien. Det umiddelbare spørgsmål i den kommende tid bliver, hvem der kan danne en ny regering under de nuværende vilkår, hvor ingen har fået klart mandat til det? Samtidig – og på længere sigt – bliver det nødvendigt at spørge, hvordan centrum-venstre og andre partier vil reagere i fremtiden? Og spørge dem om, hvordan de vil besvare den klare og tydelige kritik, som vælgerne har rettet mod det de ledende politikere og det politiske system?

Et andet spørgsmål er, hvordan de to store valgvindere, M5S og Lega, vil håndtere situationen? M5S har ingen regeringserfaring, og før Salvinis formandskab fik det negative konsekvenser for det daværende Lega Nord at indgå i et regeringssamarbejde under Berlusconis ledelse i halvfemserne og starten af nullerne. Alligevel har Salvini afvist, at Lega vil danne en regering med andre end den centrum-højre koalition, som partiet har stillet op med.

En øvelse i regeringsførelse for de italienske populister?
Valgresultaterne viser, at hverken centrum-venstre eller centrum-højre koalitionen har den tilstrækkelige opbakning til at kunne danne en ny regering. Dette er sket før: Det seneste valg i 2013 endte også med dødt løb mellem centrum-venstre og centrum-højre, samtidig med, at M5S’ fremkomst og vælgersucces besværliggjorde forholdene.

M5S var dengang en politisk nyhed. Dannet som en protestbevægelse, der mobiliserede på de sociale medier og på gaden på initiativ af stand-up komikeren Beppe Grillo og SoMe-mogulen Gianroberto Casaleggio, stillede M5S op i 2013 med et uklart politisk program og et klart populistisk, anti-elite og -etablissement budskab. Mange af de nyvalgte havde ingen politisk erfaring, og de var blandt de yngste politikere i parlamentet.

Det fire år gamle parti kvitterede også tilbage i 2013 med et fremragende valgresultat på 25 procent af stemmerne, men i hele perioden fra 2013 til 2018 er M5S forblevet i opposition, selvom den også undergik en betydelig organisatorisk forandring med det formål at konsolidere og legitimere sig overfor vælgerne.

I dag ligner M5S organisatorisk mere et helt almindeligt parti end en folkeligbevægelse. Dette forhindrer dog ikke M5S at profilere sig som den ikke-ideologiske (hverken højre eller venstre) bevægelse, der er for folk flest, og som anser sin rolle som uforsonlig med de andre politiske partier, eliten og dens privilegier.

Det er ret bemærkelsesværdigt i kølvandet på valget, at partiets nuværende leder, Luigi Di Maio (der nyder godt af Grillos assistance), fastslår, at for at danne en ny regering, skal man blive enige om en række hovedemner (arbejdsmarkedet, indvandring og national sikkerhed, skattesystemet in primis), og at dette intet har med venstre- og højreparti-ideologierne at gøre. Dette er også med til at forklare, hvorfor alle politiske konstellationer nu bliver taget i betragtning, inklusive den gul-grønne mellem M5S og Lega. Men hvis protesten kan være uideologisk, kan politiske beslutninger og regeringsmagten så være ligeså?

Udbredt mistillid til politik, politikere og institutioner
Undersøgelser viser, at italienerne stoler mindre og mindre på politikerne og på institutionerne. Tilliden til partierne og parlamentet er faldet markant i det sidste årti. I 2017 havde kun 20 procent tillid til partierne. Siden 2007 er tilliden til staten faldet 11 procentpoint og til EU med 18 procentpoint (Demos, 2017).

Generelt set stoler italienerne hverken på politikerne og institutionerne, og kun ganske lidt på hinanden. Valgdeltagelsen har siden 1980’erne været dalende: Til dette valg var stemmedeltagelsen kun 73 procent, hvilket dog ikke er en tilbagegang i forhold til 2013-niveauet, der var det samme, men deltagelsen var fem procentpoint mindre end i 2008.

Et billede, som kunne bidrage til re-aktualisering af Edward C. Banfields (The Moral Basis of a Backward Society, 1958) gamle postulat, som anså Italiens hovedproblem for at være italienernes mistillid til institutionerne og deres udbredte mistillid til hindanen. Ifølge Banfield mangler italienerne evnen til samarbejde for det fælles gode, og de sætter deres egen eller familiens interesser højere end alt andet. Men de fleste italienere mener, at skylden hovedsagligt ligger hos politikerne og deres partier. Politik føles som mere og mere fjernt fra den almindeliges borgers liv, dens daglige problemer og interesser, dens nutids- og fremtidsbekymringer. Situationen er blevet værre i de seneste årtier, i kølvandet på den økonomiske krise og i takt med en stigende følelse af, at virkeligheden er blevet mere kompleks.

