Kampen om det italienske folk

2019-04-07T15:23:11+00:00 lørdag, 6. april, 2019|

Siden ’Forandringens regering’ blev dannet den 1. juni 2018, har Femstjernebevægelsen haft kontinuerligt vælgerfrafald, mens Lega ligger til at blive det største parti i det italienske partisystem. Trods deres fælles protestfront mod den etablerede nationale og europæiske orden er der markante forskelle på de to regeringspartier. Forskelle, der ni måneder efter regeringsdannelsen lader til at være udslagsgivende for, hvem af de to populistiske partier, som vinder kampen om det italienske folk.

Analyse af politisk redaktør Simon Cecchin Birk

TEMA: DET USTABILE ITALIEN| Da en fremstormende Femstjernebevægelse anført af den kun 31- årige Luigi Di Maio fik hele 32,6 % af de italienske stemmer ved valget i marts 2018, vækkede det stor opsigt. Protestpartiet, der blev medstiftet af den samfundskritiske komiker Beppe Grillo i 2009, var på flere måder en politisk anomali. Fra partiets post-ideologiske vægtning af politiske enkeltsager relateret til særligt grøn omstilling, fattigdomsbekæmpelse og anti-korruption og direkte demokratiske idealer til dets højlydte populistiske kritik af den politiske status quo. Fra starten har Femstjernebevægelsen trodset traditionelle kategorier, som det alligevel ofte er blevet presset ned i.

Femstjernebevægelsen er blevet udlagt som endnu et personligt parti, hvormed dets innovative horisontale organiseringsstrukturerer er blevet nedtonet. Det er blevet anset som grundlæggende anderledes end andre populistiske partier ved fremhævelse af dets radikale demokratiske idealer. Endelig er Femstjernebevægelsen, på trods af et fravær af etnisk nationalisme, ofte blevet ligestillet med nationalistiske og immigrationskritiske partier.

Femstjernebevægelsen bidrog selv til forvirringen om dets politiske identitet ved den 1. juni 2018 at danne regering med netop et nationalistisk og immigrationskritisk parti, Matteo Salvinis Lega.

Efter 88 dage med regeringsforhandlinger, hvor partiet også over flere omgange mødtes med dets erklærede modstander, Partito Democratico, var eneste mulighed for at undgå et omvalg og en midlertidig teknokratisk regering, et samarbejde med Lega. Det tidligere regionalistiske parti, der med dets nye politiske profil – ikke ulig Marine Le Pens Rassemblement National i Frankrig – vandt 17,3 % af stemmerne ved 2018-valget og kunne enes med Femstjernebevægelsen om et brud med den nationale og europæiske orden.

Regeringskontrakten
De to umage regeringspartnere udpegede professor i privatret Giuseppe Conte som Italiens næste premierminister. Den rolige akademiker – der efter eget udsagn førhen stemte til venstre for midten – havde aldrig før holdt et politisk embede, men gav, sammen med den velansete finansminister Giovanni Tria, indtrykket af en vis stabilitet udadtil. De to partiledere, Salvini og Di Maio, blev enige om formelt set at træde et skridt i baggrunden og dele vicepremierministerrollen. Endvidere blev Salvini udenrigsminister, mens Di Maio fik rollen som minister for økonomisk udvikling, arbejde og socialpolitik.

Regeringssamarbejdet blev bundet sammen af en regeringskontrakt, der fremstod som et nær umuligt kondensat af partiernes politiske programmer. Målsætningerne var Legas skattelettelser og Femstjernebevægelsens borgerløn. Legas ønske om mere regional autonomi, hårdere straffe og strammere immigrationspolitik og Femstjernebevægelsens ønske om grøn omstilling, implementering af mere direkte demokrati og reducering af penge i politik samt bekæmpelse af korruption. Der var enighed om behovet for at afbureaukratisere og at revidere en højst upopulær italiensk sparepensionslov fra 2011. I forhold til omverdenen var en revision af både Dublin-forordningen og EU’s økonomiske politik på dagsordenen sammen med et ønske om at hæve EU-sanktionerne mod Rusland.

Kontrakten lagde på denne måde op til et højst pragmatisk kompromis mellem de to partier, der hver især kunne gå til deres vælgere og fremhæve tilstedeværelsen af politiske mærkesager. I begyndelsen var det Femstjernebevægelsen, der, i overensstemmelse med stemmefordelingen ved 2018-valget, fremstod som det ledende regeringsparti. I dag er balancen på vægtskålen en anden.

