Kampen om klimatopmødet. Hvilken rolle vil EU spille?

2017-06-30T10:07:56+00:00 Af |Kommentar|

Det internationale klimatopmøde, COP21 i Paris, skal være en succes. Det er de fleste ngo’er, politikere og aktivister enige om. Hvad der ikke lykkedes i København i 2009 til COP15, skal lykkes i Paris med en bindende aftale. Men en aftale er ikke bare en aftale. For Europa bør det afgørende være, hvad det politiske indhold er.

27.11.2015 | COP21 | Kampen om at sætte dagsordenen på COP21 i næste uge tilspidses. Organisationer, interessenter og aktivister forsøger at mobilisere borgere, politikere og finansielle kilder gennem kampagner, policy-rapporter og konferencer.

Der er stærke interesser på spil. Det er derfor ikke længere kun grønne klima-aktivister, som deltager i spillet om en global aftale. Erhvervsorganisationer og globale koncerner med økonomiske interesser i olieindustrien har meldt sig på banen, for at være med til at definere det politiske spillerum for klimapolitikken.

To klimapolitiske positioner
I den aktuelle situation er der særligt to klimapolitiske positioner, som står stærkt. På den ene side har vi, hvad vi kan kalde for governance-sporet, og på den anden side, hvad vi kan kalde for teknologi-sporet.

Fortalerne for teknologi-sporet argumenterer for, at klimapolitik skal være en teknologipolitik, der støtter teknologiske løsninger. Hovedargumentet er, at det er muligt at lave en afkobling af økonomisk vækst og CO2-udledning.

Med teknologiske løsninger skal det blive muligt at fastholde en vækst-dagsorden uden at udledningen af CO2 øges. I modsætning til dette har fortalere for governance-sporet ikke tillid til de teknologiske løsninger. I stedet argumenterer de for en grundlæggende omstrukturering af den nuværende infrastruktur af energiforsyning, transport og produktion.

Traditionelt set har Europa taget en governance-tilgang til de fleste politikområder. Men med udbredelsen af den nyliberale politikforståelse, fokuserer Europa i stigende grad på de økonomiske aspekter af enkelte politikområder i stedet for at koble og samordne gevinsterne ved at integrere politik-områderne.

EU skal de kommende uger beslutte sig for, hvilket klimapolitisk spor Europa skal forfølge. Skal det være teknologi-sporet eller governance-sporet?

Teknologi-sporet
Teknologi-sporet er domineret af amerikanske klimatænketanke, så som The Breakthrough Institute med Michael Shellenberger and Ted Nordhaus i spidsen, og gruppen som kalder sig ”eco-modernister”, som i april 2015 udgav et klimapolitisk manifest. Dette politiske spor bliver også støttet af olie- og kulindustrien.

Fortalere for teknologi-sporet argumenterer for, at det er muligt at fastholde en global økonomi, der delvist er funderet på en oliebaseret infrastruktur af energi, transport og produktion.

Teknologiske løsninger, som nedsætter CO2-udledninger, falder ofte inden for det, der bliver kaldt geoengineering, dvs. menneskelig design af geologiske forhold.

Geoengineering har i lang tid været betragtet som kontroversielt. Mange associerer geoengineering med autoritære stater, som Rusland og Kina, der tidligere har manipuleret med vejrsystemer, regn og skyer.

Alligevel er geoengineering de seneste par år begyndt at dukke om i klimapolitiske diskussioner på en række førende internationale universiteter og i centrale klimapolitiske organer. I den seneste IPCC-rapport blev geoengineering nævnt som et muligt klimapolitisk scenarium.

Fortalerne for geoengineering har haft held til at afdramatisere politikområdet. Dette er blandt andet blevet forstærket efter, at mange har droppet brugen af ordet geoengineering til fordel for det mere harmløse teknologiske løsninger.

Teknologi-sporet vinder pt. politisk terræn, og ifølge iagttagere bliver det iscenesat som den strategi, COP-mødet i Paris skal munde udi.

Hvis det lykkes fortalere for teknologi-sporet at vinde kampen om klimapolitikken i Paris, kan verdensledere stille sig frem for verdenspressen og hylde sig selv for at blive enige om en global klimaaftale, der ikke skader landenes økonomiske vækst.