Usædvanlig valgkamp
Denne valgkamp har på mange måder været usædvanlig, hvilket vil sige mere usædvanlig end normalt. Til at begynde med var Silvio Berlusconis tilbagekomst i politik særdeles besynderlig. Mange anså ham som politisk færdig, også fordi han ikke måtte genopstille selv grundet en skattesag, som han har tabt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I denne henseende så centrum-højre koalitionens slogan ’Berlusconi for President’ malplaceret, hvilket har bidraget til at flytte stemmerne til Lega, hvor folk vidste, hvem de stemte ind. Udover Forza Italia omfatter centrum-højre koalitionen som nævnt Salvinis Lega samt Giorgia Melonis yderligtgående højreparti Fratelli d’Italia (Italiens Brødre). En sammensætning der har flyttet alliancen yderligere til højre. Matteo Salvini har forandret det tidligere regionalistiske og højrepopulistiske Lega Nord til et radikal-højrepopulistisk parti (og altså nu kun Lega) på linje med det franske Front National. Med en dagsorden baseret på indvandrerfjendtlighed, national sikkerhed, italiensk suverænitet og identitetspolitik. Dette har blandt andet muliggjort alliancen med Fratelli d’Italia.

Centrum-venstre koalitionen har været endnu mere splittet af interne uenigheder og personlige sager end tidligere – og dét oven i købet lige op til valget. PD fik lavet en pragmatisk alliance med den tidligere EU-kommissær Emma Boninos pro-europæiske +Europa. En alliance, der også medtog et par andre mindre betydelige partier. Boninos liste nåede dog ikke over spærregrænsen på fire procent.

Mange på venstrefløjen anser Renzis ledelsesform som despotisk, og hans politik anses som  værende på en kurs, der rykker PD markant til højre – i retning af et mere og mere neoliberalt og Blair-inspireret parti. Mange har i løbet af det seneste år forladt partiet.

Generelt set har venstrefløjen – og især PD – ikke formået at sætee en dagsorden. Matteo Renzi valgte under valgkampen at minde folk om det nyttige valg (il voto utile): At man, ved at stemme på PD, kan bygge en dæmning imod udbredelsen af højreradikale og populistiske kræfter i national politik og på europæisk niveau. Ligesom det allerede er sket i andre EU-lande, har centrum-venstrepartierne ikke været i stand til at skabe egne counter-framings, det vil sige et klart politisk alternativ på venstrefløjen til den højrepopulistiske diskurs, der hovedsageligt spiller på angstfølelser (især i forhold til flygtninge og indvandrere) og protest imod eliten.

I stedet har den afgåede centrum-venstre regering under Renzi og Paolo Gentiloni satset på en politik, som på mange måder har fulgt den højrepopulistiske dagsorden. Det er sket ved at satse på indenrigsminister Marco Minnitis hårde kurs over for menneskesmuglere og på hans aftaler med Libyen for at dæmme op for flygtningestrømmen. Samtidig har de forværrede vilkår på arbejdsmarkedet, nedskæringer på uddannelses- og forskningsområdet, samt den upopulære Decreto salva banche (bankernes redningslov) forøget gruppen af utilfredse borgere.

Derfor kan man på den ene side man godt tale om en diffus protest fra vælgernes side, men på den anden side burde analysen måske gå lidt dybere? Man kunne spørge, hvad der i virkeligheden begrunder denne protest? Var det på den måde også historien om en bebudet protest?

Og hvad så nu?
Det politiske scenarie ser nu uforudsigeligt ud, og det er stadig uvist, hvem den italienske præsident Sergio Mattarella vil give mandat til at forsøge danne en ny regering: Bliver det centrum-højre koalitionen? Eller bliver det det største parti i landet (M5S)?

Spørgsmålet er også, hvordan valgvinderne M5S og Lega vil agere i den nærmeste fremtid. Én ting er sikkert: De to partier bliver fra nu af nødt til at undersøge, hvilke mulige alliancer, der kan skabes uden for deres egne respektive begrænsede politiske reservater. Som man siger, skal der skal som regel to til at lave en holdbar aftale. Det vil sige, at det bliver mere vanskeligt for dem at stille kategoriske krav og ultimatummer vis-à-vis den pragmatisme, der skal til for at danne regering.

På længere sigt vil valgresultaterne forhåbentligt også fremme en selvkritisk refleksion blandt partierne på venstrefløjen. Der er allerede nogle eksempler man kunne drage lidt inspiration fra.

For eksempel fra lokalpolitikeren Luigi de Magistris i Napoli, som har vist, at man godt kan skabe et mere inklusivt og deltagende politisk projekt ved at starte fra neden, på civilsamfundsniveauet. Der findes politiske projekter, der samler folk med erfaring i de forskellige sociale bevægelser, med kendskab til foreningslivet og det lokale potentiale og som er aktivt deltagende i kultur- og sociallivet.

Byerne er hjemsted for mere end halvdelen af verdens befolkning, og de udgør den primære inkubator for mange af de kulturelle, sociale, arbejdsmæssige og politiske udfordringer og innovationer. Og de er mindre belastede af spørgsmålene om interne grænser, suverænitet og identitet, og mere interesserede i samarbejdet om at løse konkrete problemer.

Det burde Matteo Renzi have kunnet huske fra hans tid som borgmester i Firenze. Men det kræver evnen til at tale sammen med, til og om folket. Og i lyset af valgresultaterne kunne dette være et godt udgangspunkt for en omstilling til en ny politisk fremtid på venstrefløjen, der kan modarbejde den ekskluderende og indvendte højrepopulisme.

Susi Meret er Ph.d. og lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet. 

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Luca Bruno/

Læs hele vores tema “Det ustabile Italien” her.