Konflikt og forandret styrkeforhold
Færdiggørelsen af en ny højhastighedsbane mellem Torino og Lyon, en ny lovgivning om ’legitimt selvforsvar’, en lov om interessekonflikter eller et ’sikkerhedsdekret’ om en stramning af immigrationspolitikken. Listen af politiske spørgsmål, der har skabt grobund for konflikt regeringspartierne imellem er allerede lang. Samtidig er regeringen i flere tilfælde endt i konflikt med EU, eksempelvis over vedtagelsen af et ekspansivt budget for 2019, og i en diplomatisk krise med Frankrig, der efter måneder med hård retorik mellem ’Forandringens regering’ og Macron, blev fremprovokeret af Di Maos møde med repræsentanter fra den franske protestbevægelse De Gule Veste.

Luigi Di Maio i det italienske parlament. – Foto: /Ritzau Scanpix/ANSA/AP/Giuseppe Lami/

Selv om Femstjernebevægelsens centrale valgløfte, borgerlønnen, er blevet vedtaget har partiet haft svært ved at fastholde vælgerstøtten, der gradvist har været faldende for i meningsmålinger fra start april at ligge på omkring 22 %. I samme periode har Lega opnået en drastisk vælgertilslutning og ligger til omkring 33 % af stemmerne på landsplan. Hvor de nye stemmer først fortrinsvis kom fra Berlusconis marginaliserede Forza Italia, kommer de nu i stigende grad fra regeringspartneren.

Der er flere forhold, som er med til at forklare den forandrede stemning blandt de italienske vælgere, der lægger til grund for den indikerede nye magtbalance i ’Forandringens regering’.

Mobile vælgere, regeringserfaring og politisk pragmatisme
Først bør det nævnes, at det har været karakteristisk for en betydelig andel af Femstjernebevægelsens vælgere, at de ikke har haft en stærk tilknytning til partiet. For den del af partiets vælgere, der før stemte på centrum-højre-partier, kan et Lega i fremdrift derfor fremstå som et mere naturligt politisk hjem.

Partiernes respektive politiske erfaring er også central. På trods af visse resultater, har Femstjernebevægelsen aldrig til fulde formået at overføre sin store nationale succes til de øvrige administrative og regionale valg. Særligt i øjenfaldende er partiets overtagelse af den ikoniske borgermesterpost i Rom med Virginia Raggi, hvor politiske realiteter og korruptionsager har tydeliggjort de idealistiske Femstjernepolitikeres manglende erfaring. Det har heller ikke hjulpet, at pressen har været særlig hård mod partiet, der slår sig op på radikalt at forandre den italienske samfundskultur.

I kontrast har Lega, som Lega Nord, stor regeringserfaring fra fire Berlusconi-regeringer i halvfemserne og nullerne og dertil fra både nordlige regioner samt provinser og kommuner. Som det ældste parti i det italienske partisystem er Lega mere rodfæstet i territoriet og har længe været fysisk og mentalt tættere på mange (norditalienske) italienske vælgere.

Partiet har dog samtidig især på nationalt plan formået at bibeholde en betydelig del af sin originale appeal som protestparti. I nullerne var Umberto Bossis Lega Nords strategi klar. Partiet påtog sig regeringsansvar, men var samtidig en påfaldende ihærdig kritiker dets regeringspartnere. Denne strategi lader til at blive gentaget af Lega. Senest støttede Salvini Italiens indtræden i det enorme kinesiske infrastrukturprojekt ’Belt and Road’ – som det første G7-land – men såede samtidig indirekte tvivl om, hvorvidt den øvrige regering havde tilstrækkelig fokus på landets sikkerhed ved at advarede om en potentiel kinesisk kolonisering af Italien.

Ved at kritisere og problematisere regeringspartnernes politiske initiativer formår Salvinis Lega at holde et ben indenfor og et ben udenfor regeringen. En fleksibel politisk manøvrering, der i mindre grad og med mindre held også forsøges af Luigi Di Maios parti.

Troværdighed, identitet og den stærke leder
Femstjernebevægelsens regeringstid har været karakteriseret af iøjnefaldende løfte- og principbrud.

Femstjernebevægelsen var ligesom Lega længe højst skeptiske overfor at tvinge italienske skolebørn til at blive vaccineret. Partiet har dog under regeringssamarbejdet, og særligt på det seneste, vaklet i dets kurs efter at være blevet konfronteret med konsekvenserne af valgfri vaccination. Endvidere brød partiet med princippet om, at politikere under juridisk undersøgelse ikke må bestride offentligt embede, da det efter en intern afstemning valgte at beskytte Salvini mod Catanias anklagemyndighed i sagen om håndteringen af de 177 flygtninge og migranter ombord på skibet ’Diciotti’.

