Mange har forsøgt at forklare krigen og Jugoslaviens sammenbrud med urgammelt had mellem befolkningsgrupperne. Det holder ikke. Det er nok så oplagt at kaste et kritisk blik på den nyere historie, og især tiden under Tito. Efter hans død opstod valget mellem et Jugoslavien uden demokrati, eller et demokrati uden Jugoslavien.
Baggrund af Christian Axboe Nielsen
20.12.2015 | DAYTON-TEMA | Den socialistiske republik Jugoslavien eksisterede fra 1945 indtil landets voldsomme sammenbrud i 1991-92. Ligesom de øvrige socialistiske stater i Østeuropa blev Jugoslavien efter afslutningen af Anden Verdenskrig grundlagt som en kommunistisk partistat med planøkonomi efter sovjetisk mønster.
Men allerede i 1948 førte store uenigheder med Sovjetunionen til, at landet måtte forlade Komintern, de kommunistiske landes internationale organisation. Dermed blev Jugoslavien overladt til sit eget helt særlige udviklingsforløb. Politisk, økonomisk og kulturelt.
I modsætning til sine naboer Rumænien, Albanien og Bulgarien var Jugoslavien ikke længere et ”Østblokland”. Det fik afgørende konsekvenser for landet og dets broget sammensatte befolkning.
Først en centralistisk forbundsstat under Tito
Efter Anden Verdenskrig var det kun Titos kommunister, der tilbød en multietnisk løsning på landets problemer. Sloganet ”broderskab og enhed” definerede et nyt samfund med fredelig sameksistens mellem alle landets nationer og mindretal.
Med en blanding af folkelig støtte, en antifascistisk koalition og rå magtanvendelse lykkedes det Tito og det kommunistiske parti at erobre magten i 1945. Det partidiktatur skulle vise sig at vare i ca. 45 år.
Kommunisterne valgte at etablere Jugoslavien som en forbundsstat bestående af seks delrepublikker: Slovenien, Kroatien, Bosnien og Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Derudover fik Vojvodina og Kosovo status som provinser i den serbiske delrepublik.
På trods af denne struktur var Jugoslavien i praksis præget af et stærkt centralistisk styre i de første to årtier.
Jugomodellen
Det var først med Stalins død i 1953, at Jugoslaviens ledelse for alvor indledte de reformer, der udmøntede sig i den særlige jugoslaviske model.
I modsætning til de fleste andre østeuropæiske stater havde Jugoslavien befriet sig selv fra Aksemagternes besættelse. Man havde ligeledes udkæmpet og vundet en barsk og langtrukken krig mod hjemlige fascistiske og ultranationalistiske kræfter.
Christian Axboe Nielsen ved konferencen ‘Krig i fredens Europa’ i November 2015
Det var mange oprigtigt stolte over. Fortællingen om den heroiske sejr imod alle odds indgik som et konstituerende element i landets kollektive identitet og hukommelse.
På den økonomiske front havde den jugoslaviske ledelse allerede inden Stalins død indset, at den stalinistiske kurs førte mod afgrunden. Derfor begyndte man at eksperimentere med en model, der fastholdt mange af kommunismens principper, men f.eks. tillod en vis medbestemmelse fra arbejderne i landets virksomheder.
Eksperimentet blev støttet med amerikanske og internationale lån, der helt op til 1980’erne blev en bestanddel af landets økonomiske fundament. Takket være sin særlige status kunne landet ikke kun modtage internationale lån, men havde også mulighed for at købe og sælge sine produkter i vestlige lande.
Det var af stor betydning, fordi Jugoslavien efter opgøret med Moskva i 1948 var fuldstændig afskåret fra handel med sine tidligere ”socialistiske brødre”.
At deltage i den internationale markedsøkonomi var dog nemmere sagt end gjort. Der var nærmest permanent underskud på handelsbalancen, fordi landet var meget bedre til at importere udenlandske produkter end til at afsætte egne varer i Vesten. Ikke desto mindre blev 1950’erne og 1960’erne en vækstperiode, der af mange huskedes som en ”gylden æra”.
Opgør og systemkritiK
Udviklingen forløb dog ikke uden problemer. I midten af 1960’erne fandt et politisk opgør sted mellem den reformistiske og den konservative fløj i kommunistpartiet.
I opgøret støttede Tito den reformistiske fløj, hvilket førte til en bølge af politiske og økonomiske liberaliseringer. Et særligt element i reformprocessen var en betydelig decentralisering, der gradvist overdrog magt og beføjelser fra hovedstaden Beograd til del-republikkerne.
Det havde en særlig betydning for Kosovo, hvor de etniske albanere siden krigen havde været stærkt underrepræsenteret i offentlige embeder, ikke mindst i politiet og efterretningstjenesten.
Decentraliseringen havde imidlertid også den konsekvens, at de politiske og ikke mindst de økonomiske diskussioner i landet blev mere ophedede – og det uanset om økonomien gik godt eller skidt.
Den historiske kløft mellem de forholdsvis velstående nordvestlige dele af landet (Kroatien og især Slovenien) og de mere tilbagestående østlige dele (Serbien og især Bosnien, Montenegro, Makedonien og Kosovo) blev således ikke overvundet i det socialistiske Jugoslavien.
Samtidig voksede den internationale gæld støt, da landet som nævnt ret konsekvent opererede med handelsunderskud.
Jugoslavien var således i 1970’erne i stigende, men fortsat håndterbart omfang præget af politiske og økonomiske spændinger. Så længe Tito var ved magten, kunne ingen dog modsætte sig hans vilje. Hans beslutninger var endelige.
Men efter hans 85-års fødselsdag i 1977 stod det klart, at et ledelsesskift lurede i horisonten.
Problemet var, at Tito ikke selv havde udpeget en efterfølger. At tale om Jugoslavien efter Tito var et tabu. I stedet hørte man ordsproget: ”Efter Tito, Tito”. Dette varslede, hvor svær tiden efter Tito ville blive.
Efter Tito
Tito døde i maj 1980. Landet var i sorg og selv de største systemkritikere famlede efter en opskrift på det, der måtte komme. Landets ledelse blev efter Titos død varetaget af et roterende præsidentskab, der fik det overordnede ansvar for at vedligeholde den interne solidaritet og sikre, at ingen republik eller delrepublik kom til at dominere de andre.
Ingen af medlemmerne af præsidentskabet var dog af samme tyngde som Tito, og det stod hurtigt klart, at der ikke længere fandtes én leder, der uimodsagt kunne træffe og håndhæve vigtige beslutninger. Det britiske tidsskrift The Economist skrev i 1981, at landet savnede ”Big Daddy”.
Store demonstrationer i Kosovo samme år viste sig at være den første krise, som den nye ledelse måtte konfrontere. Det blev gjort ved at sende både hæren og særlige paramilitære politistyrker til Kosovo, hvor de effektivt, men brutalt, nedkæmpede de unge etniske albanere, der krævede status som delrepublik og bedre økonomiske vilkår.
Lunten var også fortsat tændt på en strukturel og økonomisk bombe. Kun de færreste i landet vidste, at Jugoslavien siden slutningen af 1970’erne faktisk var bankerot som følge af den enorme udlandsgæld.
Det blev klart, at store og smertefulde økonomiske indgreb ville være nødvendige, men politisk havde ingen appetit på den del af opgaven. Tværtimod bidrog landets føderale struktur og etniske spændinger til, at diskussionerne om de nødvendige reformer ikke førte til handling.
Nationalisme og opbrud
På trods af politiske og økonomiske udfordringer var 1980’erne fortsat en god periode for store dele af befolkningen. Som de bulgarske og rumænske naboer senere udtrykte det billedligt, så ”var jugoslaverne dengang i Vesten”. Der var stadigvæk en højere levestandard og mere frihed end i alle andre østeuropæiske lande.
I anden halvdel af 1980’erne trak uvejrsskyerne dog for alvor sammen over Jugoslavien. I 1987 overtog en ung kommunist ved navn Slobodan Milosevic magten i Beograd. Han begyndte at planlægge en recentralisering af magten i Serbien på bekostning af Vojvodinas og Kosovos autonomi.
Denne strategi vakte stor bekymring i Slovenien og Kroatien, hvor man ikke ønskede genetablering af en stærk jugoslavisk stat – og da slet ikke styret fra Beograd.
I 1989 så den jugoslaviske befolkning forbløffede til, da Berlinmuren og med den kommunismen i hele Østeuropa med overraskende hastighed faldt. Med Tito som et langsomt forsvindende minde og store udfordringer forude ledte mange efter en løsning på deres problemer, og denne løsning mente de at skimte i nationalismen.
I løbet af 1990 opsplittedes det jugoslaviske kommunistforbund, og de første flerpartivalg i et halvt århundrede blev afholdt. I alle delrepublikkerne bortset fra Serbien, hvor Milosevic bevarede magten, vandt de nationalistiske partier.
I stedet for at stå sammen og prøve at løse de mange problemer i fællesskab lyttede befolkningen i stigende grad til disse partier og deres budskab om, at politisk, økonomisk og social sikkerhed bedst kunne opnås ved at søge ly i nationens favn.
Herved skabtes et klassisk dilemma, hvor begge parter følte sig berettiget til at stille det samme spørgsmål: Hvorfor skal jeg være mindretal i dit land, når du kan være mindretal i mit?
Med Sloveniens og Kroatiens uafhængighedserklæringer i juni 1991 startede Jugoslaviens endelige opbrud, der førte til en krigsperiode gennem det meste af årtiet.
Christian Axboe Nielsen er historiker og lektor ved Aarhus Universitet
Denne artikel er et forkortet uddrag af kapitlet ”Land i opbrud” i den netop udkomne bog “Og Balkan kom til Danmark”. Den er udgivet af Aarhus Universitetsforlag og er redigeret af Niels-Jørgen Nehring og Birte Weiss. Pris 300 kr.
Billede i artiklens top:Flickr Creative Commons / Brenda Annerl
En oversigt over temaets andre artikler opdateres løbende med links her