Governance-sporet
Kritikere af teknologi-sporet hævder omvendt, at det er et politisk bedragerisk skuespil, som prætenderer at være et realistisk bud på en global klimapolitik, der ikke kræver en revolution inden for energi, transport og produktion.

Kritikere af teknologi-sporet står også stærkt i kapløbet om at sætte dagsordenen på COP21. I stedet for at promovere tekniske løsninger, forsøger de i stedet at fremme det synspunkt, at den globale klimapolitik skal kobles til en række andre politiske dagsordener, såsom miljø, udvikling og socialpolitik.

Der findes ikke én teknisk løsning, hvor sofistikeret den end er, på klimaforandringerne. I stedet er der behov for et governance-spor, som betragter de menneskeskabte klimaforandringer som et politisk problem.

De centrale aktører for governance-sporet er organisationerne Local Governments for Sustainability (ICLEI) og Cities Climate Leadership Group (C-40), som begge er sammenslutninger mellem verdens største byer. ICLEI har de sidste par år kørt et parallelspor til COP-møderne.

I en række borgmestrekontorer verden over, fra New York over London til Hong Kong, står man overfor de samme typer af problemer: klimasikring af energiforsyning til borgerne, beskyttelse af ressourcer, forbedring af borgernes helbred samt effektive og smarte løsninger på de trafikale infrastrukturelle udfordringer.

Senest var en række borgmestre fra verdens megabyer inviteret til et symposium i Vatikanet af Pave Francis i juli 2015. Resultatet var en deklaration for at overkomme de sociale og klimatiske udfordringer, der skal presse de nationale regeringer til at give byerne større frihed til selv at bestemme omfanget af byernes klimasikring og –tilpasning.

De nationale regeringsledere har ofte en ivrig retorik omkring klimapolitik, men når det kommer til reelle politiske reformer står de langt svagere. I modsætning til dette, viser det sig, at der sker utrolig meget klimasikring og klimatilpasning på by-niveau. Byerne har vist sig at være et utroligt effektivt governance-niveau for klimapolitik.

Derfor er det også særligt megabyerne, repræsenteret af ICLEI og C-40, som er fortalere for governance-sporet. Ud fra et by-perspektiv er det langt fra tilstrækkeligt at udvikle en række globale tekniske løsninger, som kan mindske den globale CO2-udledning.

EU’s forhandlingsposition
Succeskriteriet for Europa på klimatopmødet i Paris bør derfor ikke kun være én bindende aftale. Det afgørende er, hvad det politiske indhold er.

Som en iagttager skrev i en artikel i det internationale magasin Project Syndicate, så er risikoen, at teknologi-sporet vinder, hvilket betyder, at den politiske styring og reformering af byernes infrastruktur udebliver. I stedet vil der være fokus på økonomiske gevinster for de store globale investeringer i de tekniske løsninger.

Risikoen er derved, at den økonomiske fortjeneste bliver privatiseret, mens de sociale tab socialiseres, fordi samfundet ikke grundlæggende ændrer den nuværende infrastruktur, energi og produktion, som klimamæssigt og socialt set er ødelæggende.

EU skal gøre op med sig selv, hvilket klimapolitisk spor Europa skal forfølge. Det politiske valg står på den ene side mellem en nyliberal klimapolitik, som fokuserer på tekniske og økonomiske løsninger, der indtil nu har vist sig at være ineffektive.

Eller på den anden side at fortsætte en mere ambitiøs klimapolitisk strategi, der omfatter en grundlæggende revolution af Europas infrastruktur og energiforsyning.

Denne governance-strategi bygger videre på visioner om fremtidens Europa baseret på vedvarende energikilder, som blev igangsat under den tidligere klimakommissær Connie Hedegaard.

EU’s klimapolitik bør derfor ikke blot være at opnå en globalt bindende aftale. Det afgørende er, hvad det politiske indhold er, og på hvilket governance-niveau klimapolitikken designes til.

Skal klimapolitikken kun være for globale aktører eller er ambitionen i højere grad at udnytte de ressourcer, initiativer og omstillingsparathed, der allerede findes i mange storbyer?

Theresa Scavenius er postdoc ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Takver