Flygtninge og migranter ombord på det italienske kystvagtskib “Diciotti”. – Foto: /Ritzau Scanpix/Orietta Scardino/

I et italiensk politisk landskab, hvor kløften mellem folk og elite såvel som mellem center og periferi (dem, der bestemmer og dem, som pålægges regler), bør den sociokulturelle signalværdi ikke undervurderes. Samtidig har partiets forsvar af Salvini sandsynligvis frastødt dele af dets vælgerbase.

Når de to partier sammenlignes står det klart, at Lega har et langt klarere og simplere politisk budskab. Med Salvinis overtagelse af Trumps slogan vægter Lega ’italienerne først’. Partiet præsenterer sig som hele Italiens værn mod ydre trusler som flygtninge- og migrantstrømme, europæisk integration og globaliseringen. Lega har optegnet og udvidet en i Italien længe uklar og begrænset identitetspolitisk dimension.

En dimension, der i sammenspil med Salvinis lederskab, lader til at skabe grobund for en effektiv og omfattende politisk mobilisering. Og betydningen af netop Salvinis nærværende lederskab skal ikke undervurderes. Med sine 3,5 millioner følgere på Facebook og daglige strøm af folkelige opdateringer om alt fra køb af dagens frokost eller is til kommentering af politiske begivenheder og udskamning af politiske modstandere har Salvini etableret en tæt forbindelse til mange Italienere.

Ifølge det italienske analyseinstitut Demos & PI’s rapport fra 2017 mener hele 65 % af italienerne, at Italien har behov for en stærk mand. Denne politikertype lader Salvini med sin hårde linje overfor migranter og EU samt generelle konfrontatoriske og handlekraftige adfærd til at inkarnere bedre end de fleste. Og langt bedre end Di Maio.

Kampen om folket
Ni måneder inde i regeringssamarbejdet nyder Femstjernebevægelsen og Lega stadig opbakning fra omkring 54 % procent af italienerne. Økonomien er fortsat stagnerende og selv om det store antal af ankommende migranter til Italien – 690.000 mellem 2013-2018 – faldt markant i 2018, er hverdagen og fremtidsudsigterne for mange italienere præget af usikkerhed.

Det er i dette politiske klima, at migranter udsættes for en stigende vold og Salvini præger mediebilledet med en hård og til tider dehumaniserende retorik, men også en simplificerende men logisk hverdagsfornuft.

Bæredygtige europæiske løsninger på eurozone- og migrantkrisen har lange udsigter og det er da også kun 33 % af italienerne, der, ifølge Demos & Pi’s 2018 rapport, har tillid til EU. De manglende fælleseuropæiske løsninger lader til at være til det mest euroskeptiske regeringsparti Legas fordel. Salvini er blevet den europæiske euroskeptiske højrefløjs måske mest prominente stemme og med sin autoritære intuition og radikalt anderledes decentraliserede Europavision, fremstår han som personen, der kan udfordre den etablerede orden.

Mens Femstjernebevægelsen i februar led to slående nederlag ved regionsvalgene i Abruzzo og på Sardinien, har Partito Democratico med dets nye venstre-lænene leder Nicola Zingaretti haft en smule fremgang hos vælgerne. Et samarbejde mellem centrum-venstre-partiet og Femstjernebevægelsen fremstår dog stadig tvivlsomt.

En afgørende styrkeprøve mellem regeringspartierne bliver Europa-parlamentsvalget til maj. Her ligger Femstjernebevægelsen og Lega henholdsvis til 20,9 % og 32,3 % af stemmerne i meningsmålinger fra slut marts. Bliver dette resultatet vil Lega stå yderligere styrket i regeringssamarbejdet og ved dets eventuelle sammenbrud. Af betydning er også, at Femstjernebevægelsen står overfor et større løftebrud, hvis de ikke forhindrer færdiggørelsen af den nævnte højhastighedsbane.

I en tid med kriser er magtbalancen i Italien forskudt mod højre. I konflikt med sig selv og omverdenen om folkets gunst ligner ’Forandringens regering’ fortsat et højst skrøbeligt politisk eksperiment.

Simon Cecchin Birk er politisk redaktør for Magasinet Europa, Ph.D.-stipendiat ved Københavns Universitet og medforfatter til den højaktuelle antologi ”Europas Mange Omveje”.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Gregorio Borgia/

 Læs mere om det italienske demokratis tilstand ”Italien, Europa og det sårede demokrati”

Læs hele temaet “Det ustabile Italien”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon